1.   Under den i kapitel III omhandlede administrative procedure nyder ansøgerne godt af de garantier, der er fastsat i denne artikels stk. 2-6.

2.   Den besluttende myndighed eller, hvor det er relevant, andre kompetente myndigheder eller organisationer, der af medlemsstaterne har fået overdraget opgaven med henblik herpå, underretter ansøgerne på et sprog, som de forstår eller med rimelighed forventes at forstå, om følgende:

Alle de i dette stykke omhandlede oplysninger skal gives hurtigst muligt for at gøre det muligt for ansøgerne at udøve de rettigheder, som de er tilsikret ved denne forordning, og for at gøre det muligt for dem at overholde de forpligtelser, der er fastsat i artikel 9. De oplysninger, der er omhandlet i dette stykkes første afsnit, litra a)-e), gives til ansøgeren senest på det tidspunkt, hvor ansøgningen om international beskyttelse registreres. Disse oplysninger skal gives i den i stk. 7 omhandlede folder enten fysisk eller elektronisk og, hvis det er nødvendigt, mundtligt. Oplysningerne skal gives til mindreårige på en børnevenlig måde og med inddragelse af repræsentanten eller den person, der er omhandlet i denne forordnings artikel 23, stk. 2, litra a).

Ansøgeren skal have mulighed for at bekræfte at have modtaget oplysningerne. En sådan bekræftelse skal dokumenteres i ansøgerens sagsakter. Nægter ansøgeren at bekræfte at have modtaget oplysningerne, indsættes der en note herom i vedkommendes sagsakter.

3.   Under den administrative procedure får ansøgerne stillet tolkebistand til rådighed med henblik på registrering og indgivelse af en ansøgning og, hvor det er relevant, med henblik på den personlige samtale, i tilfælde hvor der ellers ikke kan sikres en tilstrækkelig grad af kommunikation. Tolketjenesterne betales med offentlige midler.

4.   De kompetente myndigheder giver hurtigst muligt og inden fristen for indgivelse af en ansøgning i overensstemmelse med artikel 28, stk. 1, ansøgerne mulighed for at kommunikere med De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge eller andre organisationer, der yder juridisk rådgivning eller anden bistand til ansøgere i overensstemmelse med national ret.

5.   Den besluttende myndighed sikrer, at ansøgerne og i givet fald deres repræsentanter eller juridiske rådgivere eller andre vejledere, der i henhold til national ret er godkendt eller har tilladelse til at yde juridisk rådgivning (»juridiske rådgivere«), har adgang til de oplysninger, der er omhandlet i artikel 34, stk. 2, litra b) og c), og som er nødvendige for behandlingen af ansøgninger, og til de oplysninger fra eksperter, der er omhandlet i artikel 34, stk. 3, hvis den besluttende myndighed har ladet oplysningerne indgå i grundlaget for afgørelsen om deres ansøgning.

6.   Den besluttende myndighed underretter hurtigst muligt ansøgerne skriftligt om den afgørelse, der er truffet om deres ansøgning. Hvis en repræsentant eller en juridisk rådgiver er den juridiske repræsentant for ansøgeren, kan den besluttende myndighed underrette repræsentanten eller den juridiske rådgiver om afgørelsen i stedet for ansøgeren.

7.   Asylagenturet udarbejder i tæt samarbejde med Kommissionen og hver medlemsstat foldere med de nødvendige oplysninger i overensstemmelse med denne artikel. Disse foldere udarbejdes på en sådan måde, at medlemsstaterne kan supplere dem med yderligere oplysninger, der er specifikke for den pågældende medlemsstat, og der skal tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for sårbare ansøgere såsom mindreårige eller personer med handicap.

1.   Ansøgeren fremsætter sin ansøgning i den medlemsstat, der er omhandlet i artikel 17, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2024/1351.

2.   Ansøgeren samarbejder fuldt ud med de kompetente myndigheder, der er omhandlet i artikel 4, om spørgsmål, der er omfattet af denne forordning, navnlig ved:

Hvis de kompetente myndigheder beslutter at beholde et hvilken som helst dokument som omhandlet i første afsnit, litra f), sikrer de, at ansøgerne straks modtager kopier af originalerne. I tilfælde af en overførsel i overensstemmelse med artikel 46 i forordning (EU) 2024/1351 giver de kompetente myndigheder sådanne dokumenter tilbage til ansøgeren på tidspunktet for overførslen.

3.   Ansøgeren accepterer at modtage enhver meddelelse fra de kompetente myndigheder på den seneste bopæl eller adresse, på det telefonnummer eller den e-mailadresse, som vedkommende selv har oplyst til de kompetente myndigheder, navnlig når vedkommende indgiver en ansøgning i overensstemmelse med artikel 28.

Medlemsstaterne fastsætter i national ret kommunikationsmetoden og det tidspunkt, hvor meddelelsen anses for at være modtaget af ansøgeren.

4.   Ansøgeren overholder forpligtelsen til at melde tilbage til de kompetente myndigheder på et nærmere angivet tidspunkt eller med rimelige mellemrum eller til at forblive på et nærmere bestemt geografisk område på medlemsstatens område i overensstemmelse med direktiv (EU) 2024/1346 som krævet af den medlemsstat, hvor vedkommende er forpligtet til at opholde sig i overensstemmelse med forordning (EU) 2024/1351.

5.   Uden at det berører eventuelle gennemsøgninger, der foretages af sikkerhedshensyn, og hvis det er nødvendigt og behørigt begrundet med henblik på behandlingen af en ansøgning, kan de kompetente myndigheder kræve, at ansøgeren kropsvisiteres, eller at vedkommendes ejendele gennemsøges i overensstemmelse med national ret. Den kompetente myndighed giver ansøgeren begrundelsen for kropsvisitationen eller gennemsøgning og medtager begrundelsen i ansøgerens sagsakter. Enhver kropsvisitation af ansøgeren i henhold til denne forordning foretages af en person af samme køn under fuld respekt for principperne om den menneskelige værdighed og den fysiske og psykiske integritet.

1.   Ansøgere har ret til at forblive på den medlemsstats område, hvor de er forpligtet til at opholde sig i overensstemmelse med artikel 17, stk. 4, i forordning (EU) 2024/1351, indtil den besluttende myndighed har truffet afgørelse om ansøgningen i forbindelse med den administrative procedure fastsat i kapitel III.

2.   Retten til at forblive giver ikke ret til opholdstilladelse, og den giver ikke ansøgeren ret til at indrejse på andre medlemsstaters område uden et rejsedokument som fastsat i artikel 6, stk. 3, i direktiv (EU) 2024/1346.

3.   Ansøgeren har ikke ret til at forblive på den pågældende medlemsstats område under den administrative procedure, hvis personen er genstand for overgivelse til en anden medlemsstat i overensstemmelse med de forpligtelser, der følger af en europæisk arrestordre, der er udstedt i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA (21).

4.   Medlemsstaterne kan fastsætte en undtagelse fra ansøgerens ret til at forblive på deres område under den administrative procedure, hvis denne ansøger:

5.   En medlemsstat må kun udlevere, overgive eller overføre en ansøger til et tredjeland eller en international ret som omhandlet i stk. 4, litra b), hvis den kompetente myndighed finder, at en sådan afgørelse om udlevering, overgivelse eller overførsel ikke vil føre til direkte eller indirekte refoulement i strid med den pågældende medlemsstats internationale forpligtelser i henhold til folkeretten og EU-retten.

1.   Inden den besluttende myndighed træffer afgørelse om, at en ansøgning ikke kan antages til behandling i overensstemmelse med artikel 38, skal ansøgeren have mulighed for en personlig samtale om ansøgningens antagelse til behandling (»samtale om ansøgningens antagelse til behandling«), uden at det dog berører artikel 38, stk. 1, og artikel 55, stk. 4.

2.   I forbindelse med denne samtale om ansøgningens antagelse til behandling skal ansøgeren have mulighed for at give en begrundelse for, hvorfor grundene til uantagelighed i artikel 38 ikke finder anvendelse på vedkommende.

1.   Inden den besluttende myndighed træffer afgørelse vedrørende realiteten af en ansøgning om international beskyttelse, skal ansøgeren tilbydes en personlig samtale om ansøgningens substans (»samtale om ansøgningens substans«). Samtalen om ansøgningens substans kan foretages samtidig med samtalen om ansøgningens antagelse til behandling, forudsat at ansøgeren på forhånd er blevet underrettet om en sådan mulighed og har haft mulighed for at rådføre sig med sin juridiske rådgiver i overensstemmelse med artikel 15 eller en person, der har til opgave at yde juridisk vejledning i overensstemmelse med artikel 16.

2.   Ved samtalen om ansøgningens substans skal ansøgeren have mulighed for at forelægge de elementer, der er nødvendige for at underbygge ansøgningen i overensstemmelse med forordning (EU) 2024/1347, og ansøgeren skal fremlægge de elementer, der er omhandlet i nævnte forordnings artikel 4, stk. 2, så fuldstændigt som muligt. Ansøgeren skal have mulighed for at redegøre for de elementer, som måtte mangle, eller for enhver uoverensstemmelse eller modsigelse i sine udsagn.

1.   Personlige samtaler fastsat i artikel 11 og 12 gennemføres i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i denne forordning.

2.   Indgives der en ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med artikel 31, skal den ansvarlige voksne, der er omhandlet i nævnte bestemmelse, tilbydes mulighed for en personlig samtale i henhold til artikel 11 og 12. Ansøgeren skal også have mulighed for at deltage i samtalen, forudsat at nærværende artikels stk. 11, litra c), ikke finder anvendelse.

3.   Personlige samtaler skal finde sted under forhold, der sikrer passende beskyttelse af privatlivets fred og fortrolighed, og som giver ansøgerne mulighed for at give en fyldestgørende redegørelse for grundene til deres ansøgning.

4.   Det sikres, at ansøgerens juridiske rådgiver er til stede, hvis ansøgeren har besluttet at modtage retshjælp i overensstemmelse med dette kapitels afdeling III.

5.   I forbindelse med de personlige samtaler stilles der en tolk til rådighed, som kan sikre en tilfredsstillende kommunikation mellem ansøgeren og den person, der forestår samtalen.

Der kan være en kulturformidler til stede under de personlige samtaler.

Medlemsstaterne giver fortrinsret til tolke og kulturformidlere, der har modtaget uddannelse såsom den uddannelse, der er omhandlet i artikel 8, stk. 4, litra m), i forordning (EU) 2021/2303.

Medlemsstaterne sikrer, at tolke og kulturformidlere får kendskab til de vigtigste begreber og den vigtigste terminologi af relevans for vurderingen af ansøgninger om international beskyttelse, f.eks. ved hjælp af en standardfolder eller en vejledning. Kommunikationen skal foregå på det sprog, som ansøgeren foretrækker, medmindre der er et andet sprog, som vedkommende forstår og kan kommunikere klart på.

6.   Personlige samtaler gennemføres af den besluttende myndigheds personale.

Hvis der er et uforholdsmæssigt stort antal tredjelandsstatsborgere eller statsløse, som fremsætter en ansøgning inden for samme tidsrum, og det derfor ikke er muligt at afholde personlige samtaler med hver ansøger rettidigt, kan den besluttende myndighed bistås midlertidigt af personale fra andre myndigheder i den pågældende medlemsstat, som på forhånd modtager relevant uddannelse, som skal omfatte de elementer, der er opført i artikel 8 i forordning (EU) 2021/2303, til at forestå sådanne samtaler, eller af Asylagenturet i overensstemmelse med artikel 5.

7.   Den person, der forestår samtalen:

8.   Personale, der forestår samtaler med ansøgere, herunder eksperter, der er indsat af Asylagenturet, skal:

9.   Hvis ansøgeren anmoder herom, og hvis det er muligt, sørger den besluttende myndighed for, at interviewere og tolke er af det køn, som ansøgeren foretrækker, medmindre den har grund til at finde, at en sådan anmodning ikke har at gøre med ansøgerens vanskelighed ved at redegøre for begrundelsen for ansøgningen på fyldestgørende vis.

10.   Som en undtagelse kan den besluttende myndighed afholde den personlige samtale via videokonference, hvis det er behørigt begrundet i omstændighederne.

I et sådant tilfælde træffer den besluttende myndighed de nødvendige foranstaltninger med henblik på passende faciliteter, proceduremæssige og tekniske standarder, retshjælp og tolkning under hensyntagen til vejledning fra Asylagenturet.

11.   Samtalen om ansøgningens antagelse til behandling eller samtalen om ansøgningens substans, alt efter hvad der er relevant, kan undlades, hvis:

Udeladelsen af en personlig samtale i henhold til første afsnit, litra c), har ikke negativ indvirkning på den besluttende myndigheds afgørelse. Hvis den personlige samtale udelades i henhold til nævnte litra, skal den besluttende myndighed give ansøgeren en reel mulighed for at fremlægge yderligere oplysninger skriftligt.

I tilfælde, hvor der er tvivl om evnen eller tilstanden hos den ansøger, der skal interviewes, konsulterer den besluttende myndighed lægefagligt personale for at fastslå, om ansøgeren er midlertidigt uegnet eller ude af stand til at deltage i samtalen, eller om vedkommendes situation er af varig karakter. Såfremt det efter det lægefaglige personales konsultation står klart, at det forhold, der gør ansøgeren uegnet eller ude af stand til at deltage i samtalen, er af midlertidig karakter, udsætter den besluttende myndighed den personlige samtale, indtil ansøgeren er egnet og i stand til at gennemføre samtalen.

Hvis ansøgeren er forhindret i at deltage i den personlige samtale på grund af særlige omstændigheder, som vedkommende ikke selv er herre over, ændrer den besluttende myndighed tidspunktet for den personlige samtale.

12.   Ansøgerne skal være til stede under den personlige samtale og skal svare personligt på de stillede spørgsmål.

13.   En ansøger skal have lov til at blive bistået af en juridisk rådgiver under den personlige samtale, herunder når den afholdes via videokonference.

Den juridiske rådgivers fravær forhindrer ikke den besluttende myndighed i at afholde samtalen.

Hvis en juridisk rådgiver deltager i den personlige samtale, kan medlemsstaterne i national ret fastsætte, at den juridiske rådgiver kun må intervenere ved den personlige samtales slutning.

14.   Uden at det berører artikel 11, stk. 1, og artikel 12, stk. 1, og forudsat at der er gjort en tilstrækkelig indsats for at sikre, at ansøgeren har fået mulighed for en personlig samtale, er fraværet af en personlig samtale ikke til hinder for, at den besluttende myndighed kan træffe afgørelse om ansøgningen om international beskyttelse.

1.   Den besluttende myndighed eller enhver anden myndighed eller ekspert, som i overensstemmelse med artikel 5 og artikel 13, stk. 6, bistår den med at afholde de personlige samtaler, udarbejder en grundig og faktuel rapport, der indeholder alle de vigtigste elementer af den personlige samtale, eller en afskrift af samtalen eller en afskrift af optagelsen af en sådan samtale, der vedlægges ansøgerens sagsakter.

2.   De personlige samtaler optages ved hjælp af en lydoptagelse. Ansøgeren underrettes på forhånd om, at der foretages en sådan optagelse, og om formålet hermed. Der skal udvises særlig opmærksomhed over for behov hos ansøgere, der kræver særlige proceduremæssige garantier. Den besluttende myndighed vedlægger optagelsen ansøgerens sagsakter.

3.   Ansøgeren skal have mulighed for mundtligt eller skriftligt at fremsætte bemærkninger til eller afklare eventuelle oversættelsesfejl eller misforståelser eller andre faktuelle fejl i rapporten, afskriften af samtalen eller afskriften af optagelsen ved afslutningen af den personlige samtale eller inden for en bestemt frist, og inden den besluttende myndighed træffer afgørelse. Med henblik herpå skal ansøgeren, om nødvendigt med tolkebistand, underrettes om rapportens fulde indhold, om afskriften af samtalen eller afskriften af optagelsen.

4.   Ansøgeren anmodes om at bekræfte, at rapportens indhold eller afskriften af samtalen afspejler den personlige samtale korrekt. Hvis en ansøger nægter at bekræfte indholdet, skal begrundelsen herfor anføres i ansøgerens sagsakter. En sådan nægtelse er ikke til hinder for, at den besluttende myndighed træffer afgørelse om ansøgningen. Hvis der er tvivl om de udsagn, der er fremsat af ansøgeren under den personlige samtale, har lydoptagelsen forrang.

5.   Ansøgeren behøver ikke at blive anmodet om at fremsætte bemærkninger eller afklare rapporten eller afskriften af samtalen eller bekræfte, at indholdet af rapporten eller afskriften af samtalen afspejler samtalen korrekt, hvis:

6.   Ansøgerne og deres repræsentanter og juridiske rådgivere, når sådanne er udpeget, skal have adgang til rapporten eller afskrifterne som omhandlet i stk. 1, hurtigst mulig efter samtalen og under alle omstændighed i rimelig tid, inden den besluttende myndighed træffer afgørelse.

Der skal endvidere gives adgang til optagelsen ved klageproceduren.

1.   Ansøgere har i alle faser af proceduren ret til på effektiv vis at rådføre sig med en juridisk rådgiver eller anden vejleder om spørgsmål, der vedrører deres ansøgning.

2.   Uden at dette berører ansøgerens ret til at vælge sin egen juridiske rådgiver eller anden vejleder for egen regning, kan en ansøger anmode om gratis juridisk vejledning i den administrative procedure, der er fastsat i kapitel III, i overensstemmelse med artikel 16 og gratis retshjælp og juridisk repræsentation i forbindelse med klageproceduren, der er fastsat i kapitel V, i overensstemmelse med artikel 17.

Ansøgeren underrettes så hurtigt som muligt, og senest når ansøgningen registreres i overensstemmelse med artikel 27, om vedkommendes ret til at anmode om gratis juridisk vejledning eller gratis retshjælp og juridisk repræsentation.

3.   Medlemsstaterne kan endvidere fastsætte bestemmelser om gratis retshjælp og juridisk repræsentation i forbindelse med den administrative procedure i overensstemmelse med national ret.

4.   Medlemsstaterne kan tilrettelægge juridisk vejledning og retshjælp og juridisk repræsentation i overensstemmelse med deres nationale systemer.

1.   Medlemsstaterne yder efter anmodning fra ansøgeren gratis juridisk vejledning i forbindelse med den administrative procedure, der er fastsat i kapitel III.

Med henblik på første afsnit kan der sikres effektiv adgang til gratis juridisk vejledning ved at give en person til opgave at yde juridisk vejledning i den administrative fase af proceduren til flere ansøgere på samme tid.

2.   Med henblik på den administrative procedure skal gratis juridisk vejledning omfatte:

3.   Med forbehold af stk. 1 kan ydelse af gratis juridisk vejledning i forbindelse med den administrative procedure udelukkes, hvis:

4.   Med henblik på gennemførelsen af denne artikel kan medlemsstaterne anmode om bistand fra Asylagenturet. Desuden kan der gennem EU-fonde ydes finansiel støtte til medlemsstaterne i overensstemmelse med de retsakter, der regulerer sådanne fonde.

1.   Ved klageproceduren sikrer medlemsstaterne efter anmodning fra ansøgeren, at vedkommende ydes gratis retshjælp og juridisk repræsentation. Sådan gratis retshjælp og juridisk repræsentation omfatter udarbejdelse af retsdokumenter, der kræves i henhold til national ret, forberedelse af klagesagen og, i tilfælde af en høring, deltagelse i den pågældende høring for en ret.

2.   Ydelse af gratis retshjælp og juridisk repræsentation i forbindelse med klageproceduren kan nægtes af medlemsstaterne, hvis:

3.   I tilfælde hvor en myndighed, der ikke er en ret, beslutter ikke at yde gratis retshjælp og juridisk repræsentation, fordi det vurderes, at klagesagen er udsigtsløs eller urimelig, har ansøgeren ret til effektive retsmidler ved en ret i forbindelse med denne afgørelse. Ansøgeren til dette formål berettiget til at anmode om gratis retshjælp og juridisk repræsentation.

1.   En juridisk rådgiver, som er juridisk repræsentant for en ansøger i overensstemmelse med national ret, skal have adgang til de oplysninger i ansøgerens sagsakter, på grundlag af hvilke der er eller vil blive truffet afgørelse.

2.   Adgang til oplysningerne eller til kilderne i ansøgerens sagsakter kan afvises i overensstemmelse med national ret, hvis videregivelse af oplysninger eller kilder kan bringe statens sikkerhed, sikkerheden for de organisationer eller personer, der giver oplysningerne, eller sikkerheden for den eller de personer, som oplysningerne vedrører, i fare, eller hvis efterforskningsinteresser i forbindelse med den behandling af ansøgninger om international beskyttelse, som medlemsstaternes kompetente myndigheder foretager, eller medlemsstaternes internationale forbindelser kan blive bragt i fare, eller hvis oplysningerne eller kilderne er klassificeret i henhold til national ret. I disse tilfælde skal den besluttende myndighed:

For så vidt angår første afsnit, litra b), giver medlemsstaterne adgang til oplysninger eller kilder til en juridisk rådgiver, som er den juridiske repræsentant for ansøgeren, og som har været gennem en sikkerhedsundersøgelse, for så vidt som oplysningerne er relevante for behandlingen af ansøgningen eller for at kunne træffe afgørelse om fratagelse af international beskyttelse.

3.   Ansøgerens juridiske rådgiver eller den person, der har til opgave at yde juridisk vejledning, og som rådgiver, bistår eller repræsenterer en ansøger, skal have adgang til aflukkede områder, såsom faciliteter for frihedsberøvede og transitområder, med henblik på at rådgive, bistå eller repræsentere den pågældende ansøger i overensstemmelse med direktiv (EU) 2024/1346.

1.   Gratis juridisk vejledning, retshjælp og juridisk repræsentation ydes af de juridiske rådgivere eller andre vejledere, som i henhold til national ret er godkendt eller har tilladelse til at rådgive, bistå eller repræsentere ansøgere, eller ikkestatslige organisationer, der er akkrediteret i henhold til national ret til at yde juridiske tjenester eller juridisk repræsentation til ansøgere.

2.   Medlemsstaterne fastsætter særlige procedureregler vedrørende de nærmere ordninger for indgivelse og behandling af anmodninger om gratis juridisk rådgivning, retshjælp og juridisk repræsentation i forbindelse med ansøgninger om international beskyttelse, eller de anvender de gældende regler for indenlandske krav af tilsvarende karakter, forudsat at disse regler ikke er mere restriktive eller ikke gør adgangen til gratis juridisk vejledning eller gratis retshjælp og juridisk repræsentation umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig.

3.   Medlemsstaterne fastsætter specifikke regler om nægtelse af gratis juridisk rådgivning, retshjælp og juridisk repræsentation i overensstemmelse med henholdsvis artikel 16, stk. 3, og artikel 17, stk. 2.

4.   Medlemsstaterne kan også indføre økonomiske eller tidsmæssige begrænsninger i forbindelse med ydelsen af gratis juridisk vejledning, retshjælp og juridisk repræsentation, forudsat at disse begrænsninger ikke er vilkårlige og ikke unødigt begrænser adgangen til gratis juridisk vejledning, retshjælp og juridisk repræsentation. For så vidt angår gebyrer og andre udgifter må behandlingen af ansøgere ikke være mindre gunstig end den behandling, der generelt gives medlemsstaternes egne statsborgere i forbindelse med retshjælp.

5.   Medlemsstaterne kan anmode ansøgeren om hel eller delvis godtgørelse af udgifterne afholdt i forbindelse med retshjælp og juridisk repræsentation, hvis ansøgerens finansielle situation har forbedret sig betydeligt under proceduren, eller hvis afgørelsen om at yde gratis retshjælp og repræsentation blev truffet på grundlag af urigtige oplysninger fra ansøgeren. Med henblik herpå underretter ansøgerne omgående de kompetente myndigheder om enhver væsentlig ændring i deres finansielle situation.

1.   De kompetente myndigheder vurderer ved hjælp af en tolk, hvis det er nødvendigt, for hver enkelt ansøger, om ansøgeren har behov for særlige proceduremæssige garantier. Den vurdering kan integreres i de gældende nationale procedurer eller i den vurdering, der er omhandlet i artikel 25 i direktiv (EU) 2024/1346, og skal ikke nødvendigvis have form af en administrativ procedure. Hvis det kræves i henhold til national ret, kan vurderingen gøres tilgængelig, og resultaterne af vurderingen kan med ansøgerens samtykke fremsendes til den besluttende myndighed.

2.   Den vurdering, der er omhandlet i stk. 1, indledes så hurtigt som muligt efter fremsættelse af en ansøgning ved konstatering af, om en ansøger fremviser de første indikationer på, at vedkommende kan have behov for særlige proceduremæssige garantier. Konstateringen baseres på synlige tegn, ansøgerens udsagn eller adfærd eller eventuelle relevante dokumenter. Med hensyn til mindreårige tages der højde for udsagn fra forældre, andre voksne, der efter enten den pågældende medlemsstats ret eller praksis er ansvarlige for vedkommende, eller repræsentanten. De kompetente myndigheder medtager, når de registrerer ansøgningen, oplysninger om sådanne første indikationer i ansøgerens sagsakter og stiller disse oplysninger til rådighed for den besluttende myndighed.

3.   Den vurdering, der er omhandlet i stk. 1, fortsættes efter indgivelse af ansøgningen, idet der tages hensyn til eventuelle oplysninger i ansøgerens sagsakter.

Den vurdering, der er omhandlet i stk. 1, afsluttes så hurtigt som muligt og under alle omstændigheder inden for 30 dage. Den tages op til fornyet overvejelse i tilfælde af relevante ændringer i ansøgerens forhold, eller hvis behovet viser sig, efter at vurderingen er afsluttet.

4.   Den kompetente myndighed kan med forbehold af ansøgerens forudgående samtykke henvise ansøgeren til en relevant læge eller psykolog eller til anden fagperson med henblik på rådgivning om ansøgerens behov for særlige proceduremæssige garantier, idet den prioriterer tilfælde, hvor der indikationer på, at ansøgerne kan have været ofre for tortur, voldtægt eller andre alvorlige former for psykologisk, fysisk, seksuel eller kønsbestemt vold, og at dette negativt kan påvirke deres evne til at deltage effektivt i proceduren. Hvis ansøgeren giver samtykke til en henvisning i overensstemmelse med dette afsnit, anses samtykket for at omfatte samtykke til at videresende resultaterne fra henvisningen til den kompetente myndighed.

Den besluttende myndighed tager hensyn til den rådgivning, der gives i henhold til første afsnit, når den tager stilling til, hvilken type særlige proceduremæssige garantier, der kan gives ansøgeren.

Den vurdering, der er omhandlet i stk. 1, kan, hvis det er relevant og uden at det berører lægeundersøgelsen, integreres i de lægelige vurderinger, der er omhandlet i artikel 24 og 25.

5.   Det relevante personale hos de kompetente myndigheder og enhver læge, psykolog eller anden fagperson, der rådgiver om behovet for særlige proceduremæssige garantier, skal modtage uddannelse, der sætter dem i stand til at opdage tegn på sårbarhed hos en ansøger, der kunne have behov for særlige proceduremæssige garantier, og til at håndtere disse behov, når de er konstateret.

1.   Når ansøgere er identificeret som havende behov for særlige proceduremæssige garantier, skal de tilbydes den nødvendige støtte til, at de kan udnytte deres rettigheder og overholde forpligtelserne i henhold til denne forordning under hele proceduren for international beskyttelse.

2.   Hvis den besluttende myndighed, herunder på grundlag af en anden relevant national myndigheds vurdering, finder, at den nødvendige støtte omhandlet i denne artikels stk. 1 ikke kan ydes inden for rammerne af den fremskyndede behandlingsprocedure i artikel 42 eller grænseproceduren i artikel 43, med særligt fokus på ofre for tortur, voldtægt eller andre alvorlige former for psykologisk, fysisk, seksuel eller kønsbestemt vold, afholder den besluttende myndighed sig fra eller ophører med at anvende disse procedurer i relation til ansøgeren.

1.   De kompetente myndigheder tager i første række og fremmest hensyn til barnets tarv ved anvendelsen af denne forordning.

2.   Den besluttende myndighed vurderer barnets tarv i overensstemmelse med artikel 26 i direktiv (EU) 2024/1346.

3.   Den besluttende myndighed giver mindreårige mulighed for en personlig samtale, herunder når der fremsættes en ansøgning på den mindreåriges vegne i overensstemmelse med artikel 32 og artikel 33, stk. 1, medmindre dette ikke er i barnets tarv. I sådanne tilfælde begrunder den besluttende myndighed afgørelsen om ikke at give mindreårige mulighed for en personlig samtale.

Den personlige samtale med en mindreårig forestås af en person, der har det nødvendige kendskab til mindreåriges rettigheder og særlige behov. Den skal foregå på en børnevenlig og kontekstbestemt måde, der tager hensyn til barnets alder og modenhed.

4.   Hvis en mindreårig er ledsaget, afholdes den personlige samtale under tilstedeværelse af en voksen, der efter enten den pågældende medlemsstats ret eller praksis er ansvarlig for vedkommende, og en juridisk rådgiver, hvor en sådan er udpeget. Medlemsstaterne kan også, hvor det er nødvendigt, og når det er i barnets tarv, afholde den personlige samtale med denne mindreårige under tilstedeværelse af en person med de fornødne færdigheder og den fornødne ekspertise. Af begrundede årsager, og kun hvis det er i barnets tarv, kan den besluttende myndighed afholde samtalen med den mindreårige uden tilstedeværelse af en voksen, der er ansvarlig for den mindreårige, forudsat at den sikrer, at den mindreårige under samtalen bistås af en person med de fornødne færdigheder og den fornødne ekspertise til at varetage vedkommendes tarv.

5.   Afgørelser om ansøgninger fra mindreårige træffes af den besluttende myndigheds relevante personale. Det relevante personale skal have den nødvendige viden og have modtaget den relevante uddannelse i mindreåriges rettigheder og særlige behov.

1.   De kompetente myndigheder sikrer, at uledsagede mindreårige repræsenteres og bistås på en sådan måde, at de kan udnytte rettighederne og overholde forpligtelserne i henhold til denne forordning, forordning (EU) 2024/1351, direktiv (EU) 2024/1346 og forordning (EU) 2024/1358.

2.   Hvis en ansøgning fremsættes af en person, der hævder at være mindreårig, eller som ud fra objektive grunde kan antages at være mindreårig, og som er uledsaget, udpeger de kompetente myndigheder:

Repræsentanten og den i litra a) i første afsnit omhandlede person kan være den samme som den, der er fastsat i artikel 27 i direktiv (EU) 2024/1346. Vedkommende skal mødes med den uledsagede mindreårige og tage hensyn til den mindreåriges synspunkter om egne behov i overensstemmelse med den mindreåriges alder og modenhed.

Hvis den kompetente myndighed har konkluderet, at en ansøger, der hævder at være mindreårig, uden tvivl er over 18 år, behøver medlemsstaten ikke udpege en repræsentant i overensstemmelse med dette stykke.

Repræsentantens eller den i dette stykkes første afsnit, litra a), omhandlede persons opgaver ophører, hvis de kompetente myndigheder efter den aldersvurdering, der er omhandlet i artikel 25, stk. 1, ikke antager, at ansøgeren er mindreårig, eller finder, at ansøgeren ikke er mindreårig, eller hvis ansøgeren ikke længere er en uledsaget mindreårig.

3.   I tilfælde af et uforholdsmæssigt stort antal ansøgninger fra uledsagede mindreårige eller i andre ekstraordinære situationer kan fristen for udpegelse af en repræsentant som omhandlet i, stk. 2, første afsnit, litra b), forlænges med ti arbejdsdage, uden at det berører stk. 2, tredje afsnit.

4.   Udpeges en organisation i henhold til stk. 2, udpeger den en fysisk person til at varetage opgaverne omhandlet i denne artikel i forbindelse med den uledsagede mindreårige.

5.   Den kompetente myndighed skal omgående:

Repræsentanten og den i stk. 2, første afsnit, litra a), omhandlede person skal have adgang til indholdet af de relevante dokumenter i den mindreåriges sagsakter, herunder det særlige informationsmateriale til uledsagede mindreårige.

6.   Den i stk. 2, første afsnit, litra a), omhandlede person mødes med den uledsagede mindreårige og varetager bl.a. følgende opgaver, hvor det er relevant sammen med den juridiske rådgiver:

7.   Så længe der ikke er udpeget en repræsentant, kan medlemsstaterne bemyndige den i stk. 2, første afsnit, litra a), omhandlede person til at bistå den mindreårige med registreringen og indgivelsen af ansøgningen eller indgive ansøgningen på den mindreåriges vegne i overensstemmelse med artikel 33.

8.   Repræsentanten mødes med den uledsagede mindreårige og varetager bl.a. følgende opgaver, hvor det er relevant sammen med den juridiske rådgiver:

Under den personlige samtale skal repræsentanten og den juridiske rådgiver have lejlighed til at stille spørgsmål eller fremsætte bemærkninger inden for de rammer, der fastlægges af den person, der forestår samtalen.

Den besluttende myndighed kan kræve, at den uledsagede mindreårige selv er til stede ved den personlige samtale, selv om repræsentanten eller den juridiske rådgiver er til stede.

9.   Repræsentanten udfører sine opgaver i overensstemmelse med princippet om barnets tarv og skal besidde de fornødne kvalifikationer og den fornødne uddannelse og ekspertise. Repræsentanter skal løbende uddannes i at udføre deres opgaver og må ikke have en plettet straffeattest, navnlig for så vidt angår børnerelaterede forbrydelser eller lovovertrædelser.

Repræsentanten udskiftes kun, hvis de kompetente myndigheder finder, at den pågældende repræsentants eller persons opgaver ikke er blevet udført i tilstrækkelig grad. Organisationer eller fysiske personer, hvis interesser er strider mod eller potentielt kan stride mod den uledsagede mindreåriges interesser, må ikke udpeges som repræsentant.

10.   De kompetente myndigheder gør en fysisk person, der fungerer som repræsentant, eller en person, der midlertidigt kan fungere som repræsentant, ansvarlig for et passende og begrænset antal uledsagede mindreårige og under normale omstændigheder højst 30 uledsagede mindreårige på samme tid for at sikre, at vedkommende er i stand til at udføre sine opgaver på effektiv vis.

I tilfælde af et uforholdsmæssigt stort antal ansøgninger fra uledsagede mindreårige eller i andre ekstraordinære situationer kan antallet af uledsagede mindreårige pr. repræsentant øges op til højst 50 uledsagede mindreårige.

Medlemsstaterne sikrer, at der er administrative eller judicielle myndigheder eller andre enheder, der er ansvarlige for regelmæssigt at føre tilsyn med, at de personer, der er udpeget i henhold til stk. 2, første afsnit, litra a), og repræsentanterne udfører deres opgaver korrekt, herunder ved med regelmæssige mellemrum at gennemgå disse udpegede repræsentanters og udpegede personers straffeattester med henblik på at identificere potentielle uforeneligheder med deres rolle. Disse administrative eller judicielle myndigheder eller andre enheder evaluerer klager indgivet af uledsagede mindreårige over udpegede repræsentanter eller de personer, som er udpeget i henhold til stk. 2, første afsnit, litra a).

1.   Finder den besluttende myndighed det relevant for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, skal den med forehold af ansøgerens samtykke anmode om en lægeundersøgelse af ansøgeren for at finde tegn og symptomer, der kunne indikere tidligere forfølgelse eller alvorlig overlast, og underrettes om resultaterne heraf.

2.   Er der tale om en mindreårig, foretages lægeundersøgelsen kun med samtykke fra forælderen, den voksne, der efter enten den pågældende medlemsstats ret eller praksis er ansvarlig for vedkommende, repræsentanten eller den i artikel 23, stk. 2, litra a), omhandlede person og, hvis det er fastsat i national ret, ansøgeren.

Lægeundersøgelsen skal være gratis for ansøgeren og betales med offentlige midler.

Hvor det er relevant, kan de helbreds- og sårbarhedstjek, der er omhandlet i artikel 12 forordning (EU) 2024/1356, tages i betragtning med henblik på lægeundersøgelsen, der er omhandlet i nærværende artikel.

3.   Foretages der ikke lægeundersøgelse i overensstemmelse med stk. 1, underretter den besluttende myndighed ansøgerne om, at de på eget initiativ og for egen regning kan få foretaget en lægeundersøgelse for at finde tegn og symptomer, der kunne indikere tidligere forfølgelse eller alvorlig overlast.

4.   Resultaterne af de lægeundersøgelser, der er omhandlet i stk. 1 og 3, forelægges hurtigst muligt den besluttende myndighed og ansøgeren, og den besluttende myndighed vurderer dem sammen med de øvrige elementer i ansøgningen.

5.   Lægeundersøgelsen skal være så lidt invasiv som muligt og må kun foretages af kvalificerede sundhedspersoner. Den gennemføres på en måde, der respekterer individets værdighed.

6.   Hvis en ansøger nægter at lade sig underkaste en lægeundersøgelse eller beslutter at lade sig underkaste en lægeundersøgelse på eget initiativ, hvor en sådan undersøgelse ikke finder sted inden for en passende tidsramme under hensyntagen til tilgængeligheden af aftaler om lægeundersøgelser i den ansvarlige medlemsstat, er det ikke til hinder for, at den besluttende myndighed træffer afgørelse om ansøgningen om international beskyttelse.

1.   Hvis der som følge af ansøgerens udsagn, tilgængelig dokumentation eller andre relevante indikationer hersker tvivl om, hvorvidt en ansøger er mindreårig, kan den besluttende myndighed foretage en tværfaglig vurdering, herunder en psykosocial vurdering, som foretages af kvalificerede fagfolk, for at fastslå ansøgerens alder i forbindelse med behandlingen af en ansøgning. Aldersvurderingen må ikke udelukkende baseres på ansøgerens fysiske udseende eller adfærd. Med henblik på aldersvurderingen betragtes foreliggende dokumenter som ægte, medmindre der er bevis for det modsatte, og mindreåriges udsagn skal tages i betragtning.

2.   Hvis der fortsat hersker tvivl om en ansøgers alder efter den tværfaglige vurdering, kan lægeundersøgelser anvendes som en sidste udvej for at fastslå ansøgerens alder i forbindelse med behandlingen af ansøgningen. Hvis aldersvurderingen omhandlet i dette stykke ikke fører til noget afgørende resultat med hensyn til ansøgerens alder, eller hvis resultatet omfatter et aldersinterval under 18 år, antager medlemsstaten, at ansøgeren er mindreårig.

3.   Alle lægeundersøgelser, der foretages med henblik på stk. 2, skal være så lidt invasive som muligt og foregå under fuld respekt for individets værdighed. De skal foretages af kvalificerede sundhedspersoner med erfaring og ekspertise inden for aldersvurdering.

Når nærværende stykke finder anvendelse, analyseres resultaterne af lægeundersøgelsen og den tværfaglige vurdering sammen, således at der opnås det mest pålidelige resultat.

4.   Hvor der anvendes lægeundersøgelser til at vurdere en ansøgers alder, sikrer den kompetente myndighed, at ansøgerne og deres forældre, den voksne, der efter den pågældende medlemsstat ret eller praksis er ansvarlig for ansøgerne, deres repræsentanter eller den i artikel 23, stk. 2, litra a), omhandlede person forud for behandlingen af deres ansøgning om international beskyttelse underrettes på et sprog, som de kan forstå, og på en børnevenlig og alderssvarende måde, om muligheden for, at deres alder måske skal vurderes ved hjælp af en lægeundersøgelse. Dette skal blandt andet omfatte oplysninger om undersøgelsesmetoden og de mulige konsekvenser af resultatet af lægeundersøgelsen for behandlingen af deres ansøgning samt om muligheden for, at ansøgeren kan nægte at lade sig underkaste en lægeundersøgelse, og konsekvenserne heraf. Alle dokumenter vedrørende lægeundersøgelsen medtages i ansøgerens sagsakter.

5.   Der foretages kun en lægeundersøgelse til vurdering af ansøgernes alder, hvis ansøgerne, deres forældre, den ansvarlige voksne, der er omhandlet i denne artikels stk. 4, deres repræsentant eller den i artikel 23, stk. 2, litra a), omhandlede person indvilliger efter at have modtaget de oplysninger, der er fastsat i nærværende artikels stk. 4.

6.   Nægter ansøgerne, deres forældre, den voksne, der er omhandlet i denne artikels stk. 4, deres repræsentant eller den i artikel 23, stk. 2, litra a), omhandlede person, at der foretages en lægeundersøgelse med henblik på aldersvurderingen, er det ikke til hinder for, at den besluttende myndighed træffer afgørelse om ansøgningen om international beskyttelse. En sådan nægtelse må kun betragtes som en afkræftelig formodning om, at ansøgeren ikke er mindreårig.

7.   En medlemsstat kan anerkende afgørelser vedrørende vurdering af alder, som andre medlemsstater har truffet, hvor aldersvurderingerne er foretaget under overholdelse af EU-retten.

1.   En ansøgning om international beskyttelse betragtes som fremsat, når en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, herunder en uledsaget mindreårig, personligt over for en kompetent myndighed som omhandlet i artikel 4, stk. 1 og 2, udtrykker et ønske om at opnå international beskyttelse fra en medlemsstat.

Hvis medarbejdere fra den kompetente myndighed er i tvivl om, hvorvidt en bestemt erklæring skal opfattes som en ansøgning om international beskyttelse, skal de udtrykkeligt spørge den pågældende om, hvorvidt vedkommende ønsker at modtage international beskyttelse.

2.   De myndigheder, der er ansvarlige for modtagelsesfaciliteterne i overensstemmelse med direktiv (EU) 2024/1346, underrettes, hvor det et relevant, om, at der er fremsat en ansøgning. For tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af den screening, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, i forordning (EU) 2024/1356, kan medlemsstaterne vælge at anvende nærværende stykke, når screeningen er afsluttet.

1.   Uden at det berører forpligtelserne til at indsamle og videregive data i overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) 2024/1358, registrerer de myndigheder, der har kompetence til at registrere ansøgninger, myndighederne i en anden medlemsstat, der er omhandlet i nærværende forordnings artikel 5, stk. 1, litra b), eller de eksperter, der er udsendt af asylagenturet, og som bistår dem med denne opgave, en ansøgning med det samme og under alle omstændigheder fem dage efter, at den er fremsat. Med henblik herpå registrerer de følgende oplysninger, som kan komme fra screeningformularen, der er omhandlet i artikel 17 i forordning (EU) 2024/1356:

Hvis de oplysninger, der er omhandlet i første afsnit, litra a) og b), allerede er indhentet af medlemsstaterne, før ansøgningen fremsættes, anmodes der ikke om disse oplysninger igen.

2.   Hævder en person ikke at have noget statsborgerskab, registreres dette tydeligt, indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt personen er statsløs.

3.   Når en ansøgning fremsættes til en myndighed, der har fået overdraget opgaven med modtagelse af ansøgninger om international beskyttelse, og som ikke er ansvarlig for registrering af ansøgninger, underretter den pågældende myndighed med det samme og senest tre arbejdsdage fra det tidspunkt, hvor ansøgningen blev fremsat, den myndighed, der er ansvarlig for registrering af ansøgninger. Ansøgningen registreres af den myndighed, der er ansvarlig for registrering af ansøgninger, hurtigst muligt og senest fem dage, efter at den har modtaget oplysningerne.

4.   Hvis oplysningerne er tilvejebragt af den besluttende myndighed eller af en anden myndighed, der bistår denne med henblik på behandling af ansøgningen, kan der på registreringstidspunktet indsamles yderligere oplysninger, som er nødvendige for behandlingen af ansøgningen.

5.   Hvis der er et uforholdsmæssigt stort antal tredjelandsstatsborgere eller statsløse, der fremsætter en ansøgning inden for samme tidsrum, og det derfor ikke er muligt at registrere ansøgningerne inden for de frister, der er fastsat i stk. 1 og 3, registreres ansøgningen senest 15 dage efter, at den blev fremsat.

6.   Uden at dette berører ansøgerens ret til at fremlægge nye elementer til støtte for ansøgningen, behøver den kompetente myndighed i tilfælde af en fornyet ansøgning måske ikke at indsamle sådanne oplysninger, hvis de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, litra a), b) og d), og stk. 2, allerede er tilgængelige for den kompetente myndighed.

7.   For tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af den i artikel 5, stk. 1, i forordning (EU) 2024/1356 omhandlede screening, finder nærværende artikels stk. 1-6 først anvendelse, når screeningen er afsluttet.

1.   Ansøgeren indgiver ansøgningen til den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor ansøgningen er fremsat, hurtigst muligt og senest 21 dage, efter at ansøgningen er registreret, medmindre denne artikels stk. 6 finder anvendelse, forudsat at vedkommende får reel mulighed herfor i overensstemmelse med denne artikel. Hvis ansøgningen ikke indgives til den besluttende myndighed, underretter den kompetente myndighed omgående den besluttende myndighed om, at der er indgivet en ansøgning.

2.   Efter en overførsel i overensstemmelse med artikel 46 i forordning (EU) 2024/1351 indgiver ansøgeren ansøgningen til de kompetente myndigheder i den ansvarlige medlemsstat hurtigst muligt og senest 21 dage, efter at ansøgeren har identificeret sig hos de kompetente myndigheder i den ansvarlige medlemsstat.

3.   Ansøgningen indgives personligt på en fastsat dato og et fastsat sted og, hvis det er meddelt, et fastsat tidspunkt. De kompetente myndigheder meddeler ansøgeren datoen og stedet. De kompetente myndigheder kan meddele ansøgeren et tidspunkt.

Medlemsstaterne kan i national ret fastsætte, at en ansøgning anses for at være indgivet personligt, når den kompetente myndighed kontrollerer, at ansøgeren fysisk befinder sig på medlemsstatens område på tidspunktet for registreringen eller indgivelsen af en ansøgning.

4.   Uanset stk. 3 kan medlemsstaterne i national ret give ansøgeren mulighed for at indgive en ansøgning ved hjælp af en formular, herunder hvis vedkommende er ude af stand til at møde personligt op på grund af varige alvorlige omstændigheder, som vedkommende ikke selv er herre over, såsom fængsling eller langvarig hospitalsindlæggelse. Ansøgningen anses for at være indgivet, forudsat at ansøgeren indgiver formularen inden for den frist, der er fastsat i stk. 1, og forudsat at den kompetente myndighed konkluderer, at betingelserne i nærværende stykke er opfyldt. I sådanne tilfælde begynder fristen for behandlingen af ansøgningen at løbe fra den dato, hvor den kompetente myndighed modtager formularen.

5.   Med henblik på stk. 3, første afsnit, skal ansøgeren, hvis der er et uforholdsmæssigt stort antal tredjelandsstatsborgere eller statsløse, der fremsætter en ansøgning om international beskyttelse inden for samme tidsrum, og det derfor ikke er muligt at tildele hver ansøger en tid inden for den i stk. 1 fastsatte frist, tildeles ansøgeren en tid til at indgive sin ansøgning på en dato senest to måneder, efter at ansøgningen er registreret.

6.   Ansøgere er, når de indgiver en ansøgning, forpligtet til hurtigst muligt at fremlægge alle de disponible elementer og dokumenter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i forordning (EU) 2024/1347, og som er nødvendige for at underbygge deres ansøgning. Når ansøgere har indgivet deres ansøgning, skal de, navnlig under deres personlige samtale, have mulighed for at fremlægge eventuelle yderligere elementer, der er relevante for behandlingen, indtil der inden for rammerne af den administrative procedure er truffet en afgørelse om deres ansøgning.

Medlemsstaterne kan fastsætte en frist inden for denne tidsramme for fremlæggelse af disse yderligere elementer, som ansøgeren skal bestræbe sig på at overholde.

7.   Medlemsstaterne kan tilrettelægge adgangen til proceduren på en sådan måde, at fremsættelse, registrering eller indgivelse sker samtidigt. I sådanne tilfælde sikrer medlemsstaterne, at alle ansøgere nyder de garantier, der er fastsat i artikel 8, stk. 2-6. Når fremsættelse, registrering eller indgivelse sker på samme tid, er det tilladt for ansøgerne at fremlægge alle de disponible elementer og dokumenter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i forordning (EU) 2024/1347, og som er nødvendige for at underbygge deres ansøgning under den personlige samtale.

Det skal derudover være tilladt for ansøgerne at fremlægge eventuelle yderligere elementer, der er relevante for behandlingen af deres ansøgning, indtil der inden for rammerne af den administrative procedure er truffet en afgørelse om deres ansøgning. Medlemsstaterne kan fastsætte en frist inden for denne tidsramme for fremlæggelse af disse yderligere elementer, som ansøgeren skal bestræbe sig på at overholde.

1.   De kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvori der fremsættes en ansøgning om international beskyttelse, giver i forbindelse med registreringen af ansøgningen ansøgeren et dokument i vedkommendes navn, hvoraf det fremgår, at der er fremsat og registreret en ansøgning. Dette dokument er gyldigt, indtil dokumentet, der er omhandlet i stk. 4, er udstedt.

Efter en overførsel i overensstemmelse med artikel 46 i forordning (EU) 2024/1351 giver de kompetente myndigheder i den ansvarlige medlemsstat, når ansøgeren har identificeret sig over for dem, ansøgeren et dokument i vedkommendes navn, hvoraf det fremgår, at der er fremsat og registreret en ansøgning, og at personen er blevet overført. Dette dokument er gyldigt, indtil det dokument, der er omhandlet i stk. 4, er blevet udstedt.

2.   Dokumentet, der er omhandlet i stk. 1, behøver ikke at blive fremlagt, hvis det er muligt at udstede det dokument, der er omhandlet i stk. 4, på registreringstidspunktet.

3.   Dokumentet, der er omhandlet i stk. 1, trækkes tilbage, når det dokument, der er omhandlet i stk. 4, udstedes.

4.   De kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor ansøgningen indgives i overensstemmelse med artikel 28, stk. 1 og 2, udsteder hurtigst muligt efter ansøgningens indgivelse et dokument, der som minimum skal indeholde følgende elementer, som ajourføres, når det er nødvendigt:

5.   Det er ikke nødvendigt at udstede nogle af de i denne artikel omhandlede dokumenter, når og så længe ansøgeren er frihedsberøvet eller fængslet.

Ved løsladelse fra frihedsberøvelse eller fængsling skal ansøgeren gives det i stk. 1 eller 4 omhandlede dokument. Hvis ansøgeren gives det i stk. 1 omhandlede dokument ved løsladelsen, modtager ansøgeren hurtigst muligt det i stk. 4 omhandlede dokument.

6.   I tilfælde af en uledsaget mindreårig kan de i denne artikel omhandlede dokumenter, der er udstedt til en af ansøgerens forældre eller den voksne, der efter enten den pågældende medlemsstats ret eller praksis er ansvarlig for vedkommende, også omfatte den mindreårige, hvis det er passende.

7.   De i denne artikel omhandlede dokumenter behøver ikke at være bevis for identitet, men anses for at være tilstrækkelig til, at ansøgere kan identificere sig over for de nationale myndigheder og få adgang til deres rettigheder under hele proceduren for international beskyttelse.

8.   De i stk. 1 og 4 omhandlede dokumenter angiver ansøgningens registreringsdato.

9.   Det i stk. 4 omhandlede dokument er gyldigt i op til 12 måneder, eller indtil ansøgeren overføres til en anden medlemsstat i overensstemmelse med forordning (EU) 2024/1351. Hvis dette dokument er udstedt af den ansvarlige medlemsstat, forlænges dokumentets gyldighed, så det dækker den periode, hvor ansøgeren har ret til at forblive på dens område. Dokumentets gyldighedsperiode udgør ikke en ret til at forblive på området, hvis denne rettighed er bortfaldet eller suspenderet i overensstemmelse med nærværende forordning.

1.   Når der er indikationer på, at tredjelandsstatsborgere eller statsløse, der tilbageholdes i faciliteter for frihedsberøvede eller befinder sig ved grænseovergangssteder, herunder transitområder, ved de ydre grænser, måske ønsker at fremsætte en ansøgning om international beskyttelse, skal de kompetente myndigheder i henhold til artikel 4 give dem oplysninger om muligheden for at gøre dette.

2.   Hvis en ansøger fremsætter en ansøgning i en facilitet for frihedsberøvede, i et fængsel eller ved et grænseovergangssted, herunder transitområder, ved de ydre grænser, træffer de kompetente myndigheder i henhold til artikel 4 foranstaltninger til sikring af, at der er tolkebistand til rådighed, i det omfang det er nødvendigt for at lette adgangen til proceduren for international beskyttelse.

3.   Organisationer og personer, der i henhold til national ret har ret til at tilbyde rådgivning og vejledning, skal have effektiv adgang til ansøgere, der tilbageholdes i faciliteter for frihedsberøvede eller befinder sig ved grænseovergangssteder, herunder transitområder, ved de ydre grænser. En sådan adgang kan være betinget af en forudgående aftale med de kompetente myndigheder.

Medlemsstaterne kan indføre begrænsninger af adgang som omhandlet i første afsnit, når det i henhold til national ret er objektivt nødvendigt af hensyn til sikkerheden, den offentlige orden eller den administrative forvaltning af et grænseovergangssted, herunder transitområder, eller en facilitet for frihedsberøvede, under forudsætning af at adgangen ikke begrænses i alvorlig grad eller umuliggøres.

1.   I tilfælde af en voksen, der har brug for bistand til at udøve rets- og handleevne i overensstemmelse med national ret (»voksen, over for hvem der består forsørgerpligt«), kan en voksen, der er ansvarlig for vedkommende efter enten den pågældende medlemsstat ret eller praksis, fremsætte og indgive en ansøgning på vegne af den voksne, over for hvem der består forsørgerpligt.

2.   Den voksne, over for hvem der består forsørgerpligt, skal være til stede ved ansøgningens indgivelse, medmindre der er berettigede grunde til, at vedkommende er uegnet eller ude af stand til at være til stede, eller, hvor en sådan mulighed er fastsat i national ret, ansøgningen indgives ved hjælp af en formular.

1.   En ledsaget mindreårig har ret til at indgive en ansøgning i eget navn, hvis vedkommende har rets- og handleevne i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats nationale ret. Hvis den ledsagede mindreårige ikke har rets- og handleevne i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats nationale ret, skal en forælder eller en anden voksen såsom en juridisk omsorgsperson eller børnebeskyttelsestjenester, der er ansvarlige for den mindreårige efter enten den pågældende medlemsstat ret eller praksis, indgive ansøgningen på den mindreåriges vegne.

2.   I tilfælde af en ledsaget mindreårig, som ikke har rets- og handleevne i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats nationale ret, og som på det tidspunkt, hvor forælderen eller en anden voksen, der efter enten den pågældende medlemsstat ret eller praksis er ansvarlig for vedkommende, fremsætter eller indgiver ansøgningen om international beskyttelse, opholder sig på samme medlemsstats område, navnlig hvis en sådan mindreårige ikke har andre retlige midler til at opholde sig på den samme medlemsstats område, anses en ansøgning, der fremsættes og indgives af en forælder eller en anden voksen, der efter enten den pågældende medlemsstat ret eller praksis er ansvarlig for vedkommende, også for at være en ansøgning om international beskyttelse, der er fremsat og indgivet på vegne af den mindreårige.

Medlemsstaterne kan beslutte også at anvende først afsnit i tilfælde af en ledsaget mindreårig, der fødes eller er til stede under den administrative procedure.

3.   Hvis forælderen eller den voksne, der er ansvarlig for den ledsagede mindreårige, der er omhandlet i stk. 2, indgiver ansøgningen på vegne af den mindreårige, skal den mindreårige være til stede ved ansøgningens indgivelse, medmindre der er berettigede grunde til, at den mindreårige er uegnet eller ude af stand til at være til stede, eller, hvor en sådan mulighed er fastsat i national ret, ansøgningen på vegne af den mindreårige indgives ved hjælp af en formular.

1.   En uledsaget mindreårig har ret til at indgive en ansøgning i eget navn, hvis vedkommende har rets- og handleevne i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats nationale ret. Med henblik herpå informeres den uledsagede mindreårige om alderen for at opnå rets- og handleevne i den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse. Hvis den uledsagede mindreårige ikke har rets- og handleevne i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats nationale ret, skal en repræsentant eller en person som omhandlet i artikel 23, stk. 2, litra a), indgive ansøgningen på vegne af den mindreårige.

Nærværende stykkes første afsnit berører ikke uledsagede mindreåriges ret til juridisk vejledning og retshjælp og juridisk repræsentation i overensstemmelse med artikel 15 og 16.

2.   I tilfælde af en uledsaget mindreårig, som ikke har rets- og handleevne i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats nationale ret, indgives ansøgningen inden for den frist, der er fastsat i artikel 28, stk. 1, under hensyntagen til barnets tarv.

3.   Hvis repræsentanten for en uledsaget mindreårig eller en person som omhandlet i artikel 23, stk. 2, litra a), indgiver ansøgningen på vegne af den mindreårige, skal den mindreårige være til stede ved ansøgningens indgivelse, medmindre der er berettigede grunde til, at den mindreårige er uegnet eller ude af stand til at være til stede, eller, hvor en sådan mulighed er fastsat i national ret, ansøgningen indgives ved hjælp af en formular.

1.   Den besluttende myndighed behandler og træffer afgørelse om ansøgninger om international beskyttelse i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier, der er fastsat i kapitel II.

2.   Den besluttende myndighed træffer afgørelse om ansøgninger om international beskyttelse efter en passende behandling for så vidt angår ansøgningens antagelighed eller realitet. Den besluttende myndighed behandler ansøgninger objektivt og upartisk og på individuelt grundlag. Med henblik på behandling af en ansøgning tager den besluttende myndighed hensyn til følgende:

3.   Det personale, der behandler ansøgningerne og træffer afgørelse, skal have den relevante viden og have modtaget uddannelse, herunder relevant uddannelse i henhold til artikel 8 i forordning (EU) 2021/2303, i de relevante standarder, der finder anvendelse inden for asyl- og flygtningeretten. Personalet skal, når det er nødvendigt, have mulighed for at søge rådgivning fra eksperter om særlige spørgsmål såsom, af lægelig art eller vedrørende kultur, religion, mental sundhed og børn eller køn. Personalet kan om nødvendigt indsende forespørgsler til Asylagenturet i overensstemmelse med. artikel 10, stk. 2, litra b), i forordning (EU) 2021/2303.

4.   Dokumenter, som den besluttende myndighed vurderer som relevante for behandlingen af ansøgninger, oversættes, hvis det er nødvendigt med henblik på en sådan behandling.

Oversættelsen af sådanne relevante dokumenter eller dele heraf kan foretages af andre enheder mod betaling med offentlige midler i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats nationale ret. Ansøgeren kan for egen regning sørge for oversættelsen af andre dokumenter. For fornyede ansøgninger kan ansøgeren holdes ansvarlig for oversættelsen af dokumenter.

5.   Den besluttende myndighed kan prioritere behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, navnlig hvor:

1.   Den behandling, hvorved det skal afgøres, om en ansøgning er uantagelig i overensstemmelse med artikel 38, stk. 1, litra a), b), c) og d), og artikel 38, stk. 2, skal afsluttes så hurtigt som muligt og senest to måneder fra den dato, hvor ansøgningen indgives.

I det tilfælde, der er omhandlet i artikel 38, stk. 1, litra e), afslutter den besluttende myndighed behandlingen inden for ti arbejdsdage.

Ansøgningen skal ikke anses for at være antagelig, alene som følge af, at der ikke er truffet en afgørelse om uantagelighed inden for de frister, der er fastsat i dette stykke og i stk. 2.

2.   Den besluttende myndighed kan forlænge de frister, der er fastsat i stk. 1, første afsnit, med højst to måneder, hvis:

3.   Den besluttende myndighed afslutter den fremskyndede behandlingsprocedure så hurtigt som muligt og senest tre måneder efter den dato, hvor ansøgningen indgives.

4.   Den besluttende myndighed sørger for, at realitetsbehandlingen, forudsat at det ikke er en fremskyndet behandlingsprocedure, afsluttes så hurtigt som muligt og senest seks måneder fra den dato, hvor ansøgningen indgives, dog således at det ikke sker på bekostning af en korrekt og komplet behandling.

5.   Den besluttende myndighed kan forlænge fristen på seks måneder omhandlet i stk. 4 med en periode på højst seks måneder, hvis:

6.   Hvis en ansøgning er omfattet af en overførselsprocedure som fastsat i artikel 46 i forordning (EU) 2024/1351, begynder den i nærværende artikels stk. 4 omhandlede frist at løbe fra den dato, hvor ansøgningen indgives i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2.

7.   Den besluttende myndighed kan udsætte afslutningen af behandlingsproceduren, hvis den ikke med rimelighed kan forventes at træffe afgørelse inden for de tidsfrister, der er fastsat i stk. 4, på grund af en usikker situation i oprindelseslandet, som forventes at være midlertidig. I sådanne tilfælde skal den besluttende myndighed:

Medlemsstaten underretter hurtigst muligt Kommissionen og Asylagenturet om udsættelsen af procedurerne for det pågældende oprindelsesland. Den besluttende myndighed skal under alle omstændigheder afslutte behandlingsproceduren senest 21 måneder efter indgivelsen af ansøgningen.

8.   Medlemsstaterne fastsætter frister for behandlingsprocedurens afslutning, i tilfælde af, at en ret annullerer den besluttende myndigheds afgørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling. De frister skal være kortere end de frister, der er fastsat i denne artikel.

1.   En afgørelse om en ansøgning om international beskyttelse affattes skriftligt og meddeles ansøgeren hurtigst muligt i overensstemmelse med national ret i den pågældende medlemsstat. Hvis en repræsentant eller en juridisk rådgiver er juridisk repræsentant for ansøgeren, kan den kompetente myndighed underrette denne om afgørelsen i stedet for ansøgeren.

2.   Hvis en ansøgning afvises som uantagelig, som grundløs eller som åbenbart grundløs med hensyn til flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus, som implicit trukket tilbage eller som implicit trukket tilbage, skal de faktiske og retlige grunde for afvisningen anføres i afgørelsen.

3.   Ansøgeren underrettes skriftligt om resultatet af afgørelsen og om, hvordan der kan gøres indsigelse mod en afgørelse om afvisning af en ansøgning som uantagelig, som grundløs eller som åbenbart grundløs med hensyn til flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus eller som implicit trukket tilbage. Disse oplysninger kan gives som en del af afgørelsen vedrørende en ansøgning om international beskyttelse. Hvis ansøgeren ikke bistås af en juridisk rådgiver, gives oplysningerne på et sprog, som ansøgeren forstår eller med rimelighed formodes at forstå.

4.   Hvis ansøgeren bistås af en juridisk rådgiver, som er juridisk repræsentant for ansøgeren, kan oplysningerne omhandlet i stk. 3 gives alene til den pågældende juridiske rådgiver uden at blive oversat på et sprog, som ansøgeren forstår eller med rimelighed formodes at forstå. I så fald skal spørgsmålet om, hvorvidt der tildeles international beskyttelse, meddeles ansøgeren skriftligt til orientering på et sprog, som vedkommende forstår eller med rimelighed formodes at forstå, sammen med generelle oplysninger om, hvordan afgørelsen kan anfægtes.

5.   I tilfælde af ansøgninger på vegne af mindreårige eller voksne, over for hvem der består forsørgerpligt, og hvor alle ansøgningerne hviler på præcis samme grundlag som ansøgningen fra den voksne, der er ansvarlig for den mindreårige eller den voksne, over for hvem der består forsørgerpligt, kan den besluttende myndighed efter en individuel vurdering for hver enkelt ansøger træffe en enkelt afgørelse, der omfatter alle ansøgere, medmindre dette vil medføre, at en ansøgers særlige situation videregives, hvorved dennes interesser skades, især i tilfælde af kønsbestemt vold, menneskehandel og forfølgelse på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet eller alder. I sådanne tilfælde udstedes der en separat afgørelse, som meddeles den pågældende i overensstemmelse med stk. 1.

1.   Den besluttende myndighed kan vurdere ansøgningens antagelse til behandling i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II og kan i henhold til national ret bemyndiges til at afvise en ansøgning som uantagelig, hvis et af følgende forhold gør sig gældende:

2.   Den besluttende myndighed afviser en ansøgning som uantagelig, hvis ansøgningen er en fornyet ansøgning, hvori der ikke er fremkommet, eller fra ansøgerens side er blevet fremlagt, nye relevante elementer som omhandlet i artikel 55, stk. 3 og 5, som vedrører undersøgelsen af, om ansøgeren kan anerkendes som person med international beskyttelse i henhold til forordning (EU) 2024/1347, eller som vedrører det tidligere anvendte afvisningsgrundlag.

1.   En ansøgning realitetsbehandles ikke, hvis:

2.   Under den besluttende myndigheds realitetsbehandling af en ansøgning afgør myndigheden, om ansøgeren kan anerkendes som flygtning, og afgør, hvis dette ikke er tilfældet, om ansøgeren er berettiget til subsidiær beskyttelse i overensstemmelse med forordning (EU) 2024/1347.

3.   Den besluttende myndighed afviser en ansøgning som grundløs, hvis den har fastslået, at ansøgeren ikke kan anerkendes med henblik på international beskyttelse i henhold til forordning (EU) 2024/1347.

4.   Den besluttende myndighed kan i henhold til national ret bemyndiges til at erklære en grundløs ansøgning for åbenbart grundløs på det tidspunkt, hvor behandlingen afsluttes, hvis en af de omstændigheder, der er omhandlet i artikel 42, stk. 1 og 3, gør sig gældende.

1.   En ansøger kan på eget initiativ og på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af proceduren trække sin ansøgning tilbage. Ansøgningen skal trækkes tilbage skriftligt af ansøgeren personligt eller afleveres af dennes juridiske rådgiver, som er juridisk repræsentant for ansøgeren i overensstemmelse med national ret.

2.   De kompetente myndigheder sikrer på tidspunktet for tilbagetrækningen af ansøgningen, at ansøgeren i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, litra c), er blevet underrettet om alle proceduremæssige konsekvenser af denne tilbagetrækning på et sprog, som vedkommende forstår eller med rimelighed formodes at forstå.

3.   Hvis den udtrykkelige tilbagetrækning finder sted for en anden kompetent myndighed end den besluttende myndighed, underretter denne myndighed den besluttende myndighed om en sådan tilbagetrækning. Den besluttende myndighed vedtager en afgørelse om, at ansøgningen udtrykkeligt er trukket tilbage. Denne afgørelse er endelig og kan ikke påklages som omhandlet i denne forordnings kapitel V.

4.   Hvis den besluttende myndighed på det tidspunkt, hvor ansøgningen udtrykkeligt trækkes tilbage af ansøgeren, allerede har fastslået, at ansøgeren ikke kan anerkendes med henblik på international beskyttelse i henhold til forordning (EU) 2024/1347, kan den stadig træffe afgørelse om at afvise ansøgningen som grundløs eller som åbenbart grundløs.

1.   En ansøgning erklæres som implicit tilbagetrukket, hvis:

2.   Hvis den myndighed, der vurderer, om ansøgningen implicit trækkes tilbage, er en anden kompetent myndighed end den besluttende myndighed, og hvis denne myndighed finder, at ansøgningen skal betragtes som sådan, underretter denne myndighed den besluttende myndighed herom. Den besluttende myndighed vedtager en afgørelse om, at ansøgningen implicit er trukket tilbage.

3.   Hvis ansøgeren er til stede, underretter den kompetente myndighed på tidspunktet for tilbagetrækning ansøgeren i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, litra c), om alle proceduremæssige konsekvenser af en sådan tilbagetrækning på et sprog, som vedkommende forstår eller med rimelighed formodes at forstå.

4.   Den kompetente myndighed kan suspendere proceduren med henblik på at give ansøgeren mulighed for at begrunde eller berigtige udeladelser eller handlinger som fastsat i stk. 1, inden der træffes en afgørelse om at erklære ansøgningen som implicit trukket tilbage.

5.   En ansøgning kan afvises som grundløs eller åbenbart grundløs, hvis den besluttende myndighed på det tidspunkt, hvor en ansøgning implicit trækkes tilbage, allerede har fastslået, at ansøgeren ikke kan anerkendes med henblik på international beskyttelse i henhold til forordning (EU) 2024/1347.

1.   Uden at det berører artikel 21, stk. 2, fremskynder den besluttende myndighed i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II realitetsbehandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, hvis:

Hvis Asylagenturet har udarbejdet et vejledende notat om et oprindelsesland i overensstemmelse med artikel 11 i forordning (EU) 2021/2303, som viser, at der er sket en væsentlig ændring i det pågældende tredjeland siden offentliggørelsen af de relevante data fra Eurostat, anvender medlemsstaterne dette vejledende notat som reference for anvendelsen af dette stykkes første afsnit, litra j).

2.   Hvis den besluttende myndighed vurderer, at behandlingen af ansøgningen omfatter faktiske eller retlige forhold, som er for komplekse til at blive behandlet efter en fremskyndet behandlingsprocedure, kan den fortsætte realitetsbehandlingen i overensstemmelse med artikel 35, stk. 4, og artikel 39. I dette tilfælde skal den pågældende ansøger underrettes om procedureændringen.

3.   Den fremskyndede behandlingsprocedure må kun anvendes på uledsagede mindreårige, hvis:

Hvis Asylagenturet har udarbejdet et vejledende notat om et oprindelsesland i overensstemmelse med artikel 11 i forordning (EU) 2021/2303, som viser, at der er sket en væsentlig ændring i det pågældende tredjeland siden offentliggørelsen af de relevante data fra Eurostat, anvender medlemsstaterne dette vejledende notat som reference for anvendelsen af dette stykkes første afsnit, litra e).

1.   Efter den screening, der gennemføres i overensstemmelse med forordning (EU) 2024/1356, hvis det er relevant, og forudsat at ansøgeren endnu ikke har fået tilladelse til at rejse ind på medlemsstaternes område, kan en medlemsstat i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II behandle en ansøgning efter en grænseprocedure, hvis ansøgningen er fremsat af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, der ikke opfylder betingelserne for indrejse på en medlemsstats område, jf. artikel 6 i forordning (EU) 2016/399. Grænseproceduren kan anvendes:

2.   Ansøgere, der er omfattet af grænseproceduren, gives ikke tilladelse til at rejse ind på en medlemsstats område, uden at det berører artikel 51, stk. 2, og artikel 53, stk. 2. De foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer for at forhindre ulovlig indrejse på deres område, skal være i overensstemmelse med direktiv (EU) 2024/1346.

3.   Uanset artikel 51, stk. 2, første afsnit, sidste punktum, gives ansøgeren ikke tilladelse til at rejse ind på medlemsstatens område, hvis:

I de sager, der er omhandlet i dette stykkes første afsnit, hvor ansøgeren har været genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, der er udstedt i overensstemmelse med direktiv 2008/115/EF, eller er blevet nægtet indrejse i overensstemmelse med artikel 14 i forordning (EU) 2016/399, finder artikel 4 i forordning (EU) 2024/1349 anvendelse.

4.   Uden at dette berører og som supplement til den overvågningsmekanisme, der er fastsat i artikel 14 i forordning (EU) 2021/2303, sørger hver medlemsstat for en mekanisme til overvågning af de grundlæggende rettigheder i forbindelse med grænseproceduren, der opfylder kriterierne i artikel 10 i forordning (EU) 2024/1356.

1.   Ved anvendelse af en grænseprocedure kan der træffes afgørelse om følgende:

2.   Hvis antallet af ansøgere overstiger det antal, der er omhandlet i artikel 47, stk. 1, gives der med henblik på at træffe afgørelse om, hvem der skal underkastes en grænseprocedure i henhold til artikel 42, stk. 1, litra c), f) eller j), eller stk. 3, litra b), prioritet til følgende kategorier af ansøgninger:

3.   Når grænseproceduren anvendes på mindreårige og deres familiemedlemmer, gives der prioritet til behandlingen af deres ansøgninger.

Medlemsstaterne kan også give prioritet til behandlingen af ansøgninger fra visse tredjelandsstatsborgere eller, hvis der er tale om statsløse, personer, der tidligere har haft sædvanligt opholdssted i et tredjeland, som i tilfælde af afslag har større sandsynlighed for at blive sendt tilbage, alt efter hvad der er relevant, til deres oprindelsesland, til det land, hvor vedkommende tidligere har haft sædvanligt opholdssted, til et sikkert tredjeland eller til et første asylland som omhandlet i denne forordning.

1.   En medlemsstat behandler en ansøgning efter en grænseprocedure i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 43, stk. 1, hvis en af de omstændigheder, der er omhandlet i artikel 42, stk. 1, litra c), f) eller j), gør sig gældende.

2.   Hvis omstændighederne omhandlet i artikel 42, stk. 1, litra f), gør sig gældende, og uden at det berører artikel 54, træffer medlemsstaterne passende foranstaltninger til så vidt muligt at opretholde familiens enhed i forbindelse med grænseproceduren.

3.   Med henblik på stk. 2 og at sikre familiens enhed forstås ved »medlemmer af denne ansøgers familie«, for så vidt som familien allerede bestod før ansøgerens ankomst til medlemsstaternes område, følgende medlemmer af ansøgerens familie, der befinder sig på samme medlemsstats område i forbindelse med ansøgningen om international beskyttelse:

Med henblik på første afsnit, litra b), c) og d), anses en mindreårig på grundlag af en individuel vurdering for ugift, hvis ægteskabet ikke kunne have været indgået i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats nationale ret, navnlig under henvisning til den lovlige ægteskabsalder.

4.   Hvis Kommissionen på grundlag af oplysninger, der er indhentet inden for rammerne af den overvågning, som foretages i henhold til artikel 14 og 15 i forordning (EU) 2021/2303, har grund til at antage, at en medlemsstat ikke opfylder kravene i artikel 54, stk. 2, henstiller den straks til suspension af anvendelsen af grænseproceduren på familier med mindreårige i henhold til artikel 53, stk. 2, litra b). Kommissionen offentliggør denne henstilling.

Den pågældende medlemsstat tager størst muligt hensyn til Kommissionens henstilling med hensyn til sine forpligtelser i henhold til artikel 53, stk. 2, litra b), og med henblik på at afhjælpe eventuelle konstaterede mangler for at sikre fuld overholdelse af kravene i artikel 54, stk. 2. Den pågældende medlemsstat underretter Kommissionen om de foranstaltninger, der er truffet for at efterkomme henstillingen.

1.   Kommissionen beregner ved hjælp af gennemførelsesretsakter det antal, der svarer til hver medlemsstats tilstrækkelige kapacitet, ved anvendelse af formlen i stk. 4.

Uden at det berører stk. 3, fastsætter Kommissionen også ved hjælp af gennemførelsesretsakter det maksimale antal ansøgninger, en medlemsstat skal behandle i forbindelse med grænseproceduren pr. år. Dette maksimale antal skal være to gange det antal, der opnås ved anvendelse af formlen i stk. 4, fra den 12. juni 2026, tre gange det antal, der opnås ved anvendelse af formlen i stk. 4, fra den 13. juni 2027, og fire gange det antal, der opnås ved anvendelse af formlen i stk. 4, fra den 13. juni 2028.

2.   Hvis en medlemsstats tilstrækkelige kapacitet som omhandlet i stk. 1, første afsnit, er nået, er den pågældende medlemsstat ikke længere forpligtet til at gennemføre grænseprocedurer i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 43, stk. 1, hvor de omstændigheder, der er omhandlet i artikel 42, stk. 1, litra j), gør sig gældende.

3.   Hvis en medlemsstat har behandlet det maksimale antal ansøgninger omhandlet i stk. 1, andet afsnit, er den pågældende medlemsstat ikke længere forpligtet til at gennemføre grænseprocedurer i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 43, stk. 1, hvor de omstændigheder, der er omhandlet i artikel 42, stk. 1, litra c) eller j), gør sig gældende. Medlemsstaten fortsætter ikke desto mindre med at behandle i grænseproceduren ansøgninger fra tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af de omstændigheder, der er omhandlet i artikel 42, stk. 1, litra f), og stk. 3, litra b).

4.   Det antal, der er omhandlet i stk. 1, første afsnit, beregnes ved at gange det antal, der er fastsat i artikel 46, med summen af irregulære passager af de ydre grænser, ankomster efter eftersøgnings- og redningsoperationer og nægtelse af indrejse ved den ydre grænse i den pågældende medlemsstat i de foregående tre år og dividere det samlede resultat med summen af irregulære passager af de ydre grænser, ankomster efter eftersøgnings- og redningsoperationer og nægtelse af indrejse ved den ydre grænse i Unionen som helhed i samme periode ifølge de seneste data fra Frontex og Eurostat.

5.   Den første sådan gennemførelsesretsakt som omhandlet i stk. 1 vedtages af Kommissionen den 12. august 2024 og den 15. oktober hvert tredje år derefter.

Efter Kommissionens vedtagelse af en gennemførelsesretsakt som omhandlet i stk. 1 sikrer hver medlemsstat inden for seks måneder fra vedtagelsen af den anden og alle efterfølgende af sådanne gennemførelsesretsakter, at den har den tilstrækkelige kapacitet, der er fastsat i nævnte gældende gennemførelsesretsakter. Med henblik på den første sådan gennemførelsesretsakt sikrer medlemsstaterne, at de har den tilstrækkelige kapacitet, der er fastsat i nævnte gældende gennemførelsesretsakt, før den 12. juni 2026.

1.   Hvis antallet af ansøgere, der på et givet tidspunkt er omfattet af grænseproceduren ved asyl i en medlemsstat, i kombination med antallet af personer, der er omfattet af en grænseprocedure ved tilbagesendelse, der er fastsat i henhold til forordning (EU) 2024/1349 eller, hvor det er relevant, en tilsvarende grænseprocedure ved tilbagesendelse, der er fastsat i henhold til national ret, er lig med eller højere end det antal, der er fastsat for den pågældende medlemsstat i Kommissionens gennemførelsesretsakt, der er omhandlet i artikel 47, stk. 1, første afsnit, kan den pågældende medlemsstat give Kommissionen meddelelse herom.

2.   Hvis en medlemsstat giver Kommissionen meddelelse i overensstemmelse med stk. 1, uanset artikel 45, stk. 1, er den pågældende medlemsstat ikke forpligtet til efter grænseproceduren at behandle ansøgninger fremsat af ansøgere som omhandlet i artikel 42, stk. 1, litra j), på et tidspunkt, hvor antallet af ansøgere, der er omfattet af grænseproceduren i den pågældende medlemsstat, er lig med eller højere end antallet omhandlet i artikel 47, stk. 1, første afsnit.

3.   Foranstaltningen i stk. 2 anvendes på grundlag af tilstrømning og udstrømning, og den pågældende medlemsstat er forpligtet til at fortsætte med at behandle efter grænseproceduren ansøgninger, der er fremsat af ansøgere som omhandlet i artikel 42, stk. 1, litra j), så snart antallet af ansøgere, der er omfattet af grænseproceduren i den pågældende medlemsstat på et hvilket som helst givet tidspunkt, er lavere end det antal, der er omhandlet i artikel 47, stk. 1, første afsnit.

4.   Foranstaltningen i stk. 2 kan anvendes af en medlemsstat i resten af samme kalenderår, der begynder dagen efter datoen for meddelelsen i henhold til stk. 1.

1.   Den i artikel 48 omhandlede meddelelse skal indeholde følgende oplysninger:

2.   Medlemsstaterne kan give Kommissionen meddelelse i overensstemmelse med denne forordnings artikel 48 som led i den meddelelse, der er omhandlet i artikel 58 og 59 i forordning (EU) 2024/1351, hvor det er relevant.

3.   Hvis en medlemsstat giver Kommissionen meddelelse i overensstemmelse med artikel 48, underretter den pågældende medlemsstat de øvrige medlemsstater herom.

4.   En medlemsstat, der anvender foranstaltningen omhandlet i artikel 48, skal månedligt underrette Kommissionen om følgende elementer:

Kommissionen overvåger anvendelsen af foranstaltningen omhandlet i denne forordnings artikel 48 og evaluerer med henblik herpå oplysninger givet af medlemsstaterne. Kommissionen giver i den rapport, der omhandles i artikel 9 i forordning (EU) 2024/1351, en vurdering af anvendelsen af foranstaltningen omhandlet i nærværende forordnings artikel 48 i hver medlemsstat.

1.   Uanset denne forordnings artikel 28 skal ansøgninger, der behandles efter en grænseprocedure, være indgivet senest fem dage efter den første registrering eller efter en overførsel i henhold til artikel 67, stk. 11, i forordning (EU) 2024/1351 senest fem dage efter det tidspunkt, hvor ansøgeren ankommer til den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, efter en sådan overførsel, forudsat at ansøgeren gives reel mulighed herfor. Manglende overholdelse af fristen på fem dage berører ikke den fortsatte anvendelse af grænseproceduren.

2.   Grænseproceduren skal være så kort som mulig og samtidig muliggøre en fuldstændig og retfærdig behandling af ansøgningerne. Med forbehold af dette stykkes tredje afsnit varer grænseproceduren højst 12 uger fra det tidspunkt, hvor ansøgningen er registreret, og indtil ansøgeren ikke længere har ret til at forblive på området og ikke har tilladelse til at forblive på området. Efter denne periode gives ansøgeren tilladelse til at rejse ind på medlemsstatens område, medmindre artikel 4 i forordning (EU) 2024/1349 finder anvendelse.

Uanset artikel 35 fastsætter medlemsstaterne bestemmelser om varigheden af behandlingsproceduren, af en rets behandling af en anmodning om ret til at forblive på området indgivet i overensstemmelse med artikel 68, stk. 4 og 5, og, hvor det er relevant, af klageproceduren. Den fastsatte varighed sikrer, at alle disse forskellige proceduremæssige skridt er afsluttet senest 12 uger efter ansøgningens registrering.

Fristen på 12 uger kan forlænges til 16 uger, hvis den medlemsstat, som personen overføres til i henhold til artikel 67, stk. 11, i forordning (EU) 2024/1351, anvender grænseproceduren.

1.   Hvis betingelserne for grænseproceduren finder anvendelse, skal medlemsstaterne beslutte at gennemføre proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, som fastsat i forordning (EU) 2024/1351, på de steder, hvor grænseproceduren vil blive gennemført, uden at det berører de frister, der er fastsat i nærværende forordnings artikel 51, stk. 2.

2.   Hvis betingelserne for at anvende grænseproceduren er opfyldt i den medlemsstat, hvorfra en ansøger er overført, kan grænseproceduren anvendes af den medlemsstat, som ansøgeren overføres til, i overensstemmelse med artikel 67, stk. 11, i forordning (EU) 2024/1351, uden at det berører de frister, der er fastsat i nærværende forordnings artikel 51, stk. 2.

1.   Grænseproceduren må kun anvendes på uledsagede mindreårige under de omstændigheder, der er omhandlet i artikel 42, stk. 3, litra b). Hvis der er tvivl om ansøgerens alder, gennemfører de kompetente myndigheder med det samme en aldersvurdering i overensstemmelse med artikel 25.

2.   Medlemsstaterne undlader at anvende eller ophører med at anvende grænseproceduren på et hvilket som helst stadium i proceduren, hvis:

I de tilfælde, der er omhandlet i dette stykkes første afsnit, tillader den kompetente myndighed, at ansøgeren rejser ind på medlemsstatens område, og anvender den passende procedure i kapitel III.

1.   Under behandlingen af ansøgninger, der er omfattet af grænseproceduren, kræver en medlemsstat i henhold til artikel 9 i direktiv (EU) 2024/1346, og uden at det berører nævnte direktivs artikel 10, at ansøgerne som hovedregel opholder sig ved eller i nærheden af de ydre grænser eller transitområderne eller på andre udpegede steder inden for deres område, idet der tages fuldt hensyn til denne medlemsstats særlige geografiske forhold.

2.   Uden at det berører artikel 47, sikrer medlemsstaterne, at familier med mindreårige opholder sig i modtagelsesfaciliteter, der passer til deres behov, efter at have vurderet barnets tarv, og sikrer en levestandard, der er passende for den mindreåriges fysiske, mentale, åndelige, moralske og sociale udvikling, under fuld overholdelse af kravene i kapitel IV i direktiv (EU) 2024/1346.

3.   Hver medlemsstat underretter Kommissionen senest den 11. april 2026 om, på hvilke steder grænseproceduren vil blive gennemført, herunder når artikel 45 anvendes. Medlemsstaterne sikrer, at der er tilstrækkelig kapacitet på disse steder til at behandle de ansøgninger, der er omfattet af artikel 45. Ændringer i udpegelsen af de steder, hvor grænseproceduren gennemført, meddeles Kommissionen senest to måneder, efter at ændringerne har fundet sted.

4.   Kravet om at opholde sig på et bestemt sted i overensstemmelse med stk. 1, 2 og 3 betragtes ikke som tilladelse til indrejse og ophold på en medlemsstats område.

5.   Hvis der er behov for at overføre en ansøger, der er omfattet af grænseproceduren, til den besluttende myndighed eller til en kompetent ret i første instans med henblik på en sådan procedure eller med henblik på at modtage lægebehandling, udgør den pågældende rejse ikke i sig selv en indrejse på en medlemsstats område.

1.   En ansøgning, der fremsættes, når der endnu ikke er truffet endelig afgørelse om en tidligere ansøgning fra samme ansøger, betragtes som yderligere forklaring og ikke som en ny ansøgning.

Denne yderligere forklaring behandles i den ansvarlige medlemsstat inden for rammerne af den igangværende behandling som led i den administrative procedure eller inden for rammerne af en hvilken som helst igangværende klageprocedure, for så vidt den kompetente ret kan tage hensyn til de elementer, der ligger til grund for den yderligere forklaring.

2.   En ny ansøgning, der fremsættes i en medlemsstat, efter at der er truffet endelig afgørelse om en tidligere ansøgning fra samme ansøger, betragtes som en fornyet ansøgning og behandles af den ansvarlige medlemsstat.

3.   En fornyet ansøgning underkastes en indledende behandling, hvor den besluttende myndighed tager stilling til, om der er fremkommet, eller om ansøgeren har fremlagt, nye elementer, som:

4.   Den indledende behandling foretages på grundlag af skriftlige bemærkninger eller en personlig samtale i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II. Navnlig kan den personlige samtale udelades i de tilfælde, hvor det fremgår af de skriftlige bemærkninger, at ansøgningen ikke bibringer nye elementer som omhandlet i stk. 3.

5.   De elementer, som ansøgeren fremlægger, anses kun for at være nye, hvis ansøgeren uden egen skyld var ude af stand til at fremlægge disse elementer i forbindelse med den tidligere ansøgning. Eventuelle elementer, som ansøgeren kunne have fremlagt tidligere, tages ikke i betragtning, medmindre de i betydelig grad øger sandsynligheden for, at ansøgningen ikke er uantagelig, eller for at ansøgeren anerkendes med henblik på international beskyttelse, eller hvis en tidligere ansøgning blev afvist som implicit trukket tilbage i overensstemmelse med artikel 41 uden realitetsbehandling.

6.   Hvis ansøgeren har fremlagt, eller der er fremkommet, nye elementer som omhandlet i stk. 3, realitetsbehandles ansøgningen yderligere, medmindre ansøgningen kan betragtes som uantagelig af en anden grund i artikel 38, stk. 1.

7.   Hvis ansøgeren ikke har fremlagt, eller der ikke er fremkommet, nye elementer som omhandlet i stk. 3, afvises ansøgningen som uantagelig i henhold til artikel 38, stk. 2.

1.   Et tredjeland, der har ratificeret og overholder Genèvekonventionen inden for rammerne af de undtagelser eller begrænsninger, som det pågældende tredjeland har foretaget som tilladt i henhold til denne konvention, anses for at sikre effektiv beskyttelse. I tilfælde af geografiske begrænsninger fra tredjelandets side vurderes det efter kriterierne i stk. 2, om der ydes beskyttelse for personer, der ikke er omfattet af Genèvekonventionens anvendelsesområde.

2.   I andre tilfælde end dem, der er omhandlet i stk. 1, anses det pågældende tredjeland kun for at sikre en effektiv beskyttelse, hvis følgende kriterier som minimum er opfyldt:

1.   Et tredjeland må kun betragtes som første asylland for en ansøger, hvis i det pågældende land:

2.   Begrebet første asylland må kun anvendes, hvis ansøgeren ikke kan tilvejebringe elementer, som begrunder, at begrebet første asylland ikke finder anvendelse på vedkommende, inden for rammerne af en individuel vurdering.

3.   Et tredjeland må kun betragtes som første asylland for en uledsaget mindreårig, hvis det ikke strider mod vedkommendes tarv, og hvis medlemsstaternes myndigheder fra det pågældende tredjelands myndigheder først har modtaget tilsagn om, at disse myndigheder overtager ansvaret for den uledsagede mindreårige, og at vedkommende omgående vil nyde godt af effektiv beskyttelse som defineret i artikel 57.

4.   Hvis begrebet første asylland anvendes til at afvise en ansøgning som uantagelig, skal den besluttende myndighed:

5.   Hvis det pågældende tredjeland ikke tillader ansøgeren at genindrejse på sit område eller ikke svarer inden for en frist fastsat af den kompetente myndighed, skal ansøgeren have adgang til proceduren i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II og kapitel III, afdeling I.

1.   Et tredjeland må kun udpeges som sikkert tredjeland, hvis i det pågældende land:

2.   Udpegelsen af et tredjeland som et sikkert tredjeland på både EU-plan og nationalt plan kan ske med undtagelser for bestemte dele af dets område eller for klart identificerbare personkategorier.

3.   Vurderingen af, om et tredjeland må udpeges som et sikkert tredjeland efter denne forordning, baseres på en række relevante og disponible informationskilder, herunder oplysninger fra medlemsstaterne, Asylagenturet, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge, Europarådet og andre relevante internationale organisationer.

4.   Begrebet sikkert tredjeland kan anvendes:

5.   Begrebet sikkert tredjeland må kun anvendes, forudsat at:

6.   Et tredjeland må kun betragtes som et sikkert tredjeland for en uledsaget mindreårig, hvis det ikke strider mod vedkommendes tarv, og hvis medlemsstaternes myndigheder fra det pågældende tredjelands myndigheder først har modtaget tilsagn om, at disse myndigheder overtager ansvaret for den uledsagede mindreårige, og at vedkommende omgående vil have adgang til effektiv beskyttelse som fastsat i artikel 57.

7.   Hvis Unionen og et tredjeland i henhold til artikel 218 i TEUF i fællesskab har indgået en aftale om, at migranter, der modtages i henhold til denne aftale, vil blive beskyttet i overensstemmelse med de relevante internationale standarder og under fuld overholdelse af princippet om non-refoulement, kan betingelserne i denne artikel vedrørende status som sikkert tredjeland formodes at være opfyldt, uden at dette berører stk. 5 og 6.

8.   Hvis begrebet sikkert tredjeland anvendes til at afvise en ansøgning som uantagelig, skal den besluttende myndighed:

9.   Hvis det pågældende tredjeland ikke tillader ansøgeren at indrejse eller genindrejse på sit område, skal ansøgeren have adgang til proceduren i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II og kapitel III, afdeling I.

1.   Tredjelande udpeges som sikre tredjelande på EU-plan på de betingelser, der er fastsat i artikel 59, stk. 1.

2.   Kommissionen evaluerer situationen i tredjelande, der er udpeget som sikre tredjelande, med bistand fra Asylagenturet og på grundlag af de andre informationskilder, der er omhandlet i artikel 59, stk. 3.

3.   Asylagenturet giver på Kommissionens anmodning Kommissionen oplysninger og analyser om specifikke tredjelande, som kunne komme i betragtning til udpegelse som sikre tredjelande på EU-plan. Kommissionen behandler straks enhver anmodning fra en medlemsstat om at vurdere, om et tredjeland kan udpeges som et sikkert tredjeland på EU-plan.

4.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 74 vedrørende suspension af udpegelsen af et tredjeland som sikkert tredjeland på EU-plan på de betingelser, der er fastlagt i artikel 63.

1.   Et land må kun udpeges som sikkert oprindelsesland i overensstemmelse med denne forordning, hvis det på grundlag af de retlige forhold, anvendelsen af retten inden for rammerne af et demokratisk system og den generelle politiske situation kan påvises, at der ikke sker forfølgelse som defineret i artikel 9 i forordning (EU) 2024/1347, og der ikke er nogen reel risiko for alvorlig overlast som defineret i nævnte forordnings artikel 15.

2.   Udpegelsen af et tredjeland som sikkert oprindelsesland på både EU-plan og nationalt plan kan ske med undtagelser for bestemte dele af dets område eller for klart identificerbare personkategorier.

3.   Vurderingen af, om et tredjeland er et sikkert oprindelsesland i overensstemmelse med denne forordning, baseres på en række relevante og disponible informationskilder, herunder oplysninger fra medlemsstaterne, Asylagenturet, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge og andre relevante internationale organisationer, og der tages, hvis en sådan foreligger, hensyn til den fælles analyse af de oplysninger om oprindelseslandet, som er omhandlet i artikel 11 i forordning (EU) 2021/2303.

4.   Ved gennemførelsen af vurderingen omhandlet i stk. 3 tages der blandt andet hensyn til, i hvilket omfang der ydes beskyttelse mod forfølgelse eller alvorlig overlast:

5.   Begrebet sikkert oprindelsesland må kun anvendes, forudsat at:

1.   Tredjelande udpeges som sikre oprindelseslande på EU-plan på de betingelser, der er fastsat i artikel 61.

2.   Kommissionen evaluerer situationen i tredjelande, der er udpeget som sikre oprindelseslande, med bistand fra Asylagenturet og på grundlag af de andre informationskilder, som er omhandlet i artikel 61, stk. 3.

3.   Asylagenturet giver på Kommissionens anmodning Kommissionen oplysninger og analyser om specifikke tredjelande, som kunne komme i betragtning til udpegelse som sikre oprindelseslande på EU-plan. Kommissionen behandler med det samme enhver anmodning fra en medlemsstat om at vurdere, om et tredjeland kan udpeges som et sikkert oprindelsesland på EU-plan.

4.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 74 vedrørende suspension af udpegelsen af et tredjeland som sikkert oprindelsesland på EU-plan på betingelserne som fastlagt i artikel 63.

1.   I tilfælde af væsentlige ændringer af situationen i et tredjeland, der er udpeget som et sikkert tredjeland eller som et sikkert oprindelsesland på EU-plan, foretager Kommissionen en begrundet vurdering af, om dette tredjeland opfylder betingelserne i artikel 59 eller 61, og vedtager, hvis den finder, at disse betingelser ikke længere er opfyldt, en delegeret retsakt i overensstemmelse med artikel 74 med henblik på at suspendere udpegelsen af det pågældende tredjeland som et sikkert tredjeland eller som et sikkert oprindelsesland på EU-plan for en periode på seks måneder.

2.   Kommissionen evaluerer løbende situationen i det i stk. 1 omhandlede tredjeland under hensyntagen til blandt andet oplysninger fra medlemsstaterne og Asylagenturet vedrørende efterfølgende ændringer i situationen i dette tredjeland.

3.   Hvis Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt i overensstemmelse med stk. 1 om at suspendere udpegelsen af et tredjeland som sikkert tredjeland eller som sikkert oprindelsesland på EU-plan, fremsætter den inden for tre måneder fra vedtagelsen af den pågældende delegerede retsakt et forslag efter den almindelige lovgivningsprocedure om at ændre denne forordning med henblik på at fjerne det pågældende tredjelands udpegelse som et sikkert tredjeland eller sikkert oprindelsesland på EU-plan.

4.   Hvis Kommissionen ikke fremsætter et forslag som omhandlet i stk. 3 senest tre måneder efter vedtagelsen af den delegerede retsakt som omhandlet i stk. 1, ophører den delegerede retsakt om at suspendere udpegelsen af et tredjeland som et sikkert tredjeland eller som et sikkert oprindelsesland på EU-plan med at have virkning. Hvis Kommissionen fremsætter et sådant forslag inden for tre måneder af vedtagelsen af den delegerede retsakt som omhandlet i stk. 1, tillægges Kommissionen beføjelser til, på grundlag af en begrundet vurdering, at forlænge gyldigheden af nævnte delegerede retsakt for en periode på seks måneder med mulighed for at forny denne forlængelse yderligere én gang.

5.   Hvis Kommissionens forslag om at fjerne udpegelsen af et tredjeland som sikkert tredjeland eller sikkert oprindelsesland på EU-plan ikke vedtages senest 15 måneder efter, at Kommissionen har fremsat forslaget, ophører suspensionen af udpegelsen af tredjelandet som sikkert tredjeland eller som sikkert oprindelsesland på EU-plan med at have virkning, uden at det dog berører stk. 4.

1.   Medlemsstaterne kan med henblik på behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse opretholde eller indføre ny lovgivning, der gør det muligt at udpege sikre tredjelande og sikre oprindelseslande ud over dem, som er udpeget på EU-plan.

2.   Hvis udpegelsen af et tredjeland som sikkert tredjeland eller som sikkert oprindelsesland på EU-plan suspenderes i henhold til artikel 63, stk. 1, må medlemsstaterne ikke udpege det pågældende land som sikkert tredjeland eller som et sikkert oprindelsesland på nationalt plan.

3.   Hvis udpegelsen af et tredjeland som sikkert tredjeland eller som sikkert oprindelsesland på EU-plan suspenderes efter den almindelige lovgivningsprocedure, kan en medlemsstat meddele Kommissionen, at den mener, at landet som følge af ændringer i situationen i det pågældende land igen opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 59, stk. 1, og artikel 61.

Meddelelsen skal indeholde en begrundet vurdering af landets opfyldelse af de betingelser, der er fastsat i artikel 59, stk. 1, og artikel 61, herunder en beskrivelse af de specifikke ændringer i tredjelandets situation, som gør, at landet igen opfylder disse betingelser.

Efter meddelelsen anmoder Kommissionen Asylagenturet om at give det oplysninger og analyser om situationen i tredjelandet.

Den meddelende medlemsstat må kun udpege det pågældende tredjeland som sikkert tredjeland eller som sikkert oprindelsesland på nationalt plan, hvis Kommissionen ikke gør indsigelse herimod.

Kommissionens indsigelsesret begrænses til en periode på to år efter datoen, hvor udpegelsen af det pågældende tredjelands som et sikkert tredjeland eller et sikkert oprindelsesland på EU-plan blev fjernet. Enhver indsigelse fra Kommissionen skal fremsættes senest tre måneder efter datoen for hver af medlemsstatens meddelelser og efter behørig gennemgang af situationen i det pågældende tredjeland under hensyntagen til de betingelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 59, stk. 1, og artikel 61.

Hvis Kommissionen finder, at de pågældende betingelser er opfyldt, kan den efter den almindelige lovgivningsprocedure fremsætte et forslag om ændring af denne forordning med henblik på at udpege det pågældende tredjeland som et sikkert tredjeland eller som et sikkert oprindelsesland på EU-plan.

4.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen og Asylagenturet om de tredjelande, der er udpeget som sikre tredjelande eller sikre oprindelseslande på nationalt plan, senest den 12. juni 2026 og umiddelbart efter hver udpegelse eller ændring af udpegelser. Medlemsstaterne informerer én gang årligt Kommissionen og Asylagenturet om de andre sikre tredjelande, på hvilke begrebet er anvendt i forbindelse med bestemte ansøgere som omhandlet i artikel 59, stk. 4, litra b).