Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32023D2467

Rådets afgørelse (EU) 2023/2467 af 23. oktober 2023 om den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede Udvalg for Gensidig Anerkendelse af Erhvervskvalifikationer, som er nedsat i medfør af den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side, for så vidt angår vedtagelsen af en afgørelse om en aftale om gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer for arkitekter

ST/11527/2022/INIT

EUT L, 2023/2467, 6.11.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/2467/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/2467/oj

European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie L


2023/2467

6.11.2023

RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2023/2467

af 23. oktober 2023

om den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede Udvalg for Gensidig Anerkendelse af Erhvervskvalifikationer, som er nedsat i medfør af den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side, for så vidt angår vedtagelsen af en afgørelse om en aftale om gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer for arkitekter

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets afgørelse (EU) 2017/37 (1) indeholder bestemmelser om undertegnelse på Unionens vegne af den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side. CETA blev undertegnet den 30. oktober 2016.

(2)

Rådets afgørelse (EU) 2017/38 (2) indeholder bestemmelser om midlertidig anvendelse af dele af CETA, herunder oprettelsen af Det Blandede Udvalg for Gensidig Anerkendelse af Erhvervskvalifikationer (»MRA-Udvalget«). CETA har fundet midlertidig anvendelse siden den 21. september 2017.

(3)

Den 22. maj 2018 forelagde de reguleringsmæssige organisationer vedrørende arkitektur i Canada (»Regulatory Organizations for Architecture in Canada«) (ROAC (tidligere »den canadiske myndighed for udstedelse af arkitekturlicenser« (CALA)) og Det Europæiske Arkitektråd (ACE) en fælles henstilling for MRA-Udvalget. På sit møde den 16. april 2019 nåede MRA-Udvalget til enighed om, at kravene i kapitel elleve i CETA er opfyldt, og at de dokumenter, der er fremlagt af ROAC og ACE, udgør en acceptabel fælles henstilling om en aftale om gensidig anerkendelse, navnlig for så vidt angår dens potentielle værdi og foreneligheden af parternes licens- eller kvalifikationsordninger.

(4)

På sit møde den 24. november 2020 oprettede MRA-Udvalget forhandlingsorganerne og tog skridt til at forhandle en aftale om gensidig anerkendelse. Der blev afholdt ni forhandlingsrunder mellem den 24. marts 2021 og den 10. marts 2022.

(5)

Udkastet til aftale om gensidig anerkendelse, der er forhandlet mellem Unionen og Canada, indeholder bestemmelser om gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer på specifikke og strenge betingelser. Med hensyn til anerkendelse af canadiske erhvervsmæssige kvalifikationer kræver udkastet til aftale om gensidig anerkendelse mindst 12 års uddannelse og erhvervserfaring som arkitekt, en gyldig erhvervslicens eller registrering som arkitekt fra en kompetent myndighed i Canada og et godt omdømme. Kravet om at opnå en gyldig erhvervslicens eller registrering som arkitekt indebærer gennemførelse af studier i overensstemmelse med Canadas uddannelsesstandard og Canadas Architects Certification Board akkrediteringssystem. Vurderingen af betingelserne for opnåelse af en registrering eller licens dannede grundlag for konklusionen i den fælles henstilling om at anerkende, at standarder for uddannelse og praktisk uddannelse af arkitekter i Canada kunne accepteres.

(6)

Der vil i aftalen om gensidig anerkendelse være regler, i henhold til hvilke arkitekters erhvervsmæssige kvalifikationer kan anerkendes, og adgang kan gives til erhvervsmæssig arkitektvirksomhed hos begge parter, og som derfor letter handelen med arkitekttjenester.

(7)

MRA-Udvalget skal vedtage en afgørelse om en aftale om gensidig anerkendelse.

(8)

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i MRA-Udvalget, for så vidt angår vedtagelsen af en afgørelse om en aftale om gensidig anerkendelse bør fastlægges, da aftalen om gensidig anerkendelse vil være bindende for Unionen.

(9)

Den holdning, som Unionen skal indtage i MRA-Udvalget, bør derfor baseres på det udkast til afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede Udvalg for Gensidig Anerkendelse af Erhvervskvalifikationer (»MRA-Udvalget«) for så vidt angår vedtagelsen af en afgørelse om en aftale om gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer for arkitekter, baseres på det udkast til MRA-Udvalgets afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 23. oktober 2023.

På Rådets vegne

L. PLANAS PUCHADES

Formand


(1)  Rådets afgørelse (EU) 2017/37 af 28. oktober 2016 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side (EUT L 11 af 14.1.2017, s. 1).

(2)  Rådets afgørelse (EU) 2017/38 af 28. oktober 2016 om midlertidig anvendelse af den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side (EUT L 11 af 14.1.2017, s. 1080).


UDKAST til

AFGØRELSE nr. … FRA DET BLANDEDE UDVALG FOR GENSIDIG ANERKENDELSE AF ERHVERVSKVALIFIKATIONER

af …

om fastsættelse af en aftale om gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer for arkitekter

DET BLANDEDE UDVALG FOR GENSIDIG ANERKENDELSE AF ERHVERVSKVALIFIKATIONER HAR —

under henvisning til den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side, udfærdiget i Bruxelles den 30. oktober 2016, særlig artikel 11.3, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I overensstemmelse med artikel 30.7, stk. 3, i CETA har dele af CETA fundet midlertidig anvendelse siden den 21. september 2017.

(2)

I artikel 11.3, stk. 6, i CETA fastsættes det, at Det Blandede Udvalg for Gensidig Anerkendelse af Erhvervskvalifikationer ("MRA-Udvalget") skal vedtage en aftale om gensidig anerkendelse (MRA) ved en afgørelse, hvis MRA efter MRA-Udvalgets opfattelse er i overensstemmelse med CETA —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

1.

MRA-Udvalget vedtager herved MRA for arkitekter, der er angivet i bilaget til denne afgørelse, og som udgør en integrerende del af denne afgørelse.

2.

Denne afgørelses territoriale anvendelsesområde omfatter også lande, der tiltræder Den Europæiske Union i henhold til artikel 30.10 i CETA.

3.

Det præciseres, at CETA finder anvendelse på denne afgørelse, herunder dens tvistbilæggelsesprocedurer i kapitel niogtyve og undtagelser i kapitel otteogtyve.

4.

Det præciseres, at intet i denne afgørelse er til hinder for, at parterne anvender foranstaltninger til at regulere fysiske personers indrejse i eller midlertidige ophold på deres territorium, herunder sådanne foranstaltninger, som er nødvendige for at beskytte deres grænsers integritet og sikre en ordnet grænsepassage for fysiske personer, forudsat at sådanne foranstaltninger ikke anvendes på en sådan måde, at de ophæver eller forringer fordelene for en af parterne i henhold til vilkårene i kapitel ti i CETA. Den omstændighed, at der stilles visumkrav for fysiske personer fra bestemte lande og ikke for andre, anses ikke i sig selv for at ophæve eller forringe fordelene i henhold til vilkårene i kapitel ti i CETA.

5.

Parterne bekræfter deres ret til at regulere og til at indføre nye bestemmelser, som regulerer den økonomiske aktivitet i offentlighedens interesse, for at nå legitime offentlige politiske mål, såsom beskyttelse og fremme af den offentlige sundhed, sociale ydelser, offentlig uddannelse, sikkerhed, miljøet, den offentlige moral, social- eller forbrugerbeskyttelse, beskyttelse af privatlivets fred og databeskyttelse samt fremme og beskyttelse af kulturel mangfoldighed.

6.

Hvis Den Europæiske Union har til hensigt at indføre et online forhåndsregistreringskursus i henhold til artikel 5, stk. 4, i MRA for arkitekter, skal den underrette MRA-Udvalget i tilstrækkelig god tid, således at den potentielle indvirkning på denne afgørelse kan drøftes.

7.

De oplysninger, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1, i MRA for arkitekter, kan samles i et dokument fra MRA-Udvalget og offentliggøres af parterne.

8.

Denne afgørelse får virkning 30 dage efter den dato, hvor MRA-Udvalget vedtager den. Den bliver bindende, når hver part har underrettet MRA-Udvalget om opfyldelsen af deres respektive interne krav i overensstemmelse med artikel 11.3, stk. 6, i CETA. Det præciseres, at anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer for arkitekter i henhold til denne afgørelse ikke må tildeles, før denne afgørelse bliver bindende.

9.

Denne afgørelse ophører med at være gyldig og bindende, hvis CETA ikke træder i kraft, og den midlertidige anvendelse af CETA bringes til ophør i overensstemmelse med artikel 30.7, stk. 3, litra d), i CETA, eller hvis CETA bringes til ophør i henhold til artikel 30.9, stk. 1, i CETA.

10.

For Canadas vedkommende omfatter de interne krav, der er omhandlet i denne afgørelses artikel 8, ratificering af alle de tilsynsorganer, som de reguleringsmæssige organisationer vedrørende arkitektur i Canada består af, og de eventuelle relevante lovgivningsmæssige og reguleringsmæssige tiltag, der træffes af provinser og territorier. Det præciseres, at provinser og territorier i henhold til deres forfatningsmæssige beføjelser i Canada til at regulere erhvervsmæssige kvalifikationer og tjenesteydelser kan udpege specifikke myndigheder til deres tilsynsorganer inden for deres respektive jurisdiktioner efter eget skøn.

11.

Hvis en part skriftligt anmoder MRA-Udvalget om, at denne afgørelse tilbagekaldes, tilbagekaldes denne afgørelse og kan ikke længere være bindende for parterne, medmindre MRA-Udvalget bestemmer andet senest 90 dage efter modtagelsen af en sådan anmodning.

12.

I tilfælde af tilbagekaldelse af afgørelse eller ophør af CETA eller CETA's midlertidige anvendelse i overensstemmelse med artikel 30.9, stk. 1, eller artikel 30.7, stk. 3, litra d), i CETA forbliver afgørelser om anerkendelse af arkitekters erhvervsmæssige kvalifikationer, der er udstedt i henhold til nærværende afgørelse før datoen for tilbagekaldelsen eller ophøret, gyldige. I tilfælde af tilbagekaldelse af nærværende afgørelse eller ophør af CETA eller CETA's midlertidige anvendelse skal ansøgninger om anerkendelse, der er indgivet til en part forud for datoen for anmodningen om tilbagekaldelse af nærværende afgørelse eller datoen for ophør af CETA eller CETA's midlertidige anvendelse, vurderes og færdigbehandles i henhold til betingelserne i nærværende afgørelse. Tilbagekaldelsen af nærværende afgørelse eller ophøret af CETA eller CETA's midlertidige anvendelse i overensstemmelse med artikel 30.9, stk. 1, eller artikel 30.7, stk. 3, litra d), i CETA berører ikke arkitekters eventuelle forpligtelser til at forny tilladelser til at udøve arkitektvirksomhed i deres værtsjurisdiktion.

13.

En part, der har anmodet om tilbagekaldelse af nærværende afgørelse, kan skriftligt meddele MRA-Udvalget, at den ønsker at genindføre denne afgørelse. MRA-Udvalget kan vedtage en afgørelse herom senest tre år efter datoen for tilbagekaldelsen, og nævnte afgørelse fra MRA-Udvalget bliver bindende efter proceduren i nærværende afgørelses artikel 8.

14.

Denne afgørelse er udfærdiget i to eksemplarer på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.

For DET BLANDEDE UDVALG FOR GENSIDIG ANERKENDELSE AF ERHVERVSKVALIFIKATIONER

Formænd


BILAG

Aftale om gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer for arkitekter

DEN EUROPÆISKE UNION og CANADA,

i det følgende under ét benævnt "parterne",

SOM HAR DET FORSÆT:

(1)

AT ETABLERE en ramme for at opnå en retfærdig, gennemsigtig og konsekvent ordning for gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer for arkitekterhvervet,

OG SOM

(2)

BEKRÆFTER deres forpligtelser som parter til den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den anden side, udfærdiget i Bruxelles den 30. oktober 2016,

(3)

ANERKENDER provins- og territorialregeringernes myndighed i Canada med hensyn til regulering af erhvervsmæssige kvalifikationer og tjenesteydelser inden for deres jurisdiktion,

(4)

GENNEMFØRER kapitel elleve i CETA om gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer for arkitekterhvervet,

(5)

ANERKENDER det forberedende arbejde og den fælles henstilling fra Det Europæiske Arkitektråd og de reguleringsmæssige organisationer vedrørende arkitektur i Canada,

(6)

MINDER OM, at gebyrer, som ansøgere pålægges i forbindelse med deres ansøgninger, bør stå i rimeligt forhold til de faktiske udgifter og ikke i sig selv bør begrænse leveringen af en tjenesteydelse eller udøvelsen af enhver anden økonomisk aktivitet, som er omfattet af CETA,

(7)

ANERKENDER de høje standarder for uddannelse og praktisk uddannelse af arkitekter i Den Europæiske Unions medlemsstater og i Canadas provinser og territorier, som tager hensyn til de forskellige nationale uddannelsesmæssige traditioner og giver mulighed for ækvivalente elementer,

(8)

TILSKYNDER TIL handel med arkitekttjenester mellem Den Europæiske Union og Canada ved at fastsætte betingelserne for gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer med henblik på efterfølgende registrering eller udstedelse af licenser til arkitekter i den anden part,

(9)

NOTERER SIG den canadiske frihandelsaftale (1), der indeholder bestemmelser om indenlandsk arbejdskraftmobilitet i Canada,

(10)

MINDER OM, at en ansøger, hvis anmodning om anerkendelse er blevet afvist i henhold til denne aftale, kan gøre brug af de prøvelsesprocedurer, der er fastsat i artikel 12.3, stk. 6, i CETA,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Formål og anvendelsesområde

1.   Denne aftale fastsætter de betingelser og procedurer, i henhold til hvilke en jurisdiktion for én part, der regulerer adgangen til eller udøvelsen af arkitektvirksomhed ved at kræve specifikke erhvervsmæssige kvalifikationer, skal anerkende de erhvervsmæssige kvalifikationer, der giver adgang til arkitektvirksomhed inden for den anden parts jurisdiktion.

2.   Denne aftale finder anvendelse på statsborgere i én af Den Europæiske Unions medlemsstater og på canadiske statsborgere, der ønsker at optage og udøve arkitektvirksomhed som selvstændig eller lønmodtager.

3.   Denne aftale finder ikke anvendelse på arkitekter, der har tilladelse til at udøve arkitektvirksomhed i Canada eller i Den Europæiske Union i henhold til en aftale om gensidig anerkendelse med en tredjepart.

4.   Uden at det berører denne aftale, kan Den Europæiske Unions medlemsstater og Canadas provinser og territorier i overensstemmelse med deres respektive love og forskrifter anerkende erhvervsmæssige kvalifikationer, der ikke opfylder kravene i denne aftale.

Artikel 2

Definitioner

Med henblik, på denne aftale finder definitionerne i artikel 1.1, 1.2 og 11.1 i CETA anvendelse. Følgende definitioner finder også anvendelse og erstatter, hvor det er relevant, definitionerne i artikel 1.1, 1.2 og 11.1 i CETA:

a)

"arkitekt": en fysisk person, der er fagligt og akademisk kvalificeret, og som er registreret, godkendt eller lignende til at udøve arkitektvirksomhed inden for en jurisdiktion, der er omfattet af denne aftale, på de gældende betingelser, som giver adgang til at udøve arkitektvirksomhed, der er omfattet af denne aftale

b)

"arkitektvirksomhed": udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed, der regelmæssigt udøves under den faglige titel "arkitekt" i en værtsjurisdiktion

c)

"kompetent myndighed": en myndighed eller et organ, der i henhold til parternes love og forskrifter er bemyndiget til at anerkende erhvervsmæssige kvalifikationer, der er omfattet af denne aftale, med henblik på adgang til eller udøvelse af arkitektvirksomhed, eller til at udstede dokumenter, der er relevante for anvendelsen af denne aftale

d)

"formelle kvalifikationer": eksamensbeviser, certifikater og andre dokumenter, der er udstedt af en kompetent myndighed i en jurisdiktion, der er udpeget i henhold til lovgivning, forskrifter eller administrative bestemmelser i den pågældende jurisdiktion, og som attesterer vellykket gennemførelse af en erhvervsuddannelse

e)

"værtsjurisdiktion": jurisdiktionen for den part, der gør adgangen til eller udøvelsen af arkitektvirksomhed betinget af specifikke erhvervsmæssige kvalifikationer, og hvor en arkitekt, der har opnået endelige erhvervsmæssige kvalifikationer i den anden parts jurisdiktion, ønsker at udøve arkitektvirksomhed

f)

"jurisdiktion": territoriet i Canadas enkelte provinser og områder eller hver af Den Europæiske Unions medlemsstaters territorium, i det omfang denne aftale finder anvendelse på disse territorier

g)

"erhvervserfaring": faktisk og lovlig udøvelse af arkitektvirksomhed i en jurisdiktion

h)

"direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer": Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (2), herunder bilagene hertil, som ændret

i)

"erhvervsmæssige kvalifikationer": kvalifikationer, der attesteres ved dokumentation for formelle kvalifikationer og erhvervserfaring, herunder en attest for erhvervsregistrering, en tilladelse eller tilsvarende, og

j)

"ROAC": de reguleringsmæssige organisationer vedrørende arkitektur i Canada, en national faglig organisation af kompetente provinsmyndigheder og territoriale myndigheder, som frivilligt arbejder sammen om at vedtage nationalt anerkendte standarder og programmer vedrørende arkitekterhvervet.

Artikel 3

Anerkendelsens virkninger

1.   Den kompetente myndighed i en værtsjurisdiktion skal i overensstemmelse med de procedurer og betingelser, der er fastsat i denne aftale, anerkende de erhvervsmæssige kvalifikationer for en arkitekt, der er certificeret af en kompetent myndighed hos den anden part, som ækvivalente.

2.   Med henblik på adgang til eller udøvelse af arkitektvirksomhed skal værtsjurisdiktionen tillægge de erhvervsmæssige kvalifikationer for arkitekter, hvis kvalifikationer er blevet anerkendt i henhold til denne aftale, samme virkning på dens område som de erhvervsmæssige kvalifikationer, der er udstedt eller attesteret på dens område, og give adgang til at udøve arkitektvirksomhed.

Artikel 4

Krav til anerkendelse

1.   Uden at det berører artikel 6 og med forbehold af eventuelle sproglige kvalifikationskrav er kravene til en arkitekt fra en medlemsstat i Den Europæiske Union, der vil udøve arkitektvirksomhed i en værtsjurisdiktion i Canada:

a)

mindst 12 års uddannelse og erhvervserfaring som arkitekt, attesteret ved dokumentation for:

formelle kvalifikationer, der opfylder kravene i artikel 46, herunder kvalifikationer opført i bilag V, eller kravene i artikel 49, herunder kvalifikationer opført i bilag VI, i direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer, ledsaget af et certifikat, der attesterer overensstemmelse med de erhvervede rettigheder i henhold til nævnte direktiv, alt efter hvad der er relevant, og

mindst fire års erhvervserfaring i en medlemsstat i Den Europæiske Union opnået efter registrering, licensering eller tilsvarende

b)

en gyldig erhvervsmæssig registrering eller licens som arkitekt fra en kompetent myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller tilsvarende, hvis der ikke findes nogen registrerings- eller licensordning, og

c)

at vedkommende opfylder vandelskravene.

2.   Uden at det berører artikel 6 og med forbehold af eventuelle sproglige kvalifikationskrav er kravene til en arkitekt fra Canada, der vil optage og udøve arkitektvirksomhed i en af Den Europæiske Unions medlemsstater:

a)

mindst 12 års uddannelse og erhvervserfaring som arkitekt, attesteret ved dokumentation for:

formelle kvalifikationer udstedt i Canada, der giver adgang til arkitekterhvervet som beskrevet i appendiks I, og

mindst fire års erhvervserfaring i Canada opnået efter registrering eller licensering

b)

en gyldig erhvervsmæssig registrering eller licens som arkitekt fra en kompetent myndighed i Canada, og

c)

at vedkommende har et godt omdømme.

3.   Kravene i denne artikels stk. 1, litra a), første led, eller stk. 2, litra a), første led, kan også opfyldes ved hjælp af formelle kvalifikationer, der er udstedt af en tredjepart og anerkendt som ækvivalente i henhold til kravene i en parts jurisdiktion samt, hvor det er relevant, suppleret med erhvervsuddannelse, eksamensbeviser eller erhvervserfaring som krævet i den pågældende jurisdiktion.

Artikel 5

Udligningsforanstaltninger

1.   En arkitekt fra en af Den Europæiske Unions medlemsstater, der ønsker at optage og udøve arkitektvirksomhed i en værtsjurisdiktion i Canada, skal gennemføre et 10-timers online forhåndsregistreringskursus for at opfylde områdespecifikke krav til viden om bygningsregulering, byggedokumenter, kontraktforvaltning og faglig praksis. Den i artikel 6, stk. 1, omhandlede ansøgning skal omfatte gebyrerne for deltagelse i kurset. Kravene og vilkårene for online forhåndsregistreringskurset er fastsat i appendiks II.

2.   Online forhåndsregistreringskurset må ikke gå ud over, hvad der står i et rimeligt forhold til at håndtere forskelle i områdespecifik viden mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og Canadas provinser og territorier. Det må ikke virke som en urimelig hindring for at ansøge om anerkendelse og må ikke unødigt forsinke eller vanskeliggøre adgangen til eller udøvelsen af den i denne artikels stk. 1 omhandlede erhvervsmæssige arkitektvirksomhed. Testmodulerne i online forhåndsregistreringskurset kan gentages op til tre gange inden for tre måneder efter den første adgang til det.

3.   Online forhåndsregistreringskurset må kun kræves af arkitekter som omhandlet i denne artikels stk. 1, der søger at få deres erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendt af en canadisk værtsjurisdiktion for første gang.

4.   Den Europæiske Union forbeholder sig retten til at indføre et tilsvarende online forhåndsregistreringskursus. Denne artikels stk. 1, 2 og 3 finder anvendelse på ethvert sådant onlinekursus med undtagelse af kravene og vilkårene i appendiks II og med forbehold af, at de nødvendige ændringer foretages.

Artikel 6

Procedurer for anerkendelse

1.   En arkitekt, der ønsker at optage og udøve arkitektvirksomhed i den anden parts jurisdiktion, skal indgive en elektronisk ansøgning, der understøttes af de dokumenter og attester, der er anført i appendiks III, til den kompetente myndighed i den pågældende jurisdiktion, hvis værtsjurisdiktionen anmoder herom. Ansøgninger om anerkendelse skal indgives på sproget i værtsjurisdiktionen eller på ethvert andet sprog, der accepteres af værtsjurisdiktionen.

2.   Den kompetente myndighed anerkender modtagelsen af en ansøgning elektronisk senest en måned efter modtagelsen og underretter ansøgeren om, hvorvidt ansøgningen anses for at være fuldstændig. I tilfælde af ufuldstændige ansøgninger angiver den kompetente myndighed de yderligere oplysninger, der er nødvendige for at fuldstændiggøre ansøgningen, og giver ansøgeren mulighed for at afhjælpe dette inden for en rimelig frist.

3.   Proceduren for behandling af ansøgningen om anerkendelse afsluttes så hurtigt som muligt og føre til en behørigt begrundet afgørelse fra den kompetente myndighed i værtsjurisdiktionen senest tre måneder efter den dato, hvor ansøgeren indgav en fuldstændig ansøgning.

4.   Hvis en kompetente myndighed kræver gennemførelse af det online forhåndsregistreringskursus, der er omhandlet i artikel 5, skal den kompetente myndighed give ansøgeren mulighed for at gennemføre onlinekurset uden unødig forsinkelse, når den anser kravene i artikel 4 for at være opfyldt. Under alle omstændigheder skal den kompetente myndighed give ansøgeren mulighed for at gennemføre og fuldføre online forhåndsregistreringskurset og sprogprøven, hvis det er nødvendigt, og den skal, hvis begge dele er bestået, give ansøgeren en behørigt begrundet afgørelse om ansøgningen inden for den frist, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 3.

5.   Hvis en ansøgning afslås, underretter den kompetente myndighed skriftligt ansøgeren herom uden unødig forsinkelse. Den kompetente myndighed skal underrette en afvist ansøger om årsagerne til afvisningen af ansøgningen.

6.   Eventuelle gebyrer, som ansøgere måtte blive pålagt i forbindelse med deres ansøgning, skal stå i forhold til de omkostninger, der afholdes af de kompetente myndigheder i værtsjurisdiktionen.

Artikel 7

Udøvelse af arkitektvirksomhed i en værtsjurisdiktion

1.   En arkitekt, der opnår anerkendelse af sine erhvervsmæssige kvalifikationer i henhold til denne aftale, og som udøver arkitektvirksomhed i værtsjurisdiktionen, skal overholde værtsjurisdiktionens love, forskrifter, adfærdskodeks og etiske regler, der gælder for arkitekter, såsom regler om obligatorisk erhvervsansvarsforsikring, sprogkundskaber, løbende faglig udvikling, registreringsgebyrer og anvendelse af handels- eller firmanavne.

2.   En arkitekt som omhandlet i denne artikels stk. 1 har ret til at udøve arkitektvirksomhed under den faglige titel i værtsjurisdiktionen, hvis en sådan titel er beskyttet ved lov.

3.   Hvis de erhvervsmæssige kvalifikationer for en arkitekt fra en medlemsstat i Den Europæiske Union, jf. artikel 4, stk. 1, er blevet anerkendt af én værtsjurisdiktion i Canada, kan en anden værtsjurisdiktion i Canada ikke kræve supplerende kurser, der ikke ville være påkrævet for en canadisk arkitekt, som betingelse for registrering i en efterfølgende værtsjurisdiktion.

Artikel 8

Gennemførelse

1.   Hver part offentliggør eller sikrer, at deres kompetente myndigheder, om muligt elektronisk, offentliggør oplysninger om:

a)

navn og adresse på de kompetente myndigheder, der administrerer ansøgninger om anerkendelse af kvalifikationer

b)

relevante krav og procedurer vedrørende anvendelse og gennemførelse af afgørelser om gensidig anerkendelse af kvalifikationer

c)

procedurer vedrørende obligatorisk registrering eller medlemskab af en faglig organisation, og

d)

love og forskrifter, der gælder for udøvelsen af de erhvervsmæssige aktiviteter, som er omfattet af denne aftale, herunder navnlig de områdespecifikke krav til viden, der testes i det online forhåndsregistreringskursus, der er omhandlet i artikel 5.

2.   Hver part bestræber sig på at underrette den anden part om nye forskrifter eller ændringer af eksisterende forskrifter, der er vedtaget som led i dens ret til at regulere, og som kan have indvirkning på anerkendelsen af arkitekters kvalifikationer i overensstemmelse med artikel 11.5, litra d), i CETA.

3.   De kompetente myndigheder i hver af en parts jurisdiktioner arbejder tæt sammen og yder gensidig bistand for at lette gennemførelsen af denne aftale.

4.   Intet i denne aftale er til hinder for, at de kompetente myndigheder eller deres sammenslutninger mødes regelmæssigt med det formål at drøfte spørgsmål vedrørende reguleringen af arkitekterhvervet.

5.   Parterne gør MRA-Udvalget, der er nedsat i henhold til artikel 26.2, stk. 1, litra b), i CETA, opmærksom på alle spørgsmål, der opstår i forbindelse med gennemførelsen eller anvendelsen af denne aftale, hvis sådanne spørgsmål ikke kan løses i overensstemmelse med nærværende artikel. MRA-Udvalget indkalder straks til møde senest 45 dage efter modtagelsen af en anmodning, og MRA-Udvalget bestræber sig på at nå frem til en gensidigt tilfredsstillende løsning på spørgsmålet senest fire måneder efter datoen, hvor MRA-Udvalget afholdt mødet.

6.   Hvis Det Blandede CETA-Udvalg undersøger virkningen af en ny tiltrædelse af Den Europæiske Union i henhold til artikel 30.10 i CETA, skal MRA-Udvalget mødes og aflægge rapport til Udvalget for Tjenesteydelser og Investeringer for at støtte CETA-Udvalgets undersøgelse.


(1)  https://www.cfta-alec.ca/canadian-free-trade-agreement/

(2)   EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22.


Appendiks I

Formelle kvalifikationer udstedt i Canada, der giver adgang til arkitekterhvervet, jf. artikel 4, stk. 2

I Canada attesteres den uddannelse, der kræves som en af betingelserne for at få adgang til arkitekterhvervet, ved et eksamensbevis fra et af følgende universiteter:

University of British Columbia

University of Calgary

Carleton University

Technical University of Nova Scotia (TUNS) - i øjeblikket Dalhousie University

Université Laval

University of Manitoba

McGill University

Université de Montréal

University of Toronto, og

University of Waterloo.

De relevante eksamensbeviser er:

bachelor i arkitektur (B. Arch) indtil 2004, og

master i arkitektur (M. Arch).

Canadas arkitektoniske certificeringsråd (CACB) eller den kompetente myndighed kan også vurdere individuelle eksamensbeviser i arkitektur fra ikkeakkrediterede institutioner og udstede certificering, hvis de opfylder den canadiske uddannelsesstandard, der er godkendt af ROAC. CACB ajourfører en liste over nuværende akkrediteringer samt oplysninger om certificeringsmetoder på deres websted.

For akademikere fra en af de canadiske universiteter for arkitektur forud for gennemførelsen af CACB's akkrediteringssystem for studieprogrammer i 1991 attesterede CACB hver enkelt arkitektuddannedes kvalifikationer, som skulle være opnået fra et af de ovennævnte universiteter.


Appendiks II

Nærmere oplysninger om det online forhåndsregistreringskursus på ti timer, der er omhandlet i artikel 5

1.   Generelle principper og mål for kurset

Det online forhåndsregistreringskursus, der er omhandlet i artikel 5, har til formål at sikre, at en arkitekt fra en medlemsstat i Den Europæiske Union, der ønsker at optage og udøve arkitektvirksomhed i en værtsjurisdiktion i Canada, har erhvervet den områdespecifikke viden, der er nødvendig for at udøve virksomhed i en af Canadas provinser eller et af dets territorier.

Når kurset er afsluttet, vil en ansøger have en forståelse af, hvilke tjenesteydelser en arkitekt skal levere, de kontraktlige krav inden arkitektvirksomheden påbegyndes, erhvervsmæssige forpligtelser inden for et selvregulerende erhverv, kravet om at beskytte offentlige goder, administrative og juridiske forpligtelser, som en arkitekt skal kende for at kunne levere arkitekttjenester i Canada, og hvor man kan finde centrale referenceoplysninger, herunder bygningsreglementer, vedtægter, industristandarder og andre reguleringsmæssige dokumenter.

2.   Omfanget af den områdespecifikke viden

Den områdespecifikke viden består af følgende elementer:

søgning og dokumentation af relevante bygningsreglementer

forståelse af procedurer til at lette på eller afvige fra særlige krav i henhold til disse bygningsreglementer

evaluering af produkter og materialer

projektets overholdelse af gældende regler

udarbejdelse og forhandling af bygge- og anlægskontrakter, herunder vilkårene for bygge- og anlægskontrakter med henblik på at præcisere arkitektens, entreprenørens, ejerens, forsikringsselskabets og forsikringsgiverens rolle i forbindelse med forvaltningen af byggefasen

ansøgninger om byggetilladelse

tilsyn med byggefremskridt og præstationsvurdering, og

etiske regler.

3.   Resultater

Når en ansøger har gennemført online forhåndsregistreringskurset, vil vedkommende straks modtage en meddelelse om, hvorvidt vedkommende har bestået. Resultaterne indberettes til og registreres af ROAC på samme tid.


Appendiks III

Dokumenter, som kan være påkrævet i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1

Den kompetente myndighed i en værtsjurisdiktion kan kræve, at en ansøger elektronisk fremlægger ethvert af følgende dokumenter, alt efter hvad der er relevant:

1.

bevis for statsborgerskab eller fast bopæl i en part

2.

dokumentation for formelle kvalifikationer

3.

dokumentation for erhvervserfaring

4.

et brev fra en kompetent myndighed i den jurisdiktion, hvor arkitekten er kvalificeret, sendt direkte elektronisk til den kompetente myndighed i værtsjurisdiktionen, og som bekræfter følgende:

a)

registrerings- eller licensdato eller tilsvarende, hvis der ikke findes nogen registrerings- eller licensordning i den jurisdiktion, hvor arkitekten er kvalificeret

b)

overholdelse af de krav til erhvervsmæssige kvalifikationer, der er fastsat i denne aftales artikel 4, stk. 1, litra a), eller artikel 4, stk. 2, litra a), alt efter hvad der er relevant

c)

bevis for vandel eller godt omdømme, og

d)

hvis det ikke er omfattet af litra c), bevis for, at arkitekten ikke er genstand for igangværende disciplinære skridt og ikke er blevet suspenderet eller udelukket fra at udøve arkitektvirksomhed på grund af alvorlig forsømmelse i forbindelse med udøvelsen af erhvervet eller på grund af en dom for at have begået en strafbar handling.

Hvis værtsjurisdiktionen kræver bevis i henhold til litra c) eller d) ovenfor, skal den godtage en attest udstedt af den kompetente myndighed i den jurisdiktion, hvor arkitekten er kvalificeret, som tilstrækkeligt bevis. Hvis den kompetente myndighed ikke udsteder sådanne attester, skal værtsjurisdiktionen godtage en erklæring under ed eller en højtidelig erklæring fra den pågældende arkitekt ved en kompetent retslig eller administrativ myndighed eller ved en notar eller en kvalificeret faglig organisation. I dette tilfælde skal ansøgeren også fremlægge en attest udstedt af en sådan myndighed eller notar, der bekræfter ægtheden af deres erklæring under ed eller af deres højtidelige erklæring.

5.

bevis for, at ansøgeren er forsikret mod de økonomiske risici, der følger af erhvervsansvar, i overensstemmelse med værtsjurisdiktionens ret

6.

et uddrag af straffeattesten fra den jurisdiktion, der er omhandlet i punkt 4

7.

bevis for betaling af de krævede ansøgningsgebyrer.

De i punkt 4, 5 og 6 i dette appendiks omhandlede dokumenter må ikke være mere end tre måneder gamle på datoen for deres indgivelse.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/2467/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top