Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32024R0669

Rådets forordning (EU) 2024/669 af 19. februar 2024 om ændring af forordning (EF) nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme

ST/5779/2024/INIT

EUT L, 2024/669, 20.2.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/669/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/669/oj

European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie L


2024/669

20.2.2024

RÅDETS FORORDNING (EU) 2024/669

af 19. februar 2024

om ændring af forordning (EF) nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 215,

under henvisning til Rådets afgørelse (FUSP) 2024/628 af 19. februar 2024 om ændring af fælles holdning 2001/931/FUSP om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme (1),

under henvisning til fælles forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets forordning (EF) nr. 2580/2001 (2) giver virkning til Rådets fælles holdning 2001/931/FUSP (3).

(2)

Den 19. februar 2024 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2024/628, som ændrede fælles holdning 2001/931/FUSP med henblik på at indføre en humanitær fritagelse i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 2664 (2022), en yderligere fravigelsesordning for organisationer og aktører, der er involveret i humanitære aktiviteter, og som ikke kan nyde godt af denne humanitære fritagelse, samt en revisionsklausul vedrørende disse undtagelser.

(3)

Da disse foranstaltninger falder ind under anvendelsesområdet for traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, er regulering på EU-plan nødvendig for deres gennemførelse, navnlig for at sikre, at de økonomiske aktører i alle medlemsstater anvender dem ensartet.

(4)

Forordning (EF) nr. 2580/2001 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I artikel 6 i forordning (EF) nr. 2580/2001 tilføjes følgende stykker:

»3.   Artikel 2, stk. 1 og 2, finder ikke anvendelse på tilrådighedsstillelse af pengemidler eller økonomiske ressourcer, der er nødvendige for at sikre rettidig levering af humanitær bistand eller støtte andre aktiviteter, der støtter grundlæggende menneskelige behov, hvis en sådan bistand og sådanne andre aktiviteter udføres af:

a)

De Forenede Nationer (FN), herunder FN's programmer, fonde og andre enheder og organer, samt FN's særorganisationer og tilknyttede organisationer

b)

internationale organisationer

c)

humanitære organisationer, der har observatørstatus i FN's Generalforsamling, og medlemmer af disse humanitære organisationer

d)

bilateralt eller multilateralt finansierede ikkestatslige organisationer, der deltager i FN's beredskabsplaner for humanitær bistand, FN's flygtningeberedskabsplaner, andre FN-appeller eller humanitære grupper, der koordineres af FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender

e)

organisationer og agenturer, som Unionen har udstedt certifikatet for det humanitære partnerskab til, eller som er certificeret eller anerkendt af en medlemsstat i overensstemmelse med nationale procedurer

f)

medlemsstaternes særorganisationer

g)

ansatte, støttemodtagere, datterselskaber eller gennemførelsespartnere hos de enheder, der er omhandlet i litra a)-f), mens og i det omfang de handler i denne egenskab.

4.   Uden at det berører stk. 3, og uanset artikel 2, stk. 1 og 2, kan de kompetente myndigheder i en medlemsstat på sådanne vilkår, som de skønner hensigtsmæssige, give tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer eller til, at visse pengemidler eller økonomiske ressourcer stilles til rådighed, efter at have konstateret, at tilvejebringelse af sådanne pengemidler eller økonomiske ressourcer er nødvendig for at sikre rettidig levering af humanitær bistand eller for at understøtte andre aktiviteter, der støtter basale menneskelige behov.

5.   Foreligger der ikke et afslag, en anmodning om oplysninger eller en meddelelse om yderligere tid fra den relevante kompetente myndighed senest fem arbejdsdage efter modtagelsen af en anmodning om tilladelse i medfør af stk. 4, anses tilladelsen for at være givet.

6.   Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i medfør af stk. 4, senest fire uger efter meddelelsen af en sådan tilladelse.

7.   Stk. 3 og 4 gennemgås mindst hver 12. måned eller efter indtrængende anmodning fra en medlemsstat, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik eller Kommissionen, hvis omstændighederne har ændret sig grundlæggende.

8.   Stk. 3 finder anvendelse indtil den 22. februar 2025.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. februar 2024.

På Rådets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)   EUT L, 2024/628, 20.2.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/628/oj.

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 2580/2001 af 27. december 2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme (EFT L 344 af 28.12.2001, s. 70).

(3)  Rådet fælles holdning 2001/931/FUSP af 27. december 2001 om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme (EFT L 344 af 28.12.2001, s. 93).


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/669/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top