Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32025D2322

Rådets afgørelse (FUSP) 2025/2322 af 13. november 2025 til støtte for styrkelse af statskapacitet for at øge beskyttelsen af civile og afbøde virkningerne af konventionelle og fremspirende våbenteknologier

ST/13829/2025/ADD/1

EUT L, 2025/2322, 14.11.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2322/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2322/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/2322

14.11.2025

RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2025/2322

af 13. november 2025

til støtte for styrkelse af statskapacitet for at øge beskyttelsen af civile og afbøde virkningerne af konventionelle og fremspirende våbenteknologier

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 31, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik fra 2016 (»EU's globale strategi«) fremhæves det, at Unionen vil optrappe sit bidrag til Europas fælles sikkerhed.

(2)

I EU's globale strategi bemærkes det, at Unionen kraftigt vil støtte universaliseringen, den fulde gennemførelse og håndhævelsen af multilaterale nedrustnings-, ikkesprednings- og våbenkontroltraktater og -ordninger.

(3)

Et af disse instrumenter, nemlig De Forenede Nationers konvention om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevoldende eller for at ramme i flæng (»CCW«), regulerer anvendelsen i væbnede konflikter af visse konventionelle våben, der anses for at påføre kombattanter unødigt store lidelser eller ramme civilbefolkninger i flæng.

(4)

Unionen ønsker at bidrage til universaliseringen, gennemførelsen og styrkelsen af CCW for at sikre, at den forbliver en stærk og effektiv del af det multilaterale system for nedrustning, ikkespredning og våbenkontrol, som dermed bygger på det arbejde, der er udført i henhold til Rådets afgørelse (FUSP) 2021/1694 (1).

(5)

Unionen ønsker desuden at støtte gennemførelsen af pagten for fremtiden, der blev vedtaget af De Forenede Nationers medlemsstater i 2024, for at forny deres engagement i fred og sikkerhed, idet der nås til enighed om betydelige foranstaltninger, der har til formål at forbedre den globale stabilitet. Disse foranstaltninger omfatter fornyet bekræftelse af forpligtelser i henhold til eksisterende internationale nedrustningsinstrumenter, indførelse af innovative tilgange og udvikling af nye værktøjer for at forbedre beskyttelsen af civile —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Målet med det projekt, der støttes ved denne afgørelse, er at styrke statskapaciteten til beskyttelse af civile og afbøde virkningerne af konventionelle og fremspirende våbenteknologier.

2.   Med henblik herpå støtter Unionen følgende aktiviteter:

a)

at sikre foregribende, dynamiske og lydhøre tilgange til håndtering af nye og fremspirende våbenteknologier

b)

at håndtere virkningerne af fremspirende våbenteknologier på beskyttelse af civile gennem bedre teknisk, praktisk og normativ viden blandt interessenter

c)

at bidrage til gennemførelsen af FN-pagten for fremtiden og fremme af FN's verdensmål for bæredygtig udvikling og den internationale menneskerettighedslovgivning på de områder, hvor disse konvergerer med de humanitære nedrustningsindsatser.

3.   En detaljeret beskrivelse af projektet er anført i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

1.   Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«) har ansvaret for gennemførelsen af denne afgørelse.

2.   Den tekniske gennemførelse af projektet, der er omhandlet i artikel 1, udføres af De Forenede Nationers Kontor for Nedrustningsanliggender (UNODA).

3.   UNODA udfører sine opgaver under den højtstående repræsentants ansvar. Med henblik herpå indgår den højtstående repræsentant de nødvendige aftaler med UNODA.

Artikel 3

1.   Det finansielle referencegrundlag for gennemførelsen af projektet, der er omhandlet i artikel 1, er 1 299 897,33 EUR (»udgifterne«).

2.   Udgifterne forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for EU-budgettet.

3.   Kommissionen overvåger, at udgifterne forvaltes korrekt. Med henblik herpå indgår Kommissionen den nødvendige aftale med UNODA (»aftalen«). Det skal fremgå af aftalen, at UNODA skal sørge for, at Unionens bidrag er synligt i en grad, der svarer til størrelsen af dette bidrag.

4.   Kommissionen bestræber sig på at indgå aftalen snarest muligt efter denne afgørelses ikrafttræden. Den underretter Rådet om eventuelle vanskeligheder i den forbindelse og om datoen for indgåelse af aftalen.

Artikel 4

1.   Den højtstående repræsentant aflægger rapport til Rådet om gennemførelsen af denne afgørelse på grundlag af halvårlige rapporter, som UNODA udarbejder. Nævnte rapporter danner udgangspunkt for en evaluering, der udføres af Rådet.

2.   Kommissionen aflægger rapport til Rådet om de finansielle aspekter af det i artikel 1 omhandlede projekt.

Artikel 5

1.   Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

2.   Den udløber 36 måneder efter indgåelse af aftalen omhandlet i artikel 3, stk. 3. Den udløber dog seks måneder efter ikrafttrædelsesdatoen, hvis aftalen ikke er indgået i løbet af denne periode.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. november 2025.

På Rådets vegne

S. LOSE

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2021/1694 af 21. september 2021 til støtte for universalisering, gennemførelse og styrkelse af konventionen om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevoldende eller for at ramme i flæng (CCW) (EUT L 334 af 22.9.2021, s. 14, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2021/1694/oj).


BILAG

PROJEKTDOKUMENT

Styrkelse af statskapacitet for at øge beskyttelsen af civile og afbøde virkningerne af konventionelle og fremspirende våbenteknologier

1.   BAGGRUND OG BEGRUNDELSE

I 2024 vedtog De Forenede Nationers medlemsstater pagten for fremtiden, som fornyer deres engagement i fred og sikkerhed, idet der nås til enighed om betydelige foranstaltninger, der har til formål at øge den globale stabilitet. Disse foranstaltninger omfatter fornyet bekræftelse af forpligtelser i henhold til eksisterende internationale nedrustningsinstrumenter, indførelse af innovative tilgange og udvikling af nye værktøjer for at forbedre beskyttelsen af civile.

Aktion 26 i pagten for fremtiden sigter mod at støtte staterne i deres bestræbelser på at beskytte civile mod trusler fra konventionelle våben og fremspirende våbenteknologier. Aktion 27 anerkender, at hurtige teknologiske forandringer skaber muligheder og risici for den kollektive indsats for at opretholde international fred og sikkerhed, og fremhæver, at det haster med at håndtere fremspirende teknologier på området dødbringende autonome våbensystemer.

I aktion 14 fordømmer staterne endvidere på det kraftigste væbnede konflikters ødelæggende indvirkning på civile, civil infrastruktur og kulturarv og udtrykker særlig bekymring over den uforholdsmæssige indvirkning af vold på kvinder, børn, personer med handicap og andre personer i sårbare situationer i væbnede konflikter.

Samlet set understreger ovenstående vigtigheden af at sætte mennesker i centrum for spørgsmål, der vedrører væbnede konflikter og anvendelsen af og kontrollen med konventionelle og fremspirende våbenteknologier, med fremhævelse af foranstaltninger, der fremmer humanitære principper, menneskerettigheder, bæredygtig udvikling og andre hensyn, som er væsentlige for menneskers velfærd.

Projektet sigter mod at fungere som et omfattende operationelt politikredskab, der har til formål at styrke staternes viden og kapacitet for at afbøde virkningerne af konventionelle og fremspirende våbenteknologier og opfylde deres forpligtelser i henhold til humanitære traktater, som de har ratificeret.

2.   MÅL

Rådets afgørelse har følgende overordnede mål: at styrke statskapaciteten til beskyttelse af civile og afbøde virkningerne af konventionelle og fremspirende våbenteknologier.

Med henblik herpå vil projektet forfølge nedenstående aktiviteter:

a)

sikring af fremtiden ved at sørge for foregribende, dynamiske og lydhøre tilgange til håndtering af nye og fremspirende våbenteknologier

b)

håndtering af virkningerne af fremspirende våbenteknologier på beskyttelse af civile gennem øget teknisk, praktisk og normativ viden blandt interessenter

c)

bidrage til gennemførelsen af pagten for fremtiden og fremme af verdensmålene for bæredygtig udvikling (SDG'erne) og den internationale menneskerettighedslovgivning på de områder, hvor disse konvergerer med den humanitære nedrustningsindsats, og

d)

bygge på det arbejde, der er udført inden for rammerne af projektet til støtte for universalisering, gennemførelse og styrkelse af konventionen om visse konventionelle våben (CCW) (Rådets afgørelse (FUSP) 2021/1694 af 21. september 2021).

3.   FORVENTEDE RESULTATER OG AKTIVITETER

Følgende aktiviteter vil blive gennemført inden for rammerne af projektet:

3.1.   Aktivitet 1: sikring af fremtiden på baggrund af teknologiske fremskridt

3.1.1.   Formål med aktiviteten

Dette projekt har til formål at bistå staterne med aktivt at foregribe og håndtere nye og fremspirende udfordringer og tilpasse sig teknologiske forandringer samt at sørge for, at ansvarlig innovation og tilsagnet om at beskytte civile fortsat er på forkant med udformningen og anvendelsen af fremspirende våbenteknologier. Mere specifikt vil denne aktivitet søge at ledsage staterne i deres multilaterale drøftelser om dødbringende autonome våbensystemer, navnlig i Gruppen af Regeringseksperter vedrørende Fremspirende Teknologier på Området Dødbringende Autonome Våbensystemer.

3.1.2.   Beskrivelse af aktiviteten

Resultaterne vil omfatte:

udarbejdelse af mindst to undersøgelser, der omfatter risikovurderinger, for at holde sig ajour med udviklingen og anvendelsen af fremspirende våbenteknologier og vurdere deres potentielle konsekvenser for den globale fred og sikkerhed, den humanitære folkeret og den internationale menneskerettighedslovgivning

tilrettelæggelse af op til seks dialoger for at lette tværfagligt engagement blandt videnskabsfolk, industriledere, etikere, ingeniører og diplomater med henblik på at fremme holistiske løsninger og sørge for, at der tages tilstrækkeligt hensyn til etiske, juridiske, humanitære og menneskerettighedsmæssige konsekvenser i forbindelse med udformning og anvendelse af fremspirende våbenteknologier. Mindst én af dialogerne vil blive afholdt i samarbejde med akademiske institutioner og forskningsinstitutioner for at øge kendskabet til og fremme bevidstheden om kvinders og unges rolle inden for nedrustning med meningsfuld deltagelse af kvindelige eksperter og unge, der er aktive på nedrustningsområdet.

3.1.3.   Forventet resultat af aktiviteten

De to undersøgelser vil udforske og skabe indsigt og politikanbefalinger om de potentielle konsekvenser af nye og fremspirende våbenteknologier samt identificere måder, hvorpå staterne kan reagere og engagere sig. Som sådan forventes det, at det vil føre til et større engagement fra staternes og andre interessenters side i disse spørgsmål. Dialogerne vil være en lejlighed til at fremme drøftelserne om dødbringende autonome våbensystemer og understøtte fremskridt i de relevante mellemstatslige processer, navnlig Gruppen af Regeringseksperter vedrørende Fremspirende Teknologier på Området Dødbringende Autonome Våbensystemer, i 2025-2026 og derefter.

Aktiviteten vil desuden tilskynde til indsamling og syntetisering af brede perspektiver på spørgsmålet og, hvor det er relevant, bringe identificerede spørgsmål og hidtil underudnyttede stemmer, navnlig fra det globale Syd, til den internationale scene og multilaterale drøftelser, herunder inden for Gruppen af Regeringseksperter vedrørende Fremspirende Teknologier på Området Dødbringende Autonome Våbensystemer.

Aktiviteten vil også sigte mod at sørge for, at kvinders og unges rolle inden for nedrustning behandles indgående og med en vision for langsigtet integration. Som sådan forventes det, at kvinde- og ungdomsrepræsentanter får beføjelser og mulighed for at engagere sig i relevante emner, og at mulighederne for engagement identificeres og forfølges med det endelige mål at normalisere meningsfuld deltagelse i en bred vifte af nedrustningsfora.

3.2.   Aktivitet 2: fremme og lettelse af national gennemførelse af konventionen om visse konventionelle våben og andre nøgleinstrumenter

3.2.1.   Formål med aktiviteten

Denne aktivitet vil fokusere på at give stater og relevante interessenter omfattende viden og kapacitet inden for operationalisering og gennemførelse af CCW og andre internationale humanitære nøgleinstrumenter, som de har ratificeret, og på, hvordan disse områder konvergerer med internationale menneskerettighedsforpligtelser og SDG'erne.

3.2.2.   Beskrivelse af aktiviteten

Resultaterne af denne aktivitet vil omfatte:

ydelse af teknisk bistand til op til fire høje kontraherende parter i CCW med henblik på at revidere og/eller støtte udarbejdelsen/ajourføringen af lovgivning og/eller politikker og håndbøger til gennemførelse af konventionen og protokollerne hertil ved hjælp af CCW-gennemførelsesvejledningen, som er udarbejdet i henhold til Rådets afgørelse (FUSP) 2021/1694

udvikling af en brugervenlig central onlineplatform, der giver omfattende oplysninger om de humanitære nedrustningsinstrumenter, og som vil omfatte:

et juridisk bibliotek over gennemførelse af lovgivning og politikker for relevante instrumenter og andre relevante ressourcer for at øge staternes viden og lette udveksling af oplysninger om bedste praksis og juridisk udvikling

en platform for at lette anmodninger om teknisk bistand, der forbinder stater, relevante interessenter og eksperter, som kan yde teknisk bistand vedrørende rådgivning forud for ratifikation samt gennemførelse og overholdelse af de humanitære nedrustningsinstrumenter

en platform med eksterne ressourcer for at sætte staterne i stand til at udforske kurateret materiale vedrørende humanitær nedrustning og holde sig ajour med udviklingen og tendenserne

en e-platform for at forenkle den årlige rapportering om udvalgte humanitære nedrustningsinstrumenter, sikre gennemsigtighed og ansvarlighed og mindske staternes byrde med hensyn til at opfylde deres rapporteringsforpligtelser.

3.2.3.   Forventede resultater af aktiviteten

Gennem ydelse af målrettet teknisk bistand forventes aktiviteten at føre til øget national gennemførelse af CCW foretaget af et udvalgt antal høje kontraherende parter. Dette vil desuden føre til større synlighed af den gennemførelsesvejledning, der er udarbejdet i henhold til Rådets afgørelse (FUSP) 2021/1694, og skabe et praktisk grundlag for fremtidig ydelse af fokuseret gennemførelsesbistand.

Aktiviteten forventes endvidere at resultere i oprettelse af en onlineplatform, der huses af UNODA, og som indeholder en bred vifte af praktiske værktøjer, vejledninger og materialer, herunder en database over national lovgivning og nationale politikker. Platformen vil lette den generelle tilgængelighed af materialer og yde praktisk bistand til stater med hensyn til årlige rapporteringsforpligtelser i henhold til udvalgte humanitære nedrustningsinstrumenter for at øge indgivelsesgraden. Derudover vil platformen også bidrage til at skabe større klarhed om komplementariteten mellem humanitære nedrustningstraktater for at støtte både gennemførelses- og universaliseringsindsatsen.

3.3.   Aktivitet 3: udarbejdelse af tekniske værktøjer og bevidstgørelse om beskyttelse af civile

3.3.1.   Formål med aktiviteten

Denne aktivitet vil fokusere på udveksling af bedste praksis og udarbejdelse af tekniske værktøjer til politiske beslutningstagere, fagfolk og organisationer med henblik på at styrke beskyttelsen af civile i væbnede konflikter og afbøde virkningerne af våben. Aktiviteten vil også bidrage til tillidsskabende foranstaltninger blandt stater, der er parter i eller har godkendt relevant humanitær folkeret og relevante menneskerettighedsinstrumenter.

3.3.2.   Beskrivelse af aktiviteten

Resultaterne af denne aktivitet vil omfatte:

tilrettelæggelse af mindst tre workshopper for statsembedsmænd, militært personel og civilsamfundsrepræsentanter for at udveksle oplysninger om udformning og gennemførelse af bedste praksis med hensyn til politikker og praksis vedrørende beskyttelse af civile

mindst én forskningsanalyse/kontekstuel analyse om beskyttelse af civile mod virkningerne af våben med henblik på at identificere hovedområder for potentiel handling for stater og relaterede løsninger, som omfatter mulig konvergens og komplementaritet fra relevante menneskerettighedsmekanismer

en vejledning om våben og ammunition for at lette registrering af døde og sårede med henblik på at styrke De Forenede Nationers kapacitet til at indsamle våbenrelaterede data, herunder våbenidentifikation og nærmere oplysninger om død eller tilskadekomst, med det formål at styrke ansvarligheden og øge informeret beslutningstagning.

3.3.3.   Forventede resultater af aktiviteten

Workshopperne forventes at sætte deltagerne i stand til at opnå en bedre forståelse af menneskecentrerede tilgange til mindskning af virkningerne af våben. De vil desuden muliggøre dialoger mellem en bred vifte af aktører, herunder fagfolk fra militæret og civilsamfundet, der arbejder i felten, med henblik på at identificere praktiske foranstaltninger til gennemførelse af menneskecentrerede strategier inden for forskellige ekspertiseområder, samtidig med at der tilskyndes til gensidig inspiration mellem sektorer, og der trækkes på internationale menneskerettighedsmekanismers anbefalinger. Disse militære dialoger med regeringer, civile, embedsmænd og forsvarsindustriinteressenter samt civilsamfundsrepræsentanter og andre relaterede eksperter har til formål at identificere og indsamle konkrete eksempler på bedste praksis for beskyttelse af civile mod anvendelse af konventionelle våben. De indsamlede oplysninger forventes at danne grundlag for bredere stats- og interessentengagement i spørgsmålet med henblik på at opbygge et praksisfællesskab, der prioriterer beskyttelse af civile, og at give praktisk vejledning til stater i processen for gennemgang eller udarbejdelse af nationale politikker og national praksis.

Analysedokumentet vil identificere og foreslå handlingsområder for stater med henblik på at styrke tilgangene til beskyttelse af civile inden for rammerne af eksisterende humanitære nedrustningsinstrumenter. Som sådan forventes de foreslåede handlinger og muligheder for engagement at blive taget op af staterne med støtte fra UNODA.

Det forventes, at den tekniske vejledning vil øge De Forenede Nationers nøjagtighed og kapacitet til at indsamle våbenrelaterede data gennem sine forskellige enheder og særorganisationer, herunder fagfolk i marken, og dermed reagere direkte på anmodninger fra stater om, at De Forenede Nationer tilvejebringer data om våbenanvendelse og beskyttelse af civile på en mere standardiseret måde. Derudover vil det bidrage til at sikre en konsekvent anvendelse af terminologier og begreber i De Forenede Nationers vejledning og information.

4.   PERSONALE

Gennemførelsen af denne rådsafgørelse vil kræve, at der løbende er personale til stede i Genève for at sørge for en strømlinet gennemførelse af de aktiviteter, der har været i gang siden den foregående rådsafgørelse.

I lyset af omfanget af de foreslåede aktiviteter som skitseret ovenfor og for at sikre højkvalitetsgennemførelse og bæredygtighed af indsatsen i denne rådsafgørelse foreslås det at have en særlig programforvalter på P3-niveau og en omkostningsdelt administrativ fuldtidsstøttemedarbejder på GS-niveau. Finansieringen for det første år af GS-medarbejderen vil komme fra andre midler uden for budgettet; UNODA vil også opfordre EU-medlemsstaterne til at finansiere en særlig JPO-stilling til at støtte og gennemføre CCW-aktiviteter. Yderligere personalebehov vil omfatte ekspertkonsulenter og individuelle kontrahenter til at forberede specifikke aktiviteter eller produkter, hvor ekspertisen ikke kan findes internt.

5.   OVERVÅGNING, EVALUERING OG RAPPORTERING

UNODA/CCW ISU vil forelægge årlige situationsrapporter om gennemførelsen af projektet.

6.   VARIGHED

Den anslåede samlede varighed af projektets gennemførelse er 36 måneder.

7.   EU-SYNLIGHED

UNODA Genève vil i overensstemmelse med FN-praksis sørge for synlighed af EU's bidrag, herunder med passende omtale af projektmateriale for at fremhæve EU's rolle og bidrag til projektaktiviteterne. Dette vil sikre, at EU's bidrag er synligt, gennemsigtigt og godt omtalt.

8.   BEGUNSTIGEDE

De vigtigste begunstigede i dette projekt er statsrepræsentanter, herunder formelle repræsentanter, nationale kontaktpunkter samt eksperter og militært personel. Andre begunstigede omfatter centrale interessenter, der arbejder på området humanitær nedrustning, herunder FN-enheder og -særorganisationer, som støtter stater i forbindelse med gennemførelsen af forskellige forpligtelser vedrørende humanitære nedrustningsinstrumenter.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2322/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top