Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022R0954

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/954 af 12. maj 2022 om ændring af de reguleringsmæssige tekniske standarder i delegeret forordning (EU) nr. 183/2014 for så vidt angår præcisering af beregningen af specifikke og generelle kreditrisikojusteringer (EØS-relevant tekst)

    C/2022/3008

    EUT L 165 af 21.6.2022, p. 24–25 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2022/954/oj

    21.6.2022   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 165/24


    KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2022/954

    af 12. maj 2022

    om ændring af de reguleringsmæssige tekniske standarder i delegeret forordning (EU) nr. 183/2014 for så vidt angår præcisering af beregningen af specifikke og generelle kreditrisikojusteringer

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (1), særlig artikel 110, stk. 4, tredje afsnit, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    På grundlag af definitionen af kreditrisikojustering i artikel 4, stk. 1, nr. 95), i forordning (EU) nr. 575/2013 kan kun de forventede kredittab, der afspejles i de specifikke kreditrisikojusteringer foretaget af det institut, der ligger inde med den misligholdte eksponering, medregnes ved tildelingen af en risikovægt med henblik på nævnte forordnings artikel 127, stk. 1. De kredittab, der er indregnet i transaktionsprisen for den misligholdte eksponering, og som det sælgende institut beholder som et realiseret tab, kan imidlertid efter salget ikke indregnes af det erhvervende institut. Som følge heraf kan den risikovægt, der anvendes på den misligholdte eksponering, ændre sig efter salget af denne eksponering, selv om transaktionsprisen omfatter en rabat på et beløb svarende til de specifikke kreditrisikojusteringer for forventede kredittab, der er bogført af det sælgende institut før salget. Denne situation skaber en reguleringsmæssig hindring for oprettelsen af sekundære markeder for misligholdte eksponeringer, da den potentielle uoverensstemmelse mellem de risikovægte, som henholdsvis det sælgende institut og det erhvervende institut anvender på den misligholdte eksponering, kan gøre transaktionen mindre attraktiv for det erhvervende institut og dermed skabe unødige hindringer for kreditinstitutterne med hensyn til at få flyttet deres misligholdte eksponeringer ud af deres balance.

    (2)

    For også at tage højde for muligheden for, at covid-19-pandemien kan føre til en stigning i omfanget af misligholdte eksponeringer på tværs af kreditinstitutter, er det ønskeligt at fjerne eventuelle reguleringsmæssige hindringer for oprettelsen af sekundære markeder for misligholdte eksponeringer. Det er derfor nødvendigt at sikre, at de specifikke kreditrisikojusteringer, der anerkendes i henhold til artikel 127, stk. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013, omfatter en eventuel rabat i en transaktionspris på en misligholdt eksponering, som det erhvervende institut ikke har indregnet ved at øge den egentlige kernekapital. For at undgå eventuel uberettiget dobbelt indregning af det potentielle fald i det erhvervende instituts forventede tab efter erhvervelsen i både dette instituts egentlige kernekapital og med henblik på at fastsætte risikovægten i overensstemmelse med artikel 127, stk. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013 i tilfælde af en revaluering af den misligholdte eksponering, der finder sted efter erhvervelsen, bør rabatten navnlig ikke længere omfatte den del af revalueringsbeløbet for den misligholdte eksponering, der er blevet indregnet som en forøgelse af instituttets egentlige kernekapital.

    (3)

    Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 183/2014 (2) bør derfor ændres.

    (4)

    Denne forordning er baseret på de udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har forelagt Kommissionen.

    (5)

    Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har afholdt åbne offentlige høringer om udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt anmodet interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold artikel 37 i forordning (EU) nr. 1093/2010 (3), om en udtalelse —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Ændring af delegeret forordning (EU) nr. 183/2014

    I artikel 1 i delegeret forordning (EU) nr. 183/2014 tilføjes følgende som stk. 6:

    »6.   Med forbehold af stk. 1 medtager institutterne ved beregningen af de specifikke kreditrisikojusteringer med henblik på tildeling af risikovægte som omhandlet i artikel 127, stk. 1, litra a) og b), i forordning (EU) nr. 575/2013 til den usikrede del af en misligholdt eksponering enhver positiv difference mellem det beløb, som låntageren skylder i forbindelse med den pågældende eksponering, og summen af følgende:

    a)

    reduktionen af det yderligere kapitalgrundlag, hvis eksponeringen blev afskrevet fuldt ud

    b)

    allerede eksisterende reduktioner af kapitalgrundlaget i forbindelse med denne eksponering.«

    Artikel 2

    Ikrafttræden

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 12. maj 2022.

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)  EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1.

    (2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 183/2014 af 20. december 2013 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for at præcisere beregningen af specifikke og generelle kreditrisikojusteringer (EUT L 57 af 27.2.2014, s. 3).

    (3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12).


    Top