Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32024D2546

Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2024/2546 af 19. september 2024 om ændring af afgørelse (EU) 2023/2684 om godkendelse af omfanget af møntudstedelse i 2024 (ECB/2023/28) (ECB/2024/25)

ECB/2024/25

EUT L, 2024/2546, 27.9.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/2546/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/2546/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/2546

27.9.2024

DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE (EU) 2024/2546

af 19. september 2024

om ændring af afgørelse (EU) 2023/2684 om godkendelse af omfanget af møntudstedelse i 2024 (ECB/2023/28) (ECB/2024/25)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 128, stk. 2,

under henvisning til Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2015/2332 af 4. december 2015 om de proceduremæssige rammer for godkendelsen af mængden af euromønter der skal udstedes (ECB/2015/43) (1), særlig artikel 3, stk. 8, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den Europæiske Centralbank (ECB) har fra og med den 1. januar 1999 eneret til at godkende omfanget af mønter til udstedelse for de medlemsstater, der har euroen som valuta.

(2)

På grundlag af de skøn for efterspørgslen efter euromønter i 2024, som de medlemsstater, der har euroen som valuta, forelagde ECB, godkendte ECB den samlede mængde af euromønter, der er bestemt til at sættes i omløb, og euromønter til samlerbrug, der ikke er bestemt til at sættes i omløb, for 2024, ved Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2023/2684 (ECB/2023/28) (2).

(3)

I henhold til artikel 3 i Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2015/2332 (ECB/2015/43) skal en medlemsstat, der har euroen som valuta, underrette ECB, hvis der er sandsynlighed for, at den faktiske efterspørgsel efter euromønter vil overstige den godkendte mængde møntudstedelse i et kalenderår og, hvis den øgede møntefterspørgsel fortsætter, indgive en ad hoc-anmodning om godkendelse af en yderligere mængde mønter, der skal udstedes i det pågældende kalenderår.

(4)

ECB modtog den 12. juli 2024 en anmodning fra Central Bank of Malta på vegne af Malta om, at omfanget af euromønter til samlerbrug, som Malta kan udstede i 2024, øges med yderligere 9,0 mio. EUR, fra 0,5 mio. EUR til 9,5 mio. EUR. Årsagen til denne anmodning er, at mængden af euromønter til samlerbrug, både præget og solgt via samarbejdsaftaler, som Malta har udstedt i 2024, overstiger den mængde euromønter til samlerbrug, som ECB godkendte for Malta i 2024. Da ECB skal godkende den ekstra mængde af euromønter, inden denne ekstra mængde euromønter udstedes, har direktionen besluttet, at den ekstra mængde euromønter til samlerbrug, som skal godkendes af ECB, bør beregnes fra det tidspunkt, hvor ECB modtog denne ad hoc-anmodning om godkendelse.

(5)

I henhold til artikel 3, stk. 8, i afgørelse (EU) 2015/2332 (ECB/2015/43) skal direktionen, hvis den fastslår, at den yderligere mængde mønter, som en medlemsstat i euroområdet har anmodet om, kræver en ændring, forelægge et begrundet forslag, der forklarer de nødvendige ændringer, for Styrelsesrådet, som skal vedtage en individuel afgørelse om anmodningen om ad hoc-godkendelse.

(6)

Direktionen foreslår, at mængden af euromønter til samlerbrug, som Malta kan udstede i perioden fra august til december 2024, øges med yderligere 3,75 mio. EUR. Da der allerede er udstedt 0,5 mio. EUR, vil den samlede mængde euromønter til samlerbrug, som Malta kan udstede i 2024, blive øget til 4,25 mio. EUR.

(7)

Afgørelse (EU) 2023/2684 (ECB/2023/28) bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ændring

Tabellen i artikel 2 i afgørelse (EU) 2023/2684 (ECB/2023/28), ændres som følger:

1)

Rækken vedrørende Malta affattes således:

»Malta

6,70

4,25

10,95 «

2)

Rækken vedrørende »I alt« affattes således:

»I alt

1 876,02

472,35

2 348,37 «.

Artikel 2

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på den dato, hvor den meddeles til adressaterne.

Artikel 3

Adressater

Denne afgørelse er rettet til de medlemsstater, der har euroen som valuta.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 19. september 2024.

Christine LAGARDE

Formand for ECB


(1)   EUT L 328 af 12.12.2015, s. 123.

(2)  Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2023/2684 af 21. november 2023 om godkendelse af omfanget af møntudstedelse i 2024 (ECB/2023/28) (EUT L, 2023/2684, 28.11.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/2684/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/2546/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top