(1)

Ifølge forordning (EØF) nr. 2821/71 kan Kommissionen ved forordning anvende artikel 101, stk. 3, i traktaten på visse af de af traktatens artikel 101, stk. 1, omfattede kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis vedrørende specialisering, herunder på aftaler, der er nødvendige til gennemførelse af sådan specialisering.

(2)

I Kommissionens forordning (EU) nr. 1218/2010 (3) defineres de kategorier af specialiseringsaftaler, som Kommissionen anså for normalt at opfylde betingelserne i traktatens artikel 101, stk. 3. Nævnte forordning udløber den 30. juni 2023. I betragtning af de generelt positive erfaringer med anvendelsen af nævnte forordning og resultaterne af evalueringen af denne bør der vedtages en ny gruppefritagelsesforordning.

(3)

Formålet med denne forordning er at sikre en effektiv beskyttelse af konkurrencen og give virksomhederne tilstrækkelig retssikkerhed. Ved virkeliggørelsen af disse mål bør der tages hensyn til behovet for at forenkle den administrative kontrol og de lovgivningsmæssige rammer i størst muligt omfang.

(4)

For anvendelse af traktatens artikel 101, stk. 3, ved forordning er det ikke nødvendigt at definere, hvilke aftaler der kan falde ind under traktatens artikel 101, stk. 1. I den individuelle vurdering af aftaler efter traktatens artikel 101, stk. 1, må der tages hensyn til mange faktorer, i særdeleshed til strukturen på det relevante marked.

(5)

Anvendelsen af den fritagelse, der fastsættes i denne forordning, bør begrænses til de aftaler, der med tilstrækkelig sikkerhed kan antages at opfylde betingelserne i traktatens artikel 101, stk. 3. For specialiseringsaftaler mellem parter, der ikke når op over en vis markedsstyrke, kan det med hensyn til anvendelse af traktatens artikel 101, stk. 3, generelt antages, at aftalernes positive virkninger vil opveje enhver negativ indvirkning på konkurrencen.

(6)

Denne forordning bør finde anvendelse på aftaler vedrørende fremstilling af varer og forberedelse af tjenesteydelser. Forberedelse af tjenesteydelser vedrører aktiviteter, der udføres i foregående omsætningsled med henblik på udbud af tjenesteydelser til kunder (f.eks. samarbejde om oprettelse eller drift af en platform hvorigennem en tjenesteydelse vil blive leveret). Levering af tjenesteydelser til kunder falder uden for denne forordnings anvendelsesområde, medmindre parterne er enige om i fællesskab at levere tjenester, der er forberedt i henhold til specialiseringsaftalen.

(7)

Specialiseringsaftaler vil højst sandsynligt bidrage til at forbedre fremstillingen og distributionen af varer eller forberedelsen af tjenesteydelser, hvis parterne har komplementære kompetencer, aktiver eller aktiviteter, fordi aftalen i så fald giver dem mulighed for at fokusere på fremstillingen af visse varer eller forberedelsen af visse tjenesteydelser og således arbejde mere rationelt og udbyde produkterne til lavere priser. Når der forefindes en effektiv konkurrence, må det forventes, at forbrugerne får en rimelig andel af de dermed forbundne fordele.

(8)

Sådanne fordele kan for det første opstå som følge af aftaler, hvor en eller flere parter helt eller delvis giver afkald på at fremstille bestemte produkter eller forberede bestemte tjenesteydelser til fordel for en anden part eller andre parter (»ensidig specialisering«), for det andet som følge af aftaler, hvor to eller flere parter helt eller delvis giver afkald på at fremstille bestemte, men forskellige varer eller forberede bestemte, men forskellige tjenesteydelser til fordel for en anden part eller andre parter (»gensidig specialisering«), og for det tredje som følge af aftaler, hvor to eller flere parter forpligter sig til at fremstille bestemte produkter eller forberede bestemte tjenesteydelser i fællesskab (»fælles produktion«).

(9)

Denne forordnings anvendelse på aftaler om ensidig specialisering og gensidig specialisering bør derfor kun gælde for situationer, hvor parterne er aktive på samme produktmarked. Det er dog ikke nødvendigt, at parterne er aktive på det samme geografiske marked. Desuden bør begreberne ensidig og gensidig specialisering ikke fordre, at en part reducerer sin kapacitet, idet det er tilstrækkeligt, at de reducerer deres produktionsmængder.

(10)

For at sikre, at fordelene ved specialiseringen opnås, uden at en af parterne forsvinder helt fra et senere led end produktionsleddet, bør det fastsættes, at ensidige og gensidige specialiseringsaftaler kun er omfattet af denne forordning, når de indeholder købs- og leveringsforpligtelser. Leverings- og indkøbsforpligtelser kan, men skal ikke være eksklusive.

(11)

Denne forordning bør finde anvendelse på fælles produktionsaftaler, der er indgået af parter, som allerede er aktive på det samme produktmarked, men også af parter, der ønsker at skaffe sig adgang til et produktmarked ved hjælp af den fælles produktionsaftale. Begrebet fælles produktionsaftale bør ikke fordre, at parterne hver især reducerer deres aktiviteter med hensyn til fremstilling af varer eller forberedelse af tjenesteydelser, der falder uden for rækkevidden af deres fælles ordning.

(12)

Når parternes markedsandel på det relevante marked for de produkter, der er genstand for en specialiseringsaftale, ikke overstiger et bestemt niveau, vil en sådan aftale normalt indebære økonomiske fordele i form af stordriftsfordele, effektivitetsgevinster eller bedre produktionsteknologi, samtidig med at den sikrer forbrugerne en rimelig andel i de dermed forbundne fordele.

(13)

Hvor de produkter, der er omfattet af en specialiseringsaftale, er mellemliggende produkter, som en eller flere af parterne helt eller delvis anvender internt i deres egen fremstilling af produkter i efterfølgende omsætningsled, som de dernæst sælger på markedet, bør fritagelsen i medfør af denne forordning også afhænge af, om parternes markedsandel af det relevante marked for nævnte produkter i efterfølgende omsætningsled ikke overstiger et bestemt niveau. Hvis der kun blev taget hensyn til parternes markedsandel på markedet for de mellemliggende produkter, ville der i dette tilfælde ikke blive taget højde for risikoen for afskærmning eller prisforhøjelser for konkurrenternes input i efterfølgende omsætningsled.

(14)

Der foreligger ingen formodning om, at specialiseringsaftaler enten er omfattet af traktatens artikel 101, stk. 1, eller ikke opfylder betingelserne i traktatens artikel 101, stk. 3, hvis den i denne forordning fastsatte markedsandelstærskel er overskredet eller andre betingelser i forordningen ikke er opfyldt. I sådanne tilfælde er det nødvendigt at foretage en individuel vurdering af specialiseringsaftalen i henhold til traktatens artikel 101.

(15)

Fritagelsen der fastsættes i henhold til denne forordning bør ikke finde anvendelse på aftaler, der indeholder begrænsninger, som ikke er nødvendige for at opnå de positive virkninger af specialiseringsaftaler. Aftaler, der indeholder visse former for alvorlige konkurrencebegrænsninger såsom fastsættelse af priser over for tredjemand, begrænsning af produktion eller salg og opdeling af markeder eller kunder bør principielt være udelukket fra at kunne falde ind under fritagelsen efter denne forordning uanset størrelsen af parternes markedsandel.

(16)

Markedsandelstærsklen, ikkefritagelsen af visse aftaler og de betingelser, der fastsættes i denne forordning, sikrer generelt at aftaler, der er omfattet af gruppefritagelsen, ikke giver parterne mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser.

(17)

Denne forordning bør angive de typiske situationer, hvor det kan anses for hensigtsmæssigt at inddrage fritagelsen, der fastsættes i henhold til den i henhold til artikel 29 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (4).

(18)

Med henblik på at lette indgåelsen af specialiseringsaftaler, som vil kunne have strukturelle konsekvenser for parterne, bør denne forordnings gyldighedsperiode fastsættes til 12 år —