Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32024R0346

    Kommissionens forordning (EU) 2024/346 af 22. januar 2024 om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 og af bilaget til Kommissionens forordning (EU) nr. 231/2012 for så vidt angår anvendelsen af trimagnesiumdicitrat i kosttilskud

    C/2024/297

    EUT L, 2024/346, 23.1.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/346/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/346/oj

    European flag

    Tidende
    Den Europæiske Unions

    DA

    Serie L


    2024/346

    23.1.2024

    KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2024/346

    af 22. januar 2024

    om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 og af bilaget til Kommissionens forordning (EU) nr. 231/2012 for så vidt angår anvendelsen af trimagnesiumdicitrat i kosttilskud

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer (1), særlig artikel 10, stk. 3, og artikel 14,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 af 16. december 2008 om en fælles godkendelsesprocedure for fødevaretilsætningsstoffer, fødevareenzymer og fødevarearomaer (2), særlig artikel 7, stk. 5, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 indeholder en EU-liste over fødevaretilsætningsstoffer, der er godkendt til anvendelse i fødevarer, og deres anvendelsesbetingelser.

    (2)

    I Kommissionens forordning (EU) nr. 231/2012 (3) fastsættes der specifikationer for fødevaretilsætningsstoffer, herunder farvestoffer og sødestoffer, der er opført i bilag II og III til forordning (EF) nr. 1333/2008.

    (3)

    EU-listerne i bilag II og III til forordning (EF) nr. 1333/2008 kan opdateres i overensstemmelse med den fælles procedure, jf. artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1331/2008, enten på Kommissionens initiativ eller som følge af en ansøgning.

    (4)

    En ansøgning om tilladelse til at anvende vandfrit trimagnesiumdicitrat som stabilisator og antiklumpningsmiddel i kosttilskud i fast form og i form af tyggetabletter blev indgivet den 24. juni 2015 og gjort tilgængelig for medlemsstaterne.

    (5)

    Vandfrit trimagnesiumdicitrat er beregnet til brug i kosttilskud i fast form og i form af tyggetabletter til at binde små mængder overskydende vand i løbet af forarbejdningen og inden i emballagen.

    (6)

    Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) evaluerede sikkerheden ved vandfrit trimagnesiumdicitrat (4), når det anvendes som tilsætningsstof i kosttilskud i fast form og i form af tyggetabletter, og den konkluderede, at anvendelse af stoffet i kosttilskud i fast form på det foreslåede typiske anvendelsesniveau på 50 000 mg/kg ikke ville give nogen sikkerhedsmæssige betænkeligheder, hvorimod det foreslåede maksimale anvendelsesniveau på 120 000 mg/kg ville medføre en anslået eksponering via kosten for magnesium hos voksne og ældre ved høje percentiler over det øvre tolerable daglige indtag på 250 mg/dag for supplerende magnesium, der er fastsat af Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler på baggrund af en mild, transient afførende virkning, som let kan ændres, og som kroppen nemt kan tilpasse sig inden for få dage. Forudsat at den anslåede eksponering via kosten for magnesium fra anvendelse af fødevaretilsætningsstoffet vandfrit trimagnesiumdicitrat var under det øvre tolerable indtag, fandt autoriteten, at der ikke ville være nogen sikkerhedsmæssige betænkeligheder ved de foreslåede typiske anvendelsesniveauer af vandfrit trimagnesiumdicitrat som stabilisator og antiklumpningsmiddel i kosttilskud.

    (7)

    På baggrund af autoritetens udtalelse reducerede ansøgeren de maksimale anvendelsesniveauer, der blev ansøgt om, til 100 000 mg/kg, således at eksponeringen for magnesium hos voksne og ældre ved det høje niveau i henhold til fabrikantens brugsanvisning for normal brug af kosttilskuddet herefter ikke ville overstige det øvre tolerable daglige indtag, der tillades som næringsstof i kosttilskud.

    (8)

    Anvendelsen af vandfrit trimagnesiumdicitrat bør derfor godkendes som stabilisator og antiklumpningsmiddel i kosttilskud i fast form, og det pågældende tilsætningsstof bør tildeles E-nummeret E 345(i).

    (9)

    Specifikationerne for trimagnesiumdicitrat (E 345(i)) bør indarbejdes i forordning (EU) nr. 231/2012, da det optages på EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 for første gang.

    (10)

    Forordning (EF) nr. 1333/2008 og (EU) nr. 231/2012 bør derfor ændres.

    (11)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 ændres som angivet i bilag I til nærværende forordning.

    Artikel 2

    Bilaget til forordning (EU) nr. 231/2012 ændres som angivet i bilag II til nærværende forordning.

    Artikel 3

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 22. januar 2024.

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)   EUT L 354 af 31.12.2008, s. 16.

    (2)   EUT L 354 af 31.12.2008, s. 1.

    (3)  Kommissionens forordning (EU) nr. 231/2012 af 9. marts 2012 om specifikationer for fødevaretilsætningsstoffer opført i bilag II og III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 (EUT L 83 af 22.3.2012, s. 1).

    (4)  EFSA Journal 2016: 14(11):4599.


    BILAG I

    I bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 foretages følgende ændringer:

    1)

    I del B, punkt 3, »Andre tilsætningsstoffer end farvestoffer og sødestoffer« indsættes følgende række efter rækken vedrørende fødevaretilsætningsstoffet E 343 Magnesiumphosphater:

    »E 345(i)

    Trimagnesiumdicitrat«

    2)

    I del E, i fødevarekategorien 17.1 »Kosttilskud i fast form, undtagen kosttilskud til spædbørn og småbørn« indsættes følgende række efter rækken vedrørende E 432-436 Polysorbater:

     

    »E 345(i)

    Trimagnesiumdicitrat«

    100 000

    (97)«

     

    (97):

    I overensstemmelse med direktiv 2002/46/EF.«


    BILAG II

    I bilaget til forordning (EU) nr. 231/2012 indsættes følgende optegnelse for E 345(i) efter optegnelsen vedrørende tilsætningsstoffet E 343 (ii) DIMAGNESIUMPHOSPHAT:

    «E 345 (i) TRIMAGNESIUMDICITRAT

    Synonymer

    Magnesiumcitrat; trimagnesiumdicitrat

    Definition

    Einecs-nummer

    222-093-9

    Kemisk navn

    Trimagnesium bis (2-hydroxypropan-1,2,3- tricarboxylat), vandfrit

    Kemisk formel

    (C6H5O7)2 Mg3

    Molekylvægt

    451,12 (vandfrit)

    Indhold

    15,0-16,5 % Mg tørstof lig med 92,8-102,1 % vandfrit trimagnesiumdicitrat

    Beskrivelse

    Hvidt eller næsten hvidt, fint, let hygroskopisk pulver

    Udseende af en opløsning

    Ikke mere opaliserende end referenceopslæmning III og ikke mere intensivt farvet end referenceopløsning Y7 eller BY6

    Identifikation

    Test for citrat

    Positiv

    Test for magnesium

    Positiv

    pH (5 % opløsning)

    6,0-8,5

    Opløselighed

    Opløseligt i vand, praktisk taget uopløseligt i ethanol (96 %), det opløses i fortyndet saltsyre.

    Partikelstørrelse

    ved STEM-metoden — medianpartikelstørrelse (D50) (nummerbaseret) ikke under 130 nm

    ved laserdiffraktionsmetoden — medianpartikelstørrelse (D50) (massebaseret) ikke under 50 μm

    Renhed

    Tørringstab

    Maksimalt 3,5 %, bestemt ved 1 000 g ved tørring i ovn ved 180 ± 10 °C i 5 t

    Oxalsyre/oxalat

    ≤ 280 mg/kg (0,028 %) som oxalsyre

    Sulfater

    ≤ 2 000 mg/kg (0,2 %)

    Calcium

    ≤ 2 000 mg/kg (0,2 %)

    Jern

    ≤ 100 mg/kg

    Kviksølv

    ≤ 0,1 mg/kg

    Bly

    ≤ 1 mg/kg

    Cadmium

    ≤ 0,1 mg/kg

    Arsen

    ≤ 1 mg/kg

    Uidentificeret materiale

    Ingen forarbejdnings- eller produktrelaterede urenheder. Utilsigtet forekomst af hydratforme af trimagnesiumdicitrat såsom nonahydrat kan ikke udelukkes.«


    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/346/oj

    ISSN 1977-0634 (electronic edition)


    Top