Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32024R3133

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/3133 af 9. december 2024 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur

C/2024/8846

EUT L, 2024/3133, 16.12.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/3133/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/3133/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/3133

16.12.2024

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/3133

af 9. december 2024

om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (1), særlig artikel 57, stk. 4, og artikel 58, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 (2), bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.

(2)

Ved forordning (EØF) nr. 2658/87 er der fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ifølge de almindelige bestemmelser bør varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under den KN-kode, der er anført i kolonne 2, ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3.

(4)

Bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt vedrørende varer, som er omfattet af nærværende forordning, men som ikke er i overensstemmelse hermed, bør i en vis periode fortsat kunne påberåbes af indehaveren, jf. artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013. Denne periode bør fastsættes til tre måneder.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

De varer, der er anført i kolonne 1 i tabellen i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur under den KN-kode, der er nævnt i kolonne 2 i tabellen.

Artikel 2

Bindende tariferingsoplysninger, som ikke er i overensstemmelse med denne forordning, kan fortsat påberåbes i henhold til artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013 i en periode på tre måneder fra denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. december 2024.

På Kommissionens vegne

For formanden

Gerassimos THOMAS

Generaldirektør

Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion


(1)   EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/952/oj.

(2)  Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1987/2658/oj).


BILAG

Varebeskrivelse

Tarifering

(KN-kode)

Begrundelse

1)

2)

3)

En rektangulær vare, der måler ca. 185 cm × 132 cm, og som består af et tykt, tætvævet, enkeltfarvet tekstilstof af kemofibre (100 % polyester), i form af et betræk (beregnet til at blive udfyldt) til en rektangulær gigantisk pude (en såkaldt sækkestol).

Varen har brede sømmede kanter på siderne. Fire metalringe er fastgjort til de sømmede kanters fire hjørner, og der er fastgjort yderligere to metalringe på hver af de to længere sømmede sider (ca. en fjerdedel oppe af sidens længde målt fra hjørnet).

Varen har en lynlås, hvilket muliggør udfyldning.

I tillæg til varen medfølger to justérbare remme, der er fremstillet af samme tekstilstof som den egentlige vare, og som har en karabinhage fastgjort i hver ende. Det er meningen, at remmene skal fastgøres til metalringene ved hjælp af karabinhagerne for at hæve en del af puden op.

(se billede af udfyldt betræk) (*)

6307 90 98

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur, bestemmelse 7 f) til afsnit XI og teksten til KN-kode 6307 , 6307 90 og 6307 90 98 .

Når varen er fyldt, ligner den, på grund af dens objektive karakteristika, en pude. Den er designet som en gigantisk rektangulær pude og ikke som et siddemøbel i pos. 9401 på grund af dens ustabilitet (der bevirker, at den giver efter for kropsvægt og falder sammen, når en bruger læner sig mod den). Den udfyldte vare kunne derfor tariferes under KN-kode 9404 90 90 som sengeudstyr og lignende varer (f.eks. dyner og puder) i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6. Men en vare, der ikke er fyldt ud eller ikke er færdig, kan ikke tariferes under pos. 9404 som sengeudstyr og lignende, da den ikke i det væsentlige fremtræder som en komplet vare henhørende under pos. 9404 i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 2 a). Den har endnu ikke stopning, fyld eller indlæg af noget materiale.

Da varen er et betræk til en gigantisk pude, er tarifering under pos. 6302 som sengelinned udelukket, da varen ikke har de objektive karakteristika og egenskaber for sengelinned henhørende under pos. 6302 . Den bruges ikke som betræk til en pude som sengelinned. (Se Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/966 (EUT L, 2024/966, 27.3.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/966/oj)).

Da varen ikke kan tariferes under en position, der er mere specifik end pos. 6307 , skal den derfor tariferes under KN-kode 6307 90 98 som andre konfektionerede tekstilvarer.

Billede af et udfyldt betræk.

Image 1

(*)

Billedet er kun vejledende.

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/3133/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top