EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32023D0405

Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/405 af 20. februar 2023 om ændring af gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU om en liste over ikke-samarbejdende tredjelande, hvad angår bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri for så vidt angår Republikken Cameroun

ST/5501/2023/INIT

EUT L 56 af 23.2.2023, p. 26–28 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2023/405/oj

23.2.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 56/26


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2023/405

af 20. februar 2023

om ændring af gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU om en liste over ikke-samarbejdende tredjelande, hvad angår bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri for så vidt angår Republikken Cameroun

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1936/2001 og (EF) nr. 601/2004 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1093/94 og (EF) nr. 1447/1999 (1), særlig artikel 33, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

1.   INDLEDNING OG PROCEDURE

(1)

Ved forordning (EF) nr. 1005/2008 (»IUU-forordningen«) fastsættes en EU-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri).

(2)

I kapitel VI i IUU-forordningen fastlægges proceduren for identifikation af ikkesamarbejdende tredjelande, foranstaltninger over for sådanne lande, opstilling af en liste over sådanne lande, fjernelse fra listen, offentliggørelse af nævnte liste samt hasteforanstaltninger.

(3)

Den 24. marts 2014 vedtog Rådet gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU (2) om en liste over ikke-samarbejdende tredjelande for så vidt angår bekæmpelse af IUU-fiskeri i henhold til forordning (EF) nr. 1005/2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri.

(4)

I overensstemmelse med artikel 32 i IUU-forordningen meddelte Kommissionen Republikken Cameroun (»Cameroun«) ved afgørelse af 17. februar 2021 (3) (»afgørelsen af 17. februar 2021«), at det efter Kommissionens opfattelse muligvis kan identificeres som et ikkesamarbejdende tredjeland.

(5)

I afgørelsen af 17. februar 2021 gjorde Kommissionen rede for de vigtigste kendsgerninger og overvejelser, der ligger bag en sådan identifikation.

(6)

Afgørelsen af 17. februar 2021 blev meddelt Cameroun sammen med et brev, hvori Cameroun opfordredes til i tæt samarbejde med Kommissionen at udarbejde en handlingsplan for at for at rette op på de konstaterede mangler i henhold til IUU-forordningen.

(7)

Ved afgørelsen af 17. februar 2021 indledte Kommissionen en dialogproces med Cameroun.

(8)

Kommissionen opfordrede navnlig Cameroun til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at gennemføre foranstaltningerne i den af Kommissionen foreslåede handlingsplan og til at vurdere gennemførelsen af disse.

(9)

Cameroun fik mulighed for at svare på de i afgørelsen af 17. februar 2021 omhandlede forhold samt på andre relevante oplysninger fra Kommissionen og at fremlægge bevismateriale til at modbevise eller supplere de oplysninger, der var anført i nævnte afgørelse. Cameroun blev forsikret om retten til at anmode om eller forelægge yderligere oplysninger.

(10)

Kommissionen er fortsat med at indhente og efterprøve alle relevante oplysninger. De mundtlige og skriftlige bemærkninger, som Cameroun fremsatte i forlængelse af afgørelsen af 17. februar 2021, blev vurderet og taget i betragtning, og der blev afholdt et virtuelt møde mellem Cameroun og Kommissionen for at drøfte relevante punkter. Kommissionen underrettede Cameroun, enten mundtligt eller skriftligt, om sineovervejelser.

(11)

På baggrund af de indsamlede oplysninger fandt Kommissionen, at Cameroun ikke i tilstrækkelig grad havde afhjulpet de forhold og mangler, som var beskrevet fastsat i afgørelsen af 17. februar 2021. Desuden konkluderede Kommissionen, at de foranstaltninger, der var foreslået i handlingsplanen, ikke var blevet gennemført fuldt ud.

(12)

Som konsekvens heraf vedtog Kommissionen gennemførelsesafgørelse af 5. januar 2023, hvorved Cameroun identificeres som et ikkesamarbejdende tredjeland, hvad angår bekæmpelse af IUU-fiskeri (»gennemførelsesafgørelsen af 5. januar 2023«).

(13)

Baseret på de undersøgelser og den dialogproces, som Kommissionen har gennemført, herunder den udvekslede korrespondance og de afholdte møder, og de bagvedliggende årsager til afgørelsen af 17. februar 2021 og gennemførelsesafgørelsen af 5. januar 2023, er det passende at opføre Cameroun på listen over ikkesamarbejdende tredjelande med hensyn til bekæmpelse af IUU-fiskeri.

2.   IDENTIFIKATION AF CAMEROUN SOM ET IKKESAMARBEJDENDE TREDJELAND

(14)

Kommissionen analyserede i afgørelsen af 17. februar 2021 Camerouns forpligtelser og vurderede landets overholdelse af de folkeretlige forpligtelser, det har som flag-, havne-, kyst- eller afsætningsstat. Med henblik på denne undersøgelse tog Kommissionen højde for kriterierne i IUU-forordningens artikel 31, stk. 4-7.

(15)

Kommissionen gennemgik Camerouns overholdelse i overensstemmelse med konklusionerne i afgørelsen af 17. februar 2021 og under hensyntagen til de relevante oplysninger, som Cameroun havde fremlagt, den foreslåede handlingsplan samt de foranstaltninger, der var truffet for at rette op på situationen.

(16)

De vigtigste mangler, som Kommissionen påpegede, handlede om flere tilfælde af manglende gennemførelse af forpligtelserne i henhold til folkeretten, navnlig i forbindelse med vedtagelsen af en passende og ajourført rammelovgivning, manglen på tydelige og gennemsigtige registrerings- og licensprocedurer og manglen på effektiv og passende overvågning af fiskerfartøjer. De påpegede mangler vedrørte mere generelt de betingelser, der er fastsat for registrering af fiskerfartøjer og kontrollen med dem i henhold til folkeretten. Der blev desuden konstateret manglende overensstemmelse mellem de relevante organers henstillinger og beslutninger, såsom De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisations (FAO's) internationale handlingsplan om bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IPOA-IUU) og FAO's frivillige retningslinjer for flagstatspræstationer. Oplysningerne om manglende sammenhæng mellem ikkebindende henstillinger og beslutninger blev dog kun betragtet som supplerende dokumentation og ikke som grundlag for identifikationen.

(17)

I gennemførelsesafgørelsen af 5. januar 2023 identificerede Kommissionen derfor Cameroun som et ikkesamarbejdende tredjeland i henhold til IUU-forordningen.

(18)

Under henvisning til Camerouns mulige begrænsninger som udviklingsland bemærkes det, at Camerouns udviklingsstatus og overordnede præstation med hensyn til fiskeri ikke er påvirket af landets generelle udviklingsniveau.

(19)

I betragtning af afgørelsen af 17. februar 2021, gennemførelsesafgørelsen af 5. januar 2023 og Kommissionens dialogproces med Cameroun og udfaldet heraf konkluderes det, at de foranstaltninger, som Cameroun har truffet på baggrund af sine forpligtelser som flagstat, ikke er tilstrækkelige til at opfylde bestemmelserne i artikel 91, 92, 94, 117 og 118 i De Forenede Nationers havretskonvention.

(20)

Cameroun har derfor ikke opfyldt sine folkeretlige forpligtelser som flagstat til at forebygge, afværge og standse IUU-fiskeri.

3.   OPSTILLING AF EN LISTE OVER IKKESAMARBEJDENDE TREDJELANDE

(21)

I betragtning af de konklusioner, der er draget om Cameroun, og i overensstemmelse med artikel 33 i IUU-forordningen, bør landet tilføjes til listen over ikkesamarbejdende tredjelande, der er opstillet ved gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU. Nævnte afgørelse bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(22)

Opførelsen af Cameroun på listen over ikkesamarbejdende lande, hvad angår bekæmpelse af IUU-fiskeri, indebærer anvendelse af de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 38 i IUU-forordningen. Ifølge artikel 38, stk. 1, i IUU-forordningen er import af fiskevarer fanget af fiskerfartøjer, der fører ikkesamarbejdende tredjelandes flag, forbudt. I Camerouns tilfælde bør dette forbud omfatte alle bestande og arter defineret i artikel 2, nr. 8), i IUU-forordningen, eftersom den manglende vedtagelse af passende foranstaltninger over for IUU-fiskeri, der har ført til, at Cameroun identificeres som et ikkesamarbejdende tredjeland, ikke er begrænset til en bestemt bestand eller art.

(23)

Det bemærkes, at IUU-fiskeri nedfisker bl.a. fiskebestandene, ødelægger marine levesteder, underminerer bevarelsen og den bæredygtige udnyttelse af havets ressourcer, fordrejer konkurrencen, sætter fødevaresikkerheden på spil, stiller ærlige fiskere urimeligt dårligt i konkurrencen og svækker kystsamfundene. På baggrund af omfanget af de problemer, som IUU-fiskeri medfører, er det nødvendigt, at Unionen hurtigt gennemfører foranstaltningerne over for Cameroun som et ikkesamarbejdende tredjeland. Denne afgørelse bør derfor træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(24)

I fald Cameroun godtgør, at den situation, der berettigede, at landet blev opført på listen, er blevet afhjulpet, skal Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen fjerne Cameroun fra listen over ikkesamarbejdende tredjelande i overensstemmelse med IUU-forordningens artikel 34, stk. 1. I en sådan afgørelse om fjernelse fra listen bør der også tages hensyn til, om Cameroun har vedtaget konkrete foranstaltninger til varig forbedring af situationen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Republikken Cameroun tilføjes til bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. februar 2023.

På Rådets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)  EUT L 286 af 29.10.2008, s. 1.

(2)  Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU af 24. marts 2014 om en liste over ikkesamarbejdende tredjelande for så vidt angår bekæmpelse af IUU-fiskeri i henhold til forordning (EF) nr. 1005/2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (EUT L 91 af 27.3.2014, s. 43).

(3)  Kommissionens afgørelse af 17. februar 2021 om underretning af Republikken Cameroun om muligheden for, at landet bliver identificeret som et ikkesamarbejdende tredjeland for så vidt angår bekæmpelsen af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (EUT C 59 I af 19.2.2021, s. 1).


Top