Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022R1166

    Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/1166 af 6. juli 2022 om ændring af forordning (EF) nr. 1480/2004 om særlige regler for varer, der ankommer fra områder, hvor den cypriotiske regering ikke udøver faktisk kontrol, til områder, hvor regeringen udøver faktisk kontrol

    C/2022/4594

    EUT L 181 af 7.7.2022, p. 11–13 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2022/1166/oj

    7.7.2022   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 181/11


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2022/1166

    af 6. juli 2022

    om ændring af forordning (EF) nr. 1480/2004 om særlige regler for varer, der ankommer fra områder, hvor den cypriotiske regering ikke udøver faktisk kontrol, til områder, hvor regeringen udøver faktisk kontrol

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 866/2004 af 29. april 2004 om en ordning i henhold til artikel 2 i protokol nr. 10 til tiltrædelsesakten (1), særlig artikel 4, stk. 12,

    efter høring af det udvalg, der er nedsat i henhold til forordningen om den grønne linje, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Kommissionens forordning (EF) nr. 1480/2004 (2) indeholder særlige regler vedrørende varer, der ankommer fra områder, hvor den cypriotiske regering ikke udøver faktisk kontrol, til de områder, hvor regeringen udøver faktisk kontrol, herunder plantesundhedsinspektion af og -indberetning om planter, planteprodukter og andre objekter, der er opført i del B i bilag V til Rådets direktiv 2000/29/EF (3). Med henblik herpå indeholder artikel 3 i nævnte forordning henvisninger til nævnte direktiv.

    (2)

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 (4), som danner grundlag for EU-regler om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere, ophævede direktiv 2000/29/EF. Ved nævnte forordning tillægges Kommissionen beføjelse til at opstille en liste over de planter, planteprodukter og andre objekter, for hvilke et plantesundhedscertifikat til brug ved indførsel til Unionens område er nødvendigt.

    (3)

    Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 (5) er der opført planter, planteprodukter og andre objekter, for hvilke et plantesundhedscertifikat til brug ved indførsel til Unionens område er nødvendigt, herunder dem, der tidligere var opført i del B i bilag V til direktiv 2000/29/EF.

    (4)

    Forordning (EF) nr. 1480/2004 bør derfor ændres, således at henvisningerne til direktiv 2000/29/EF erstattes af henvisninger til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072.

    (5)

    Det er også nødvendigt at ajourføre alle henvisninger til bestemmelserne om plantepas.

    (6)

    Da varer, der passerer linjen, i henhold til artikel 4, stk. 4, i forordning (EF) nr. 866/2004 skal være underlagt kravene og skal underkastes den kontrol, der kræves i henhold til Unionens plantesundhedslovgivning, jf. bilag II til nævnte forordning, bør inspektionerne have til formål at sikre, at de pågældende varer er frie for de EU-karantæneskadegørere, der er opført i bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072, overholder tærsklerne for forekomst af EU-regulerede ikke-karantæneskadegørere, der er opført i bilag IV til nævnte forordning, og opfylder de krav til indførsel til Unionen, der er fastsat i bilag VII til nævnte forordning.

    (7)

    Forordning (EF) nr. 1480/2004 bør derfor ændres —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    I forordning (EF) nr. 1480/2004 foretages følgende ændringer:

    1)

    Artikel 3 affattes således:

    »Artikel 3

    Plantesundhedsinspektion og -indberetning

    1.   Uafhængige plantesundhedseksperter, der er udpeget af Kommissionen og udsendt under instrumentet for teknisk bistand og informationsudveksling (TAIEX), og som arbejder i koordination med det tyrkisk-cypriotiske handelskammer med henblik på gennemførelsen af forordning (EF) nr. 866/2004 (»eksperterne«), inspicerer alle goder bestående af planter, planteprodukter og andre objekter, der er opført i del A og del B i bilag XI til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 (*1) i produktions-, høst- og markedsføringsfaserne, for at sikre sig, at de:

    a)

    er frie for de EU-karantæneskadegørere, der er opført i bilag II til forordning (EU) 2019/2072

    b)

    overholder tærsklerne for forekomst af EU-regulerede ikke-karantæneskadegørere, der er opført i bilag IV til forordning (EU) 2019/2072,

    c)

    opfylder de krav vedrørende indførsel til Unionen, der er fastsat i bilag VII til nævnte forordning og

    d)

    overholder de foranstaltninger, der skal forhindre forekomsten af regulerede ikke-karantæneskadegørere på bestemte planter til udplantning, der er fastsat i bilag V til forordning (EU) 2019/2072.

    Hvis det er relevant, inspicerer de også alle planter, planteprodukter og andre objekter, der er opført i bilag XII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072, for at sikre, at de er frie for de respektive beskyttet zone-karantæneskadegørere, der er opført i bilag III til nævnte forordning.

    2.   Når det drejer sig om kartofler, kontrollerer ovennævnte eksperter, at sendingen er fremavlet direkte af læggekartofler, der er certificeret i en af medlemsstaterne, eller af læggekartofler, der er certificeret i ethvert andet land, hvorfra det er tilladt at indføre kartofler til udplantning til Unionen i henhold til bilag VI til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072.

    3.   Hvis eksperterne efter bedste overbevisning, og så vidt muligt det kan konstateres, fastslår, at de relevante planter, planteprodukter eller andre objekter i sendingen opfylder kravene i stk. 1 og 2 og de relevante krav og undergår den relevante kontrol som omhandlet i bilag II til forordning (EF) nr. 866/2004, skal de:

    a)

    udarbejde en rapport om resultaterne, der er udfyldt fuldstændigt og behørigt underskrevet af mindst en af eksperterne, ved anvendelse af formularen i bilag III til nærværende forordning og

    b)

    føjes denne rapport som tillæg til det ledsagedokument, der er omhandlet i artikel 2 i nærværende forordning.

    Eksperterne udarbejder ikke »rapporter om plantesundhedsinspektion« for planter til udplantning, herunder knolde af Solanum tuberosum L. til udplantning.

    4.   Eksperterne forsegler følgelig lastbiler og andre transportmidler på en sådan måde, at sendingen ikke kan åbnes, før den har passeret linjen.

    Varer, der er omfattet af denne artikel, må kun flyttes over linjen, hvis stk. 3, litra a) og b), er opfyldt.

    5.   Ved ankomsten til de områder, hvor regeringen for Republikken Cypern udøver faktisk kontrol, foretager de kompetente myndigheder en undersøgelse af sendingen. Hvis det er relevant, erstattes »Rapporten om plantesundhedsinspektion« af et plantepas som omhandlet i artikel 79, stk. 1, eller artikel 80, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 (*2).

    (*1)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 af 28. november 2019 om ensartede betingelser for gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 for så vidt angår beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 690/2008 og om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 (EUT L 319 af 10.12.2019, s. 1)."

    (*2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 af 26. oktober 2016 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, (EU) nr. 652/2014 og (EU) nr. 1143/2014 og om ophævelse af Rådets direktiv 69/464/EØF, 74/647/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF, 2000/29/EF, 2006/91/EF og 2007/33/EF (EUT L 317 af 23.11.2016, s. 4).«"

    2)

    Punkt 10, fjerde, femte og sjette led, i modellen i bilag III erstattes af følgende:

    »—

    anses for at være fri for EU-karantæneskadegørere, der er opført i bilag II, og, hvis det er relevant, for beskyttet zone-karantæneskadegørere, der er opført i bilag III, og overholder tærsklerne vedrørende forekomst af EU-regulerede ikke-karantæneskadegørere, der er opført i bilag IV til forordning (EU) 2019/2072.

    Hvor det drejer sig om kartofler, er kartoflerne i sendingen fremavlet direkte af læggekartofler, der er certificeret i en af medlemsstaterne, eller af læggekartofler, der er certificeret i ethvert andet land, hvorfra det ikke er tilladt at indføre kartofler til udplantning til Unionen i henhold til bilag VI til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072.«

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 6. juli 2022.

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)  EUT L 161 af 30.4.2004, s. 128.

    (2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1480/2004 af 10. august 2004 om særlige regler for varer, der ankommer fra områder, hvor den cypriotiske regering ikke udøver faktisk kontrol, til områder, hvor regeringen udøver faktisk kontrol (EUT L 272 af 20.8.2004, s. 3).

    (3)  Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1).

    (4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 af 26. oktober 2016 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, (EU) nr. 652/2014 og (EU) nr. 1143/2014 og om ophævelse af Rådets direktiv 69/464/EØF, 74/647/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF, 2000/29/EF, 2006/91/EF og 2007/33/EF (EUT L 317 af 23.11.2016, s. 4).

    (5)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 af 28. november 2019 om ensartede betingelser for gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 for så vidt angår beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 690/2008 og om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 (EUT L 319 af 10.12.2019, s. 1).


    Top