Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32023R0365

    Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/365 af 16. februar 2023 om afslutning af udløbsundersøgelsen vedrørende importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Ukraine

    C/2023/1049

    EUT L 50 af 17.2.2023, p. 56–58 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2023/365/oj

    17.2.2023   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 50/56


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2023/365

    af 16. februar 2023

    om afslutning af udløbsundersøgelsen vedrørende importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Ukraine

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 9, stk. 1, og artikel 11, stk. 2, og

    ud fra følgende betragtninger:

    1.   SAGSFORLØB

    1.1.   Indledning

    (1)

    Efter en anmodning om en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i grundforordningen besluttede Kommissionen at indlede en udløbsundersøgelse af de gældende antidumpingforanstaltninger vedrørende importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Den Føderative Republik Brasilien (»Brasilien«), Den Islamiske Republik Iran (»Iran«), Den Russiske Føderation (»Rusland«) og Ukraine (»de pågældende lande«). Den offentliggjorde en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende den 5. oktober 2022 (»indledningsmeddelelsen«) (2).

    (2)

    Anmodningen om en fornyet undersøgelse blev indgivet den 4. juli 2022 af EUROFER (foreningen af Europæiske Stålproducenter) (»ansøgeren«) på vegne af EU-erhvervsgrenen for visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål i henhold til grundforordningens i artikel 5, stk. 4.

    (3)

    Anmodningen indeholdt tilstrækkelige beviser for, at foranstaltningernes udløb sandsynligvis vil medføre fornyet og fortsat dumping og fornyet skade for EU-erhvervsgrenen.

    1.2.   Interesserede parter

    (4)

    I indledningsmeddelelsen blev interesserede parter opfordret til at kontakte Kommissionen for at deltage i undersøgelsen. Desuden underrettede Kommissionen specifikt ansøgeren, de kendte EU-producenter og -sammenslutninger samt myndighederne i de pågældende lande om indledningen af den fornyede undersøgelse og opfordrede disse til at deltage.

    2.   DEN UNDERSØGTE VARE

    (5)

    Den vare, der er genstand for denne undersøgelse, er visse fladvalsede produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål, også i oprullet stand (herunder »afkortede produkter« og »smalt båndjern«), kun varmvalsede, ikke pletterede, belagte eller overtrukne (»den undersøgte vare«).

    De følgende produkter er ikke omfattet af denne undersøgelse:

    i)

    produkter af rustfrit stål og kornorienteret silicium-elektrisk stål

    ii)

    produkter af værktøjsstål og hurtigstål

    iii)

    produkter, ikke i oprullet stand, uden reliefmønster, af tykkelse over 10 mm og af bredde 600 mm og derover, samt

    iv)

    produkter, ikke i oprullet stand, uden reliefmønster, af tykkelse 4,75 mm eller mere men ikke over 10 mm og af bredde 2 050 mm eller mere.

    Den undersøgte vare er i øjeblikket henhørende under KN-kode 7208 10 00, 7208 25 00, 7208 26 00, 7208 27 00, 7208 36 00, 7208 37 00, 7208 38 00, 7208 39 00, 7208 40 00, 7208 52 10, 7208 52 99, 7208 53 10, 7208 53 90, 7208 54 00, 7211 13 00, 7211 14 00, 7211 19 00, ex 7225 19 10 (Taric-kode 7225191090), 7225 30 90, ex 7225 40 60 (Taric-kode 7225406090), 7225 40 90, ex 7226 19 10 (Taric-kode 7226191091, 7226191095), 7226 91 91 og 7226 91 99. Disse KN- og Taric-koder angives kun til orientering, uden at det berører en senere ændring i toldklassificeringen.

    3.   TILBAGETRÆKNING AF KLAGEN

    (6)

    Den 23. november 2022 trak ansøgeren sin anmodning om en udløbsundersøgelse for så vidt angår Ukraine tilbage.

    (7)

    I sin tilbagetrækning tilkendegav ansøgeren, at omstændighederne med hensyn til Ukraine i betragtning af den udvikling, der har fundet sted siden indgivelsen af anmodningen (første kvartal i 2022), og navnlig siden udløbsundersøgelsen efterfølgende blev indledt, har ændret sig i et sådant omfang, at det ikke længere er hensigtsmæssigt at foretage en udløbsundersøgelse af importen af varmvalsede flade produkter fra Ukraine. Ansøgeren henviste navnlig til ødelæggelsen af en stor del af kapaciteten for varmvalsede flade produkter i Ukraine samt af den ukrainske energiinfrastruktur. Ansøgeren bemærkede endvidere, at en militær konflikt, eller i det mindste konsekvenserne heraf for Ukraine, ville være af varig karakter. Navnlig forventes stålkapaciteten i Ukraine ikke at vende tilbage til normal drift på kort og mellemlang sigt, og det er derfor ikke sandsynligt, at den ukrainske eksport af varmvalsede flade produkter vil kunne bidrage til fornyet skade for EU-erhvervsgrenen i den nærmeste fremtid.

    4.   KONKLUSION OG FREMLÆGGELSE AF OPLYSNINGER

    (8)

    I overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 1, kan undersøgelsen afsluttes, medmindre en sådan afslutning ikke vil være i Unionens interesse.

    (9)

    Undersøgelsen frembragte ikke oplysninger, hvoraf det fremgik, at en sådan afslutning ikke ville være i Unionens interesse.

    (10)

    Kommissionen fandt derfor, at den fornyede undersøgelse burde afsluttes for så vidt angår importen fra Ukraine. Kommissionen vil fortsætte den fornyede undersøgelse af importen fra Brasilien, Iran og Rusland.

    (11)

    Da foranstaltningerne ikke forlænges, for så vidt angår Ukraine, tilbagebetales al told, som er opkrævet fra den dato, hvor udløbsundersøgelsen indledtes af varer, som er blevet toldbehandlet, for så vidt angår import af den undersøgte vare med oprindelse i Ukraine, såfremt de nationale toldmyndigheder anmoder herom og indrømmer dette i overensstemmelse med Unionens gældende toldlovgivning vedrørende tilbagebetaling af og fritagelse for told. Kommissionen bemærkede, at antidumpingtold på import med oprindelse i Ukraine pr. 4. juni 2022 ikke bør opkræves på noget tidspunkt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/870 (3). I dette tilfælde skal tolden derfor ikke tilbagebetales, fordi Den Europæiske Union allerede inden datoen for indledningen af udløbsundersøgelsen suspenderede opkrævningen af antidumpingtold på importen fra Ukraine, herunder på varmvalsede flade produkter.

    (12)

    Den 21. december 2022 meddelte Kommissionen alle interesserede parter sin hensigt om at afslutte udløbsundersøgelsen, for så vidt angår Ukraine, og gav dem mulighed for at fremsætte bemærkninger.

    (13)

    Kommissionen modtog ingen bemærkninger, som kunne føre til den konklusion, at en sådan afslutning ikke ville være i Unionens interesse.

    (14)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036 —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Udløbsundersøgelsen af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Ukraine afsluttes.

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 16. februar 2023.

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)  EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21.

    (2)  EUT C 384 af 5.10.2022, s. 3.

    (3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/870 af 30. maj 2022 om midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger som supplement til de handelsmæssige indrømmelser for ukrainske varer i henhold til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Ukraine på den anden side (EUT L 152 af 3.6.2022, s. 103).


    Top