EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32024R1307

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1307 af 29. april 2024 om ændring af forordning (EU) 2021/1232 om en midlertidig undtagelse fra visse bestemmelser i direktiv 2002/58/EF for så vidt angår den anvendelse af teknologier til behandling af personoplysninger og andre data, der foretages af udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester med det formål at bekæmpe seksuelt misbrug af børn onlineEØS-relevant tekst.

PE/52/2024/REV/1

EUT L, 2024/1307, 14.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1307/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1307/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/1307

14.5.2024

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2024/1307

af 29. april 2024

om ændring af forordning (EU) 2021/1232 om en midlertidig undtagelse fra visse bestemmelser i direktiv 2002/58/EF for så vidt angår den anvendelse af teknologier til behandling af personoplysninger og andre data, der foretages af udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester med det formål at bekæmpe seksuelt misbrug af børn online

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 16, stk. 2, sammenholdt med artikel 114, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1232 (3) indeholder en midlertidig ordning for anvendelsen af teknologier, der foretages af visse udbydere af offentligt tilgængelige interpersonelle kommunikationstjenester til bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn online, indtil en langsigtet retlig ramme for forebyggelse og bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn online (»den langsigtede retlige ramme«) er udarbejdet og vedtaget. Nævnte forordning finder anvendelse indtil den 3. august 2024.

(2)

Forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om regler til forebyggelse og bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, som Kommissionen vedtog den 11. maj 2022, har til formål at skabe den langsigtede retlige ramme. De interinstitutionelle forhandlinger om dette forslag er imidlertid endnu ikke begyndt, og det er sikkert, at de ikke bliver afsluttet tidsnok til, at den langsigtede retlige ramme, herunder eventuelle ændringer af forordning (EU) 2021/1232, kan blive vedtaget, træde i kraft og finde anvendelse inden den 4. august 2024.

(3)

Det er vigtigt, at seksuelt misbrug af børn online kan bekæmpes effektivt, i overensstemmelse med de gældende regler i EU-retten, herunder betingelserne i forordning (EU) 2021/1232, og uden afbrydelse, indtil de interinstitutionelle forhandlinger om forslaget til den langsigtede retlige ramme er afsluttet, og den vedtages, træder i kraft og finder anvendelse. Medlovgiverne giver tilsagn om at nå til enighed om den langsigtede retlige ramme så hurtigt som muligt og med henblik på at undgå yderligere forlængelser af forordning (EU) 2021/1232 i fremtiden.

(4)

Forordning (EU) 2021/1232 bør i betragtning af disse særlige omstændigheder ændres for at forlænge dens anvendelsesperiode med en periode, der er begrænset til det, der er strengt nødvendigt for at vedtage den langsigtede retlige ramme og for at den træder i kraft. Det er afgørende at bemærke, at denne forlængelse er ekstraordinær og ikke bør danne præcedens for yderligere forlængelser. Forordning (EU) 2021/1232 blev oprindeligt udformet som et midlertidigt overgangsinstrument, der fungerede som en forbindelse mellem gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 (4), som fra den 21. december 2020 bragte nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester ind under anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF (5), og etableringen af den langsigtede retlige ramme. I modsætning til, hvad medlovgiverne havde forventet, er det nødvendigt at forlænge anvendelsen for forordning (EU) 2021/1232 på grund af manglen på en vedtaget langsigtet retlig ramme.

(5)

For at den midlertidige undtagelse fra visse bestemmelser i direktiv 2002/58/EF kan finde anvendelse, skal udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester i henhold til forordning (EU) 2021/1232 offentliggøre og forelægge en rapport om behandlingen af personoplysninger i henhold til nævnte forordning for den kompetente tilsynsmyndighed og Kommissionen.

(6)

I lyset af Kommissionens rapport om gennemførelsen af forordning (EU) 2021/1232 er det nødvendigt at forbedre rapporteringen til Kommissionen fra både medlemsstaterne og udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester. Det er også vigtigt at understrege, at Kommissionen bør aflægge rapport om gennemførelsen af forordning (EU) 2021/1232 rettidigt.

(7)

For at lette rapporteringen fra udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, navnlig for at sikre, at deres rapporter er maskinlæsbare og let tilgængelige, bør der oprettes et fælles rapporteringsformat for disse rapporter.

(8)

For at sikre ensartede vilkår for gennemførelsen af artikel 3, stk. 1, litra g), nr. vii), i forordning (EU) 2021/1232 bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (6).

(9)

I betragtning af behovet for rettidigt at sørge for retssikkerheden og i lyset af den begrænsede karakter af de ændringer, der indføres ved denne forordning, nemlig forlængelsen af anvendelsesperioden for den midlertidige ordning og tildelingen af gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen med henblik på indførelse af et fælles rapporteringsformat, er det hensigtsmæssigt at fastsætte, at denne forordning bør træde i kraft hurtigst muligt.

(10)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (7) og afgav udtalelse den 24. januar 2024.

(11)

Forordning (EU) 2021/1232 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EU) 2021/1232 foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 3 tilføjes følgende stykke:

»4.   De oplysninger, der indgår i den rapport, der er omhandlet i stk. 1, litra g), nr. vii), meddeles skriftligt ved hjælp af en standardformular. Senest den 3. december 2024 fastsætter Kommissionen indholdet og udformningen af denne formular ved hjælp af gennemførelsesretsakter. I den forbindelse kan Kommissionen opdele de datakategorier, der er anført i stk. 1, litra g), nr. vii), i underkategorier.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 9a, stk. 2.«

2)

Artikel 9, stk. 1, affattes således:

»1.   På grundlag af de rapporter, der indgives i henhold til artikel 3, stk. 1, litra g), nr. vii), og de statistikker, der indgives i henhold til artikel 8, udarbejder Kommissionen senest den 4. september 2025 en rapport om denne forordnings gennemførelse og forelægger og præsenterer den for Europa-Parlamentet og Rådet.«

3)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 9a

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.   Når der henvises til dette stykke, finder artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.«

4)

Artikel 10, stk. 2, affattes således:

»Den finder anvendelse indtil den 3. april 2026.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. april 2024.

På Europa-Parlamentets vegne

R. METSOLA

Formand

På Rådets vegne

M. MICHEL

Formand


(1)  Udtalelse af 17. januar 2024 (endnu ikke offentliggjort i EU-Tidende).

(2)  Europa-Parlamentets holdning af 10. april 2024 (endnu ikke offentliggjort i EU-Tidende) og Rådets afgørelse af 29. april 2024.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1232 af 14. juli 2021 om en midlertidig undtagelse fra visse bestemmelser i direktiv 2002/58/EF, for så vidt angår den anvendelse af teknologier til behandling af personoplysninger og andre data, der foretages af udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester med det formål at bekæmpe seksuelt misbrug af børn online (EUT L 274 af 30.7.2021, s. 41).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (EUT L 321 af 17.12.2018, s. 36).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1307/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top