EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32023D1013

Rådets afgørelse (EU) 2023/1013 af 16. maj 2023 om fravigelse af afgørelse 2013/471/EU om ydelse af dagpenge og om godtgørelse af rejseudgifter til medlemmerne af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og deres suppleanter, og om ophævelse af afgørelse (EU) 2021/1072

ST/8018/2023/INIT

EUT L 136 af 24.5.2023, p. 69–71 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/1013/oj

24.5.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 136/69


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2023/1013

af 16. maj 2023

om fravigelse af afgørelse 2013/471/EU om ydelse af dagpenge og om godtgørelse af rejseudgifter til medlemmerne af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og deres suppleanter, og om ophævelse af afgørelse (EU) 2021/1072

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 301, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets afgørelse (EU) 2021/1072 (1) indførte en midlertidig fravigelse af artikel 2, 3 og 4 i Rådets afgørelse 2013/471/EU (2) for så vidt angår udbetaling af dagpenge til og godtgørelse af rejseudgifter til medlemmerne af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (»EØSU«) og deres suppleanter (under ét benævnt de »dagpengeberettigede«), som giver de dagpengeberettigede der fjerndeltager i møder via elektroniske midler, ret til dagpenge.

(2)

Den midlertidige fravigelse blev anset for nødvendig for at sikre, at EØSU's aktiviteter kunne finde sted på alle tidspunkter på en hensigtsmæssig og stabil måde med henblik på at sikre institutionel kontinuitet i perioden med fortsatte rejsevanskeligheder eller sundhedsmæssige restriktioner i forbindelse med fysiske møder forårsaget af covid-19-pandemien i Unionen.

(3)

De rapporter, som EØSU har forelagt, om anvendelsen af den midlertidige fravigelse, har vist de budgetmæssige og miljømæssige fordele ved et dagpengebeløb til de dagpengeberettigede, der fjerndeltager i møder via elektroniske midler samt fordelene og effektiviseringsgevinsterne i forhold til EØSU's institutionelle kontinuitet og driftskontinuitet. Disse fordele er fortsat relevante, uanset tilfælde af rejsevanskeligheder forårsaget af covid-19-pandemien i Unionen, hvilket fremgår af EØSU's anmodning til Rådet om en strukturel løsning, der giver mulighed for at yde et dagpengebeløb til de dagpengeberettigede der fjerndeltager i visse typer møder i EØSU via elektroniske midler.

(4)

Det er derfor hensigtsmæssigt at erstatte den midlertidige fravigelse, der blev indført ved Rådets afgørelse (EU) 2021/1072, med en strukturel løsning, som giver mulighed for at yde et dagpengebeløb til de dagpengeberettigede, der fjerndeltager via elektroniske midler i de møder, som er behørigt godkendt i overensstemmelse med EØSU's interne regler, bortset fra præsidiemøder, plenarforsamlinger, møder i sektionerne og møder i Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer. Der bør også i behørigt begrundede og særlige omstændigheder, hvor det er umuligt at tilrettelægge EØSU's møder med rent fysisk fremmøde, ydes dagpenge til de dagpengeberettigede for fjerndeltagelse via elektroniske midler i alle andre behørigt godkendte møder i EØSU, som er afgørende for at sikre EØSU's institutionelle kontinuitet og driftskontinuitet.

(5)

De faktiske administrative udgifter, som afholdes af en dagpengeberettiget, der fjerndeltager i et møde via elektroniske midler, er lavere end den dagpengesats, der gælder for deltagelse i fysiske møder, mens den tid, som den dagpengeberettigede bruger, forbliver den samme. Det er derfor hensigtsmæssigt, at de dagpenge, der ydes til de dagpengeberettigede, som fjerndeltager i møder via elektroniske midler, tilpasses i overensstemmelse hermed.

(6)

De nærmere regler for ydelse af dagpenge til de dagpengeberettigede der fjerndeltager i møder via elektroniske midler, bør fastsættes af EØSU med henblik på at maksimere fordelene ved fjerndeltagelse og samtidig sikre, at der ikke sker en uberettiget stigning i antallet af møder, som tilrettelægges af EØSU.

(7)

EØSU bør regelmæssigt forelægge Rådet rapport om anvendelsen af dagpengene til de dagpengeberettigede, som fjerndeltager i møder via elektroniske midler, for at give Rådet mulighed for at vurdere dens virkninger i overensstemmelse med rapporteringskravene, jf. afgørelse 2013/471/EU. Rapporterne bør navnlig vise udviklingen i antallet af EØSU's møder med fjerndeltagelse via elektroniske midler og deres varighed samt alle budget- og miljøbesparelser, der er forbundet med sådanne møder.

(8)

Denne afgørelse bør være en del af en fremtidig omfattende revision af afgørelse 2013/471/EU, der skal foretages inden udløbet af EØSU's nuværende mandatperiode.

(9)

Afgørelse (EU) 2021/1072 bør ophæves —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Uanset artikel 2, 3 og 4 i afgørelse 2013/471/EU har de dagpengeberettigede, der fjerndeltager i EØSU's møder via elektroniske midler, kun ret til et dagpengebeløb, der fastsættes til 145 EUR.

2.   Ydelsen af det i stk. 1 omhandlede dagpengebeløb gælder kun for møder, der er blevet godkendt i overensstemmelse med EØSU's interne regler, med undtagelse af præsidiemøder, plenarforsamlinger eller møder i sektionerne og møder i Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer.

3.   I behørigt begrundede og særlige omstændigheder ydes det dagpengebeløb, der er omhandlet i stk. 1, også for alle andre behørigt godkendte møder end dem, for hvilke dagpengene ydes i overensstemmelse med stk. 2, forudsat at sådant et møde ikke kan tilrettelægges med fysisk tilstedeværelse og at det er afgørende for at sikre EØSU's institutionelle kontinuitet og driftskontinuitet.

Artikel 2

EØSU vedtager nærmere bestemmelser til gennemførelse af artikel 1 senest den 26. juli 2023.

Artikel 3

Rapportering om anvendelse af det dagpengebeløb, der er omhandlet i artikel 1, medtages i rapporteringskravene i henhold til artikel 9 i afgørelse 2013/471/EU.

Artikel 4

Afgørelse (EU) 2021/1072 ophæves.

Artikel 5

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. maj 2023.

På Rådets vegne

E. SVANTESSON

Formand


(1)  Rådets afgørelse (EU) 2021/1072 af 28. juni 2021 om en midlertidig fravigelse af afgørelse 2013/471/EU om ydelse af dagpenge og om godtgørelse af rejseudgifter til medlemmerne af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og deres suppleanter i lyset af rejsevanskeligheder forårsaget af pandemien med covid-19 i Unionen (EUT L 230 af 30.6.2021, s. 30).

(2)  Rådets afgørelse 2013/471/EU af 23. september 2013 om ydelse af dagpenge og om godtgørelse af rejseudgifter til medlemmerne af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og deres suppleanter (EUT L 253 af 25.9.2013, s. 22).


Top