Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022R2238

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/2238 af 22. august 2022 om ændring af delegeret forordning (EU) 2021/2306 for så vidt angår overgangsbestemmelserne for kontrolattester og delkontrolattester og for så vidt angår overgangsbestemmelserne for kontrolattester udstedt i Ukraine (EØS-relevant tekst)

    C/2022/5836

    EUT L 294 af 15.11.2022, p. 3–4 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2022/2238/oj

    15.11.2022   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 294/3


    KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2022/2238

    af 22. august 2022

    om ændring af delegeret forordning (EU) 2021/2306 for så vidt angår overgangsbestemmelserne for kontrolattester og delkontrolattester og for så vidt angår overgangsbestemmelserne for kontrolattester udstedt i Ukraine

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 af 30. maj 2018 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 (1), særlig artikel 38, stk. 8, litra a), nr. ii), artikel 46, stk. 7, litra b), og artikel 57, stk. 3, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/2306 (2) fastsættes regler for offentlig kontrol af økologiske produkter og omlægningsprodukter, der er bestemt til import til Unionen, og om kontrolattesten.

    (2)

    I henhold til artikel 5, stk. 3, første afsnit, og artikel 6, stk. 3, andet afsnit, i delegeret forordning (EU) 2021/2306 skal kontrolattesten udstedes og påtegnes i Traces (Trade Control and Expert System) og være forsynet med et kvalificeret elektronisk segl. Artikel 6, stk. 6, og artikel 7, stk. 4, i nævnte forordning indeholder bestemmelser om henholdsvis påtegning af en del af en sending som økologisk og påtegning af delkontrolattester i Traces med et kvalificeret elektronisk segl.

    (3)

    Overgangsbestemmelserne i artikel 11, stk. 1 og 2, i delegeret forordning (EU) 2021/2306 fastsætter allerede, at kontrolattesten indtil den 30. juni 2022 kan udstedes i papirform, efter at den er udfyldt i Traces og udskrevet, og at attesten, hvis den udstedes i papirform, skal påtegnes i papirudgaven. Hvis kontrolattesten udstedes i Traces og er forsynet med et kvalificeret elektronisk segl, kan den påtegnes på papir.

    (4)

    Kontrolattesten kan i henhold til overgangsbestemmelsen i artikel 11, stk. 5, i delegeret forordning (EU) 2021/2306 indtil den 30. juni 2022 også udstedes i papirform, efter at den er udfyldt i Traces og udskrevet.

    (5)

    Processen for registrering af kompetente myndigheder i medlemsstaterne og i tredjelande samt af kontrolmyndigheder og kontrolorganer, således at de kan benytte det kvalificerede elektroniske segl, er i gang. Processen for registrering tog længere tid end forventet, og den blev først afsluttet den 30. juni 2022.

    (6)

    Det er derfor nødvendigt at forlænge overgangsbestemmelserne for kontrolattester og delkontrolattester i papirform, jf. artikel 11 i delegeret forordning (EU) 2021/2306, for at gøre det muligt for alle berørte aktører at afslutte registreringen til det kvalificerede elektroniske segl.

    (7)

    Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 udgør en ekstraordinær og hidtil uset udfordring for de kontrolmyndigheder og kontrolorganer, der er blevet anerkendt med henblik på eksport af økologiske produkter og omlægningsprodukter fra Ukraine til Unionen. I Ukraine er posttjenesterne også ustabile.

    (8)

    Uanset artikel 5, stk. 3, første afsnit, i nævnte forordning, kan en bemyndiget person i Ukraine fra en kontrolmyndighed eller et kontrolorgan, der endnu ikke er udstyret med et kvalificeret elektronisk segl, i henhold til artikel 11, stk. 1a, i delegeret forordning (EU) 2021/2306 indtil den 30. juni 2022 udarbejde og indgive kontrolattesten i Traces i elektronisk format uden anvendelse af et kvalificeret elektronisk segl i rubrik 18 i den givne attest. I lyset af den uforudsigelige varighed af Ruslands invasion af Ukraine er det også nødvendigt at forlænge denne undtagelse.

    (9)

    Delegeret forordning (EU) 2021/2306 bør derfor ændres.

    (10)

    På grund af udløbet af overgangsperioden for kontrolattester i papirform og af undtagelsen for Ukraine den 30. juni 2022 bør denne forordning finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. juli 2022 —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    I artikel 11 i delegeret forordning (EU) 2021/2306 foretages følgende ændringer:

    1)

    Stk. 1, indledningen, affattes således:

    »Uanset artikel 5, stk. 3, første afsnit, kan kontrolattesten indtil den 30. november 2022 udstedes i papirform, efter at den er udfyldt i Traces og udskrevet. Kontrolattesten i papirform skal opfylde følgende krav:«.

    2)

    Stk. 1a affattes således:

    »1a.   Uanset artikel 5, stk. 3, første afsnit, kan en bemyndiget person i Ukraine fra en kontrolmyndighed eller et kontrolorgan, der endnu ikke er udstyret med et kvalificeret elektronisk segl, indtil den 30. november 2022 udarbejde og indgive kontrolattesten i Traces i elektronisk format uden anvendelse af et kvalificeret elektronisk segl i rubrik 18 i den givne attest. En sådan attest udstedes, inden den sending, som den vedrører, forlader Ukraine.«

    3)

    Stk. 2, indledningen, affattes således:

    »Uanset artikel 6, stk. 3, gælder følgende indtil den 30. november 2022:«.

    4)

    Stk. 5, indledningen, affattes således:

    »Uanset artikel 6, stk. 6, og artikel 7, stk. 4, kan delkontrolattesten indtil den 30. november 2022 være påtegnet i papirform, efter at den er udfyldt i Traces og udskrevet. Delkontrolattesten i papirform skal opfylde følgende krav:«.

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den anvendes fra den 1. juli 2022.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 22. august 2022.

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)  EUT L 150 af 14.6.2018, s. 1.

    (2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/2306 af 21. oktober 2021 til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 med regler om offentlig kontrol af sendinger af økologiske produkter og omlægningsprodukter, der er bestemt til import til Unionen, og om kontrolattesten (EUT L 461 af 27.12.2021, s. 13).


    Top