Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32023D1521

    Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/1521 af 19. juli 2023 om visse særlige, tidsbegrænsede sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger vedrørende infektion med lumpy skin disease-virus i visse medlemsstater (meddelt under nummer C(2023) 4811) (EØS-relevant tekst)

    C/2023/4811

    EUT L 184 af 21.7.2023, p. 77–82 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/08/2024

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2023/1521/oj

    21.7.2023   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 184/77


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2023/1521

    af 19. juli 2023

    om visse særlige, tidsbegrænsede sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger vedrørende infektion med lumpy skin disease-virus i visse medlemsstater

    (meddelt under nummer C(2023) 4811)

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 af 9. marts 2016 om overførbare dyresygdomme og om ændring og ophævelse af visse retsakter på området for dyresundhed (»dyresundhedsloven«) (1), særlig artikel 71, stk. 3, litra a), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Infektion med lumpy skin disease(LSD)-virus fremkaldt af lumpy skin disease-virusset (LSDV) er en vektorbåren sygdom hos kvæg, som afstedkommer betydelige økonomiske tab, reducerer mælkeydelsen, forårsager alvorlig afmagring, permanente skader på huder, flere sekundære komplikationer og kronisk svækkelse i flere måneder samt giver anledning til forbud mod handel. Sygdommen er endemisk i Afrika og er opført på Verdensorganisationen for Dyresundheds liste over anmeldepligtige sygdomme.

    (2)

    LSD forekom i Unionen for første gang i 2015 i Grækenland. I 2016 spredte sygdommen sig hurtigt i mange lande i Sydøsteuropa, herunder Albanien, Bulgarien, Grækenland, Kosovo (*1), Nordmakedonien, Montenegro og Serbien. I alle berørte lande blev sygdommen effektivt bragt under kontrol gennem massevaccination af kvæg med levende homologe vacciner, der gentages på årsbasis i overensstemmelse med vaccinespecifikationerne. Desuden gennemførte Kroatien og Bosnien-Hercegovina, der ikke var ramt af LSD, vaccination som en forebyggende foranstaltning på grund af sygdomstilfælde i nabolandene.

    (3)

    Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1070 (2) blev vedtaget inden for rammerne af forordning (EU) 2016/429 og fastsætter særlige foranstaltninger til bekæmpelse af LSD for i et begrænset tidsrum. Nævnte gennemførelsesforordning fandt anvendelse indtil den 21. april 2023.

    (4)

    Nærmere bestemt fastlægger gennemførelsesforordning (EU) 2021/1070 de zoner i en medlemsstat, hvor der vaccineres mod LSD, og de særlige sygdomsbekæmpelsesregler i hver zone. Disse zoner er klassificeret som restriktionszone I, der ligger uden for et område, hvor der er bekræftet et udbrud af infektion med LSDV, og restriktionszone II, som omfatter et område, hvor der er bekræftet et udbrud af infektion med LSDV.

    (5)

    Ved gennemførelsesforordning (EU) 2021/1070 blev der desuden fastsat restriktioner vedrørende flytning af kvæg og produkter deraf, avlsmateriale og animalske biprodukter fra restriktionszone I og II samt undtagelser i forbindelse med disse restriktioner. Der blev desuden fastsat regler for operatørernes forpligtelser med hensyn til dyresundhedscertifikater til brug ved flytning af kvæg, avlsmateriale og uforarbejdede animalske biprodukter deraf fra restriktionszone I og II ud af disse zoner.

    (6)

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/361 (3) trådte i kraft den 12. marts 2023 og fastsætter regler for anvendelsen af visse veterinærlægemidler med henblik på forebyggelse og bekæmpelse af visse listeopførte sygdomme, herunder regler om vaccination mod LSD. Desuden indeholder nævnte delegerede forordnings artikel 9 og bilag IX hertil bestemmelser om oprettelse af vaccinationszoner I og II, der svarer til restriktionszone I og II i gennemførelsesforordning (EU) 2021/1070.

    (7)

    Ved delegeret forordning (EU) 2023/361 er der desuden fastsat regler og restriktioner vedrørende kvæg, der er vaccineret for LSD, avlsmateriale heraf og uforarbejdede animalske biprodukter heraf, som svarer til de regler og restriktioner, der er fastsat i gennemførelsesforordning (EU) 2021/1070, bortset fra dem, der vedrører operatørernes forpligtelser med hensyn til dyresundhedscertifikater.

    (8)

    Delegeret forordning (EU) 2023/361 indeholder også bestemmelser om generhvervelsesperioder for LSD efter nødvaccination på mellem 8 og 26 måneder, afhængigt af overvågningstypen, vaccinationszonen og tidspunktet for slagtning eller aflivning af det sidste LSD-tilfælde og/eller tidspunktet for den sidste vaccination.

    (9)

    Siden 2017 er der ikke rapporteret om udbrud af LSD i Europa, selv om LSD indtil 2021 blev registreret i dele af Anatolien i Tyrkiet og fortsat forekommer i Rusland, mens sygdommen fortsat spredes i Asien, hvilket påvirker lande på det indiske subkontinent, Østasien og Sydøstasien. I betragtning af den gunstige epidemiologiske situation i Europa er alle lande i Sydøsteuropa, der gennemførte vaccination mod LSD, nu ophørt, undtagen Bulgarien, Grækenland og Tyrkiet.

    (10)

    Bulgarien og Grækenland har allerede forelagt deres 2023 LSD-vaccinationsprogrammer for Kommissionen, og disse er allerede blevet evalueret og godkendt inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/690 (4). Arten og indholdet af den tekniske evaluering og godkendelse af disse vaccinationsprogrammer opfylder også kravene i den officielle vaccinationsplan for forebyggelse og bekæmpelse af kategori A-sygdomme hos landdyr, jf. artikel 6 i delegeret forordning (EU) 2023/361.

    (11)

    I betragtning af udløbet af gennemførelsesforordning (EU) 2021/1070 er det vigtigt at opføre de områder i Bulgarien og Grækenland, der er defineret som vaccinationszoner I og II i forbindelse med LSD, og som svarer til restriktionszoner I og II i gennemførelsesforordning (EU) 2021/1070, og at fastsætte supplerende regler vedrørende operatørernes forpligtelser med hensyn til dyresundhedscertifikater, flytninger af kvæg samt avlsmateriale og uforarbejdede animalske biprodukter heraf fra vaccinationszoner I og II ud af disse zoner for at sikre, at disse dyresundhedscertifikater giver tilstrækkelige og nøjagtige sundhedsoplysninger, og at der er kontinuitet i forhold til de tidligere gældende foranstaltninger.

    (12)

    Under hensyntagen til Bulgariens og Grækenlands LSD-vaccinationsplaner for 2023, den epidemiologiske situation med hensyn til sygdommen i Unionen og generhvervelsesperioden for LSD, jf. delegeret forordning (EU) 2023/361, bør nærværende afgørelse finde anvendelse indtil den 31. august 2024.

    (13)

    Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Genstand og anvendelsesområde

    Ved denne afgørelse fastsættes der på EU-plan:

    a)

    vaccinationszoner I og II med hensyn til nødvaccination mod lumpy skin disease hos opdrættede landdyr, som skal oprettes i henhold til artikel 9, stk. 1, litra b), nr. i), i delegeret forordning (EU) 2023/361 og del 1 i bilag IX til samme delegerede forordning

    b)

    operatørers forpligtelser med hensyn til dyresundhedscertifikater til brug ved flytning af følgende sendinger fra vaccinationszoner I og II ud af disse zoner, jf. undtagelserne vedrørende sådanne flytninger i artikel 13, stk. 2, 3 og 4, i delegeret forordning (EU) 2023/361 og de særlige betingelser i del 3 i bilag IX til samme delegerede forordning:

    i)

    kvæg

    ii)

    avlsmateriale af kvæg

    iii)

    uforarbejdede animalske biprodukter.

    Artikel 2

    Oprettelse af vaccinationszoner I og II

    Medlemsstater, der gennemfører nødvaccination mod lumpy skin disease, skal sikre, at:

    a)

    der omgående oprettes vaccinationszoner I og II af deres kompetente myndigheder i overensstemmelse med:

    i)

    reglerne for gennemførelse af beskyttende nødvaccination, jf. artikel 9 i delegeret forordning (EU) 2023/361

    ii)

    de særlige betingelser for gennemførelse af beskyttende nødvaccination til forebyggelse og bekæmpelse af lumpy skin disease, jf. bilag IX til delegeret forordning (EU) 2023/361

    b)

    vaccinationszonerne I og II mindst omfatter de områder, der er angivet i bilaget til denne afgørelse.

    Artikel 3

    Operatørers forpligtelser vedrørende dyresundhedscertifikater til brug ved flytning af sendinger af kvæg fra en vaccinationszoner I eller II ud af de pågældende zoner

    Operatører må kun flytte sendinger af kvæg fra vaccinationszoner I og II ud af disse zoner inden for samme medlemsstat eller til en anden medlemsstat, hvis de dyr, der skal flyttes, i overensstemmelse med den undtagelse for sådanne flytninger, der er fastsat i artikel 13, stk. 2, i delegeret forordning (EU) 2023/361, og de særlige betingelser i del 3 i bilag IX til samme delegerede forordning ledsages af et dyresundhedscertifikat udstedt af oprindelsesmedlemsstatens kompetente myndighed i overensstemmelse med artikel 149, stk. 1, i forordning (EU) 2016/429, som indeholder mindst én af følgende attesteringer:

    a)

    »Kvæg fra vaccinationszone I vedrørende nødvaccination mod lumpy skin disease i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2, i og del 3, punkt 3.1, i bilag IX til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/361.«

    b)

    »Kvæg fra vaccinationszone II vedrørende nødvaccination mod lumpy skin disease i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2, i og del 3, punkt 3.2, i bilag IX til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/361.«

    c)

    »Kvæg fra vaccinationszone ... (I eller II — angiv som relevant) vedrørende nødvaccination mod lumpy skin disease i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2, i og del 3, punkt 3.3, i bilag IX til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/361.«

    I tilfælde af flytning inden for en og samme medlemsstat kan den kompetente myndighed dog beslutte, at det ikke er nødvendigt at udstede et dyresundhedscertifikat, jf. artikel 143, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EU) 2016/429.

    Artikel 4

    Operatørers forpligtelser vedrørende dyresundhedscertifikater til brug ved flytning af sendinger af avlsmateriale hidrørende fra kvæg fra virksomheder beliggende i vaccinationszoner I eller II ud af den pågældende zone

    Operatører må kun flytte sendinger af avlsmateriale hidrørende fra kvæg fra vaccinationszoner I og II ud af disse zoner inden for samme medlemsstat eller til en anden medlemsstat, i overensstemmelse med den undtagelse for sådanne flytninger, der er fastsat i artikel 13, stk. 3, i delegeret forordning (EU) 2023/361, og de særlige betingelser i del 3 i bilag IX til samme delegerede forordning, hvis de pågældende sendinger ledsages af et dyresundhedscertifikat udstedt af oprindelsesmedlemsstatens kompetente myndighed i overensstemmelse med artikel 161, stk. 4, i forordning (EU) 2016/429, som indeholder mindst én af følgende attesteringer:

    a)

    »Avlsmateriale … (sæd, æg og/eller embryoner — angiv som relevant) hidrørende fra kvæg holdt i vaccinationszone I vedrørende nødvaccination mod lumpy skin disease i overensstemmelse med artikel 13, stk. 3, i og del 3, punkt 3.4.1, i bilag IX til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/361.«

    b)

    »Avlsmateriale ... (sæd, æg og/eller embryoner — angiv som relevant) hidrørende fra kvæg holdt i vaccinationszone II vedrørende nødvaccination mod lumpy skin disease i overensstemmelse med artikel 13, stk. 3, i og del 3, punkt 3.4.2, i bilag IX til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/361.«

    I tilfælde af flytning inden for en og samme medlemsstat kan den kompetente myndighed dog beslutte, at det ikke er nødvendigt at udstede et dyresundhedscertifikat, jf. artikel 161, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EU) 2016/429.

    Artikel 5

    Operatørers forpligtelser vedrørende dyresundhedscertifikater til brug ved flytning af sendinger af uforarbejdede animalske biprodukter af kvæg fra vaccinationszoner I eller II ud af den pågældende zone

    Operatører må kun flytte sendinger af uforarbejdede animalske biprodukter af kvæg fra vaccinationszoner I og II ud af disse zoner inden for samme medlemsstat eller til en anden medlemsstat, i overensstemmelse med den undtagelse for sådanne flytninger, der er fastsat i artikel 13, stk. 3, i delegeret forordning (EU) 2023/361, og de særlige betingelser i del 3 i bilag IX til samme delegerede forordning, hvis de pågældende sendinger ledsages af et dyresundhedscertifikat som omhandlet i artikel 22, stk. 5 og 6, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/687 (5) ved anvendelse af det standardsundhedscertifikat til brug ved flytning af animalske biprodukter fra restriktionszoner fastsat i kapitel III, punkt 7, i bilag VIII til forordning (EU) nr. 142/2011 (6), som indeholder mindst én af følgende attesteringer:

    a)

    »Uforarbejdede animalske biprodukter … (andre uforarbejdede animalske biprodukter end huder og skind, huder og skind, colostrum, mælk og mejeriprodukter — angiv som relevant) hidrørende fra kvæg holdt i vaccinationszone I vedrørende nødvaccination mod lumpy skin disease i overensstemmelse med artikel 13, stk. 3, i og del 3, punkt 3.5 og 3.7, i bilag IX til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/361.«

    b)

    »Uforarbejdede animalske biprodukter … (andre uforarbejdede animalske biprodukter end huder og skind, huder og skind, colostrum, mælk og mejeriprodukter — angiv som relevant) hidrørende fra kvæg holdt i vaccinationszone II vedrørende nødvaccination mod lumpy skin disease i overensstemmelse med artikel 13, stk. 3, i og del 3, punkt 3.6 og 3.7, i bilag IX til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/361.«

    I tilfælde af flytning inden for en og samme medlemsstat kan den kompetente myndighed dog beslutte, at der ikke skal udstedes et dyresundhedscertifikat, jf. artikel 22, stk. 6, i delegeret forordning (EU) 2020/687.

    Artikel 6

    Anvendelse

    Denne afgørelse finder anvendelse indtil den 31. august 2024.

    Artikel 7

    Adressater

    Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 19. juli 2023.

    På Kommissionens vegne

    Stella KYRIAKIDES

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EUT L 84 af 31.3.2016, s. 1.

    (*1)  Denne betegnelse indebærer ingen stillingtagen til Kosovos status, og den er i overensstemmelse med UNSCR 1244/1999 og ICJ's udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring.

    (2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1070 af 28. juni 2021 om særlige, tidsbegrænsede foranstaltninger til bekæmpelse af infektion med lumpy skin disease-virus (EUT L 230 af 30.6.2021, s. 10).

    (3)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/361 af 28. november 2022 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 for så vidt angår regler om brug af visse veterinærlægemidler til forebyggelse og bekæmpelse af visse listeopførte sygdomme (EUT L 52 af 20.2.2023, s. 1).

    (4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/690 af 28. april 2021 om oprettelse af et program for det indre marked, virksomheders, herunder små og mellemstore virksomheders, konkurrenceevne, plante-, dyre-, fødevare- og foderområdet og europæiske statistikker (programmet for det indre marked) og om ophævelse af forordning (EU) nr. 99/2013, (EU) nr. 1287/2013, (EU) nr. 254/2014 og (EU) nr. 652/2014 (EUT L 153 af 3.5.2021, s. 1).

    (5)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/687 af 17. december 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 for så vidt angår regler om forebyggelse og bekæmpelse af visse listeopførte sygdomme (EUT L 174 af 3.6.2020, s. 64).

    (6)  Kommissionens forordning (EU) nr. 142/2011 af 25. februar 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om gennemførelse af Rådets direktiv 97/78/EF for så vidt angår visse prøver og genstande, der er fritaget for veterinærkontrol ved grænsen som omhandlet i samme direktiv (EUT L 54 af 26.2.2011, s. 1).


    BILAG

    VACCINATIONSZONER I og II

    Vaccinationszone I

    1.

    Bulgarien:

    Hele Bulgariens område

    2.

    Grækenland:

    Hele Grækenlands område

    Vaccinationszone II

    Ingen


    Top