Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32024R1172

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2024/1172 af 19. april 2024 om gennemførelse af forordning (EU) 2020/1998 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne

ST/7945/2024/INIT

EUT L, 2024/1172, 19.4.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/1172/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/1172/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/1172

19.4.2024

RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/1172

af 19. april 2024

om gennemførelse af forordning (EU) 2020/1998 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2020/1998 af 7. december 2020 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne (1), særlig artikel 14, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 7. december 2020 vedtog Rådet forordning (EU) 2020/1998.

(2)

Den 8. december 2020 bekræftede Unionen og dens medlemsstater i erklæringen fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«) på Den Europæiske Unions vegne vedrørende den globale EU-ordning for menneskerettighedssanktioner på ny deres faste vilje til at fremme og beskytte menneskerettighederne i hele verden. Den globale EU-ordning for menneskerettighedssanktioner er en understregning af, at Unionen er fast besluttet på at spille en større rolle i bekæmpelsen af alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i hele verden. Det er et strategisk mål for Unionen, at alle reelt kan nyde godt af menneskerettighederne. Respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og menneskerettighederne er en grundlæggende værdi for Unionen og dens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

(3)

I sin erklæring af 16. december 2023 understregede den højtstående repræsentant Unionens bekymring over den øgede vold mod palæstinensere, som udøves af ekstremistiske bosættere på den besatte Vestbred, og som har nået hidtil usete niveauer. Unionen har fortsat gentaget sin kraftige fordømmelse af bosættervold og opfordret til ansvarliggørelse. Unionen har også opfordret Israel til at forebygge bosættervold og sikre, at gerningsmændene til forbrydelser drages til ansvar. Siden Hamas' terrorangreb mod Israel den 7. oktober 2023 er bosættervolden steget drastisk.

(4)

I denne forbindelse bør fire personer og to enheder opføres på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, i bilag I til forordning (EU) 2020/1998.

(5)

Forordning (EU) 2020/1998 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag I til forordning (EU) 2020/1998 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. april 2024.

På Rådets vegne

H. LAHBIB

Formand


(1)   EUT L 410 I af 7.12.2020, s. 1.


BILAG

Bilag I til forordning (EU) 2020/1998 ændres således:

1)

Følgende punkter tilføjes til listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer under overskrift A »Fysiske personer«:

 

Navn (Translitteration til latinsk skrivemåde)

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse for opførelse på listen

Dato for opførelse på listen

»106.

Neria BEN PAZI

alias Naria BEN FAZI

 

Fødselsdato: 28.11.1993

Nationalitet: israelsk

Køn: mand

ID-nummer: 311509004

Neria Ben Pazi oprettede i 2019 fire af de mest voldelige forposter på Vestbredden.

Han er en af de primære ophavsmænd til tvangsfordrivelsen af beduinsamfundet i Wadi Seeq tæt ved Ramallah. Siden 2021 har Neria Ben Pazi været anklaget for gentagne gange at angribe palæstinensere i Wadi Seeq og Deir Jarir, og hans handlinger er blevet sammenlignet med tortur.

Den 12. oktober 2023 deltog han i et voldeligt angreb i Wadi Seeq, hvor palæstinensere blev gennembanket, lagt i håndjern og fotograferet i deres undertøj. Bosættere urinerede på dem og slukkede cigaretter på dem.

Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne eller overgreb mod palæstinensere, herunder tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som også giver anledning til alvorlig bekymring med hensyn til målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union.

19.4.2024

107.

Yinon LEVI

 

Fødselsdato: 12.12.1992

Nationalitet: israelsk

Køn: mand

ID-nummer: 203807276

Yinon Levi har deltaget i adskillige voldshandlinger mod nabolandsbyer fra sin bopæl på gården Mitarim, som er en ulovlig forpost.

Dette har navnlig indbefattet at storme og beskadige palæstinensiske familiers hjem, herunder i tilstedeværelse af kvinder og børn, samt at få hunde til fysisk at angribe palæstinensiske hyrder, samtidig med at han lod sin besætning græsse på deres privatejede jord.

Han er derfor ansvarlig for alvorlige og udbredte krænkelser af menneskerettighederne eller krænkelser af palæstinensernes ret til fysisk og mental integritet, ejendomsret samt ret til privatliv og familieliv, som også giver anledning til alvorlig bekymring med hensyn til målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union.

19.4.2024

108.

Meir Mordechai ETTINGER

מאיר אטינגר

(hebræisk stavemåde)

Stilling(er): medlem af Hilltop Youth

Fødselsdato: 4.10.1991

Fødested: Kiryat Moshe, Jerusalem, Israel

Nationalitet: israelsk

Køn: mand

Tilknyttet enhed: Hilltop Youth

Meir Ettinger betragtes som en ledende person i Hilltop Youth, en radikal ungdomsgruppe bestående af medlemmer, der er kendt for voldshandlinger mod palæstinensere og deres landsbyer på Vestbredden.

Hilltop Youth har bosat sig på bakketoppe på Vestbredden og deltager i bosættervold gennem såkaldte »prismærkeangreb« (»price tag attacks«). Bosættervolden, herunder fysisk og psykosocial chikane, prygl, mord og nedrivning af ejendom, mod palæstinensere er af systematisk karakter.

Meir Ettinger ansporer og tilskynder til angreb og deltager i intimidering for at tvinge palæstinensere til at forlade deres jord. Han har bidraget til etableringen af ulovlige bosættelser og forposter på palæstinensisk jord på hele Vestbredden ved at anvende og acceptere taktikker baseret på intimidering, chikane og vold.

Han var involveret i en dødbringende brandstiftelse i 2015, hvor han allerede blev betragtet som en del af Hilltop Youth, mod et palæstinensisk hjem på Vestbredden, der dræbte to forældre og deres søn på 18 måneder.

Meir Ettinger er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, samt for krænkelser af ejendomsretten og retten til privatliv og familieliv for palæstinensere på Vestbredden og for at støtte og anspore til sådanne handlinger. Disse krænkelser giver også anledning til alvorlig bekymring med hensyn til målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union.

19.4.2024

109.

Elisha YERED

אלישע ירד

(hebræisk stavemåde)

Stilling(er): medlem af Hilltop Youth

Fødselsdato: 2001

Nationalitet: israelsk

Køn: mand

Tilknyttet enhed: Hilltop Youth

Elisha Yered er en israelsk bosætteraktivist på Vestbredden og kendt som værende tilknyttet Hilltop Youth, en radikal ungdomsgruppe, der deltager i voldshandlinger mod palæstinensere og deres landsbyer på Vestbredden.

Hilltop Youth deltager i bosættervold gennem såkaldte »prismærkeangreb« (»price tag attacks«). Denne bosættervold, herunder fysisk og psykosocial chikane, prygl, mord og nedrivning af ejendom, mod palæstinensere er af systematisk karakter.

Elisha Yered ansporer til sådanne handlinger og deltager i dem. Han tilskynder regelmæssigt til vold mod palæstinensere på Vestbredden, herunder ved at sprede budskaber såsom at »udslette« en palæstinensisk landsby.

Han chikanerede personligt en palæstinensisk familie ved at bruge intimiderende og truende sprog for at hindre deres frie bevægelighed på deres egen jord og er involveret i ødelæggelsen af palæstinenseres ejendom på Vestbredden.

Elisha Yered var en del af en gruppe bevæbnede bosættere, der den 4. august 2023 rykkede fra den ulovlige forpost Oz Zion til den palæstinensiske landsby Burqa tæt ved Ramallah. Bosætterne affyrede skud mod palæstinenserne, hvilket dræbte den 19-årige palæstinenser Qusai Jammal Mi'tan og sårede flere andre palæstinensere.

Elisha Yered er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, samt krænkelser af ejendomsretten og retten til privatliv og familieliv for palæstinensere på Vestbredden og for at støtte og anspore til sådanne handlinger, og er ansvarlig for at tilskynde til nationalt had, racehad eller religiøst had, som er en tilskyndelse til forskelsbehandling, fjendtlighed eller vold. Disse krænkelser giver også anledning til alvorlig bekymring med hensyn til målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union.

19.4.2024«.

2)

Følgende punkter tilføjes til listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer under overskrift B »Juridiske personer, enheder og organer«:

 

Navn (Translitteration til det latinske alfabet)

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse for opførelse på listen

Dato for opførelse på listen

»27.

Lehava

alias Prevention of Assimilation in the Holy Land

להב"ה

(hebræisk stavemåde)

Tlf. 079-9130000

E-mail: o.leava@gmail.com

Websted:

www.lehava-us.com;

vod.leava.co.il

Lehava er en radikal højreorienteret jødisk supremacistisk gruppe under ledelse af grundlæggeren Ben-Zion »Bentzi« Gopstein.

Lehava bruger vold og tilskynder til vold mod palæstinensere, kristne og messianske jøder; Lehava-medlemmer har f.eks. råbt »død over araberne« og opfordret til at gribe til våben under demonstrationer. Lehava arrangerer voldelige protester mod jødisk-muslimske bryllupper og LGBTQI-samfundet. Lehava-medlemmer chikanerer og overfalder arabisk-jødiske par.

Lehava er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, navnlig systematisk tilskyndelse til nationalt had, racehad eller religiøst had, der er en tilskyndelse til forskelsbehandling, fjendtlighed eller vold, som også giver anledning til alvorlig bekymring med hensyn til målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union.

19.4.2024

28.

Hilltop Youth

alias No'ar HaGva'ot

נוער הגבעות

(hebræisk stavemåde)

Tilknyttede personer:

Meir Mordechai ETTINGER, Elisha YERED

Hilltop Youth er en radikal ungdomsgruppe bestående af medlemmer, der er kendt for voldshandlinger mod palæstinensere og deres landsbyer på Vestbredden.

Gruppen har bosat sig på bakketoppe på Vestbredden og deltager i bosættervold gennem såkaldte »prismærkeangreb« (»price tag attacks«). Denne bosættervold, herunder fysisk og psykosocial chikane, prygl, mord og nedrivning af ejendom, mod palæstinensere og deres landsbyer er af systematisk karakter.

Hilltop Youth er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, samt alvorlige krænkelser af ejendomsretten og retten til privatliv og familieliv for palæstinensere på Vestbredden, som også giver anledning til alvorlig bekymring med hensyn til målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union.

19.4.2024«.


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/1172/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top