Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32024R0994

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/994 af 2. april 2024 om fastsættelse af operationelle detaljer vedrørende den produktdatabase, der er oprettet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369

C/2024/1728

EUT L, 2024/994, 2.4.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/994/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 02/04/2024

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/994/oj

European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

L-udgaven


2024/994

2.4.2024

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/994

af 2. april 2024

om fastsættelse af operationelle detaljer vedrørende den produktdatabase, der er oprettet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 af 4. juli 2017 om opstilling af rammer for energimærkning og om ophævelse af direktiv 2010/30/EU (1), særlig artikel 12, stk. 12, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I overensstemmelse med artikel 12 i forordning (EU) 2017/1369 har Kommissionen indført det europæiske produktregister for energimærkning (EPREL) med henblik på at oprette en produktdatabase. EPREL-systemet består af to dele: et offentligt system, der giver fri adgang til offentlige oplysninger om produktmodeller, som bringes i omsætning på EU-markedet, og et overholdelsessystem, hvor leverandørerne stiller både de offentlige og de tekniske oplysninger om disse produktmodeller til rådighed, og som kan tilgås af medlemsstaternes markedsovervågningsmyndigheder.

(2)

EPREL-systemet giver oplysninger om energirelaterede produkter, der er omfattet af delegerede forordninger, som er vedtaget i henhold til forordning (EU) 2017/1369, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU (2) og — hvad angår dæk — i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/740 (3).

(3)

For at sikre, at oplysningerne er ægte og stammer fra autentiske kilder, er der brug for et system til verifikation af identitet og retten til at registrere produktmodeller i EPREL. Da tusindvis af leverandører i forskellige medlemsstater registrerer produktmodeller i EPREL, bør verifikationen af deres identitet i overensstemmelse med relevant EU-lovgivning og internationale standarder foretages elektronisk. Leverandører skal være etableret i Unionen, jf. definitionen i artikel 2 i forordning (EU) 2017/1369. Dokumentationen for, at leverandøren er etableret i Unionen, bør ligeledes indgives elektronisk. Det bør kun være leverandører, som har fuldført verifikationsprocessen i EPREL, hvormed deres identitet og deres etableringsland dokumenteres, der kan registrere nye produktmodeller, ændre eksisterende registreringer eller udføre andre handlinger i forbindelse med modeller, som de har registreret.

(4)

Der findes praksis, standarder og lovgivning, som gør det muligt at foretage elektronisk verifikation af juridiske enheders og fysiske personers identitet. Derudover bør der fremlægges dokumentation for en leverandørs etablering i Unionen fra en medlemsstats selskabs- eller handelsregister i overensstemmelse med artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 (4) (»selskabsregister«). Dokumentationen for etablering bør også verificeres af en kvalificeret tillidstjenesteudbyder via et certifikat i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (5) (eIDAS).

(5)

Det forhold, at en leverandør skal være enten en fysisk person eller en juridisk enhed bør forstås i overensstemmelse med national lovgivning. Leverandører bør gennemføre den elektroniske verifikationsproces med henblik på at fremlægge dokumentation for deres identitet og etablering i Unionen i forbindelse med registrering af de relevante modeller, inden en enhed af disse produktmodeller bringes i omsætning på EU-markedet.

(6)

Fysiske personer bør kun betragtes som leverandører i EPREL, hvis de fremlægger dokumentation for, at de udøver en økonomisk aktivitet, der er forenelig med at bringe produkter i omsætning på EU-markedet, og hvis de dokumenterer, at de er etableret i Unionen. Hvis leverandøren er en fysisk person, kan kvalificerede elektroniske signaturer, der er i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 910/2014, godtages til fuldførelse af den elektroniske proces for verifikation af leverandører. Da kvalificerede elektroniske signaturer ikke kan anvendes som dokumentation for, at den pågældende fysiske person er etableret i en medlemsstat, bør fysiske personer under alle omstændigheder fremlægge dokumentation for, at de i forbindelse med deres erhvervsmæssige aktivitet er etableret i Unionen. Dette bør ske via registrering i en medlemsstats selskabs- eller handelsregister eller i en faglig sammenslutnings register, som gør det muligt for dem at udøve et erhverv, og som kan bekræftes af en kompetent myndighed eller en kvalificeret tillidstjenesteudbyder.

(7)

En kvalificeret elektronisk signatur fra en fysisk person, der fungerer som juridisk repræsentant for en juridisk enhed, bør ikke godtages til verifikation af, om den juridiske enhed kan fungere som leverandør, da den ikke kan anvendes som dokumentation for, at den pågældende juridiske enhed er etableret i Unionen. Standard EN 319 412-1 omfatter syntaks og semantik for kvalificerede elektroniske segl og kvalificerede signaturer som fastsat i forordning (EU) nr. 910/2014.

(8)

Kvalificerede tillidstjenesteydere bør have en rimelig frist efter denne forordnings anvendelsesdato til, hvis det er relevant, at tilpasse deres procedurer og software med henblik på generering af kvalificerede certifikater for elektroniske segl, som indeholder de oplysninger, der er nødvendige for at verificere leverandørernes identitet og deres etablering i EU. Efter denne frist er det kun kvalificerede certifikater for elektroniske segl, der indeholder dokumentation for etablering i Unionen, der bør godtages i forbindelse med verifikationsprocessen i EPREL. Hvis den juridiske enhed er omfattet af direktiv (EU) 2017/1132, bør registreringsnummeret og registeridentifikatoren svare til den europæiske unikke identifikator (EUID) i forbindelse med systemet til sammenkobling af selskabsregistre (BRIS) som omhandlet i nævnte direktiv, også kendt som registersammenkoblingssystemet (6).

(9)

Der bør fastsættes en yderligere og senere frist for at gøre det muligt for juridiske enheder, som allerede har fuldført verifikationen, herunder frivilligt inden denne forordnings anvendelsesdato, med et kvalificeret elektronisk segl, der ikke indeholder registreringsnummeret i et nationalt selskabsregister, at stille et nyt elektronisk segl til rådighed ledsaget af et kvalificeret certifikat for elektronisk segl, som indeholder registreringsnummeret. Efter den yderligere frists udløb bør leverandører, som ikke har fremlagt dokumentation for etablering i Unionen, blive »ikkeverificerede leverandører«.

(10)

Af hensyn til sikkerheden og pålideligheden af de oplysninger, som EPREL stiller til rådighed, bør enhver produktmodel, der er registreret af en person, som stadig ikke er verificeret efter den i denne forordning fastsatte frist, eller som ikke bliver verificeret på grundlag af bestemmelserne i denne forordning, ikke opføres i søgeresultaterne på EPREL's offentlige websted. Ved scanning af en QR-kode på et mærke, der vedrører en sådan model, bør der vises en meddelelse om denne situation. Modellen bør fortsat være synlig i overholdelsesdelen, hvor leverandørens status også er synlig for medlemsstaternes markedsovervågningsmyndigheder.

(11)

EPREL bør behandle en begrænset mængde personoplysninger for leverandører, der registrerer modeller, og som udgør det absolutte minimum, der garanterer, at modeloplysninger, som tredjeparter indlæser i databasen, stammer fra autentiske kilder, og at det er muligt at identificere en økonomisk aktør, der er etableret i Unionen, og over for hvilken der kan sikres håndhævelse. Personoplysninger, der indlæses i databasen, bør udelukkende behandles i overensstemmelse med Kommissionens mål om at udføre sine opgaver med vedligeholdelse af databasen og yde støtte til markedsovervågningsmyndighederne i forbindelse med udførelsen af deres opgaver. Personoplysninger, der er nødvendige for brugerprofilerne, bør ikke overlappe dem, der er oprettet eller stillet til rådighed for at få adgang til Kommissionens elektroniske dataressourcer.

(12)

For at styrke driften af EPREL kan det være nødvendigt for nationale markedsovervågningsmyndigheder at være i direkte kontakt med leverandørerne for at anmode om yderligere tekniske oplysninger med henblik på at afhjælpe tilfælde af manglende overholdelse. Leverandørerne bør derfor stille et specifikt kontaktpunkt til rådighed i EPREL's overholdelsesdel for hver produktmodel.

(13)

Leverandørerne bør for at sikre et passende beskyttelsesniveau for slutbrugerne i Unionen angive et kontaktpunkt, hvor offentligheden kan få kundesupport. Der kan angives et andet kontaktpunkt for regioner, lande eller sprogområder.

(14)

Leverandørernes fremlæggelse af oplysninger om kontaktpunkter bør ikke omfatte personoplysninger, da den person, der udfører denne særlige opgave for leverandøren, kan ændre sig over tid. Der bør gives generiske kontaktoplysninger, såsom en funktionel mailboks og telefonnummer på tjenesten, for at sikre kontinuitet over tid for kontaktpunkterne i EPREL og for at begrænse behandlingen af personoplysninger.

(15)

På grund af den potentielle følsomhed af ikkeoffentlige data og dokumentation i forbindelse med registrerede modeller bør markedsovervågningsmyndighedernes brugerkonti gøre det muligt at identificere den person, der administrerer disse konti. Når personen ikke længere udfører denne professionelle opgave, bør personoplysninger slettes, medmindre opbevaring er nødvendig for at sikre sporbarhed i henhold til artikel 12, stk. 8, litra e), i forordning (EU) 2017/1369. På samme måde bør personoplysninger vedrørende leverandørernes brugerkonti slettes af leverandøren eller af Kommissionen senest et år efter, at kontoen er blevet blokeret, forudsat at juridisk identifikation af leverandøren fortsat er mulig, og brugeren ikke har udført aktiviteter, der skal registreres.

(16)

Enheder, som ikke har bestået verifikationen inden for den i denne forordning fastsatte frist, bør kunne overføre deres registrerede modeller til en verificeret leverandør, som skal overtage ansvaret i forbindelse med disse modeller. En sådan overførsel kan også være mulig for verificerede leverandører i tilfælde af organisatoriske ændringer såsom fusionering, opdeling eller salg af hele eller dele af leverandøren, aktivitetsophør eller andre omstændigheder.

(17)

Tekniske oplysninger kan muligvis indeholde fortrolige data, og indholdet kan være omfattet af intellektuelle ejendomsrettigheder. De nationale myndigheder bør derfor begrænse adgangen til disse oplysninger, så de gives efter need to know-princippet.

(18)

En person, der handler på vegne af den leverandør, som vedkommende arbejder for, bør registrere en »EPREL-leverandør« og forvalte hele verifikationsprocessen, før en model kan registreres. Hvis leverandøren er en juridisk enhed, bør denne enhed også have mulighed for at forvalte brugerprofiloprettelse og adgangsrettigheder for yderligere personer på leverandørens vegne.

(19)

Kommissionen bør have ret til at gennemgå leverandørernes situation, navnlig for så vidt angår ændringer, der følger af deres registrering i nationale offentlige registre, og den bør have ret til at anmode om en ajourføring af alle relevante ændringer, som ikke spontant er meddelt ved hjælp af et fornyet certifikat.

(20)

Leverandører, der ikke reagerer, og som muligvis har lukket deres virksomhed, er gået konkurs eller befinder sig i lignende situationer, bør betragtes som ikkeverificerede. Slutdatoen for, hvornår alle deres registrerede modeller tages ud af omsætning, bør fastsættes af EPREL-systemet og bør mærkes som værende fastsat af systemet.

(21)

Det er hensigtsmæssigt at lette forbrugernes valgmuligheder ved at sikre korrekt identifikation og differentiering af produkterne i EPREL, herunder med henblik på offentlige indkøb i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 (7). Dette bør gøres ved at gøre det muligt for leverandørerne frivilligt at angive værdierne for relevante parametre, der ikke er medtaget i produktdatabladet, såsom Global Trade Point Number, den eller de medlemsstater, hvor de bringer enheder af en produktmodel i omsætning, eller oplysninger om intelligensparathed. I behørigt begrundede tilfælde kan der tilføjes parametre, der er nødvendige for at skelne mellem forskellige modeller med en anden påtænkt anvendelse. Disse yderligere parametre bør medtages i EPREL efter høring af de relevante interessenter. Disse parametre bør ikke øge byrden for leverandøren og markedsovervågningsaktiviteten og bør ikke indgå i overensstemmelsesvurderingen og -kontrollen.

(22)

Når en model registreres, behøver leverandøren ikke med det samme angive en dato for, hvornår modellen tages ud af omsætning. Leverandører bør i overensstemmelse med artikel 4, stk. 4, i forordning (EU) 2017/1369 imidlertid angive det i databasen, når de ikke længere bringer enheder af modellen i omsætning. Registreringen af modellen bør derfor ajourføres med disse oplysninger inden for en rimelig frist, når leverandøren har taget beslutningen om ikke længere at bringe enheder af den pågældende model i omsætning. Datoen for, hvornår den tages ud af omsætning, er også en mulig reference for forpligtelserne med hensyn til tilgængeligheden af reservedele, software, firmwareopdateringer og enhver lignende forpligtelse, der er fastsat i forordningen for den pågældende produktgruppe som vedtaget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF (8). Datoerne for, hvornår de bringes i omsætning og tages ud af omsætning, bør være offentligt tilgængelige i EPREL.

(23)

I henhold til artikel 5 i forordning (EU) 2017/1369 skal forhandlerne tydeligt vise leverandørens mærke, herunder ved onlinesalg, og stille produktdatabladet til rådighed for kunderne. Der er også fastsat særlige krav på produktgruppespecifikt grundlag i forbindelse med de oplysninger, der skal stilles til rådighed i visuelle reklamer, tekniske markedsføringsmaterialer, fjernsalg og telemarketing, herunder fjernsalg via internettet. For at lette overholdelsen af disse forpligtelser bør leverandørerne oplyse forhandlerne og distributørerne om det EPREL-registreringsnummer, der er nødvendigt for at hente det korrekte mærke og produktdatabladet elektronisk, som begge er tilgængelige på alle officielle sprog i EPREL.

(24)

Når forhandlerne viser leverandørens mærke, navnlig hvis det ikke vises i rubrikken, men en kopi heraf, bør de sikre, at QR-koden, hvis en sådan findes, er synlig og læsbar, således at forbrugerne kan hente de relevante oplysninger i EPREL og gøre brug af mobilapplikationer til at foretage sammenligninger.

(25)

Leverandører kan anvende automatiserede systemer til upload af mange modelregistreringer på én gang ved hjælp af en »dataudvekslingsmodel« med en specifik datastruktur og -semantik, som Kommissionen stiller til rådighed. En ændring i dataudvekslingsmodellen fra Kommissionens side kan omfatte en softwareudviklings- og testaktivitet fra leverandørens eller serviceudbyderens side, som der skal gives et rimeligt varsel om.

(26)

Det er hensigtsmæssigt at yde teknisk støtte til leverandører og markedsovervågningsmyndigheder i anvendelsen af EPREL. Ud over de retningslinjer og instrukser, der skal stilles til rådighed via onlineportalen, bør der derfor være en helpdesktjeneste til rådighed i løbet af Kommissionens arbejdsdage, som minimum mellem kl. 9:00 og kl. 17:00 centraleuropæisk tid (CET) eller centraleuropæisk sommertid (CEST), alt efter hvad der er relevant. Leverandørerne bør gives klare og korrekte oplysninger om, hvilke dage helpdesktjenesten er til rådighed.

(27)

De oplysninger, der er relevante for slutbrugerne og forhandlerne, bør gøres offentligt tilgængelige i EPREL's offentlige del som åbne data med henblik på at udstyre slutbrugerne med sammenligningsværktøjer. Der bør gives nem og direkte adgang til EPREL's offentlige del ved brug af værktøjer til kommunikation mellem softwarekomponenter ved hjælp af en række definitioner og protokoller såsom applikationsprogrammeringsgrænseflader (API).

(28)

Kommissionen bør kunne træffe de nødvendige foranstaltninger, hvis den konstaterer svigagtige aktiviteter i EPREL såsom uhensigtsmæssig download af oplysninger.

(29)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (9) og afgav en udtalelse den 14. december 2023.

(30)

Det konsultationsforum, der er oprettet i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1369, blev hørt.

(31)

Foranstaltningerne i denne forordning er i forenelige med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 18 i forordning (EU) 2017/1369 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.   Ved denne forordning fastsættes operationelle detaljer for driften af den produktdatabase, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 12 i forordning (EU) 2017/1369, samt detaljerede regler, der finder anvendelse for leverandører, der bringer følgende i omsætning på EU-markedet:

a)

energirelaterede produkter, der er omfattet af delegerede retsakter, som supplerer forordning (EU) 2017/1369 og direktiv 2010/30/EU

b)

dæk, som er omfattet af forordning (EU) 2020/740 eller af delegerede retsakter, der supplerer den.

2.   Disse operationelle detaljer og regler vedrører:

a)

verifikationsprocessen, der gør det muligt for fysiske personer og juridiske enheder at blive verificerede leverandører, og som gør det muligt at sikre fortroligheden, integriteten og ægtheden af de oplysninger, som de har registreret

b)

oplysninger, som kræves for registrering af produktmodeller

c)

dataudvekslingsmodeller og forvaltning af softwarefrigivelse

d)

systemets og dataenes tilgængelighed.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning gælder definitionerne i nr. 5) »autentifikation«, 12) »kvalificeret elektronisk signatur«, 19) »tillidstjenesteudbyder«, 20) »kvalificeret tillidstjenesteudbyder«, 27) »kvalificeret elektronisk segl« og 30) »kvalificeret certifikat for elektronisk segl« i artikel 3 i forordning (EU) nr. 910/2014 og nr. 16) »distributør« i artikel 3 i forordning (EU) 2020/740.

Endvidere forstås ved:

(1)

»EPREL« eller »europæisk produktregister for energimærkning«: produktdatabasen, som er oprettet af og vedligeholdes af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 12 i forordning (EU) 2017/1369

(2)

»verifikationsproces«: den proces, hvor en fysisk person eller en juridisk enhed fremlægger dokumentation for deres identitet og for etablering i Unionen, som giver dem ret til at registrere produkter i EPREL

(3)

»virksomhedsregisteridentifikator« eller »register-ID«: den alfanumeriske identifikationskode, som tildeles af en medlemsstats myndighed eller af en person, der handler på dennes vegne, til den særlige afdeling eller det særlige kontor i det offentlige register, som tildeler virksomhedsregistreringsnummeret til fysiske personer eller juridiske enheder, som udfører en erhvervsmæssig aktivitet såsom erhverv eller handel. Hvis den juridiske enhed er omfattet af direktiv (EU) 2017/1132, er dette nummer del af den entydige identifikator (EUID), som er omhandlet i artikel 16, stk. 1, i samme direktiv og i punkt 9 i bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1042 (10)

(4)

»virksomhedsregistreringsnummer«: den alfanumeriske kode, som er tildelt af et offentligt register på nationalt plan til den juridiske enhed eller til den fysiske person, der udfører en erhvervsmæssig aktivitet, og som dokumenterer sin identitet og etablering i den medlemsstat, hvor registeret er oprettet. Hvis enheden/personen er omfattet af direktiv (EU) 2017/1132, er dette nummer det registreringsnummer, der er omhandlet i artikel 16, stk. 1, i samme direktiv og i punkt 9 i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2021/1042, og det indgår i den europæiske unikke identifikator (»EUID«)

(5)

»verificeret leverandør«: en EPREL-leverandør, som har fuldført leverandørverifikationsprocessen i EPREL-overholdelsessystemet, jf. artikel 4, 5 og 6

(6)

»ikkeverificeret leverandør«: en EPREL-leverandør, som endnu ikke har fuldført leverandørverifikationsprocessen i EPREL-overholdelsessystemet, herunder leverandører, der ikke har fornyet det kvalificerede elektroniske segl inden for den fastsatte frist

(7)

»EPREL-leverandør«: en fysisk person eller juridisk enhed, der har beføjelse til at handle som leverandør med hensyn til registrering af produktmodeller i produktdatabasen

(8)

»dataudvekslingsmodel«: en XML-model, der anvendes til definition af produktdataenes datastruktur og -semantik ved hjælp af XML-markup language, og som gør det muligt at importere data fra produktmodellens parameterværdier fra en leverandørs database til produktdatabasen

(9)

»EPREL-overholdelsessystem«: den database og den software til forvaltning af dens indhold, der med forbehold af brugerautentifikation er tilgængelig via EPREL-overholdelseswebstedet, og som gør det muligt for leverandørerne at registrere både offentlige data og overholdelsesdata i produktdatabasen og for medlemsstaternes markedsovervågningsmyndigheder at udføre deres aktiviteter

(10)

»EPREL-overholdelseswebstedet«: det websted, der giver adgang til produktdatabasen med henblik på verifikation af overholdelse, og som kræver brugerregistrering og -autentifikation, hvor det kun er medlemsstaternes markedsovervågningsmyndigheder og Kommissionens personale, der har adgang til offentlige og tekniske oplysninger om registrerede produktmodeller og til EPREL-leverandøroplysningerne

(11)

»EPREL's offentlige system«: den database og den software, der giver adgang til indholdet, som er frit tilgængelig via EPREL's offentlige websted, hvor besøgende har adgang til de offentlige data om alle registrerede produktmodeller siden den dato, de blev bragt i omsætning

(12)

»EPREL's offentlige websted«: det frit tilgængelige websted, der gør det muligt for besøgende at konsultere offentlige data om enhver registreret produktmodel siden dens markedsføringsdato

(13)

»API« eller »applikationsprogrammeringsgrænseflade«: en række definitioner og protokoller til opbygning og integration af applikationssoftware til datadeling

(14)

»virksomhedsregister« eller »handelsregister«: en medlemsstats nationale offentlige myndighed, som tildeler virksomhedsregistreringsnumre til fysiske personer eller juridiske enheder, som udfører en erhvervsmæssig aktivitet såsom erhverv eller handel, og som dokumenterer deres etablering i den medlemsstat, hvor den nationale offentlige myndighed er etableret

(15)

»GTIN« eller »Global Trade Item Number«: en unik og internationalt anerkendt identifikator tildelt af den internationale organisation GS1, der anvendes til at identificere handelsprodukter for at gøre det lettere at foretage nøjagtig identifikation. GTN'er kan indkodes som stregkodemærker, anbringes på produkter eller deres emballage eller som RFID-mærker (Radio Frequency IDentification)

(16)

»dato, hvor produktet bringes i omsætning«: den dato, hvor den første enhed af en produktmodel bringes i omsætning

(17)

»dato, hvor produktet tages ud af omsætning«: den dato, hvor den sidste enhed af en produktmodel bringes i omsætning

(18)

»registreret produkt« eller »registreret produktmodel«: et produkt, hvis parameterværdier er blevet indført i EPREL. Den registrerede model er ikke nødvendigvis offentligt synlig

(19)

»produktionsmiljø for EPREL-overholdelsessystemet«: en kopi af overholdelsessystemet, hvor de seneste softwareversioner installeres af Kommissionen, og hvor leverandørerne registrerer de reelle produktmodeller, inden de bringes i omsætning

(20)

»testmiljø for EPREL-overholdelsessystemet«: et system, hvor de seneste softwareversioner af produktionsmiljøet for EPREL-overholdelsessystemet installeres af Kommissionen, og hvor leverandører kan registrere en fiktiv leverandør og et fiktivt produkt til testformål. Enhver ny softwareversion gøres første gang tilgængelig i dette system og gøres først tilgængelig i produktionsmiljøet for EPREL-overholdelsessystemet, efter at den relevante test- og godkendelsesperiode er udløbet

(21)

»overførselsprotokol«: protokol for elektronisk kommunikation over internettet med henblik på sikker udveksling af oplysninger mellem leverandørens og Kommissionens computersystemer

(22)

»onlineportal«: det websted, der giver adgang til EPREL's offentlige del og overholdelsesdel, og som indeholder de oplysninger, der er angivet i punkt 2 i bilag I til forordning (EU) 2017/1369 samt andre relevante oplysninger om produkters energieffektivitet (11)

(23)

»NTR«: akronym for identifikation baseret på en identifikator fra et nationalt handelsregister som i afsnit 5.1.4 i EN 319 412-1.

Artikel 3

Verifikationskrav for leverandører

1.   Leverandører af de produkter, der er anført i artikel 1, stk. 1, litra a) og b), skal være verificerede leverandører.

2.   Kun verificerede leverandører må registrere produktmodeller i EPREL og foretage ændringer i forbindelse med eksisterende modeller. Dette gælder både juridiske enheder og fysiske personer.

Artikel 4

Verifikation af juridiske enheder

1.   Leverandører, som er juridiske enheder, fremlægger dokumentation for deres identitet og etablering i Unionen ved hjælp af et kvalificeret elektronisk segl ledsaget af et kvalificeret certifikat for elektronisk segl, som er udstedt af en kvalificeret tillidstjenesteudbyder i henhold til forordning (EU) nr. 910/2014. En elektronisk signatur fra den bemyndigede repræsentant for en leverandør, som er en juridisk enhed, godtages ikke som dokumentation for den pågældende juridiske enheds etablering i Unionen.

2.   Det kvalificerede certifikat for elektronisk segl, som ledsager det kvalificerede elektroniske segl, skal indeholde navnet på den juridiske enhed, præcis som det er angivet i medlemsstatens selskabsregister, herunder med hensyn til mellemrum, tegnsætning eller andre specielle tegn. Certifikatet skal være i overensstemmelse med EN 319 412-1 og EN 319 412-3.

3.   Feltet »Emne« på det kvalificerede certifikat for elektronisk segl skal have kendetegnet »organizationIdentifier«, som skal indeholde oplysninger med følgende struktur og i følgende rækkefølge:

a)

en identitetstypereference på tre tegn for juridiske enheder, som er fastsat til værdien »NTR«

b)

landekode i henhold til ISO 3166 (12) på to tegn, der viser etableringslandet

c)

bindestreg/minustegn »- « (U+002D)

d)

identifikatoren i overensstemmelse med identitetstypereferencen for »NTR« ved hjælp af følgende struktur og rækkefølge, som i gennemførelsesforordning (EU) 2021/1042 er nærmere angivet som den europæiske unikke identifikator »EUID«:

i)

virksomhedsregisteridentifikatoren for den afdeling eller det kontor i det offentlige register, som har tildelt virksomhedsregistreringsnummeret til den pågældende juridiske enhed

ii)

punktum ».« (U+002E)

iii)

virksomhedsregistreringsnummeret, som er tildelt til den juridiske enhed af det nationale selskabsregister i punkt i).

Landekoden, som er del af EUID, og som står foran de tre ovennævnte felter, samt et verifikationstegn er valgfrit.

4.   Fysiske personer, der registrerer modeller for leverandører, der er juridiske enheder, må ikke gennemføre den elektroniske verifikationsproces på disse juridiske enheders vegne.

Artikel 5

Verifikation af fysiske personer

1.   Leverandører, som er fysiske personer, skal fremlægge dokumentation for deres identitet ved hjælp af en kvalificeret elektronisk signatur.

2.   Det kvalificerede certifikat for elektronisk signatur, som ledsager den kvalificerede elektroniske signatur, skal indeholde navnet på den fysiske person, som det er angivet i medlemsstatens selskabs- eller handelsregister, herunder mellemrum, tegnsætning eller andre specielle tegn. Certifikatet skal være i overensstemmelse med EN 319 412-1 og EN 319 412-2.

3.   En leverandør, der er en fysisk person, skal også fremlægge dokumentation for sin etablering i Unionen og for at have modtaget en skriftlig fuldmagt som bemyndiget repræsentant for en producent, der ikke er etableret i Unionen, til at handle på dennes vegne og registrere denne producents produktmodeller i EPREL ved hjælp af følgende supplerende oplysninger:

a)

virksomhedsregisteridentifikatoren for den afdeling eller det kontor i det offentlige register, som har tildelt erhvervs- eller handelsregisternummeret til den pågældende fysiske person på nationalt plan

b)

virksomhedsregistreringsnummeret, som er tildelt til den fysiske person på nationalt plan

c)

skriftlig fuldmagt fra producenten/producenterne, som indeholder en liste over alle de mærker/varemærker, som fuldmagten gælder for.

Oplysningerne i litra a) og b) meddeles i et dokument, som er:

i)

undertegnet digitalt af den fysiske person

ii)

forseglet digitalt eller undertegnet digitalt af den kompetente myndighed, der er ansvarlig for erhvervs- eller handelsregistret på nationalt plan, eller, hvis dette ikke er muligt, som er forseglet digitalt med en kvalificeret tillidstjenesteudbyders bekræftelse af sandfærdigheden.

Oplysningerne i litra c) meddeles i et dokument, som er:

i)

digitalt forseglet af hver ikke-EU-fabrikant eller

ii)

digitalt underskrevet af de(n) juridiske repræsentant(er) for de(n) pågældende ikke-EU-fabrikant(er).

Artikel 6

Overgangsforanstaltninger til elektronisk verifikation af juridiske enheder

1.   Uanset artikel 4, stk. 3, litra a) og d) og indtil den 22. april 2025 kan leverandører, der er juridiske enheder, indsende et kvalificeret elektronisk segl, hvor identitetstypereferencen på tre tegn for den juridiske enhed kan fastsættes til én af følgende værdier:

a)

»VAT«: identifikation på grundlag af et nationalt momsregistreringsnummer

b)

»PSD«: identifikation på grundlag af det nationale godkendelsesnummer fra en betalingstjenesteudbyder inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (13) (betalingstjenestedirektivet)

c)

»LEI«: identifikator for juridiske enheder som angivet i ISO 17442 (14). Landekoden på to tegn i henhold til ISO 3166-1 angives til »XG«

d)

To tegn i henhold til den lokale definition inden for det angivne land og navneregistreringsmyndigheden som identifikator for en national ordning, der betragtes som værende hensigtsmæssig på nationalt plan og på europæisk plan, efterfulgt af tegnet «:« (kolon).

Identifikatoren (afhængigt af lande- og identitetstypereferencen) skal være i overensstemmelse med den anvendte identitetstypereference på tre tegn for den juridiske enhed.

2.   Inden den 22. april 2027 kan leverandører, der er verificeret med et elektronisk segl i overensstemmelse med formatet i punkt 1, forny deres verifikation ved at stille et kvalificeret elektronisk segl til rådighed, som er i overensstemmelse med artikel 4.

Artikel 7

Produktmodeller, der er registreret af ikkeverificerede leverandører

1.   Modeller, der er registreret i EPREL af enheder, der ikke er verificeret, opføres ikke i søgeresultaterne på det offentlige EPREL-websted. Når en sådan model hentes fra EPREL ved scanning af en QR-kode eller på anden måde, skal en tekst angive, at modellen er registreret af en ikke-verificeret leverandør.

2.   Oplysninger om modeller, der er registreret af ikke-verificerede leverandører, må ikke eksporteres ved hjælp af applikationsprogrammeringsgrænseflader eller ved hjælp af andre eksportfunktioner.

3.   Oplysningerne og deres tilgængelighed i overholdelsesdelen forbliver uændret.

Artikel 8

Offentlige kontaktpunkter og kontaktpunkter for leverandører med ansvar for overholdelse

1.   Leverandørerne skal i den offentlige del af EPREL som deres offentlige kontaktpunkt angive kontaktoplysningerne på den afdeling eller sektor, der sikrer kommunikation med offentligheden i forbindelse med produktanvendelse og -støtte, herunder en generisk e-mailadresse, der ikke indeholder personoplysninger. Yderligere kontaktpunkter kan stilles til rådighed på leverandørens websted for forskellige geografiske områder, sprogområder eller lande.

2.   Leverandørerne skal også i overholdelsesdelen af EPREL som deres overholdelseskontaktpunkt angive kontaktoplysningerne på den afdeling eller sektor, der sikrer samarbejdet med markedsovervågningsmyndighederne, herunder et telefonnummer, en fysisk adresse i EU og en generisk e-mailadresse, der ikke indeholder personoplysninger.

3.   Der kan oprettes forskellige kontaktpunkter for hver produktmodel og i den offentlige del og overholdelsesdelen.

4.   Leverandøren er ansvarlig for korrektheden og skal ajourføre oplysningerne om de angivne kontaktpunkter.

Artikel 9

Overførsel af registrerede modeller mellem leverandører

Registrerede produktmodeller kan overføres til en verificeret leverandør, som overtager den tidligere leverandørs forpligtelser i forbindelse med disse produktmodeller fra overførselsdatoen.

Artikel 10

Markedsovervågningsmyndighedernes adgang til EPREL

1.   Medlemsstaternes markedsovervågningsmyndigheder skal have adgang til EPREL's overholdelsesdel via en enkelt national administrator, som er Kommissionens eneste officielle kontaktpunkt.

2.   Medlemsstaternes markedsovervågningsmyndigheder skal meddele navn og kontaktoplysninger på den enkelte nationale administrator og eventuelle ændringer heraf til Kommissionen. De kan endvidere delegere adgangsrettigheder under deres eget fulde ansvar under hensyntagen til dataenes sikkerhed, integritet og fortrolighed.

3.   Personoplysninger, der indgår i markedsovervågningsmyndighedens brugerprofiler, forvaltes af Kommissionen i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1725 om databeskyttelse og slettes, når den relevante EPREL-konto slettes, medmindre brugeren har udført aktiviteter, der skal registreres med henblik på sporbarhed af adgang til leverandørernes tekniske dokumentation.

Artikel 11

Forvaltning af leverandørbrugerprofiler og verifikation

1.   Hver leverandør er ansvarlig for forvaltning af adgangsrettigheder til egne data for medlemmer af deres egne EPREL-leverandørorganisationer. Der udpeges mindst én bruger, som er ansvarlig for leverandøren og for forvaltning af andre brugerprofiler og deres adgangsrettigheder.

2.   Personoplysninger, der indlæses som en del af leverandørens brugerprofil, vil blive behandlet i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1725 om databeskyttelse.

3.   Brugernes personoplysninger slettes samtidig med sletningen af deres brugerkonti, medmindre:

a)

disse data er nødvendige for juridisk at identificere leverandøren

b)

de er nødvendige for at spore adgangen til tekniske modeloplysninger.

4.   En EPREL-leverandørbrugerprofil, der har været inaktiv i mere end ét år, blokeres efter to advarsler via e-mail, medmindre brugerprofilen er den eneste, der er ansvarlig for leverandøren. Brugerens personoplysninger slettes automatisk et år efter den dag, hvor kontoen blokeres, medmindre:

a)

opbevaring af disse data er nødvendig for juridisk at identificere leverandøren

b)

brugeren har udført operationer, der skal registreres i overensstemmelse med artikel 12 i forordning (EU) 2017/1369.

5.   Leverandøren er ansvarlig for forvaltning af den elektroniske verifikationsproces.

6.   Leverandøren er ansvarlig for at sikre, at EPREL-leverandørdataene ajourføres i tilfælde af relevante ændringer, herunder enhver ændring af den juridiske repræsentant.

7.   Kommissionen kan med regelmæssige mellemrum revidere de oplysninger, der er knyttet til verifikationsprocessen. Hvis oplysningerne ikke længere svarer til det, der er registreret i EPREL, anmoder Kommissionen leverandøren om inden for tre måneder atter at godkende verifikationsprocessen.

8.   En tidligere verificeret leverandør mister status som »verificeret«, hvis vedkommende ser ud til at være inaktiv på grundlag af aktivitetslogge i over et år og ikke reagerer efter to advarsler via e-mail. Artikel 7 finder anvendelse i et sådant tilfælde.

9.   Hvis en leverandør har mistet sin status som verificeret leverandør i overensstemmelse med stk. 8, fastsættes datoen for, hvornår alle de registrerede modeller tages ud af omsætning, i EPREL-systemet og mærkes som fastsat af systemet.

Artikel 12

Parametre, der er nødvendige for at identificere eller adskille produktmodeller

1.   For hver registreret produktmodel kan Kommissionen give leverandørerne mulighed for frivilligt at fremlægge værdier for følgende parametre, hvis de ikke allerede er omfattet af den særlige delegerede forordning om produktgruppen inden for rammerne af forordning (EU) 2017/1369 eller forordning (EU) 2020/740:

a)

GTIN, hvor det er relevant

b)

de medlemsstater, hvori de bringer deres produkter i omsætning

c)

i behørigt begrundede tilfælde og efter høring af interessenter andre parametre, der ikke indgår i leverandørens overensstemmelsesvurdering og markedsovervågningsmyndighedernes verifikation af overholdelsen, og som er nødvendige, jf. bestemmelserne i artikel 12, stk. 11, i forordning (EU) 2017/1369

d)

oplysninger af den art, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra d), i forordning (EU) 2017/1369.

2.   Parametre, der er anført i stk. 1 kan gøres tilgængelige på EPREL's offentlige websted som supplerende oplysninger til produktdatabladet.

Artikel 13

At bringe produktmodeller i omsætning eller tage dem ud af omsætning

1.   En leverandørs registrering af en produktmodel i EPREL betragtes først som værende fuldført, når følgende parameterværdier er angivet, og de relevante dokumenter er blevet uploadet i EPREL for hver model:

a)

alle værdier vedrørende de parametre og dokumenter, der kræves i henhold til forordning (EU) 2017/1369, forordning (EU) 2020/740 eller andre delegerede retsakter, som er vedtaget i henhold til disse forordninger, der gælder for produktet

b)

dato for, hvornår den første enhed af den pågældende model blev bragt i omsætning.

2.   Fuldstændigheden af de parameterværdier, der blev angivet som led i registreringen af modellen, bekræftes i EPREL-overholdelsessystemet.

3.   Dato og tidspunkt for, hvornår modellen blev bragt i omsætning, fastsættes på grundlag af centraleuropæisk tid (CET) eller centraleuropæisk sommertid (CEST), alt efter hvad der er relevant.

4.   De oplysninger, som leverandøren har angivet, bliver fra datoen i stk. 3 tilgængelige for markedsovervågningsmyndighederne, ligesom den offentlige del bliver offentligt tilgængelig.

5.   Datoen, hvor en produktmodel tages ud af omsætning, kan for hver produktmodel anføres som en fremtidig dato eller skal indføres i EPREL senest 90 dage efter, at den er forekommet, og kan ændres eller slettes af leverandøren, hvis modellen fortsat bringes i omsætning.

Artikel 14

Lettere adgang til modelregistreringer i EPREL

1.   Med henblik på at lette visningen af mærker eller deres klasse og rækkevidde, herunder ved onlinesalg, i visuelle reklamer, i tekniske markedsføringsmaterialer og på internettet, skal leverandørerne meddele modellens EPREL-registreringsnummer til forhandlerne eller distributørerne, alt efter hvad der er relevant.

2.   For at gøre det muligt at konsultere registreringen af en model i EPREL skal forhandleren eller distributøren sikre, at QR-koden er læsbar, når en produktmodel eller et dæk fremvises med henblik på salg.

Artikel 15

Dataudvekslingsmodeller og forvaltning af softwarefrigivelse

1.   Leverandørerne registrerer produktmodeller enten ved hjælp af det interaktive EPREL-overholdelseswebsted eller ved at uploade modeldataene ved hjælp af den seneste tilgængelige udgave af dataudvekslingsmodellen. Dette gælder navnlig oplysningerne i tabellerne i produktdatabladet og de tekniske oplysninger i den relevante delegerede retsakt.

2.   Ændringer af dataudvekslingsmodellen, der kræver ændring af den software, som leverandørerne anvender, meddeles af Kommissionen og gøres tilgængelige med henblik på indledende test i testmiljøet for EPREL-overholdelsessystemet mindst to måneder før, de indføres i produktionsmiljøet for EPREL-overholdelsessystemet.

3.   Der kræves kun meddelelse på forhånd, hvis ændringen omfatter en funktionsfejl eller fejl fra leverandørens side eller ukorrekt upload af data i EPREL-overholdelsessystemet.

4.   Forpligtelsen til at uploade produktmodeldata ved hjælp af en ny dataudvekslingsmodel gælder kun for registrering af nye modeller.

5.   Ændringer af overførselsprotokollen, der kræver ændring af den software, som leverandørerne anvender, meddeles af Kommissionen og gøres tilgængelige — behørigt dokumenteret — i testmiljøet for EPREL-overholdelsessystemet mindst fire måneder før de indføres i produktionsmiljøet for EPREL-overholdelsessystemet.

Artikel 16

Vedligeholdelse, systemtilgængelighed og datatilgængelighed

1.   Kommissionen stiller retningslinjer og instrukser om registrering og forvaltning af modeller i EPREL-overholdelsessystemet til rådighed via onlineportalen.

2.   Kommissionen stiller en helpdesktjeneste til rådighed for at sikre, at leverandører og markedsovervågningsmyndigheder kan få teknisk support. Helpdesktjenesten er tilgængelig på Kommissionens arbejdsdage og inden for normal arbejdstid, som fastsættes årligt i Kommissionens afgørelse om fri- og helligdage for medarbejdere i de europæiske institutioner i Bruxelles og Luxembourg. Disse arbejdsdage offentliggøres på onlineportalen. Der sikres dog teknisk støtte i forbindelse med hasteanmodninger mellem den 27. og 31. december.

3.   Skriftlige udvekslinger mellem leverandører og helpdesk opbevares i seks måneder efter, at spørgsmålet er blevet lukket, og stilles til rådighed for markedsovervågningsmyndighederne på deres anmodning.

4.   Kommissionen kan suspendere tilgængeligheden af overholdelsessystemet eller af det offentlige EPREL-system uden forudgående varsel som følge af en funktionsfejl eller et cyberangreb eller presserende sikkerhedsforanstaltning og kan gøre systemerne utilgængelige, inden der er genoprettet en sikker situation.

5.   Hvis registreringen forhindres på grund af midlertidig utilgængelighed af eller funktionsfejl i EPREL-overholdelsessystemet, registrerer Kommissionen data og tidspunkt for utilgængeligheden og fører en fortegnelse over utilgængeligheden, som den efter anmodning stiller til rådighed for markedsovervågningsmyndighederne og leverandørerne i mindst fem år.

6.   Både EPREL-overholdelsessystemet og de offentlige EPREL-systemer er til enhver tid tilgængelige, bortset fra i nødvendige og tidligere bekendtgjorte perioder med vedligeholdelsesaktiviteter såsom indførelse af nye softwarefrigivelser. Kommissionen udsteder en forhåndsmeddelelse om utilgængelighed på overensstemmelseswebstedet eller på det offentlige websted, afhængigt af hvad der er relevant.

7.   Hverken Kommissionen eller leverandørerne holdes ansvarlige for tab af data, der angives i EPREL, som skyldes årsager, der er uafhængige af deres vilje.

Artikel 17

Tilgængeligheden af offentlige data

Kommissionen gør de offentlige parameterværdier, mærket og produktdatabladet for registrerede modeller tilgængelige ved hjælp af applikationsprogrammeringsgrænseflader (API), forudsat at anvendelsesbetingelserne accepteres.

Artikel 18

Uhensigtsmæssig eller svigagtig brug af EPREL

Hvis Kommissionen konstaterer uhensigtsmæssig eller svigagtig aktivitet, herunder i forbindelse med omfattende download af data, træffer den de nødvendige foranstaltninger for at undgå misbrug af EPREL.

Artikel 19

Personoplysninger

1.   Følgende personoplysninger lagres i EPREL for at sikre verifikationen af leverandørernes identitet:

a)

for- og efternavn på den person, der er juridisk berettiget til at fungere som juridisk repræsentant for leverandøren

b)

arbejds-e-mailadresse.

2.   Brugere af EPREL-konti for leverandører og markedsovervågningsmyndigheder skal fremlægge følgende oplysninger:

a)

for- og efternavn

b)

arbejds-e-mailadresse.

3.   Personoplysninger, der indsamles i medfør af denne forordning, behandles i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1725, alt efter hvad der er relevant.

Artikel 20

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra samme dag. Artikel 3, 4, 5, 7, 11 og 15 anvendes fra den 22. oktober 2024.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 2. april 2024.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 198 af 28.7.2017, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU af 19. maj 2010 om angivelse af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger (EUT L 153 af 18.6.2010, s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/740 af 25. maj 2020 om mærkning af dæk for så vidt angår brændstofeffektivitet og andre parametre, om ændring af forordning (EU) 2017/1369 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1222/2009 (EUT L 177 af 5.6.2020, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten (kodifikation) (EUT L 169 af 30.6.2017, s. 46).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73).

(6)  https://e-justice.europa.eu/489/EN/business_registers__search_for_a_company_in_the_eu

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer (EUT L 198 af 22.6.2020, s. 13).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (EUT L 285 af 31.10.2009, s. 10).

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).

(10)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1042 af 18. juni 2021 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 for så vidt angår tekniske specifikationer og procedurer for registersammenkoblingssystemet og om ophævelse af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/2244 (EUT L 225 af 25.6.2021, s. 7).

(11)  https://energy-efficient-products.ec.europa.eu/.

(12)  ISO 3166-1: »Koder til betegnelse af lande og landsdele — Del 1: Landekode«.

(13)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).

(14)  ISO 17442: »Finansielle tjenesteydelser — identifikator for juridiske enheder (LEI)«.


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/994/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top