Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32024R2434

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/2434 af 11. september 2024 om fravigelse for 2024 af artikel 44, stk. 2, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 for så vidt angår niveauet for forskudsbetalinger for interventioner i form af direkte betalinger og for areal- og dyrebaserede interventioner til landdistriktsudvikling

C/2024/6501

EUT L, 2024/2434, 12.9.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/2434/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/2434/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/2434

12.9.2024

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/2434

af 11. september 2024

om fravigelse for 2024 af artikel 44, stk. 2, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 for så vidt angår niveauet for forskudsbetalinger for interventioner i form af direkte betalinger og for areal- og dyrebaserede interventioner til landdistriktsudvikling

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 af 2. december 2021 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1306/2013 (1), særlig artikel 44, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 44, stk. 2, andet afsnit, litra a), i forordning (EU) 2021/2116 kan medlemsstaterne fra den 16. oktober til den 30. november udbetale forskud på op til 50 % til interventioner med direkte betalinger og til de foranstaltninger, der er omhandlet i kapitel IV i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013 (2) og i kapitel IV i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 229/2013 (3). I henhold til artikel 44, stk. 2, andet afsnit, litra b), i forordning (EU) 2021/2116 kan medlemsstaterne inden den 1. december udbetale forskud på op til 75 % for areal- og dyrebaserede interventioner til landdistriktsudvikling i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 (4).

(2)

I henhold til artikel 44, stk. 6, i forordning (EU) 2021/2116 kan Kommissionen efter anmodning fra en medlemsstat i akutte situationer vedtage gennemførelsesretsakter, der fraviger artikel 44, stk. 2, i nævnte forordning, i det omfang og tidsrum, der er strengt nødvendigt.

(3)

På samlingen i Rådet (landbrug og fiskeri) den 15. juli 2024 anmodede medlemsstaterne Kommissionen om at fravige artikel 44, stk. 2, i forordning (EU) 2021/2116 for at gøre det muligt for medlemsstaterne at udbetale forhøjede forskud for at håndtere en nødsituation, der er opstået som følge af en ekstraordinær kombination af ugunstige begivenheder, herunder den pågående russiske invasion af Ukraine, konsekvenserne af konflikterne i Mellemøsten samt de ekstreme vejrforhold i Central-, Syd- og Østeuropa. På det fælles møde i Komitéen for Landbrugsfondene, Komitéen for Den Fælles Landbrugspolitik og Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter den 24. juli 2024 bekræftede medlemsstaterne, at deres landbrugsproducenter står over for likviditetsproblemer som følge af en kombination af ugunstige begivenheder, der har indvirkning på priserne på rå- og hjælpestoffer (input) til landbruget og på landbrugsråvarer. Medlemsstaterne anmodede Kommissionen om at vedtage gennemførelsesretsakter om fravigelse af artikel 44, stk. 2, i forordning (EU) 2021/2116 for at muliggøre udbetaling af forhøjede forskud for alle interventioner og foranstaltninger vedrørende ansøgningsåret 2024.

(4)

På grund af den pågående russiske invasion af Ukraine og konflikterne i Mellemøsten er der øget risiko for, at de aktuelle vanskeligheder fortsætter, herunder de høje priser på rå- og hjælpestoffer, og skaber nye forstyrrelser i den internationale varehandel, herunder en omdirigering af handelen, som fører til stigende fragtrater og større forsinkelser. En sådan udvikling og usikkerhed skubber priserne på rå- og hjælpestoffer i opadgående retning. Disse begivenheder forstyrrer også handelsmønstrene og påvirker mærkbart priserne på landbrugsråvarer og landbrugsmarkederne.

(5)

Priserne på rå- og hjælpestoffer såsom energi og gødning er fortsat særdeles høje inden for alle landbrugssektorer. I Unionen er priserne på andre landbrugsproduktionsmidler, som landbrugerne og aktørerne i fødevarekæden indkøber, f.eks. plantebeskyttelsesmidler, dyresundhedsbehandlinger, maskiner og emballage steget i takt med den generelle inflation. Priserne på landbrugsråvarer, f.eks. korn og foder, er dog fortsat relativt lave, hvilket mindsker landbrugernes fortjenstmargin. I nogle medlemsstater er situationen blevet særlig vanskelig, fordi forholdet mellem priserne på rå- og hjælpestoffer og råvarepriserne er blevet yderligere forværret i forhold til 2023, navnlig for korn- og foderproducenterne.

(6)

Derudover forventes det, at den seneste tids ugunstige vejrforhold i form af store nedbørsmængder, sen frost og lokale oversvømmelser i visse regioner og vandmangel og hedebølger i flere dele af Central-, Syd- og Østeuropa vil have negativ indvirkning på høstudbyttet.

(7)

Disse omstændigheder forventes at skabe likviditetsproblemer for landbrugsproducenterne i hele Unionen, da de ugunstige begivenheder påvirker priserne på rå- og hjælpestoffer og på landbrugsråvarer. Denne situation forværres yderligere af de høje renter på de europæiske finansmarkeder. I lyset af disse omstændigheder bør medlemsstaterne have mulighed for at udbetale forhøjede forskud for ansøgningsåret 2024 for at afhjælpe de likviditetsproblemer, som landbrugsproducenterne forventes at stå overfor i hele Unionen.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Landbrugsfondene, Komitéen for Den Fælles Landbrugspolitik og Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.

Uanset artikel 44, stk. 2, andet afsnit, litra a), i forordning (EU) 2021/2116 kan medlemsstaterne for ansøgningsåret 2024 udbetale forskud på op til 70 % for interventioner i form af direkte betalinger inden for rammerne af afsnit III, kapitel II, i forordning (EU) 2021/2115 og for de foranstaltninger, der er nævnt i kapitel IV i forordning (EU) nr. 228/2013 og i kapitel IV i forordning (EU) nr. 229/2013.

2.

Uanset artikel 44, stk. 2, andet afsnit, litra b), i forordning (EU) 2021/2116 kan medlemsstaterne for ansøgningsåret 2024 udbetale forskud på op til 85 % til støtte, der ydes til areal- og dyrebaserede interventioner til udvikling af landdistrikterne inden for rammerne af afsnit III, kapitel IV, i forordning (EU) 2021/2115.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. september 2024.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 435 af 6.12.2021, s. 187, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2021/2116/oj.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013 af 13. marts 2013 om særlige foranstaltninger på landbrugsområdet i Unionens fjernområder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 247/2006 (EUT L 78 af 20.3.2013, s. 23, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/228/oj).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 229/2013 af 13. marts 2013 om særlige foranstaltninger på landbrugsområdet til fordel for de mindre øer i Det Ægæiske Hav og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1405/2006 (EUT L 78 af 20.3.2013, s. 41, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/229/oj).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 af 2. december 2021 om regler for støtte til strategiske planer, der udarbejdes af medlemsstaterne under den fælles landbrugspolitik og finansieres gennem Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1305/2013 og (EU) nr. 1307/2013 (EUT L 435 af 6.12.2021, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2021/2115/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/2434/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top