Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022R1345

    Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/1345 af 1. august 2022 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 for så vidt angår registrering og godkendelse af virksomheder, der holder landdyr og indsamler, producerer, forarbejder eller opbevarer avlsmateriale (EØS-relevant tekst)

    C/2022/5374

    EUT L 202 af 2.8.2022, p. 27–30 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2022/1345/oj

    2.8.2022   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 202/27


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2022/1345

    af 1. august 2022

    om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 for så vidt angår registrering og godkendelse af virksomheder, der holder landdyr og indsamler, producerer, forarbejder eller opbevarer avlsmateriale

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 af 9. marts 2016 om overførbare dyresygdomme og om ændring og ophævelse af visse retsakter på området for dyresundhed (»dyresundhedsloven«) (1), særlig artikel 86, stk. 1 og 2, og artikel 96, stk. 3, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Der er ved forordning (EU) 2016/429 fastsat regler om dyresygdomme, der kan overføres til dyr eller mennesker, herunder regler for den kompetente myndigheds registrering og godkendelse af virksomheder, der holder landdyr og indsamler, producerer, forarbejder eller opbevarer avlsmateriale.

    (2)

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/2035 (2) supplerer forordning (EU) 2016/429 ved at fastsætte nærmere regler om de registre, der skal føres af den kompetente myndighed over registrerede og godkendte virksomheder, som holder landdyr og indsamler, producerer, forarbejder eller opbevarer avlsmateriale, og som er registreret hos eller godkendt af myndigheden.

    (3)

    Nærmere bestemt er det ved artikel 18, litra d), i delegeret forordning (EU) 2019/2035 fastsat, at den kompetente myndighed i sit register over virksomheder med opdrættede landdyr og rugerier, som er registreret hos myndigheden, skal medtage virksomhedens beliggenhed, med angivelse af adresse og geografiske koordinater (breddegrad og længdegrad). Det er endvidere ved artikel 18, litra h), i delegeret forordning (EU) 2019/2035 fastsat, at den kompetente myndighed i nævnte register skal medtage oplysninger om den periode, hvor der holdes dyr eller rugeæg på virksomheden, hvis disse ikke altid forefindes her, herunder bestemte årstider eller i forbindelse med bestemte begivenheder. Mens det ved artikel 84, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2016/429 er fastsat, at operatører af virksomheder, som holder landdyr eller indsamler, producerer, forarbejder eller opbevarer avlsmateriale, skal give den kompetente myndighed visse oplysninger, således at deres virksomheder kan blive registreret, omfatter disse oplysninger dog ikke alle de nærmere oplysninger, der kræves i henhold til artikel 18, litra d) og h), i delegeret forordning (EU) 2019/2035. Der bør derfor fastsættes et krav om, at operatører af virksomheder med opdrættede landdyr eller rugerier skal give sådanne nærmere oplysninger til den kompetente myndighed med henblik på registrering.

    (4)

    På samme måde er det ved artikel 21, litra d) og h), i delegeret forordning (EU) 2019/2035 fastsat, at den kompetente myndighed i sit register over virksomheder, den har godkendt, skal medtage de samme nærmere oplysninger, der kræves i henhold til artikel 18, litra d) og h), i nævnte delegerede forordning. Selv om operatører i henhold til artikel 96, stk. 1, i forordning (EU) 2016/429 skal give den kompetente myndighed visse oplysninger ved ansøgning om godkendelse af deres virksomhed, indbefatter disse oplysninger ikke samtlige nærmere oplysninger, der kræves i henhold til artikel 21, litra d) og h), i delegeret forordning (EU) 2019/2035. Der bør derfor fastsættes et krav om, at operatører af virksomheder med opdrættede landdyr eller rugerier skal give sådanne nærmere oplysninger til den kompetente myndighed med henblik på godkendelse.

    (5)

    Derudover kan medlemsstaterne i henhold til artikel 85 i forordning (EU) 2016/429, uanset artikel 84, stk. 1, i nævnte forordning, fritage visse kategorier af virksomheder fra kravet om registrering, når de udgør en ubetydelig risiko for dyre- eller folkesundheden. Sådanne fritagelser må kun finde sted, hvis disse kategorier af virksomheder er af en type, der er omfattet af de regler, der er fastsat i en gennemførelsesretsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 86, stk. 2, i nævnte forordning. Der bør derfor fastsættes regler om de typer af virksomheder, som udgør en ubetydelig risiko, og som medlemsstaterne kan fritage fra kravet om registrering i henhold til artikel 85.

    (6)

    Visse virksomheder, navnlig virksomheder, der holder hovdyr, kan ikke anses for at udgøre en ubetydelig risiko, jf. artikel 85 i forordning (EU) 2016/429, grundet en række listeopførte sygdomme, som kan overføres af hovdyr, og som på denne måde kan påvirke virksomheder eller zoner hvad angår dyresundhedsstatus. På samme måde kan hunde, katte og fritter, der holdes på en virksomhed til avlsformål, ikke anses for at udgøre en ubetydelig risiko, navnlig med tanke på folkesundheden.

    (7)

    Flytning af dyr, avlsmateriale og animalske produkter udgør en væsentlig risikofaktor for dyre- og folkesundheden. Virksomheder, hvor flytninger finder sted, især flytninger til eller fra andre medlemsstater eller tredjelande, bør derfor ikke anses for at udgøre en ubetydelig risiko. Virksomheder, hvor dyr, avlsmateriale eller animalske produkter holdes eller opbevares med en vis kontinuitet, og hvor det primære formål ikke er flytning af nævnte dyr, avlsmateriale eller animalske produkter til eller væk fra virksomheden, kan dog anses for at udgøre en ubetydelig risiko, selv hvis sådanne flytninger skete lejlighedsvis.

    (8)

    Operatører holder ofte landdyr af flere arter på samme virksomhed. Hvis en medlemsstat fritager visse kategorier af virksomheder fra kravet om registrering, når de udgør en ubetydelig risiko, jf. artikel 85 i forordning (EU) 2016/429, står det ikke i et rimeligt forhold til risikoen, at operatørerne skal indsende de oplysninger, der er omhandlet i artikel 84, stk. 1, litra b), nr. iii), vedrørende opdrættede landdyr, for hvilke virksomheden kunne fritages fra kravet om registrering i henhold til denne forordnings artikel 3, som om disse dyr var de eneste dyr, der blev holdt på den pågældende virksomhed.

    (9)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Genstand og anvendelsesområde

    Ved denne forordning fastlægges der regler vedrørende:

    a)

    de oplysninger, som operatører af virksomheder med opdrættede landdyr og rugerier skal give med henblik på registrering af deres virksomheder, jf. artikel 84, stk. 1, i forordning (EU) 2016/429

    b)

    de typer af virksomheder med opdrættede landdyr, som udgør en ubetydelig risiko, og som af medlemsstaterne kan fritages fra kravet om registrering, jf. artikel 85 i forordning (EU) 2016/429

    c)

    de oplysninger, som operatører af virksomheder med opdrættede landdyr og rugerier skal give i deres ansøgning om godkendelse af deres virksomhed, jf. artikel 96, stk. 1, i forordning (EU) 2016/429.

    Artikel 2

    Oplysninger, som operatører skal give med henblik på registrering af deres virksomhed

    1.   Operatører af virksomheder med opdrættede landdyr og rugerier som omhandlet i artikel 84, stk. 1, i forordning (EU) 2016/429 skal, før de påbegynder sådanne aktiviteter og i tillæg til de oplysninger, der er omhandlet i artikel 84, stk. 1, litra b), give den kompetente myndighed følgende oplysninger:

    a)

    beliggenheden, med angivelse af adresse og geografiske koordinater (breddegrad og længdegrad), af den virksomhed, der skal registreres

    b)

    perioden, hvor der holdes opdrættede landdyr eller rugeæg på den registrerede virksomhed, hvis disse ikke altid forefindes her, herunder bestemte årstider eller i forbindelse med bestemte begivenheder.

    2.   Operatører af virksomheder med opdrættede landdyr som omhandlet i artikel 84, stk. 1, i forordning (EU) 2016/429 er ikke forpligtede til at give den kompetente myndighed de oplysninger, der er omhandlet i artikel 84, stk. 1, litra b), nr. iii), vedrørende opdrættede landdyr, der er omfattet af den undtagelse, som anvendes af medlemsstaten i henhold til nærværende forordnings artikel 3.

    Artikel 3

    Kategorier af virksomheder, som holder landdyr, og som af medlemsstaterne kan fritages fra kravet om registrering

    1.   Medlemsstaterne kan fritage virksomheder, som holder landdyr, og som udgør en ubetydelig risiko, fra kravet om registrering, jf. artikel 85 i forordning (EU) 2016/429, hvis følgende kriterier er opfyldt:

    a)

    Der holdes ikke hovdyr på virksomheden.

    b)

    Der holdes ikke hunde, katte eller fritter til avlsformål på virksomheden.

    c)

    Virksomheden deltager ikke i nogen flytning af opdrættede landdyr, avlsmateriale eller animalske produkter til eller fra en anden medlemsstat eller et tredjeland.

    d)

    De opdrættede landdyr, avlsmaterialet eller de animalske produkter på virksomheden er ikke bestemt til at blive flyttet væk fra virksomheden.

    2.   Medlemsstater, som fritager virksomheder i henhold til stk. 1, kan fastsætte yderligere kriterier vedrørende begrænsning af antallet af opdrættede landdyr, som må holdes på sådanne virksomheder, og vedrørende disse virksomheders geografiske placering, navnlig hvad angår afstanden mellem disse virksomheder og virksomheder, der er registreret eller godkendt af den kompetente myndighed.

    Artikel 4

    Oplysninger, som operatører skal give i deres ansøgning om godkendelse af deres virksomhed

    Operatører af virksomheder med opdrættede landdyr og rugerier skal med henblik på deres ansøgning om godkendelse af deres virksomhed, jf. artikel 94, stk. 1, og artikel 95, litra a), i forordning (EU) 2016/429, i tillæg til de oplysninger, der er omhandlet i artikel 96, stk. 1, i nævnte forordning, give den kompetente myndighed følgende oplysninger:

    a)

    beliggenheden, med angivelse af adresse og geografiske koordinater (breddegrad og længdegrad), af den virksomhed, der skal godkendes

    b)

    perioden, hvor der holdes dyr eller rugeæg på den godkendte virksomhed, hvis disse ikke altid forefindes her, herunder bestemte årstider eller i forbindelse med bestemte begivenheder.

    Artikel 5

    Ikrafttræden

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 1. august 2022.

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)  EUT L 84 af 31.3.2016, s. 1.

    (2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/2035 af 28. juni 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 for så vidt angår regler for virksomheder, der holder landdyr, og rugerier samt sporbarhed for visse opdrættede landdyr og rugeæg (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 115).


    Top