(1)

Organisationen for International Civil Luftfarts (ICAO's) ordning for CO2-kompensation og -reduktion for international luftfart (CORSIA) har været i kraft siden 2019 for så vidt angår overvågning, rapportering og verifikation af emissioner og er tænkt som en globalt anvendt markedsbaseret foranstaltning, der skal kompensere for CO2-emissioner fra international luftfart fra den 1. januar 2021 over et fast emissionsniveau med visse kompensationskreditter.

(2)

Parisaftalen, der blev vedtaget i december 2015 inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) (4), trådte i kraft i november 2016. Parterne hertil er blevet enige om at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur til et godt stykke under 2 °C over det førindustrielle niveau og fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C i forhold til det førindustrielle niveau. Denne forpligtelse blev styrket med vedtagelsen af Glasgowklimaaftalen i november 2021, hvor partskonferencen anerkendte, at virkningerne af klimaændringerne ville være langt mindre ved en temperaturstigning på 1,5 °C sammenlignet med en på 2 °C, og besluttede at fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C.

(3)

Med forbehold af de uoverensstemmelser mellem EU-lovgivning og bestemmelserne i første udgave af bilag 16, bind IV, til konventionen angående international civil luftfart — ordningen for CO2-kompensation og -reduktion for international luftfart, der fastlægger de internationale standarder og den anbefalede praksis for miljøbeskyttelse i forbindelse med CORSIA (CORSIA SARP'er), og som blev meddelt ICAO efter vedtagelsen af Rådets afgørelse (EU) 2018/2027 (5), og med forbehold af måden, hvorpå Europa-Parlamentet og Rådet ændrer EU-lovgivning, har Unionen til hensigt at gennemføre CORSIA gennem Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (6).

(4)

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/1603 (7) blev vedtaget for på passende vis at gennemføre reglerne i CORSIA vedrørende overvågning, rapportering og verifikation af emissioner fra luftfarten. Kompensationen i henhold til CORSIA SARP'erne beregnes på grundlag af CO2-emissioner, der verificeres i overensstemmelse med nævnte delegerede forordning.

(5)

På grund af et stort fald i emissionerne fra luftfarten i 2020 som følge af covid-19-pandemien besluttede ICAO-Rådet på sit 220. møde i juni 2020, at emissionerne i 2019 skulle anvendes som udgangspunkt for beregningen af kompensationen, som skal foretages af luftfartøjsoperatørerne for 2021-2023. Denne beslutning blev godkendt af ICAO's 41. forsamling i oktober 2022.

(6)

I 2021 oversteg emissionerne fra luftfarten ikke det samlede niveau i 2019. Den 31. oktober 2022 fastslog ICAO, at sektorens vækstfaktor for emissioner i 2021 er lig med nul. Sektorens vækstfaktor er en parameter i CORSIA-metoden, der anvendes til at beregne operatørernes årlige kompensationskrav. Derfor skal luftfartøjsoperatørernes yderligere kompensation for 2021 være nul.

(7)

Medlemsstaterne bør gennemføre CORSIA ved senest den 30. november 2022 at underrette luftfartøjsoperatører, der er indehavere af et AOC (air operator certificate) udstedt af en medlemsstat, og luftfartøjsoperatører, der er registreret i en medlemsstat, om disse luftfartøjsoperatørers kompensation for 2021.

(8)

Målene for denne afgørelse kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne afgørelse ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(9)

Det er vigtigt at sikre de nationale myndigheders og luftfartøjsoperatørernes retssikkerhed vedrørende kompensationerne i henhold til CORSIA for 2021 så hurtigt som muligt i 2022. Denne afgørelse bør derfor træde i kraft straks.

(10)

Uden at det berører vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/87/EF for så vidt angår luftfartens bidrag til Unionens emissionsreduktionsmål for økonomien som helhed og passende gennemførelse af en global markedsbaseret foranstaltning, er det hensigten, at denne afgørelse skal være en rent midlertidig foranstaltning, der kun finder anvendelse, indtil gennemførelsesperioden for nævnte direktiv udløber. I tilfælde af at gennemførelsesperioden ikke er udløbet den 30. november 2023, og ICAO fastslår, at sektorens vækstfaktor for emissionerne fra 2022 er lig med nul, bør medlemsstaterne underrette luftfartøjsoperatørerne om, at deres kompensationskrav for 2022 er nul. Hvis sektorens vækstfaktor for emissionerne fra 2022 er forskellig fra nul, bør Kommissionen, hvis det er relevant, kunne forelægge et nyt forslag til beregning og meddelelse af disse kompensationskrav.

(11)

Direktiv 2003/87/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —