This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 32023D2521
Commission Implementing Decision (EU) 2023/2521 of 8 November 2023 on the request for registration, pursuant to Regulation (EU) 2019/788 of the European Parliament and of the Council, of the European citizens’ initiative entitled I’m Going European: An ECI to Connect your National and European Citizenship (notified under document C(2023) 7583)
Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/2521 af 8. november 2023 om anmodningen om registrering af det europæiske borgerinitiativ Sæt EU på skemaet: et borgerinitiativ, der slår bro mellem statsborgerskabet og det europæiske medborgerskab i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788 (meddelt under nummer C(2023) 7583)
Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/2521 af 8. november 2023 om anmodningen om registrering af det europæiske borgerinitiativ Sæt EU på skemaet: et borgerinitiativ, der slår bro mellem statsborgerskabet og det europæiske medborgerskab i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788 (meddelt under nummer C(2023) 7583)
C/2023/7583
EUT L, 2023/2521, 16.11.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2023/2521/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
In force
|
Tidende |
DA Serie L |
|
2023/2521 |
16.11.2023 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2023/2521
af 8. november 2023
om anmodningen om registrering af det europæiske borgerinitiativ »Sæt EU på skemaet: et borgerinitiativ, der slår bro mellem statsborgerskabet og det europæiske medborgerskab« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788
(meddelt under nummer C(2023) 7583)
(Kun den engelske udgave er autentisk)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788 af 17. april 2019 om det europæiske borgerinitiativ (1), særlig artikel 6, stk. 2 og 3, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Kommissionen modtog den 15. september 2023 en anmodning om registrering af et europæisk borgerinitiativ med titlen »Sæt EU på skemaet: et borgerinitiativ, der slår bro mellem statsborgerskabet og det europæiske medborgerskab«. |
|
(2) |
Målet for initiativet er ifølge initiativtagerne, at alle og ikke kun de få fra en tidlig alder skal have ret til grundlæggende viden om EU og det europæiske medborgerskab. Initiativtagerne opfordrer Kommissionen til at foreslå en retsakt, hvorved alle medlemsstater skal indføre en ret for ethvert barn til at blive undervist i det europæiske medborgerskab og værdien af menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet, og hvorved alle, der ønsker det, én gang i livet får mulighed for at gøre god brug af denne viden og undersøge, hvad Europa kan tilbyde. Initiativtagerne understøtter dette med et krav om undervisning i europæisk medborgerkundskab i EU-lovgivningen om fri bevægelighed og beskyttelse af europæiske værdier, en bestemmelse om europæisk medborgerskab som en model for medborgerkundskab og oprettelse af et ekspertisecenter for udveksling af bedste praksis i kvalitetsundervisning og læreruddannelse. |
|
(3) |
I et bilag til initiativet findes der yderligere oplysninger om emnet, målene og baggrunden for initiativet. Heraf fremgår det, at formålet med initiativet er at sikre, at alle i EU fra en tidlig alder får de nødvendige kompetencer og muligheden for at drage fordel af, hvad Europa kan tilbyde. Initiativtagerne mener, at en ret til undervisning i det europæiske medborgerskab er en vigtig forudsætning for at kunne udøve de rettigheder, som Den Europæiske Union giver, og at undervisning er en måde, hvorpå man kan bringe Den Europæiske Union tættere på alle borgere og gøre samfundet og den enkelte borger mere modstandsdygtig over for forskellige former for misinformation. |
|
(4) |
Initiativtagergruppen har også indsendt et supplerende dokument med en analyse af de foreslåede retsakter som en del af registreringsanmodningen. |
|
(5) |
Hvad angår initiativets mål mener Kommissionen, at den vil kunne foreslå en bestemmelse om retten til undervisning i Unionen og unionsborgerskabet på grundlag af artikel 25 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). En sådan bestemmelse vil dog ikke kunne fastlægge det nærmere undervisningsindhold, da medlemsstaternes ansvar for undervisningsindholdet skal respekteres fuldt ud, jf. artikel 165 i TEUF. |
|
(6) |
Hvad angår indførelsen af et krav i EU-lovgivningen om undervisning i europæisk medborgerkundskab kunne dette foreslås i henhold til artikel 21, stk. 2, i TEUF med henblik på at fremme retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område. |
|
(7) |
Hvad angår indførelsen af en bestemmelse om europæisk medborgerskab kunne den foreslås på grundlag af artikel 25 i TEUF. Alternativt kunne den baseres på artikel 21, stk. 2, i TEUF, hvis forslaget gik ud på at fremme retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område. Kommissionen kunne derudover foreslå en retsakt om indførelse af foranstaltninger, der tilskynder til læreruddannelse i den europæiske dimension af medborgerkundskab, bl.a. oprettelse af et ekspertisecenter på grundlag af artikel 165, stk. 4, i TEUF. |
|
(8) |
Af disse grunde finder Kommissionen, at ingen dele af initiativet falder åbenbart uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt til gennemførelse af traktaterne. |
|
(9) |
Denne konklusion berører ikke vurderingen af, om de konkrete materielle betingelser, der er nødvendige for, at Kommissionen kan handle, herunder overholdelsen af proportionalitetsprincippet og nærhedsprincippet samt foreneligheden med de grundlæggende rettigheder, er opfyldt i dette tilfælde. |
|
(10) |
Initiativtagergruppen har i tilstrækkelig grad dokumenteret, at den opfylder kravene i artikel 5, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2019/788, og har udpeget kontaktpersoner i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 5, stk. 3, første afsnit. |
|
(11) |
Initiativet er ikke åbenbart utilstedeligt, uunderbygget eller af chikanøs karakter og heller ikke åbenbart i strid med Unionens værdier som fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union eller med de rettigheder, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. |
|
(12) |
Initiativet »Sæt EU på skemaet: et borgerinitiativ, der slår bro mellem statsborgerskabet og det europæiske medborgerskab« bør derfor registreres. |
|
(13) |
Den konklusion, at betingelserne for registreringen i henhold til artikel 6, stk. 3, i forordning (EU) 2019/788 er opfyldt, betyder dog ikke, at Kommissionen på nogen måde bekræfter den faktiske rigtighed af initiativets indhold, hvilket er initiativtagergruppens eget ansvar. Initiativets indhold afspejler kun initiativtagergruppens holdning og kan ikke på nogen måde anses for at afspejle Europa-Kommissionens holdning — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Det europæiske borgerinitiativ »Sæt EU på skemaet: et borgerinitiativ, der slår bro mellem statsborgerskabet og det europæiske medborgerskab« registreres.
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til initiativtagergruppen til det europæiske borgerinitiativ »Sæt EU på skemaet: et borgerinitiativ, der slår bro mellem statsborgerskabet og det europæiske medborgerskab«, som repræsenteres ved Anthony Venables og Suzana Carp, der fungerer som kontaktpersoner.
Udfærdiget i Bruxelles, den 8. november 2023.
På Kommissionens vegne
Věra JOUROVÁ
Næstformand
(1) EUT L 130 af 17.5.2019, s. 55, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/788/oj.
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2023/2521/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)