Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32024D2078

    Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/2078 af 31. juli 2024 om afslag på forlængelse af godkendelsen af SmokEz Enviro-23 (SF-006) som røgaromaprimærprodukt (meddelt under nummer C(2024) 3706)

    C/2024/3706

    EUT L, 2024/2078, 1.8.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/2078/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/2078/oj

    European flag

    Den Europæiske Unions
    Tidende

    DA

    L-udgaven


    2024/2078

    1.8.2024

    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2024/2078

    af 31. juli 2024

    om afslag på forlængelse af godkendelsen af SmokEz Enviro-23 (SF-006) som røgaromaprimærprodukt

    (meddelt under nummer C(2024) 3706)

    (Kun den engelske udgave er autentisk)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2065/2003 af 10. november 2003 om røgaromaer, som anvendes eller er bestemt til anvendelse i eller på fødevarer (1), særlig artikel 12, stk. 3, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I henhold til forordning (EF) nr. 2065/2003 må kun røgaromaer, der er opført på EU-listen over godkendte røgaromaprimærprodukter (»EU-listen«), markedsføres i Unionen.

    (2)

    EU-listen blev opstillet ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1321/2013 (2). SmokEz Enviro-23 (SF-006) blev opført på denne liste med udløbsdato for godkendelsen den 1. januar 2024.

    (3)

    Ved brev af 27. juni 2022 meddelte Kerry Inc. Kommissionen, at virksomheden havde erhvervet aktiverne i Red Arrow Products Company LLC, og at den nu ejer rettighederne til SmokEz Enviro-23 (SF-006).

    (4)

    Den 30. juni 2022 indgav virksomheden Kerry Inc. en ansøgning om forlængelse af godkendelsen af SmokEz Enviro-23 (SF-006) som røgaromaprimærprodukt.

    (5)

    Den 28. september 2023 vedtog Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) sin videnskabelige udtalelse om sikkerheden ved SmokEz Enviro-23 (SF-006) (3).

    (6)

    Autoriteten bemærkede i sin videnskabelige udtalelse, at SmokEz Enviro-23 (SF-006) indeholder stofferne furan-2(5H)-on og benzen–1,2-diol, og konkluderede, at der in vivo blev konstateret en betænkelighed for genotoksicitet for disse stoffer ved oral indgift. I overensstemmelse med autoritetens erklæring om genotoksicitetsvurderingen af kemiske blandinger (4), og i betragtning af at den anslåede eksponering for disse to komponenter ligger over tærsklen for toksikologisk betænkelighed på 0,0025 μg/kg legemsvægt pr. dag for DNA-reaktive mutagener og/eller kræftfremkaldende stoffer, konkluderede autoriteten, at SmokEz Enviro-23 (SF-006) giver anledning til betænkelighed med hensyn til genotoksicitet. Autoriteten konkluderede endvidere, at yderligere fire komponenter i SmokEz Enviro-23 (SF-006) og den uidentificerede del heraf giver anledning til en mulig betænkelighed for genotoksicitet.

    (7)

    I henhold til artikel 4 i forordning (EF) nr. 2065/2003 må kun røgaromaer, der ikke indebærer risici for menneskers sundhed, godkendes og markedsføres. Der bør derfor gives afslag på forlængelse af godkendelsen af SmokEz Enviro-23 (SF-006) som røgaromaprimærprodukt.

    (8)

    For at gøre det muligt for fødevarevirksomhedsledere at anvende SmokEz Enviro-23 (SF-006) som røgaromaprimærprodukt til fremstilling af fødevarer, der skal markedsføres indtil den 1. juli 2029, jf. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/2067 (5), bør SmokEz Enviro-23 (SF-006) dog kunne markedsføres indtil denne dato.

    (9)

    Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Der gives afslag på forlængelse af godkendelsen af SmokEz Enviro-23 (SF-006) som røgaromaprimærprodukt.

    Artikel 2

    SmokEz Enviro-23 (SF-006) kan fortsat markedsføres indtil den 1. juli 2029.

    Artikel 3

    Denne afgørelse er rettet til Kerry Inc., Global Technology and Innovation Centre, 3400 Millington Road, Beloit, WI 53511, USA.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 31. juli 2024.

    På Kommissionens vegne

    Stella KYRIAKIDES

    Medlem af Kommissionen


    (1)   EUT L 309 af 26.11.2003, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2003/2065/oj.

    (2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1321/2013 af 10. december 2013 om EU-listen over godkendte røgaromaprimærprodukter til anvendelse uden videre forarbejdning i eller på fødevarer og/eller til fremstilling af afledte røgaromaer (EUT L 333 af 12.12.2013, s. 54, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2013/1321/oj).

    (3)  EFSA (2023). Scientific opinion on the renewal of the authorisation of SmokEz Enviro-23 (SF-006) as a smoke flavouring Primary Product, EFSA Journal, 21(11), https://doi.org/10.2903/j.efsa.2023.8368.

    (4)  EFSA (2019). EFSA Journal 2019;17(1):5519, 11 sider. https://doi.org/10.2903/j.efsa.2019.5519.

    (5)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/2067 af 31. juli 2024 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1321/2013 for så vidt angår sletning af oplysningerne SF-001 til SF-010 fra EU-listen over godkendte røgaromaprimærprodukter (EUT L, 2024/2067, 1.8.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/2067/oj).


    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/2078/oj

    ISSN 1977-0634 (electronic edition)


    Top