Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32025D2182

Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2025/2182 af 16. oktober 2025 om ændring af afgørelse ECB/2010/14 om kontrol af eurosedlers ægthed og kvalitet og om recirkulering af eurosedler (ECB/2025/36)

ECB/2025/36

EUT L, 2025/2182, 28.10.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2182/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2182/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/2182

28.10.2025

DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE (EU) 2025/2182

af 16. oktober 2025

om ændring af afgørelse ECB/2010/14 om kontrol af eurosedlers ægthed og kvalitet og om recirkulering af eurosedler (ECB/2025/36)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 128, stk. 1,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 16, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den Europæiske Centralbank (ECB) har eneret til at bemyndige udstedelse af eurosedler i Unionen. Denne ret omfatter beføjelse til at træffe foranstaltninger til beskyttelse af eurosedlers integritet som betalingsmiddel og værdiopbevaringsmiddel. Den Europæiske Centralbanks afgørelse ECB/2010/14 (1) fastsætter fælles regler og procedurer for kontrollen af eurosedlers ægthed og kvalitet og om recirkulering af eurosedler. I lyset af de erfaringer, der er gjort i forbindelse med anvendelsen af afgørelse ECB/2010/14, er det nødvendigt at foretage en række yderligere forbedringer af visse regler og procedurer.

(2)

Kontanthåndterende virksomheder skal overgive mistænkelige eurosedler til de kompetente nationale myndigheder straks, og senest 20 arbejdsdage efter at de er indbetalt i maskinen til håndtering af pengesedler, så det kan kontrolleres, om de er ægte. I nogle medlemsstater, der har euroen som valuta, bliver en stor procentdel af disse eurosedler imidlertid ofte klassificeret som ægte af de kompetente nationale myndigheder. Et stort antal ægte eurosedler sendes derfor unødvendigt til de kompetente nationale myndigheder med henblik på yderligere analyse, hvilket i øvrigt fører til unødvendige forsinkelser i krediteringen af det tilsvarende beløb til kontohaveren. Det er derfor nødvendigt at give de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta, beføjelse til efter høring af de relevante kompetente nationale myndigheder at tillade kontanthåndterende virksomheder at oparbejde mistænkelige eurosedler. Når eurosedler er blevet klassificeret som mistænkelige eurosedler af både den første og den anden maskine til håndtering af pengesedler, bør de kontanthåndterende virksomheder overgive dem til de kompetente nationale myndigheder. Eurosedler, der af den første maskine til håndtering af pengesedler er blevet klassificeret som mistænkelige eurosedler, bør tages ud af omløb, uanset hvordan de klassificeres af den anden maskine til håndtering af eurosedler.

(3)

Kontanthåndterende virksomheder skal overgive mistænkelige eurosedler til de kompetente nationale myndigheder sammen med eventuel information om kontohaver. Det er nødvendigt at præcisere, at sidstnævnte forpligtelse ikke kun gælder i tilfælde, hvor eurosedler klassificeres i kundebetjente automater, men også i medarbejderbetjente maskiner, og hvor eurosedler klassificeres efter manuel kontrol af ægtheden foretaget af særligt uddannet personale.

(4)

Af hensyn til klarhed og effektivitet er det nødvendigt at bringe ordlyden af artikel 5 på linje med bilag IIa og IIb til afgørelsen.

(5)

Afgørelse ECB/2010/14 bør ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ændringer

I afgørelse ECB/2010/14 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 5 affattes således:

»Artikel 5

Detektering af falske eurosedler

De kontanthåndterende virksomheder skal øjeblikkeligt, i overensstemmelse med national lovgivning og under alle omstændigheder inden for højst 20 arbejdsdage, overgive mistænkelige eurosedler og eurosedler, som ikke klart kan klassificeres som ægte, efter at der er foretaget klassificering i overensstemmelse med bilag IIa eller IIb, eller efter en manuel ægthedskontrol udført af særligt uddannet personale, til henholdsvis de kompetente nationale myndigheder eller til den nationale centralbank. Mistænkelige eurosedler overgives sammen med alle tilgængelige oplysninger om kontohaver.«

2)

Bilag IIa og IIb ændres i overensstemmelse med bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

Afsluttende bestemmelser

1.   Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   Kontanthåndterende virksomheder i medlemsstater, der indfører euroen efter datoen for vedtagelse af denne afgørelse, skal efterkomme den fra datoen for indførelsen af euroen.

Udfærdiget i Frankfurt am Main den 16. oktober 2025.

Christine LAGARDE

Formand for ECB


(1)  Den Europæiske Centralbanks afgørelse ECB/2010/14 af 16. september 2010 om kontrol af eurosedlers ægthed og kvalitet og om recirkulering af eurosedler (EUT L 267 af 9.10.2010, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2010/597/oj).


BILAG

I bilag IIa og IIb til afgørelse ECB/2010/14 foretages følgende ændringer:

1.

I bilag IIa foretages følgende ændringer:

a)

I tabel 1 tilføjes følgende punkt 4 med overskriften »Særlige regler vedrørende tabel 1«:

»4.

De nationale centralbanker kan efter høring af de kompetente nationale myndigheder tillade kontanthåndterende virksomheder at oparbejde kategori 2-sedler. En sådan tilladelse offentliggøres behørigt af den nationale centralbank. Kategori 2-sedler må derfor kun oparbejdes af kontanthåndterende virksomheder, hvis den nationale centralbank i deres medlemsstat har givet tilladelse til oparbejdningen. Oparbejdningen skal overholde følgende regler:

Kategori 2-sedler kan oparbejdes på enhver type maskine til håndtering af pengesedler, som er testet med positivt resultat. Disse sedler behandles derefter som klassificeret af den anden maskine til håndtering af pengesedler i henhold til reglerne i tabel 1. Uanset reglerne i tabel 1 må oprindelige kategori 2-sedler, der er blevet klassificeret som kategori 4a-sedler af den anden maskine til håndtering af pengesedler, ikke recirkuleres. Oprindelige kategori 2-sedler, der er blevet klassificeret som kategori 4a- eller kategori 4b-sedler af den anden maskine til håndtering af pengesedler, skal overgives til den nationale centralbank, straks efter at de er blevet oparbejdet og klassificeret af den anden maskine til håndtering af pengesedler.«

b)

I tabel 2 tilføjes følgende punkt 4 med overskriften »Særlige regler vedrørende tabel 2«:

»4.

De nationale centralbanker kan efter høring af de kompetente nationale myndigheder tillade kontanthåndterende virksomheder at oparbejde kategori 2-sedler. En sådan tilladelse offentliggøres behørigt af den nationale centralbank. Kategori 2-sedler må kun oparbejdes af kontanthåndterende virksomheder, hvis den nationale centralbank i deres medlemsstat har givet tilladelse til oparbejdningen. Oparbejdningen skal overholde følgende regler:

Kategori 2-sedler kan oparbejdes på enhver type maskine til håndtering af pengesedler, som er testet med positivt resultat. Disse sedler behandles derefter som klassificeret af den anden maskine til håndtering af pengesedler i henhold til reglerne i tabel 2. Uanset reglerne i tabel 2 skal sporingen af de oprindelige kategori 2-sedler til den oprindelige kontohaver (hvis en sådan findes) også opretholdes, hvis disse sedler er blevet klassificeret som kategori 3-sedler af den anden maskine til håndtering af pengesedler. Desuden må oprindelige kategori 2-sedler, der er blevet klassificeret som kategori 4a-sedler af den anden maskine til håndtering af pengesedler, ikke recirkuleres. Oprindelige kategori 2-sedler, der er blevet klassificeret som kategori 4a- eller kategori 4b-sedler af den anden maskine til håndtering af pengesedler, skal overgives til den nationale centralbank, straks efter at de er blevet oparbejdet og klassificeret af den anden maskine til håndtering af pengesedler.«

2.

I bilag IIb, tabel 1, kolonnen »Behandling«, anden række, erstattes sætningen »Sedlerne kontrolleres separat og overgives straks, og senest 20 arbejdsdage efter at sedlen er behandlet i maskinen, til de kompetente nationale myndigheder, så der kan foretages endelig kontrol af, om de er ægte« af »Sedlerne kontrolleres separat og overgives sammen med eventuel information om kontohaver straks, og senest 20 arbejdsdage efter at sedlen er behandlet i maskinen, til de kompetente nationale myndigheder, så der kan foretages endelig kontrol af, om de er ægte«.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2182/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top