This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 32024D1697
Commission Implementing Decision (EU) 2024/1697 of 12 June 2024 on the establishment of the Ukraine Facility Audit Board
Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/1697 af 12. juni 2024 om nedsættelse af et revisionsudvalg for Ukrainefaciliteten
Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/1697 af 12. juni 2024 om nedsættelse af et revisionsudvalg for Ukrainefaciliteten
C/2024/3969
EUT L, 2024/1697, 17.6.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/1697/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
In force
|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2024/1697 |
17.6.2024 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2024/1697
af 12. juni 2024
om nedsættelse af et revisionsudvalg for Ukrainefaciliteten
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/792 af 29. februar 2024 om oprettelse af Ukrainefaciliteten (1), særlig artikel 36, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Der bør nedsættes et revisionsudvalg i forbindelse med Ukrainefaciliteten for at styrke effektiviteten af Ukraines forvaltnings- og kontrolsystemer for EU-finansiering og navnlig for at forebygge svig, korruption, interessekonflikter og uregelmæssigheder, jf. artikel 36 i forordning (EU) 2024/792. |
|
(2) |
Revisionsudvalget skal hurtigst muligt nedsættes for at gøre det muligt for Ukraine at indgive sin første betalingsanmodning i medfør af artikel 36 i forordning (EU) 2024/792 — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Nedsættelse
Revisionsudvalget for Ukrainefaciliteten nedsættes hermed for den periode, der løber fra dagen for vedtagelsen af denne afgørelse indtil den 30. juni 2028.
Artikel 2
Formål
Revisionsudvalget bistår Kommissionen med at vurdere effektiviteten af Ukraines forvaltnings- og kontrolsystemer, for så vidt angår de midler, der stilles til rådighed inden for rammerne af faciliteten, og med at bekæmpe uretmæssig forvaltning af EU-midler i forbindelse med Ukrainefaciliteten, navnlig svig, korruption, interessekonflikter og uregelmæssigheder.
Artikel 3
Revisionsudvalgets sammensætning og virke
1. Revisionsudvalget består af tre medlemmer og har sæde i Bruxelles.
2. Kommissionen yder revisionsudvalgets medlemmer passende logistisk støtte, navnlig i form af kontorlokaler og IT-støtte.
3. Revisionsudvalget bistås af et sekretariat, der er placeret i Kiev, og som ledes af en sekretariatschef. Sekretariatet får sine retningslinjer og vejledning fra formanden for revisionsudvalget, der udnævnes efter reglerne i artikel 6 i denne afgørelse.
4. Artikel 2 i Kommissionens afgørelse 1999/396/EF, EKSF, Euratom (2) om betingelser og regler for interne undersøgelser i forbindelse med bekæmpelse af svig, korruption og alle andre ulovlige aktiviteter til skade for Fællesskabernes interesser finder anvendelse på medlemmerne af revisionsudvalget og deres personale, herunder sekretariatets personale.
Artikel 4
Udnævnelse, ophør af udnævnelse og afskedigelse af medlemmer af revisionsudvalget
1. Revisionsudvalgets medlemmer udnævnes af Kommissionen på baggrund af indkaldelse af interessetilkendegivelser. Revisionsudvalgets medlemmers embedsperiode begynder på den dato, der er fastsat med henblik herpå i afgørelsen om udnævnelse af medlemmerne af revisionsudvalget.
2. Revisionsudvalgets medlemmer skal være unionsborgere med dokumenteret erfaring inden for revision, overvågning og kontrol og/eller bekæmpelse af svig, korruption, interessekonflikter og uregelmæssigheder, hvor erfaringen ideelt set er opnået i en ledende stilling i EU-institutionerne eller medlemsstaternes forvaltningsmyndigheder.
3. Medlemmerne af revisionsudvalget udnævnes til særlige rådgivere for Kommissionen, jf. artikel 5 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (3), for en periode på to år. Deres kontrakter kan fornyes og sikrer, at de er fuldt ud uafhængige af enhver udefrakommende indflydelse under udførelsen af deres opgaver. Medlemmerne af revisionsudvalget skal være sikkerhedsgodkendt, eller hvis de ikke allerede er det, være villige til at underkaste sig den sikkerhedsgodkendelse, der foretages af den medlemsstat, i hvilken de er statsborgere.
4. Udvælgelsesproceduren gennemføres af generaldirektøren for GD NEAR med støtte fra et panel, hvis medlemmer udvælges af generaldirektøren blandt de mest berørte generaldirektorater i Kommissionen. Panelet forelægger generaldirektøren en liste over kandidater på grundlag af resultaterne af indkaldelsen af interessetilkendegivelser og de efterfølgende samtaler. Generaldirektøren udvælger revisionsudvalgets medlemmer samt tre stedfortrædere til at afløse et udvalgsmedlem, hvis udvalgsmedlemmet ikke længere er i stand til eller villig til at udføre sine opgaver.
5. Hvis et medlem af revisionsudvalget ikke længere opfylder betingelserne for at udføre sin opgaver som fastsat i denne afgørelse og i sin ansættelseskontrakt, kan vedkommende afskediges af Kommissionen.
6. Hvis et medlem af revisionsudvalget af lægelige eller andre årsager er ude af stand til at udføre sine opgaver i en begrænset periode, kan Kommissionen i samråd med det pågældende udvalgsmedlem midlertidigt udpege en stedfortræder, indtil det pågældende medlem af revisionsudvalget er i stand til at genoptage sine opgaver, for den periode, hvor vedkommende ikke er i stand til at udføre sine opgaver.
7. Det begrænsede tidsrum, der er nævnt i stk. 6, må ikke overstige seks måneder.
Artikel 5
Udnævnelse af formand og næstformand
1. Generaldirektøren for GD NEAR udpeger et af medlemmerne som formand for revisionsudvalget og et som næstformand. Hvis formanden er forhindret i at udføre sine opgaver, udføres de af næstformanden.
2. Hvis formandshvervet bliver ledig, udfører næstformanden sine opgaver, indtil generaldirektøren for GD NEAR har udpeget en ny formand.
Artikel 6
Formandens ansvarsområder
1. Formanden repræsenterer udvalget. Vedkommende leder revisionsudvalgets møder og tilrettelægger dets arbejde.
2. Formanden kan delegere beføjelsen til at underskrive dokumenter på revisionsudvalgets vegne til hvert af revisionsudvalgets medlemmer og sekretariatschefen.
3. Formanden fastlægger mødeplanen og dagsordenen for revisionsudvalgets møder.
4. Formanden er ansvarlig for senest seks måneder efter, at revisionsudvalget har indledt sit virke, at udarbejde revisionsudvalgets forretningsorden.
Artikel 7
Uafhængighed og objektivitet
Revisionsudvalgets medlemmer og sekretariatets personale udfører deres opgaver på fuldstændig objektiv og uafhængig vis og udfører deres arbejde i overensstemmelse med bedste gældende internationale praksis, standarder og retningslinjer, navnlig på revisionsområdet.
Artikel 8
Tilrettelæggelse af møder
1. Der afholdes mindst seks møder i revisionsudvalget hvert år i Bruxelles, som i begrundede tilfælde også kan afholdes andre steder eller online. Revisionsudvalget gennemfører også, når omstændighederne tillader det, mindst seks besøg i Kiev hvert år.
2. Formanden sikrer, at der på hvert møde i revisionsudvalget er mindst to medlemmer til stede, som er det antal, der kræves for at udvalget er beslutningsdygtigt.
3. Formanden sikrer, at revisionsudvalgets møder anvendes til at drøfte sekretariatets konklusioner, vejlede om sekretariatets arbejde og til at forelægge rapporter for Kommissionen.
4. Formanden kan om nødvendigt indkalde til yderligere møder, som også kan afholdes i hybridformat. Møderne tilrettelægges i så god tid, at alle medlemmer og indbudte har mulighed for at deltage.
Artikel 9
Sekretariat
1. Revisionsudvalgets sekretariat består af et team af eksperter inden for ledelse, kontrol, revision og andre relevante områder samt sekretariatsassistenter, der ansættes i henhold til en tjenesteydelseskontrakt på baggrund af et udbud, der iværksættes af GD NEAR.
2. Sekretariatets arbejde ledes af en sekretariatschef, som er en tjenestemand fra Kommissionen, der udpeges af GD NEAR.
3. Sekretariatet bistår revisionsudvalget i udførelsen af dets opgaver, navnlig ved via sekretariatschefen at tilvejebringe og stille alle relevante oplysninger til rådighed.
Artikel 10
Observatører
1. Kommissionen kan indbyde repræsentanter for medlemsstaterne og andre donorer til at deltage i revisionsudvalgets aktiviteter. Kommissionen kan opfordre andre donorer, der bidrager til faciliteten, til at udpege observatører til revisionsudvalget.
2. Når observatørerne indbydes af Kommissionen, kan de deltage i revisionsudvalgets møder i denne egenskab og have adgang til oplysninger. Formanden for revisionsudvalget kan af behørigt begrundede årsager såsom fortrolighed eller databeskyttelse og efter høring af de øvrige medlemmer af revisionsudvalget afvise at give observatørerne adgang til oplysninger.
3. Formanden for revisionsudvalget kan efter høring af de øvrige medlemmer af revisionsudvalget indbyde observatører til at deltage i revisionsudvalgets drøftelser og opfordre observatørerne til at fremsætte mundtlige og skriftlige bemærkninger.
4. Observatører deltager ikke i vedtagelsen af rapporter eller henstillinger.
Artikel 11
Forebyggelse og håndtering af interessekonflikter
1. Hvis et medlem af revisionsudvalget eller enhver anden person, der deltager i revisionsudvalgets møder, herunder som observatør, befinder sig i en interessekonflikt eller i en situation, der kan opfattes som sådan af offentligheden, underretter vedkommende straks de øvrige medlemmer af revisionsudvalget og sekretariatet herom og afholder sig fra at deltage i de pågældende drøftelser og i vedtagelsen af de pågældende rapporter og henstillinger i revisionsudvalget.
2. I den situation, der er beskrevet i stk. 1, træffer formanden for revisionsudvalget efter at være blevet behørigt underrettet herom alle passende foranstaltninger.
3. Formanden for revisionsudvalget underretter generaldirektøren for GD NEAR om enhver situation, der er beskrevet i stk. 1, så snart vedkommende har fået kendskab hertil.
Artikel 12
Revisionsudvalgets opgaver
1. Revisionsudvalget bistår Kommissionen med løbende at overvåge Ukraines forvaltnings- og kontrolsystemer, hvad angår anvendelsen af EU-midler inden for rammerne af faciliteten og ved at rapportere om eventuelle systemiske problemer eller potentielle svagheder i disse systemer. Revisionsudvalget vurderer bl.a. de systemer, som Ukraine har indført for at undgå, afhjælpe, afrapportere om og effektivt håndtere, efterforske og retsforfølge eventuelle tilfælde af svig, korruption, interessekonflikter og andre uregelmæssigheder i forbindelse med udgifter, der finansieres inden for rammerne af faciliteten.
2. Revisionsudvalget har ret til at anmode de kompetente myndigheder om oplysninger og til enhver tid, herunder via sit sekretariat, at foretage sine egne efterprøvning og kontrol på stedet af Ukraines forvaltnings- og kontrolsystem samt af procedurer og udgifter til gennemførelse af de trin i Rådets gennemførelsesafgørelse om godkendelse af vurderingen af planen for Ukraine, som Kommissionen allerede har vurderet ved hjælp af de kvartalsvise betalingsanmodninger. De udarbejdede rapporter skal, hvor det er relevant, indeholde henstillinger til Ukraine om at forbedre landets forvaltnings- og kontrolsystem og sendes til Kommissionen. Revisionsudvalget handler med forbehold af de beføjelser, der er tillagt Kommissionen, OLAF, Den Europæiske Revisionsret og EPPO.
3. Revisionsudvalget forelægger Kommissionen rapporter, herunder en kopi af de henstillinger, der er nævnt i stk. 2, med en hyppighed på mindst én rapport hver tredje måned på grundlag af et arbejdsprogram, der forelægges Kommissionen til orientering senest tre måneder efter den dato, hvor udvalget påbegyndte sit virke. I disse rapporter fremlægges revisionsudvalgets udtalelse om det ukrainske forvaltnings- og kontrolsystems præstation og effektivitet. Oplysninger, som revisionsudvalget har indhentet eller er blevet gjort opmærksom på, om konstaterede tilfælde af eller alvorlige betænkeligheder i forbindelse med uretmæssig forvaltning af udgifter, der finansieres inden for rammerne af faciliteten, sendes straks videre til Kommissionen.
4. Revisionsudvalget afgiver henstillinger til Ukraine om alle tilfælde, hvor de kompetente ukrainske myndigheder efter dets opfattelse ikke har taget de nødvendige skridt til at forebygge, opdage, korrigere, efterforske og retsforfølge svig, korruption, interessekonflikter og uregelmæssigheder, der har påvirket eller i alvorlig grad risikerer at påvirke en forsvarlig økonomisk forvaltning af de udgifter, der finansieres inden for rammerne af faciliteten, og i alle tilfælde, hvor det konstaterer svagheder, der påvirker udformningen og funktionen af det kontrolsystem, som de ukrainske myndigheder har indført.
5. Revisionsudvalgets rapporter og oplysninger skal, hvor det er relevant og i alle tilfælde, hvor der er behov for foranstaltninger til at forebygge, opdage, korrigere, efterforske og retsforfølge svig, korruption, interessekonflikter, uregelmæssigheder eller enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser, straks sendes til Kommissionen, Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig og Den Europæiske Anklagemyndighed i overensstemmelse med deres respektive beføjelser. Revisionsudvalget kan også dele sine rapporter og oplysninger, alt efter hvad der er relevant, med de relevante ukrainske myndigheder, navnlig i tilfælde, hvor sådanne myndigheder skal tage skridt til at forebygge, opdage, korrigere, efterforske og retsforfølge svig, korruption, interessekonflikter, uregelmæssigheder eller enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser.
6. Revisionsudvalget kan anmode Ukraine om bistand til at indhente oplysninger og dokumenter, herunder elektroniske data, og kan anmode Ukraine om at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at lette arbejdet for de personer, der har fået til opgave at foretage efterprøvning og kontrol på stedet, uden at dette berører de gældende EU-bestemmelser og ukrainske bestemmelser om databeskyttelse og datasikkerhed.
7. Revisionsudvalget sikrer regelmæssig dialog og regelmæssigt samarbejde med Den Europæiske Revisionsret og med Ukraines revisionskammer og andre institutioner, alt efter hvad der er relevant.
Artikel 13
Databeskyttelse og fortrolighed
1. Alle medlemmer af revisionsudvalget og det personale, der arbejder for revisionsudvalgets sekretariat, sikrer, at de oplysninger, som de modtager gennem eller i forbindelse med deres arbejde, behandles strengt fortroligt. De sikrer navnlig beskyttelse af personlige, fortrolige og forretningsmæssigt følsomme oplysninger.
2. Personoplysninger behandles efter bestemmelserne i forordning Europa-Parlamentets og Rådets (EU) 2018/1725 (4), der finder tilsvarende anvendelse.
3. Revisionsudvalget indfører interne procedurer og politikker for databeskyttelse i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1725.
4. Revisionsudvalget vedtager retningslinjer for beskyttelse af fortrolige og forretningsmæssigt følsomme oplysninger.
Artikel 14
Vedtagelse af rapporter og henstillinger
1. Formanden og de øvrige medlemmer af revisionsudvalget skal bestræbe sig på at nå til enighed om indholdet af rapporterne og henstillingerne. Opnås der ikke enighed, fastsættes indholdet af et flertal af revisionsudvalgets medlemmer. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Formanden eller ethvert medlem af revisionsudvalget kan anmode om afstemning.
2. Revisionsudvalget sender sine rapporter, herunder henstillinger til Ukraine, til Kommissionen. Kommissionen meddeler Ukraine henstillingerne.
3. Revisionsudvalget overvåger løbende gennemførelsen af henstillingerne.
Artikel 15
Ikrafttræden og anvendelse
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 12. juni 2024.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L, 2024/792, 29.2.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/792/oj.
(2) Kommissionens afgørelse 1999/396/EF, EKSF, Euratom af 2. juni 1999 om betingelser og regler for interne undersøgelser i forbindelse med bekæmpelse af svig, korruption og alle andre ulovlige aktiviteter til skade for Fællesskabernes interesser (EFT L 149 af 16.6.1999, s. 57, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/1999/396/oj).
(3) Forordning nr. 31 (EØF), nr. 11 (EURATOM) om vedtægten for tjenestemænd og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Det europæiske økonomiske Fællesskab og Det europæiske Atomenergifællesskab (EFT 45 af 14.6.1962, s. 1385/62) senest ændret den 3. januar 2024 (EUT C, C/2024/509, 3.1.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/509/oj). https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/PDF/?uri=CELEX:01962R0031-20240101
(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1725/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/1697/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)