EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32024R1435

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/1435 af 24. maj 2024 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/988 for så vidt angår fastlæggelse af skabelonen for en tilbagekaldelsesmeddelelse

C/2024/3383

EUT L, 2024/1435, 27.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/1435/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 27/05/2024

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/1435/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/1435

27.5.2024

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/1435

af 24. maj 2024

om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/988 for så vidt angår fastlæggelse af skabelonen for en tilbagekaldelsesmeddelelse

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/988 af 10. maj 2023 om produktsikkerhed i almindelighed, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1828 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF og Rådets direktiv 87/357/EØF (1), særlig artikel 36, stk. 3,

efter høring af Udvalget vedrørende Forordningen om Produktsikkerhed i Almindelighed, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Hvis oplysningerne om en sikkerhedsbegrundet tilbagekaldelse af produkter meddeles skriftligt, bør der gøres brug af en tilbagekaldelsesmeddelelse, jf. artikel 36, stk. 1, i forordning (EU) 2023/988. Ifølge samme forordnings artikel 35, stk. 4, skal erhvervsdrivende og udbydere af onlinemarkedspladser i overensstemmelse med deres respektive ansvarsområder formidle en klar og synlig tilbagekaldelsesmeddelelse, hvis ikke alle de berørte forbrugere kan kontaktes direkte.

(2)

For at sikre, at forbrugerne reagerer på sikkerhedsbegrundede tilbagekaldelser af produkter, bør tilbagekaldelsesmeddelelsen være skrevet i et klart og tydeligt sprog og præcist beskrive risikoen. De obligatoriske oplysninger, som en tilbagekaldelsesmeddelelse bør indeholde, er fastsat i forordning (EU) 2023/988.

(3)

For at lette og fremme en konsekvent tilgang og en ensartet praksis i hele EU i forbindelse med tilbagekaldelsesmeddelelser er det nødvendigt at udarbejde en skabelon for meddelelser om sikkerhedsbegrundet tilbagekaldelse af produkter. En standardiseret skabelon for sikkerhedsbegrundede tilbagekaldelser af produkter bør gøre det lettere for forbrugerne at identificere og forstå tilbagekaldelsesmeddelelser og bør sikre en lettere og mere ensartet overholdelse af kravene i artikel 35 og 36 i forordning (EU) 2023/988 for erhvervsdrivende og udbydere af onlinemarkedspladser.

(4)

Ifølge forordning (EU) 2023/988 skal Kommissionen fastlægge skabelonen for en tilbagekaldelsesmeddelelse under hensyntagen til den videnskabelige udvikling og markedsudviklingen og stille den til rådighed i et format, der gør det let for erhvervsdrivende at udarbejde en tilbagekaldelsesmeddelelse. Teknisk set er det mest hensigtsmæssigt, hvis Kommissionen giver adgang til skabelonen ved at offentliggøre den på sit websted.

(5)

Ifølge artikel 36 i forordning (EU) 2023/988 skal tilbagekaldelsesmeddelelsen være i et format, der er tilgængeligt for personer med funktionsnedsættelser. Dette indebærer f.eks., at når en tilbagekaldelsesmeddelelse offentliggøres online, skal der tages hensyn til standarder og bedste praksis for webtilgængelighed. Dette betyder navnlig, at hvis et billede indeholder vigtige oplysninger om det produkt, der tilbagekaldes, eller om identifikationen af de produkter, der er berørt af tilbagekaldelsen, skal sådanne oplysninger præciseres, så de er maskinlæsbare.

(6)

For at give de erhvervsdrivende tilstrækkelig tid til at tilpasse deres interne procedurer i forbindelse med en tilbagekaldelsesmeddelelse bør denne forordning træde i kraft samme dato som forordning (EU) 2023/988 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I denne forordning fastlægges skabelonen for en tilbagekaldelsesmeddelelse, jf. artikel 36 i forordning (EU) 2023/988.

Skabelonen er fastsat i bilaget.

Kommissionen offentliggør skabelonen på sit websted.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 13. december 2024.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. maj 2024.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 135 af 23.5.2023, s. 1.


BILAG

Image 1

Image 2


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/1435/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top