Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32024R1740

    Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/1740 af 21. juni 2024 om reglerne for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/988 med hensyn til, hvordan forbrugere og andre interesserede parter informerer Kommissionen om produkter, der kan udgøre en risiko for forbrugernes sundhed og sikkerhed, og de nærmere bestemmelser for overførslen af sådanne oplysninger til de berørte nationale myndigheder

    C/2024/4203

    EUT L, 2024/1740, 24.6.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/1740/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/1740/oj

    European flag

    Den Europæiske Unions
    Tidende

    DA

    L-udgaven


    2024/1740

    24.6.2024

    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/1740

    af 21. juni 2024

    om reglerne for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/988 med hensyn til, hvordan forbrugere og andre interesserede parter informerer Kommissionen om produkter, der kan udgøre en risiko for forbrugernes sundhed og sikkerhed, og de nærmere bestemmelser for overførslen af sådanne oplysninger til de berørte nationale myndigheder

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/988 af 10. maj 2023 om produktsikkerhed i almindelighed, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1828 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF og Rådets direktiv 87/357/EØF (1), særlig artikel 34, stk. 4, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Forordning (EU) 2023/988 giver forbrugere og andre interesserede parter mulighed for at informere Kommissionen om produkter, der kan udgøre en risiko for forbrugernes sundhed og sikkerhed, via et separat afsnit på Safety Gate-portalen.

    (2)

    I forbindelse med den informationsmekanisme, som Kommissionen skal fastlægge, bør de nærmere bestemmelser for forbrugernes fremsendelse af oplysninger samt de nærmere bestemmelser for overførslen af sådanne oplysninger til de berørte nationale myndigheder specificeres. Mekanismen vil fungere side om side med mekanismer på nationalt plan, der gør det muligt for forbrugere og andre interesserede parter at indgive klager til de kompetente myndigheder, navnlig om produktsikkerhed, jf. artikel 33, stk. 4, i forordning (EU) 2023/988. Alle disse mekanismer bør lette overførslen af oplysninger fra forbrugere og andre interesserede parter til myndighederne og hjælpe myndighederne med at kortlægge potentielle produktsikkerhedsproblemer.

    (3)

    Kommissionen bør udforme Safety Gate-portalen på en sådan måde, at eventuelt misbrug eller eventuelle trusler mod dens tekniske sikkerhed undgås eller minimeres. Forbrugere og andre interesserede parter bør anvende dette system til at identificere sig, når de sender oplysninger til Kommissionen om produkter, der kan udgøre en risiko for forbrugernes sundhed og sikkerhed, og når de tjekker status for deres klager.

    (4)

    Forbrugere og andre interesserede parter kan sende oplysninger til Kommissionen om produkter, der kan udgøre en risiko for forbrugernes sundhed og sikkerhed, selv om de ikke har købt det pågældende produkt, men f.eks. kun har anvendt det uden at eje det eller har fået det pågældende produkt i gave. I sådanne situationer er en forbruger eller en anden interesseret part, der indberetter disse oplysninger, måske ikke i stand til at give detaljerede oplysninger om produktet eller dets forsyningskæde.

    (5)

    De oplysninger, som forbrugere eller andre interesserede parter indgiver via Safety Gate-portalen, bør være så fuldstændige som muligt, så de nationale myndigheder kan følge effektivt op på oplysningerne. De oplysninger, der indgives, bør gøre det muligt at identificere produktet og, hvis forbrugerne eller andre interesserede parter råder over oplysninger herom, at fastslå dets forsyningskæde. De vedrører navnlig den erhvervsdrivende eller den udbyder af en onlinemarkedsplads, hvorigennem de har købt produktet, og, hvis det ikke er den samme, den person, der er ansvarlig for produktet i henhold til artikel 16, stk. 1, i forordning (EU) 2023/988 eller artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 (2). I forbindelse med identifikationen af produktet bør også de mulige risici for forbrugernes sundhed og sikkerhed angives. For at muliggøre en passende opfølgning på de fremsendte oplysninger bør forbrugeren eller en anden interesseret part angive, i hvilken medlemsstat de har bopæl, eller i hvilken medlemsstat de befinder sig, hvis dette er mere hensigtsmæssigt for forbrugeren eller en anden interesseret part med henblik på opfølgningen, f.eks. med hensyn til det sprog, der kommunikeres på, hvor det er relevant.

    (6)

    For at kontrollere nøjagtigheden og relevansen af de oplysninger, som forbrugere og andre interesserede parter sender om produkter, der kan udgøre en risiko for forbrugernes sundhed og sikkerhed, bør Kommissionen udforme det specifikke afsnit af Safety Gate-portalen, som oplysningerne indgives til, på en måde, der giver mulighed for at foretage en foreløbig filtrering. Denne filtrering bør sikre, at der kun opbevares oplysninger om produktsikkerhedsspørgsmål og ikke f.eks. oplysninger i forbindelse med funktionsfejl ved produkter, som ikke giver anledning til sikkerhedsmæssige betænkeligheder. Filtreringen bør automatiseres for at sikre, at verifikationen kan foretages hurtigt, således at sager, der rejser sikkerhedsproblemer, straks kan sendes til de relevante nationale myndigheder. Dette system bør sætte de nationale myndigheder i stand til effektivt at håndtere produkter, der kan udgøre en risiko for forbrugernes sundhed og sikkerhed.

    (7)

    Når den automatiske filtrering er foretaget, bør Kommissionen fremsende oplysningerne til de relevante medlemsstater, samtidig med at det sikres, at alle medlemsstaterne har adgang til oplysningerne i systemet. For at sikre en passende opfølgning fra de relevante medlemsstaters side bør oplysningerne sendes til de medlemsstater, hvor forbrugeren eller en anden interesseret part, der har indgivet oplysningerne, er bosiddende eller befinder sig, og, hvor det er relevant, den medlemsstat, hvor produktet blev købt, samt den medlemsstat, hvor den person, der er ansvarlig for produktet, jf. artikel 4 i forordning (EU) 2019/1020 eller artikel 16, stk. 1, i forordning (EU) 2023/988, eller hvor den relevante udbyder af en onlinemarkedsplads er etableret. Systemet bør udformes på en sådan måde, at sager om produkter, der udgør en risiko for forbrugernes sundhed og sikkerhed, overføres til disse medlemsstater med henblik på at sikre en passende opfølgning. Denne måde at sende oplysninger til de relevante medlemsstater på svarer til den nuværende praksis i Safety Business Gateway-systemet, hvorigennem virksomhederne informerer myndighederne om produktsikkerhedsspørgsmål. Indgivelsen af oplysninger til de relevante medlemsstater bør ikke forhindre andre medlemsstater i også at få adgang til og følge op på disse oplysninger.

    (8)

    Kommissionen bør behandle personoplysninger fra forbrugere eller andre interesserede parter i overensstemmelse med EU-retten om beskyttelse af personoplysninger. Enhver behandling af personoplysninger i henhold til denne forordning er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (3) og (EU) 2018/1725 (4) og af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF (5), alt efter hvad der er relevant. Når forbrugere indberetter et produkt på Safety Gate-portalen, bør kun de personoplysninger, der er nødvendige for at indberette det farlige produkt, opbevares på en forholdsmæssig måde og i højst fem år efter indlæsningen.

    (9)

    Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725 og afgav udtalelse den 26. marts 2024.

    (10)

    Denne forordning bør anvendes fra samme dato som forordning (EU) 2023/988.

    (11)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra Udvalget vedrørende Forordningen om Produktsikkerhed i Almindelighed, der er nedsat ved artikel 46, stk. 1, i forordning (EU) 2023/988 —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Oplysninger, der skal indgives af forbrugere og andre interesserede parter

    1.   Kommissionen udformer Safety Gate-portalen således, at forbrugere og andre interesserede parter kan informere Kommissionen om produkter, der kan udgøre en risiko for forbrugernes sundhed og sikkerhed, og kan indgive følgende oplysninger:

    a)

    elementer til identifikation af det produkt, der kan udgøre en risiko for forbrugernes sundhed og sikkerhed

    b)

    alle tilgængelige oplysninger om forsyningskæden for det pågældende produkt, navnlig den erhvervsdrivende eller den udbyder af en onlinemarkedsplads, hvorigennem de har købt produktet, og det land, hvor den erhvervsdrivende eller udbyderen af en onlinemarkedsplads er etableret, og den person, der er ansvarlig for produktet, jf. artikel 4 i forordning (EU) 2019/1020 eller artikel 16, stk. 1, i forordning (EU) 2023/988, hvor det er relevant

    c)

    elementer, der underbygger den formodede risiko for forbrugernes sundhed og sikkerhed, som produktet udgør, herunder, hvor det er relevant, en beskrivelse af ulykken og omstændighederne herved og en beskrivelse af de kvæstelser eller andre skader, der er sket

    d)

    deres bopælsmedlemsstat eller den medlemsstat, hvor de befinder sig

    e)

    deres navn og kontaktoplysninger

    f)

    oplysninger om, hvorvidt der har været direkte kontakt mellem forbrugeren eller en anden interesseret part og den relevante erhvervsdrivende eller udbyder af en onlinemarkedsplads.

    2.   Kommissionen udformer Safety Gate-portalen på en sådan måde, at eventuelt misbrug eller eventuelle trusler mod dens tekniske sikkerhed undgås eller minimeres.

    Artikel 2

    Kontrol af de indsendte oplysningers nøjagtighed og relevans

    Kommissionen udformer et særligt afsnit på Safety Gate-portalen på en sådan måde, at det efter modtagelsen af de oplysninger, der indgives i henhold til artikel 1, stk. 1, via Safety Gate-portalen, sikres, at disse oplysninger filtreres af portalen på en automatiseret måde for at kontrollere, om oplysningerne fra forbrugere eller andre interesserede parter vedrører et produktsikkerhedsspørgsmål.

    Artikel 3

    Kommissionens overførsel af oplysningerne til den eller de relevante medlemsstater

    1.   Hvis det af den kontrol, der er foretaget i henhold til artikel 2, fremgår, at oplysningerne fra forbrugeren eller en anden interesseret part vedrører et produktsikkerhedsspørgsmål, fremsender Kommissionen uden unødig forsinkelse disse oplysninger til den eller de medlemsstater:

    a)

    hvor forbrugeren eller den anden interesserede part, der har indgivet disse oplysninger, er bosiddende eller befinder sig, alt efter hvad der er relevant

    b)

    hvor produktet blev købt, hvis det er relevant

    c)

    hvor den person, der er ansvarlig for produktet, jf. artikel 4 i forordning (EU) 2019/1020 eller artikel 16, stk. 1, i forordning (EU) 2023/988, eller hvor den relevante udbyder af en onlinemarkedsplads er etableret, hvor det er relevant.

    2.   Kommissionen informerer forbrugeren eller en anden interesseret part om sin foranstaltning og, hvor det er relevant, den eller de medlemsstater, som den har fremsendt de i stk. 1 omhandlede oplysninger til.

    3.   Kommissionen sikrer ved udformningen af Safety Gate-portalen, at alle andre medlemsstater har adgang til de oplysninger, som forbrugeren eller den interesserede part har indsendt på det tidspunkt, hvor oplysningerne overføres til den eller de relevante medlemsstater i overensstemmelse med stk. 1.

    Artikel 4

    Opbevaring af oplysninger

    De personoplysninger, som en forbruger og andre interesserede parter indgiver, lagres kun på Safety Gate-portalen og i de nationale systemer, så længe det er nødvendigt for at sikre en passende opfølgning på sagerne. Under alle omstændigheder lagres sådanne oplysninger kun i højst fem år efter indlæsningen.

    Artikel 5

    Ikrafttræden og anvendelsesdato

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den finder anvendelse fra den 13. december 2024.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 21. juni 2024.

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)   EUT L 135 af 23.5.2023, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2023/988/oj.

    (2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 af 20. juni 2019 om markedsovervågning og produktoverensstemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forordning (EF) nr. 765/2008 og (EU) nr. 305/2011 (EUT L 169 af 25.6.2019, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/1020/oj).

    (3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/679/oj).

    (4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1725/oj).

    (5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2002/58/oj).


    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/1740/oj

    ISSN 1977-0634 (electronic edition)


    Top