(1)

Oprettelsen af et område uden indre grænser, hvor personer frit kan færdes, er et af Unionens vigtigste resultater. Genindførelsen af grænsekontrol ved de indre grænser bør derfor fortsat være en undtagelse og bør udelukkende være en sidste udvej.

(2)

I henhold til forordning (EU) 2016/399 skal medlemsstaterne behørigt underrette Kommissionen, Parlamentet og Rådet om enhver afgørelse om at genindføre en sådan grænsekontrol.

(3)

Kommissionen skal vedtage en gennemførelsesretsakt for at fastsætte en standardformular til brug for medlemsstaterne ved underretning om genindførelse eller forlængelse af grænsekontrol ved de indre grænser.

(4)

Standardformularen bør indeholde alle de elementer, som medlemsstaterne skal fremlægge i henhold til forordning (EU) 2016/399, så Kommissionen kan vurdere, om kriterierne og betingelserne for en midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser er opfyldt.

(5)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1717 (2) om ændring af forordning (EU) 2016/399, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Da forordning (EU) 2024/1717 imidlertid bygger på Schengenreglerne, meddelte Danmark i overensstemmelse med nævnte protokols artikel 4 den 19. november 2024 sin beslutning om at gennemføre forordning (EU) 2024/1717 i national ret. Danmark er derfor i medfør af folkeretten forpligtet til at gennemføre denne afgørelse.

(6)

Denne afgørelse udgør ikke en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (3). Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(7)

For så vidt angår Cypern, udgør denne afgørelse en retsakt, der bygger på, eller på anden måde har tilknytning til, Schengenreglerne, jf. artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003.

(8)

For så vidt angår Island og Norge, udgør denne afgørelse en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (4), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (5).

(9)

For så vidt angår Schweiz, udgør denne afgørelse en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (6), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra A, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (7).

(10)

For så vidt angår Liechtenstein, udgør denne afgørelse en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (8), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra A, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (9).

(11)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelsen fra Udvalget for Schengengrænsekodeksen —