(1)

At sikre retfærdig beskatning i det indre marked og en velfungerende kapitalmarkedsunion er blandt Unionens vigtigste politiske prioriteter. I den forbindelse er det vigtigt at fjerne hindringer for grænseoverskridende investeringer og samtidig bekæmpe skattesvig og -misbrug. Sådanne hindringer forekommer eksempelvis i sager, hvor der er ineffektive og uforholdsmæssigt byrdefulde procedurer for lempelse af overskydende kildeskat på udbytte eller renteindtægter fra aktier eller obligationer, der handles offentligt til ikkehjemmehørende investorer. Samtidig har den nuværende situation i nogle sager vist sig at være utilstrækkelig med hensyn til at forebygge tilbagevendende risici for skattesvig, skatteunddragelse og skatteundgåelse, hvilket fremgår af talrige sager om ordninger for tilbagebetaling af skat og svig med anvendelse af udbyttearbitrage eller dividend stripping (Cum/Ex og Cum/Cum). Derfor er formålet med dette direktiv at gøre procedurer for kildebeskatning mere effektive og samtidig sikre dem mod risikoen for skattesvig og -misbrug.

(2)

Med henblik på at styrke medlemsstaternes indsats for at forebygge og bekæmpe skattesvig og -misbrug, som i dag hæmmes af en generel mangel på pålidelige og rettidige oplysninger om investorer, er det nødvendigt at give mulighed for en fælles ramme for lempelse af overskydende kildeskat på grænseoverskridende investeringer i værdipapirer, som kan modstå risikoen for skattesvig og -misbrug. Denne ramme vil skabe konvergens mellem de forskellige lempelsesprocedurer, der anvendes i medlemsstaterne, og samtidig sikre gennemsigtighed og sikkerhed med hensyn til investorernes identitet for værdipapirudstederne, kildeskatteagenterne, finansielle formidlere og medlemsstaterne alt efter omstændighederne. Rammen bør derfor bygge på automatiske procedurer, f.eks. digitalisering af attesten for skattemæssigt hjemsted med hensyn til procedure og format. Rammen bør også være tilstrækkeligt fleksibel til at kunne tage hensyn til de forskellige ordninger i de forskellige medlemsstater, samtidig med at der tilvejebringes egnede redskaber til bekæmpelse af misbrug for at afbøde risikoen for skattesvig, skatteunddragelse og skatteundgåelse. I denne forbindelse er det nødvendigt at tage hensyn til skattemyndighedernes forskellige tilgange afhængigt af den gældende ordning for lempelse. I henhold til ordningen for lempelse ved kilden kan skattemyndighederne først indhente relevante oplysninger om investorerne og betalingskæden efter anvendelsen af lempelse. Derimod er det, når der anvendes en ordning for tilbagebetaling, afgørende, at skattemyndighederne indhenter passende oplysninger, inden lempelse anvendes, med henblik på at vurdere, om lempelse skal indrømmes. I begge ordninger for lempelse er der fastsat regler om den finansielle formidlers ansvar i tilfælde af uretmæssig lempelse. Dette direktiv begrænser ikke en medlemsstats mulighed for at regulere måden, hvorpå certificerede finansielle formidlere dækker eventuelle udgifter, der er afholdt i forbindelse med tilpasningen til eller overholdelsen af forpligtelserne i dette direktiv.

(3)

I betragtning af disse forskelle og proportionalitetsprincippet bør bestemmelserne i dette direktiv vedrørende nationale registre over certificerede finansielle formidlere og forpligtelsen til at indberette oplysninger ikke være bindende for medlemsstater, der har indført en omfattende ordning for lempelse ved kilden og en markedskapitaliseringsgrad under en vis tærskel som defineret i dette direktiv. Målet om at fremme effektive og robuste ordninger for lempelse af overskydende kildeskat i hele det indre marked bør anses for at være nået, når de medlemsstater, der opretholder deres nationale ordning for lempelse ved kilden, opfylder begge disse kriterier som fastsat i dette direktiv. For det første hænger kriteriet om markedskapitalisering sammen med økonomiens størrelse og det mulige omfang af udbyttebetalinger. Lav markedskapitalisering indebærer et lavt antal udbyttebetalinger og dermed en lavere risiko for skattemisbrug. Når en medlemsstat i en vis periode når eller overstiger tærsklen for markedskapitaliseringsgraden, bør de fælles regler i dette direktiv finde anvendelse og fortsat finde anvendelse, uanset om dens markedskapitaliseringsgrad på et hvilket som helst senere tidspunkt falder under denne tærskel. For det andet bør omfattende ordninger for lempelse ved kilden, der gør det muligt at anvende den rette skattesats på betalingstidspunktet på en ligetil og effektiv måde, betragtes som ækvivalente med den ordning for lempelse ved kilden, der er fastsat i dette direktiv. Tilsammen kan disse to kriterier sikre, at investorer i hele det indre marked har reel adgang til effektive procedurer for lempelse af kildeskat i alle medlemsstater. For medlemsstater med et relativt lille aktiemarked og en tilstrækkeligt effektiv national ordning for lempelse ved kilden, vil et krav om at ændre disse ordninger ikke blive anset for at være forholdsmæssige. Da de fælles regler i dette direktiv kommer tæt på at dække hele det indre marked, opnås der derfor en passende grad af konvergens.

(4)

Dette direktiv harmoniserer adgang til lempelsesordninger for investorer i alle medlemsstater ved at indføre en fælles ordning for lempelse ved kilden og en fælles ordning for hurtig tilbagebetaling, samtidig med stadig at give medlemsstaterne mulighed for at opretholde deres nationale ordninger for lempelse ved kilden på visse betingelser og under hensyntagen til forskellene i udviklingen af medlemsstaternes økonomier, og samtidig med at der sikres adgang til lempelsesordninger i medlemsstaterne. Under alle omstændigheder kan de berørte medlemsstater, der f.eks. finder det hensigtsmæssigt at styrke sine instrumenter til bekæmpelse af skattesvig og -misbrug, afhængigt af risikovurderingskriterierne anvende de værktøjer, der er fastsat i direktivet.

(5)

For at blive betragtet som omfattende bør en nationale ordning for lempelse ved kilden indeholde en række specifikke centrale elementer som fastsat i dette direktiv. Den bør give fysiske personer eller enheder, der er berettiget til en sådan lempelse, bred adgang og give mulighed for lempelse, hvis skatteyderen har ret hertil, undtagen i tilfælde af manglende indberetning af de oplysninger, som medlemsstaten har krævet. I princippet bør de krævede oplysninger kun omfatte dem, der er omhandlet i artikel 12, 13 eller 15. Den nationale ordning for lempelse ved kilden bør give adgang til både direkte og indirekte investeringer og bør ikke have yderligere adgangsbarrierer end dem, der er fastsat i artikel 11, stk. 2. Den nationale ordning for lempelse ved kilden bør således ikke kun give juridisk mulighed for lempelse, men der bør også reelt indrømmes lempelse, i tilfælde hvor skatteyderen har ret hertil. Den nationale ordning for lempelse ved kilden bør ikke pålægge en yderlig forpligtelse såsom et parallelt indberetningssystem. Medlemsstaten bør fastsætte regler om ansvar for tab af kildeskatteindtægter og sanktioner for overtrædelse af nationale bestemmelser om denne ordning for lempelse ved kilden. Med hensyn til markedskapitaliseringsgradens beskaffenhed bør Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (»ESMA«) stille de data til rådighed, der kræves i henhold til de reguleringsmæssige tekniske standarder. Hvis en medlemsstat ikke opfylder eller ikke længere opfylder mindst én af de to betingelser vedrørende den omfattende ordning for lempelse ved kilden og tærsklen for markedskapitaliseringsgrad, bør den gennemføre alle dette direktivs bestemmelser i sin nationale lovgivning.

(6)

For at sikre en afpasset tilgang bør dette direktiv kun omfatte procedurer for lempelse af overskydende kildeskat i de medlemsstater, der opkræver kildeskat af kontantudbytte eller udbytte i form af aktier til forskellige satser afhængigt af den pågældende investors skattemæssige hjemsted. I sådanne tilfælde skal medlemsstaterne yde lempelse, når der er anvendt en højere skattesats i en situation, hvor der gælder en lavere sats. For at gøre de relevante lempelsesprocedurer endnu mere effektive og for at sikre bedre overholdelse af reglerne fra skatteydernes side bør medlemsstaterne også have mulighed for at gennemføre lignende procedurer i forbindelse med rentebetalinger til ikkehjemmehørende personer på offentligt handlede obligationer. De medlemsstater, der ikke har behov for procedurer for lempelse af overskydende kildeskat på udbytte eller renter, alt efter omstændighederne, er ikke berørt af de procedurer, der er omhandlet i dette direktiv. Hvis der er behov for lempelse af overskydende kildeskat og for at sikre en fælles adgang til lempelse af overskydende kildeskat, bør dette direktiv indføre en fælles ordning for lempelse ved kilden og en ordning for hurtig tilbagebetaling, der skal gennemføres af medlemsstaterne.

(7)

Eftersom investorerne kan være hjemmehørende i enhver given medlemsstat, bør reglerne for en fælles og digital attest for skattemæssigt hjemsted (eTRC) gælde i samtlige medlemsstater. For at sikre, at alle skatteydere i Unionen har adgang til et ensartet, egnet og effektivt bevis for deres skattemæssige hjemsted, bør medlemsstaterne benytte automatiske procedurer til udstedelse af attester for skattemæssigt hjemsted med henblik på at anvende en ordning for lempelse ved kilden, en omfattende ordning for lempelse ved kilden, en ordning for hurtig tilbagebetaling eller en standardordning for tilbagebetaling for at opnå lempelse af overskydende kildeskat på udbytte af offentligt handlede aktier eller på rente på offentligt handlede obligationer, hvis det er relevant. Desuden bør eTRC'erne udstedes i samme genkendelige og alment accepterede digitale format og med samme indhold.

(8)

Af hensyn til effektiviteten bør eTRC'en dække en maksimal periode i det kalenderår eller det skatteår, f.eks. et forskudt regnskabsår eller et regnskabsår, der er længere end ét kalenderår, for hvilket den er udstedt, og bør forblive gyldig som bevis for bopæl i den omfattede periode. De udstedende medlemsstater bør kunne erklære en eTRC helt eller delvis ugyldig, hvis skattemyndighederne har dokumentation for, at skatteyderen ikke er hjemmehørende i den udstedende medlemsstat i hele eller en del af den omfattede periode. For at sikre en bedre identifikation af EU-enheder bør eTRC'en indeholde skatteregistreringsnummer eller i mangel heraf, dvs. hvis den pågældende medlemsstat ikke udsteder sådanne numre til sine skatteydere, en funktionel ækvivalent til skattemæssige formål. Hvis den myndighed, der udsteder eTRC'en, er i besiddelse af sådanne data, bør eTRC'en desuden indeholde den europæiske entydige identifikator (EUID) eller identifikatoren for juridiske enheder (LEI) eller et andet registreringsnummer for juridiske enheder, som er gyldigt i hele den omfattede periode. I tilfælde hvor der ikke findes et skatteregistreringsnummer for en fysisk person, fordi bopælsmedlemsstaten ikke udsteder sådanne numre til sine skatteydere, bør det desuden være muligt at anvende en funktionel ækvivalent til skattemæssige formål. De anvendte identifikatorer bør være gyldige i hele den omfattede periode.

(9)

eTRC'en bør indeholde en henvisning til dobbeltbeskatningsoverenskomsten, i forbindelse med hvilken en skatteyder anmoder om at blive betragtet som skattemæssigt hjemmehørende, hvor det er relevant. For at kildemedlemsstaten kan anerkende eTRC som gyldigt bevis for skattemæssigt hjemsted, hvis der anmodes om lempelse af overskydende kildeskat i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, er det afgørende, at eTRC'en indeholder en henvisning til den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst. Det bør være muligt for den udstedende myndighed at henvise til mere end én gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst på en given eTRC. Selv om eTRC'en primært er beregnet til gennemførelse af procedurer for kildebeskatning, kan den også have et bredere anvendelsesområde og tjene som bevis for skattemæssigt hjemsted ud over procedurer for kildebeskatning. Med henblik på lempelse af procedurer for kildebeskatning bør eTRC'en ikke indeholde eventuelle yderligere oplysninger. Det er hensigten, at eTRC'en kun skal udstedes én gang i løbet af kalenderåret eller én gang i løbet af skatteåret, selv når den samme skatteyder investerer flere gange i samme kildemedlemsstat, så længe skatteyderens skattemæssige hjemsted er det samme.

(10)

Med henblik på at opfylde målsætningen om mere effektiv lempelse af overskydende kildeskat bør der indføres fælles procedurer i hele Unionen, som giver mulighed for hurtigt at indhente klare og sikre oplysninger om investorens identitet, navnlig i tilfælde af store investorgrundlag, dvs. i forbindelse med investeringer i offentligt handlede værdipapirer, hvor det kan være vanskeligt at identificere de enkelte investorer. Disse procedurer bør også give mulighed for at anvende den rette skattesats på betalingstidspunktet (lempelse ved kilden) eller for hurtig tilbagebetaling af for meget betalt skat. Eftersom grænseoverskridende investeringer typisk involverer en hel betalingskæde med finansielle formidlere, bør de relevante procedurer også give mulighed for at spore og identificere kæden af formidlere og dermed af indtægtsstrømmen fra udstederen af værdipapiret til den registrerede ejer og oplysninger om den underliggende investor. De mest almindelige typer investeringsordninger omfatter normalt en depotbank eller en anden investeringsenhed, f.eks. en mægler, der opbevarer værdipapirerne i eget navn på vegne af den underliggende investor. I forbindelse med sådanne ordninger er det den underliggende investor, der vil blive betragtet som den registrerede ejer af værdipapirerne. Medlemsstater, der opkræver kildeskat på indtægter fra værdipapirer og yder lempelse af overskydende kildeskat, og som ikke har indført en omfattende ordning for lempelse ved kilden eller har en markedskapitaliseringsgrad svarende til eller over den tærskel, der er fastsat i dette direktiv, bør derfor oprette og vedligeholde et nationalt register over de finansielle formidlere, der spiller en vigtig rolle i betalingskæden. Når sådanne finansielle formidlere er blevet registreret, bør de være forpligtede til at indberette de oplysninger, de råder over om de udbytte- eller rentebetalinger, som de foretager, hvis det er relevant. Disse oplysninger bør være begrænset til oplysninger, der er afgørende for at kunne rekonstruere betalingskæden og dermed nyttige med hensyn til at forebygge risikoen for skattesvig eller -misbrug, i det omfang den indberettende formidler har adgang til disse oplysninger. De medlemsstater, som indeholder kildeskat af renter til forskellige satser, og som har brug for at anvende lignende lempelsesprocedurer, eller som har indført en omfattende ordning for lempelse ved kilden for udbyttebetalinger og har en markedskapitaliseringsgrad, der ligger under den tærskel, der er fastsat i dette direktiv, kan også overveje at benytte det nationale register, alt efter omstændighederne.

(11)

Eftersom de finansielle formidlere, der oftest indgår i værdibetalingskæder, er store institutter som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (3) eller værdipapircentraler, der yder kildeskatteagenttjenester, bør disse enheder være forpligtet til at anmode om at blive registreret i medlemsstaternes nationale registre. Hvis sådanne enheder opererer gennem én eller flere filialer eller gennem et eller flere datterselskaber i en hvilken som helst medlemsstat, bør de kunne opfylde registreringsforpligtelsen i hver kildemedlemsstat enten som en certificeret finansiel formidler på koncernniveau eller på individuelt filial- eller datterselskabsniveau eller en kombination heraf. Andre finansielle formidlere bør også have skønsbeføjelser til efter eget valg at anmode om at blive registreret i medlemsstaternes nationale registre. I begge situationer, hvad enten de er omfattet af obligatorisk eller frivillig registrering, bør finansielle formidlere have fleksibilitet til selv at anmode herom eller til at lade sig repræsentere af en anden finansiel formidler, der er en del af den samme koncern og handler på deres vegne, for at minimere den administrative byrde og indflydelse på, hvordan de ønsker at organisere sig. Finansielle formidlere bør anmode om at blive registreret ved at indgive en anmodning via den europæiske portal for certificerede finansielle formidlere (»portalen«), der bør fungere som et centralt kontaktpunkt. Sådanne anmodninger bør sendes til de relevante medlemsstater via portalen. Derefter bør medlemsstaterne træffe afgørelse om anmodningen om registrering. Portalen bør derfor tjene som et redskab, der afspejler medlemsstaternes beslutninger med hensyn til registrering af finansielle formidlere.

(12)

Dette direktiv bør også fastsætte regler om kravene til registrering i nationale registre samt regler om afvisning herpå. Hvis en anmodning om registrering afvises, bør finansielle formidlere stadig kunne indgive en anmodning om registrering på et senere tidspunkt, hvis grundlaget for afvisningen er blevet afhjulpet. Når en finansiel formidler er blevet registreret, bør den betragtes som en certificeret finansiel formidler i den pågældende medlemsstat og være underlagt forpligtelserne for certificerede finansielle formidlere i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne bør ajourføre portalen i forbindelse med registrering af en certificeret finansiel formidler. Dette direktiv bør også fastsætte bestemmelser om at slette certificerede finansielle formidlere fra det nationale register eller nægte dem mulighed for at anmode om lempelse. Hvis en medlemsstat beslutter at slette en certificeret finansiel formidler fra registret, nægter en finansiel formidler mulighed for at anmode om lempelse eller afviser en anmodning om registrering, bør den pågældende medlemsstat ajourføre portalen i overensstemmelse hermed. Formålet med en sådan ajourføring er at gøre det muligt for medlemsstaterne at vurdere de foranstaltninger, der er truffet, såsom sletningen eller afvisningen, og tage disse foranstaltninger i betragtning i forbindelse med eventuelle fremtidige registreringsanmodninger fra den samme finansielle formidler i deres eget nationale register. De pågældende medlemsstaters nationale regler finder anvendelse på de berørte parters rettigheder og forpligtelser, herunder retten til at klage, for så vidt angår en medlemsstats beslutning vedrørende registrering i eller sletning fra det nationale register.

(13)

For at sikre større gennemsigtighed med hensyn til investorens identitet og omstændighederne for udbytte- eller rentebetalingen og med hensyn til betalingsstrømmen fra udstederen bør de certificerede finansielle formidlere indberette relevante oplysninger inden for specifikt fastsatte frister. Dette direktiv bør indeholde to indberetningsmuligheder: direkte og indirekte indberetning. Hvis indberetningen er direkte, bør en certificeret finansiel formidler indberette direkte til den kompetente myndighed i kildemedlemsstaten. Hvis indberetningen er indirekte, bør de certificerede finansielle formidlere levere oplysningerne i hele værdipapirbetalingskæden i sekventiel rækkefølge og med hensyn til disse certificerede finansielle formidleres plads i den værdipapirbetalingskæde, som de er en del af. Resultatet bør være, at disse oplysninger når frem til kildeskatteagenten eller en udpeget certificeret finansiel formidler, som indberetter oplysningerne til den kompetente myndighed i kildemedlemsstaten. Disse indberettede data bør omfatte oplysninger om den pågældende investors mulighed for lempelse, men være begrænset til de oplysninger, som den indberettende certificerede finansielle formidler har adgang til. Finansielle formidlere, der ikke er forpligtet til at lade sig registrere som certificerede finansielle formidlere, og som ikke har valgt at lade sig registrere, bør ikke have nogen indberetningspligt efter dette direktiv. Oplysninger om betalinger, der forvaltes af formidlere, som ikke er certificerede finansielle formidlere, er imidlertid fortsat relevante for en korrekt rekonstruktion af betalingskæden, før lempelsesordninger efter dette direktiv kan anvendes.

(14)

For at sikre, at der ikke mangler nogen oplysninger i betalingskæden, og for at give investorer adgang til lempelsesprocedurerne bør dette direktiv give en certificeret finansiel formidler, hvad enten den pågældende certificerede formidler er direkte involveret i en specifik betalingskæde eller ej, mulighed for at overtage rollen som finansiel formidler i kæden. Dette indebærer, at den certificerede finansielle formidler er pålagt de forpligtelser, der er forbundet med indberetning af oplysninger og med den lempelsesordning, som den finansielle formidler ville have haft, hvis den var en certificeret finansiel formidler. Ved hjælp af denne ordning mellem finansielle formidlere vil skattemyndighederne kunne indhente alle relevante oplysninger og afstemme oplysninger i hele betalingskæden på en effektiv måde, og investorer vil kunne få adgang til lempelsesordningen, selv i tilfælde, der involverer en finansiel formidler, som hverken er registreret i en medlemsstat eller bundet af forpligtelserne i henhold til dette direktiv.

(15)

Dette direktiv bør ikke forhindre certificerede finansielle formidlere i at outsource opgaver i forbindelse med opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til dette direktiv. Derfor bør en certificeret finansiel formidler tillades at lade en tredjemand opfylde de relevante forpligtelser i forbindelse med procedurer for kildebeskatning. Under alle omstændigheder bør disse forpligtelser fortsat påhvile den certificerede finansielle formidler, der har outsourcet sit ansvar.

(16)

For at skabe en mere effektiv og konkurrencedygtig kapitalmarkedsunion bør procedurerne for lempelse af overskydende kildeskat på indtægter fra værdipapirer være enklere og hurtigere, når relevante certificerede finansielle formidlere har givet passende oplysninger, herunder om investorens identitet. De relevante certificerede finansielle formidlere er alle de certificerede finansielle formidlere, der optræder i værdipapirbetalingskæden mellem investoren og værdipapirudstederen, og som kan være forpligtet til at give oplysninger om betalinger foretaget af ikkecertificerede finansielle formidlere i betalingskæden. Under hensyn til de forskellige fremgangsmåder på tværs af medlemsstaterne bør der fastsættes to procedurer, dels en ordning for lempelse ved kilden, hvor den rette skattesats anvendes direkte ved kilden, dels en ordning for hurtig tilbagebetaling, hvor en anmodning om tilbagebetaling indgives af den certificerede finansielle formidler og behandles af kildemedlemsstatens skattemyndigheder inden for en frist, der fastsættes i dette direktiv. Hvis sådanne tilbagebetalinger ikke behandles inden for nævnte frist, bør der påløbe morarenter, hvis det er fastsat i nationale regler. Medlemsstater, der anvender dette direktivs kapitel III, bør kunne indføre en ordning for lempelse ved kilden eller en ordning for hurtig tilbagebetaling eller en kombination heraf, der sikrer, at mindst én af ordningerne er tilgængelig for alle investorer i overensstemmelse med kravene i dette direktiv. Medlemsstater, der har valgt en sådan kombination, bør kunne begrænse anvendelsen af én ordning til specifikke tilfælde, f.eks. lavrisikoscenarier, forudsat at den anden ordning fortsat er tilgængelig i alle andre tilfælde, der er omfattet af dette direktiv. Modtagere af betalinger, der ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde såsom udbytte fra børsnoterede selskaber, der udbetales til registrerede ejere, der er skattemæssigt hjemmehørende i kildemedlemsstaten, udbytte fra unoterede selskaber eller renter, i tilfælde hvor en medlemsstat ikke har valgt at anvende dette direktiv på rentebetalinger, kan stadig være berettigede til at anmode om lempelse af overskydende kildeskat i henhold til en national ordning for lempelse ved kilden eller tilbagebetaling, der finder anvendelse på de procedurer, der svarer til sådanne betalinger.

(17)

Hvis de relevante krav i dette direktiv ikke er opfyldt for betalinger inden for dette direktivs anvendelsesområde, eller hvis den pågældende investor har udtrykt ønske om det, bør medlemsstaterne anvende procedurer for lempelse af kildeskat på baggrund af en national standardordning for tilbagebetaling som alternativ til de hasteprocedurer, der er fastsat i dette direktiv. Investorer der har ret til lempelse eller deres bemyndigede repræsentanter, bør kun kunne kræve tilbagebetaling af den overskydende kildeskat, der er betalt i en medlemsstat, når den certificerede finansielle formidler ikke har gjort brug af ordningen for lempelse ved kilden eller ordningen for hurtig tilbagebetaling.

(18)

Hvor der er risiko for skattesvig eller -misbrug, bør medlemsstaterne kunne håndhæve forholdsregler mod svig og foretage grundige undersøgelser, inden de behandler en anmodning om hurtig tilbagebetaling. Med henblik herpå bør medlemsstaterne have ret til at afvise en anmodning om tilbagebetaling på visse betingelser. Disse betingelser bør omfatte tilfælde, hvor kravene til en sådan anmodning ikke er opfyldt eller, hvor betalingskæden ikke kan rekonstrueres. Det bør også være muligt at afvise en anmodning om tilbagebetaling, hvis en medlemsstat beslutter at indlede en kontrolprocedure eller skatterevision på grundlag af risikovurderingskriterier. Det bør være muligt at foretage disse kontrolprocedurer eller skatterevisioner i ethvert tilfælde, der anses for at udgøre en risiko for skattesvig eller -misbrug.

(19)

For at beskytte ordningerne for lempelse af overskydende kildeskat bør de medlemsstater, der fører et nationalt register, også kræve, at certificerede finansielle formidlere kontrollerer, om investorer, der anmoder om lempelse, har ret hertil. Certificerede finansielle formidlere bør navnlig indhente den pågældende investors attest for skattemæssigt hjemsted samt en erklæring om, at den pågældende investor har ret til lempelse af kildeskat i henhold til de nationale regler i kildemedlemsstaten eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst og, hvis kildemedlemsstaten kræver det, en erklæring om at investoren er den retmæssige ejer med hensyn til udbytte- eller rentebetalingen i henhold til kildemedlemsstatens nationale regler eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst som beskrevet i kommentarerne til artikel 10 eller 11 i OECD's modeloverenskomst vedrørende skatter af indkomst og formue. Kildemedlemsstaterne bør således have mulighed for at kræve en erklæring om retmæssigt ejerskab.

(20)

Certificerede finansielle formidlere bør ligeledes være forpligtet til at kontrollere den gældende kildeskattesats på grundlag af investorens specifikke omstændigheder og at angive, om de har kendskab til, om de underliggende værdipapirer indgår i finansielle arrangementer, som ikke er blevet afviklet eller ikke er udløbet eller på anden måde afsluttet inden ex-udbyttedagen. I denne forbindelse bør forpligtelsen forstås således, at den certificerede finansielle formidler, der er tættest på investoren, dvs. dennes kunde, bør træffe rimelige foranstaltninger til at foretage en sådan kontrol i god tro. For eksempel bør certificerede finansielle formidlere kontrollere, at oplysningerne i eTRC'en eller dens ækvivalent eller oplysningerne i investorens erklæring ikke er i modstrid med de oplysninger, som disse certificerede finansielle formidlere har indsamlet om deres kunder som led i deres normale forretningsførelse. Disse oplysninger omfatter investorens kontooplysninger og andre oplysninger, som de måtte have indsamlet som følge af overholdelsen af de gældende »kend din kunde«-regler. Derfor bør certificerede finansielle formidlere ikke være forpligtet til at foretage yderligere kontrol eller anmode om og indsamle yderligere oplysninger fra deres kunde. Desuden bør investoren være forpligtet til at underrette den finansielle formidler om enhver ændring i sine relevante omstændigheder. Medlemsstaterne bør kunne tillade, at der hvert år gennemføres due diligence-krav, medmindre den certificerede finansielle formidler ved eller burde vide, at der er sket en ændring i omstændighederne, eller at oplysningerne er ukorrekte eller upålidelige.

(21)

Anvendelsen af procedurerne for lempelse af kildeskat i dette direktiv er underlagt betingelsen om, at den registrerede ejer, som enten er en fysisk person eller en enhed, og som er berettiget til at modtage udbytte eller renter som indehaver af værdipapirerne, også er den person, der har ret til lempelse af kildeskat i henhold til kildemedlemsstatens nationale regler eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst, alt efter hvad der er relevant. Hvis den registrerede ejer også er berettiget til lempelse, er det kun bestemmelserne om direkte investeringer, der bør finde anvendelse. I situationer, hvor den registrerede ejer og den person, der er berettiget til lempelsen ikke er den samme person, bør bestemmelserne om indirekte investeringer imidlertid finde anvendelse. Bestemmelserne om indirekte investeringer yder lempelse i tilfælde, hvor visse institutter for kollektiv investering (CIU) eller investorerne heri kan være berettiget til lempelse, men ikke er den registrerede ejer, fordi værdipapirerne besiddes af en anden juridisk person eller af et skattemæssigt transparent CIU. Bestemmelserne om indirekte investeringer sikrer, at legitime investorer har adgang til procedurerne i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne bør derfor fortolke konceptet CIU således, at det medtager CIU'er, som er berettigede til lempelse af overskydende kildeskat på egne vegne samt CIU'er, hvor de investorer, der besidder kapitalandele i en CIU, er berettigede til lempelse på grundlag af kildemedlemsstatens nationale regler eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Når den certificerede finansielle formidler er involveret i indirekte investeringer, bør den stadig være underlagt en forpligtelse til at opfylde due diligence-kravene. Desuden skal den certificerede finansielle formidler kunne holdes ansvarlig i tilfælde af et tab af skatteindtægter.

(22)

Det anerkendes, at finansielle arrangementer kan anvendes til helt eller delvist at overføre ejerskabet til et værdipapir eller de pågældende investeringsrisici. Der er også tilfælde, hvor sådanne arrangementer er blevet anvendt i forbindelse med udbyttearbitrage og dividend stripping som f.eks. Cum/Ex- og Cum/Cum-ordningerne med det ene formål at modtage tilbagebetaling i tilfælde, hvor der ikke var ret hertil eller øge det beløb, som en investor havde ret til at få tilbagebetalt. Det bør være muligt at betragte arrangementer såsom futurekontrakter, genkøbstransaktioner, udlån af værdipapirer og indlån af værdipapirer, buy/sell-back-forretninger eller sell/buy-back-forretninger, derivater, margenlån og differencekontrakter som finansielle arrangementer i tilfælde, hvor de indebærer en midlertidig eller permanent opdeling mellem den fysiske person eller enhed, der bærer de økonomiske risici ved investeringen, og den juridiske ejer af aktien eller de underliggende rettigheder. Disse eksempler er ikke udtømmende.

(23)

Det er i tilfælde af finansielle arrangementer endvidere underforstået, at ejerskabet af værdipapirerne ikke overdrages til køberen eller låntageren, hvis den økonomiske risiko forbliver hos sælgeren eller långiveren af værdipapirerne gennem lovlige transaktioner såsom udlån af værdipapirer, optioner eller futurekontrakter. Det bør være muligt at betragte ethvert arrangement, i henhold til hvilket udbytte kompenseres mellem de berørte parter, som et finansielt arrangement. De berørte parter kompenseres ikke altid kontant, men kan også kompenseres mere indirekte, f.eks. via prisforskellen på værdipapirer eller derivater. Oplysninger om finansielle arrangementer er nødvendige for, at skattemyndighederne kan bekæmpe skattesvig og -misbrug. Når sådanne oplysninger indberettes direkte, bør det kun kræves af certificerede finansielle formidlere, der på grund af deres plads i kæden måtte have været direkte involveret i det relevante finansielle arrangement, hvilket vil være tilfældet for de certificerede finansielle formidlere, der anmoder om lempelse. Når sådanne oplysninger indberettes indirekte, skal oplysningerne om finansielle arrangementer indberettes af den registrerede ejers certificerede finansielle formidler. I sådanne tilfælde bør oplysningerne indberettes i hele værdipapirbetalingskæden i sekventiel rækkefølge med den virkning, at de i sidste instans når frem til kildeskatteagenten eller en udpeget certificeret finansiel formidler. Det betyder, at andre indberettende certificerede finansielle formidlere skal videregive oplysningerne om disse finansielle arrangementer til kildeskatteagenten eller en udpeget certificeret finansiel formidler, selv om disse indberettende certificerede finansielle formidlere ikke er direkte involveret i det relevante finansielle arrangement. Indberetning om finansielle arrangementer bør ikke være påkrævet i forbindelse med obligationer og rentebetalinger.

(24)

Medlemsstaterne bør kunne begrænse anvendelsen af ordningen for lempelse ved kilden eller ordningen for hurtig tilbagebetaling, i tilfælde hvor der er en øget risiko for skattesvig eller -misbrug. Der bør derfor opstilles en liste over sådanne tilfælde, hvor medlemsstaterne har muligheden for at udelukke anmodninger om lempelse og foretage yderligere undersøgelser. For at tage hensyn til forskellene i nationale retssystemer og navnlig skattemæssige risikovurderinger bør opstillingen af en sådan liste ikke være obligatorisk, og medlemsstaterne bør have skønsbeføjelser til at afgøre, hvilke af sådanne tilfælde der bør være omfattet af standardordningen for tilbagebetaling. Medlemsstaterne bør sikre, at nationale regler til gennemførelse af dette direktiv ikke tillader, at tilfælde, som medlemsstaterne anser for at udgøre en høj risiko, kan drage fordel af lempelse ved kilden eller en hurtig tilbagebetaling. En sådan foranstaltning vil sikre, at skattemyndighederne er bedre rustet til at bekæmpe misbrugende ordninger, da de vil have mulighed for at foretage yderligere undersøgelser for at afgøre, om anmodninger om lempelse er berettigede og skal indrømmes. En sådan foranstaltning består af en tærskel, der er knyttet til et udbyttes bruttobeløb. Denne tærskel bør beregnes pr. registreret ejer eller pr. investor, der er berettiget til lempelse af overskydende kildeskat, hvis den registrerede ejer er et institut for kollektiv investering eller en udpeget juridisk person i et sådant institut. Denne tærskel bør ikke gælde i tilfælde, hvor et institut for kollektiv investering, der er etableret og reguleret i Unionen eller har en forvalter, der er etableret og reguleret i Unionen, en medlemsstats lovbestemte pensionsordning eller en arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse, der er registreret eller har tilladelse i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2341 (4), er berettiget til lempelse. Disse institutter, ordninger og kasser er stærkt regulerede og underlagt tilsyn af de nationale kompetente myndigheder og robuste interne kontroller. Sådan regulering og tilsyn styrker overholdelsen af de relevante bestemmelser og minimerer risikoen for skattesvig og -misbrug.

(25)

Der er dog tilfælde, hvor skatteyderne kan gøre krav på den nedsatte kildeskattesats på grundlag af EU-retsakter, der er gennemført ved nationale bestemmelser. Dette vil typisk være tilfældet, når nationale regler sikrer, at etableringsfriheden eller de frie kapitalbevægelser også indrømmes i sammenlignelige indenlandske og ikkeindenlandske situationer, eller når et direktiv gennemføres. Sådanne tilfælde kan kræve, at der foretages kontrol, navnlig for at vurdere situationernes sammenlignelighed og anvendelsen af national ret i grænseoverskridende sager. Hvis en sådan kontrol kræves, bør det være muligt for medlemsstaterne at behandle disse sager under deres eksisterende nationale ordninger for lempelse ved kilden, og dermed føre til lempelse af overskydende kildeskat på den hurtigste og sikreste måde.

(26)

I betragtning af den vigtige rolle, som certificerede finansielle formidlere har med hensyn til at indberette fuldstændige og korrekte oplysninger, der danner grundlag for en lempelse eller tilbagebetaling af kildeskat, er det hensigtsmæssigt, at medlemsstaternes nationale regler som minimum indeholder de regler, i henhold til hvilke certificerede finansielle formidlere kan holdes ansvarlige for det fulde eller delvise tab af kildeskatteindtægter, der er opstået som følge af deres fuldstændige eller delvise manglende overholdelse af de centrale forpligtelser i dette direktiv. Det bør være muligt for medlemsstaterne i deres nationale regler at fastsætte et objektivt og solidarisk ansvar for certificerede finansielle formidlere, der anmoder om lempelse. Desuden bør andre aspekter af ansvar fortsat reguleres fuldt ud i medlemsstaternes nationale regler. Disse andre aspekter kan omfatte kildeskatteagenter, der handler solidarisk, og som ikke fungerer som certificerede finansielle formidlere, og tilfælde, der vedrører enten direkte eller indirekte ansvar for registrerede ejere og investorer, som indsender ufuldstændige eller ukorrekte oplysninger til certificerede finansielle formidlere. Dette direktiv fastsætter ikke reglerne om ansvar i forbindelse med standardordningen for tilbagebetaling.

(27)

Af hensyn til effektiviteten af de gældende regler bør medlemsstaterne fastsætte bestemmelser om sanktioner, der gælder for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv. Disse sanktioner bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning.

(28)

For generelt at fremme kapitalmarkedsunionen og beskytte medlemsstaternes skatteindtægter er det vigtigt, at dette direktiv gennemføres korrekt i hver berørt medlemsstat. Medlemsstaterne bør derfor regelmæssigt meddele Kommissionen de statistiske oplysninger om gennemførelsen og håndhævelsen på deres område af nationale foranstaltninger, der vedtages i henhold til dette direktiv. Kommissionen bør udarbejde en evaluering på grundlag af oplysningerne fra medlemsstaterne samt andre tilgængelige data for at vurdere effektiviteten af de gældende regler. I den forbindelse bør Kommissionen undersøge behovet for at ajourføre de regler, der indføres ved dette direktiv.

(29)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv, navnlig med hensyn til den digitale attest for skattemæssigt hjemsted, portalen, de finansielle formidleres indberetning, den registrerede ejers erklæring og anmodningen om lempelse efter dette direktiv, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at vedtage standardformularer med et begrænset antal elementer, herunder sprogordningerne. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (5).

(30)

Al behandling af personoplysninger inden for rammen af dette direktiv bør ske i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (6). De databehandlingsaktiviteter, der er omhandlet i dette direktiv, har til formål at tjene almenhedens interesse, nemlig spørgsmålet om beskatning og de yderligere formål at bekæmpelse af skattesvig, skatteunddragelse og skatteundgåelse, sikring af skatteindtægter og fremme af en retfærdig beskatning, hvilket styrker mulighederne for social, politisk og økonomisk inklusion i medlemsstaterne. Med henblik på en korrekt anvendelse af dette direktiv og for at beskytte disse mål af almen interesse bør medlemsstaterne derfor have mulighed for at begrænse omfanget af visse af de registreredes rettigheder, der er fastsat i forordning (EU) 2016/679. Sådanne begrænsninger bør dog ikke gå videre end strengt nødvendigt for at nå disse mål. Med hensyn til de yderligere oplysninger, der kan kræves i henhold til dette direktiv for at bevise skatteyderens skattemæssige hjemsted, bør indsamling af sådanne oplysninger vedrørende en fysisk person forstås som begrænset til identifikation af den fysiske person.

(31)

Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af de pågældende transaktioners grænseoverskridende karakter og behovet for at mindske efterlevelsesomkostningerne i det indre marked som helhed bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(32)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (7) og afgav udtalelse den 8. august 2023 —