Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32025L1801

Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2025/1801 af 23. juni 2025 om tilpasning af bilag I og II til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/1999 om indførelse af ensartede kontrolprocedurer i forbindelse med transport af farligt gods ad vej til den videnskabelige og tekniske udvikling

C/2025/3886

EUT L, 2025/1801, 13.10.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir_del/2025/1801/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir_del/2025/1801/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/1801

13.10.2025

KOMMISSIONENS DELEGEREDE DIREKTIV (EU) 2025/1801

af 23. juni 2025

om tilpasning af bilag I og II til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/1999 om indførelse af ensartede kontrolprocedurer i forbindelse med transport af farligt gods ad vej til den videnskabelige og tekniske udvikling

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/1999 af 19. oktober 2022 om ensartede kontrolprocedurer i forbindelse med transport af farligt gods ad vej (1), særligt artikel 10, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til del I.1 i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF (2) finder bilag A og B til konventionen om international transport af farligt gods ad vej (ADR), der blev indgået i Genève den 30. september 1957 (3), anvendelse på nationale transportoperationer inden for Unionen.

(2)

Ved direktiv 2008/68/EF tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter med henblik på at ændre bilagene til nævnte direktiv for at tage hensyn til ændringer af ADR, navnlig ændringer vedrørende den videnskabelige og tekniske udvikling. I henhold til direktiv (EU) 2022/1999 tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter om ændring af bilagene til nævnte direktiv, navnlig for at tage hensyn til ændringer af direktiv 2008/68/EF og dermed ændringer af ADR.

(3)

Bilagene til direktiv 2008/68/EF, navnlig bilag I, som vedrører transport af farligt gods ad vej, er blevet ændret ni gange, senest ved Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2025/149 (4).

(4)

For at sikre, at de gældende regler for transport af farligt gods håndhæves korrekt, bør den tjekliste, der anvendes til vejkontroller, og som er fastsat i bilag I til direktiv (EU) 2022/1999, bringes i overensstemmelse med ADR, jf. del I.1 i bilag I til direktiv 2008/68/EF.

(5)

Navnlig fastsættes i kapitel 1.4 i bilag A til ADR de respektive sikkerhedsforpligtelser for deltagerne i transportkæden for farligt gods, nemlig afsendere, transportører, modtagere, læssere, pakkevirksomheder, påfyldningsvirksomheder, tankoperatører og lossere, hvilket gør deres specifikke ansvar klart, gennemsigtigt og eksigibelt. Tjeklisten i bilag I til direktiv (EU) 2022/1999 bør afspejle disse bestemmelser i ADR ved at identificere de deltagere i transportkæden, der kan pådrage sig ansvar for en given overtrædelse. Sådanne oplysninger kan danne grundlag for yderligere kontrol fra de nationale myndigheders side.

(6)

Der bør henvises til de specifikke bestemmelser i ADR i tjeklisten i bilag I til direktiv (EU) 2022/1999 for at hjælpe håndhævende myndigheder og deltagere i transportkæden med at identificere de ajourførte retlige bestemmelser i ADR.

(7)

I henhold til artikel 9, stk. 1, i direktiv (EU) 2022/1999 skal medlemsstaterne sende Kommissionen rapporter om den kontrol, der er foretaget hvert kalenderår, herunder antallet af overtrædelser, der er registreret pr. risikokategori, jf. bilag II til nævnte direktiv. For at lette denne indberetning bør risikokategorien for en registreret overtrædelse, der er fastlagt i overensstemmelse med bilag II, anføres på tjeklisten i bilag I.

(8)

I bilag II til direktiv (EU) 2022/1999 klassificeres overtrædelser af ADR efter det risikoniveau, de medfører. Denne liste bør ajourføres som følge af de ændringer af ADR, der finder anvendelse i henhold til del I.1 i bilag I til direktiv 2008/68/EF.

(9)

I del 9 i bilag I til Kommissionens forordning (EU) 2016/403 (5) klassificeres overtrædelser af del I.1 i bilag I til direktiv 2008/68/EF efter deres indvirkning på transportvirksomhedernes opfyldelse af vandelskravet. Denne del er udarbejdet på en måde, der er i overensstemmelse med bilag II til direktiv (EU) 2022/1999. Det er derfor nødvendigt, at ordlyden af det nye bilag II til direktiv (EU) 2022/1999 fortsat er i overensstemmelse med del 9 i bilag I til forordning (EU) 2016/403.

(10)

Bilag I og II til direktiv (EU) 2022/1999 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed og af hensyn til klarheden erstattes.

(11)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (6) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændring af direktiv (EU) 2022/1999

Bilag I og II til direktiv (EU) 2022/1999 erstattes af teksten i bilaget til nærværende direktiv.

Artikel 2

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 23. juni 2026 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen disse love og bestemmelser.

De anvender disse bestemmelser fra 24. juni 2026.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. juni 2025.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 274 af 24.10.2022, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2022/1999/oj.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF af 24. september 2008 om indlandstransport af farligt gods (EUT L 260 af 30.9.2008, s. 13, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2008/68/oj).

(3)   https://unece.org/transport/standards/transport/dangerous-goods/adr-2023-agreement-concerning-international-carriage.

(4)  Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2025/149 af 15. november 2024 om ændring af bilagene til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF af hensyn til den videnskabelige og tekniske udvikling (EUT L, 2025/149, 24.1.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir_del/2025/149/oj).«.

(5)  Kommissionens forordning (EU) 2016/403 af 18. marts 2016 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009 for så vidt angår klassificering af alvorlige overtrædelser af Unionens regler, som kan medføre, at en vejtransportvirksomhed ikke opfylder vandelskravet, og om ændring af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/22/EF (EUT L 74 af 19.3.2016, s. 8, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/403/oj).

(6)   EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.


BILAG

»BILAG I

Tjekliste for vejkontroller

Image 1

BILAG II

Overtrædelser

Nedenstående ikke-udtømmende liste, der er opdelt i tre risikokategorier (hvor kategori I udgør den højeste risiko), tjener som retningslinje for, hvad der i dette direktiv skal anses for en overtrædelse.

Den relevante risikokategori fastlægges under hensyntagen til de særlige omstændigheder ved en overtrædelse og efter det håndhævende organs/den håndhævende myndigheds skøn, hvilket betyder, at risikokategorien for en overtrædelse kan opgraderes eller nedgraderes.

Overtrædelser, der ikke er opført på listen, klassificeres i overensstemmelse med beskrivelserne af risikokategorierne.

Optræder der flere overtrædelser pr. transporterende enhed, anvendes kun den alvorligste risikokategori i forbindelse med rapportering (i overensstemmelse med modellen til standardformular, jf. bilag III).

1.   Risikokategori I

Denne kategori vedrører overtrædelser af ADR-forskrifter, som indebærer høj risiko for dødsfald, alvorlig personskade eller omfattende miljøskader. Hvis sådanne overtrædelser konstateres i forbindelse med vejkontroller, skal de normalt føre til øjeblikkelige og passende korrigerende foranstaltninger såsom tilbageholdelse af køretøjet; hvis overtrædelserne konstateres i forbindelse med kontrol hos virksomheder, skal der normalt træffes andre passende foranstaltninger.

Fejl i denne kategori omfatter:

1.

transport af farligt gods, som det er forbudt at transportere

2.

transport af farligt gods i forbudt eller ikke-godkendt emballage, der er til så stor fare for menneskeliv eller miljøet, at det fører til en beslutning om at tilbageholde køretøjet

3.

transport af farligt gods uden identifikation på køretøjet, der er til så stor fare for menneskeliv eller miljøet, at det fører til en beslutning om at tilbageholde køretøjet

4.

udsivning af farligt gods

5.

transport ved ikke-tilladt transportmåde

6.

bulktransport i et køretøj eller en container af uhensigtsmæssig konstruktion

7.

transport i et køretøj uden behørig godkendelsesattest

8.

drift af et køretøj, der ikke længere opfylder godkendelseskravene og indebærer en umiddelbar fare (i andre tilfælde benyttes risikokategori II)

9.

anvendelse af ikke-godkendte emballager, tanke, containere eller køretøjer

10.

anvendelse af emballage, der ikke er i overensstemmelse med de gældende emballeringsanvisninger anvendelse af tanke, køretøjer og containere, som ikke er i overensstemmelse med de gældende bestemmelser

11.

manglende overholdelse af særlige bestemmelser for sammenpakning

12.

manglende overholdelse af reglerne for fastgørelse og placering af last

13.

manglende overholdelse af reglerne for fødevarer, andre forbrugsvarer og foderstoffer

14.

manglende overholdelse af reglerne for sammenlæsning af kolli

15.

manglende overholdelse af bestemmelserne om begrænsning af de mængder, der er godkendt til transport i én transporterende enhed, herunder den tilladte fyldningsgrad for tanke og kolli

16.

transport af farligt gods, uden at de nødvendige dokumenter er tilgængelige i køretøjet eller i et passende elektronisk format, hvis dette er tilladt

17.

transport af farligt gods i kolli, der ikke er forsynet med den nødvendige mærkning, etikettering eller andre identifikationsmærker

18.

transport af farligt gods uden faresedler, mærkning (herunder orange fareskilte) eller andre identifikationsmærker på køretøjet

19.

ufuldstændige eller ukorrekte oplysninger om det stof, der transporteres, som gør det muligt at fastslå en overtrædelse af risikokategori I (f.eks. UN-nummer, korrekt forsendelsesbetegnelse, emballagegruppe)

20.

føreren er ikke i besiddelse af gyldigt kursusbevis

21.

brug af åben ild

22.

manglende overholdelse af rygeforbuddet

23.

manglende udpegelse af en sikkerhedsrådgiver for hver virksomhed, når det er påkrævet

24.

manglende overholdelse af ADR 1.10 om sikkerhedsbestemmelser, når det er påkrævet.

2.   Risikokategori II

Denne kategori vedrører overtrædelser af ADR-forskrifter, der indebærer risiko for personskade eller miljøskader. Hvis sådanne overtrædelser konstateres i forbindelse med vejkontroller, skal de normalt medføre en korrigerende foranstaltning, f.eks. afhjælpning på stedet, hvis det er muligt og hensigtsmæssigt, og ellers senest ved afslutning af den igangværende forsendelse; hvis overtrædelserne konstateres i forbindelse med kontrol hos virksomheder, skal der normalt træffes andre passende foranstaltninger.

Fejl i denne kategori omfatter:

1.

drift af en transporterende enhed bestående af mere end ét påhængskøretøj/én sættevogn

2.

drift af et køretøj, der ikke længere opfylder godkendelseskravene, men som ikke indebærer en umiddelbar fare

3.

manglende medbringelse af funktionsdygtige ildslukkere i et køretøj som krævet brandslukningsudstyr, der ikke er i overensstemmelse med specifikke bestemmelser

4.

manglende medbringelse af udstyr i et køretøj, der kræves i henhold til ADR eller i skriftlige anvisninger

5.

manglende overholdelse af prøvnings- og eftersynsdatoer og -perioder for emballager, mellemstore beholdere til bulkvarer (IBC'er), storemballage, tanke, køretøjer eller containere

6.

transport af kolli med beskadigede emballager, IBC'er eller storemballager eller transport af beskadigede tomme urensede emballager

7.

stykgodstransport i et køretøj eller en container af uhensigtsmæssig konstruktion

8.

manglende behørig lukning af tanke/tankcontainere, køretøjer, containere eller emballager (også tomme og urensede)

9.

emballager, tanke, køretøjer og/eller beholdere er forsynet med ukorrekt mærkning (herunder orange fareskilte), faresedler eller andre identifikationsmærker

10.

manglende skriftlige anvisninger i overensstemmelse med ADR

11.

ukorrekt overvågning eller parkering af et køretøj

12.

befordring af andre personer end køretøjets mandskab i enheder, der transporterer farligt gods

13.

manglende overholdelse af bestemmelserne i ADR 7.5.10 om forholdsregler mod elektrostatiske ladninger under påfyldning og tømning

14.

manglende overholdelse af forskriftsmæssige bestemmelser ved ankomst til på- og aflæsningssteder

15.

manglende overholdelse af forskriftsmæssige bestemmelser om sikkerhedsrådgiverens rolle, pligter og certifikater for hver virksomhed, når det kræves

16.

manglende overholdelse af forskriftsmæssige bestemmelser om minimumsopbevaringsperioden for transportdokumentet for farligt gods og yderligere oplysninger og dokumentation som angivet i ADR

17.

manglende overholdelse af forskriftsmæssige bestemmelser om uddannelse af personer, der er involveret i transport af farligt gods

18.

manglende indsendelse af de krævede dokumenter og/eller rapporter til de kompetente myndigheder.

3.   Risikokategori III

Denne kategori vedrører overtrædelser af ADR-forskrifter, der indebærer lav risiko for personskade eller miljøskader, og sådanne overtrædelser kræver ikke korrigerende foranstaltninger på stedet, men kan afhjælpes senere hjemme hos transportfirmaet. hvis overtrædelserne konstateres i forbindelse med kontrol hos virksomheder, skal der normalt træffes andre passende foranstaltninger.

Fejl i denne kategori omfatter:

1.

manglende overholdelse af bestemmelserne om størrelsen af skilte, sedler, bogstaver, figurer eller symboler

2.

oplysninger, med undtagelse af oplysninger, der falder ind under risikokategori I, som ikke er tilgængelige i transportdokumenterne

3.

manglende medbringelse af et kursusbevis i køretøjet, selv om det er åbenlyst, at føreren er i besiddelse af det

4.

manglende identifikationsdokument med foto, som skal bæres af hvert enkelt medlem af køretøjets mandskab

5.

manglende korrekt anbringelse af faresedler og mærkning (herunder orange fareskilte) eller andre identifikationsmærker

6.

for sen indsendelse af de krævede dokumenter og/eller rapporter til de kompetente myndigheder.

«

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir_del/2025/1801/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top