Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32023D2523

    Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/2523 af 8. november 2023 om anmodningen om registrering af det europæiske borgerinitiativ EU Live Bus Stop Info (Realtidsinfo om busafgange i EU) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788 (meddelt under nummer C(2023) 7436)

    C/2023/7436

    EUT L, 2023/2523, 16.11.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2023/2523/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2023/2523/oj

    European flag

    Tidende
    Den Europæiske Unions

    DA

    Serie L


    2023/2523

    16.11.2023

    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2023/2523

    af 8. november 2023

    om anmodningen om registrering af det europæiske borgerinitiativ »EU Live Bus Stop Info« (Realtidsinfo om busafgange i EU) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788

    (meddelt under nummer C(2023) 7436)

    (Kun den engelske udgave er autentisk)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788 af 17. april 2019 om det europæiske borgerinitiativ (1), særlig artikel 6, stk. 2 og 3, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Kommissionen modtog den 9. september 2023 en anmodning om registrering af et forslag til europæisk borgerinitiativ med titlen »EU Live Bus Stop Info« (Realtidsinfo om busafgange i EU).

    (2)

    Initiativets mål beskrives af initiativtagerne som følger: »Passagererne får via QR-koder ved alle busstoppesteder adgang til oplysninger i realtid om køreplaner, ruter, forsinkelser og opdateringer, og dermed vil dette borgerinitiativ revolutionere tilgængeligheden af information om offentlig transport i alle EU-lande. Ved at indføre muligheden for at få sådanne lettilgængelige oplysninger vil passagererne få en bedre rejseoplevelse og med mindre usikkerhed, og samtidig vil man fremme målet for bæredygtig transport om at øge brugen af den offentlige nærtrafik. Borgerinitiativet bidrager til grønnere byer ved at tilskynde til busrejser, så man mindsker trængslen og nedbringer emissionerne. I overensstemmelse med EU-traktaterne, bl.a. bestemmelserne om det digitale indre marked, vil borgerinitiativet integrere moderne teknologi i de offentlige tjenester og sætte passagererne i stand til at træffe informerede valg. Den gennemskuelighed, man vil opnå, er i tråd med EU's forbrugerbeskyttelsesprincipper og sikrer præcise og opdaterede informationer.«

    (3)

    I et bilag findes der yderligere oplysninger om emnet, målene og baggrunden for initiativet. Heri henvises til »behovet for at forbedre passageroplevelsen og mobiliteten i EU's offentlige transportnet« og til »at forbedre adgangen til realtidsinformation ved busstoppesteder for at afhjælpe den usikkerhed, som passagererne oplever med hensyn til køreplanerne, den aktuelle busdrift, forsinkelser og alternative transportmuligheder.« Det indeholder fem målsætninger: »1. Forbedret passageroplevelse«»2. Mindre usikkerhed«»3. Mere bæredygtig mobilitet«»4. Digital integration«»5. Gennemskuelighed og tilgængelighed«. Initiativtagerne mener, at initiativet »er i overensstemmelse med EU's strategier for bæredygtig mobilitet, effektiv transport og teknologisk innovation«, og at det bidrager til en grønnere transport og EU's digitale dagsorden.

    (4)

    Initiativtagergruppen har også indsendt et supplerende dokument vedrørende initiativet med et udkast til retsakt som en del af registreringsanmodningen.

    (5)

    Kommissionen er af den opfattelse, at initiativets målsætninger i princippet kan falde ind under artikel 91, stk. 1, litra d), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). I henhold til denne bestemmelse fastsætter Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget eventuelle andre hensigtsmæssige bestemmelser med henblik på gennemførelse af artikel 90 i TEUF om en fælles transportpolitik.

    (6)

    Af denne grund finder Kommissionen, at ingen dele af initiativet falder åbenbart uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt til gennemførelse af traktaterne.

    (7)

    Denne konklusion berører ikke vurderingen af, om de konkrete materielle betingelser, der er nødvendige for, at Kommissionen kan handle, herunder overholdelsen af proportionalitetsprincippet og nærhedsprincippet samt foreneligheden med de grundlæggende rettigheder, er opfyldt i dette tilfælde.

    (8)

    Initiativtagergruppen har i tilstrækkelig grad dokumenteret, at den opfylder kravene i artikel 5, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2019/788, og har udpeget kontaktpersoner i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 5, stk. 3, første afsnit.

    (9)

    Initiativet er ikke åbenbart utilstedeligt, uunderbygget eller af chikanøs karakter og heller ikke åbenbart i strid med Unionens værdier som fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union eller med de rettigheder, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

    (10)

    Initiativet med titlen »EU Live Bus Stop Info« (Realtidsinfo om busafgange i EU) bør derfor registreres.

    (11)

    Den konklusion, at betingelserne for registreringen i henhold til artikel 6, stk. 3, i forordning (EU) 2019/788 er opfyldt, betyder dog ikke, at Kommissionen på nogen måde bekræfter den faktiske rigtighed af initiativets indhold, hvilket er initiativtagergruppens eget ansvar. Initiativets indhold afspejler kun initiativtagergruppens holdning og kan ikke på nogen måde anses for at afspejle Europa-Kommissionens holdning —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Det europæiske borgerinitiativ »EU Live Bus Stop Info« (Realtidsinfo om busafgange i EU) registreres.

    Artikel 2

    Denne afgørelse er rettet til initiativtagergruppen til borgerinitiativet »EU Live Bus Stop Info« (Realtidsinfo om busafgange i EU), som repræsenteres ved Hubert Willy Lehmann og Mihaela-Valentina Monceanu, der fungerer som kontaktpersoner.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 8. november 2023.

    På Kommissionens vegne

    Věra JOUROVÁ

    Næstformand


    (1)   EUT L 130 af 17.5.2019, s. 55.


    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2023/2523/oj

    ISSN 1977-0634 (electronic edition)


    Top