EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022R0659

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/659 af 21. april 2022 om gennemførelse af forordning (EU) 2017/1509 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea

ST/7947/2022/INIT

EUT L 120 af 21.4.2022, p. 5–10 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2022/659/oj

21.4.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 120/5


RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2022/659

af 21. april 2022

om gennemførelse af forordning (EU) 2017/1509 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2017/1509 af 30. august 2017 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea og om ophævelse af forordning (EF) nr. 329/2007 (1), særlig artikel 47,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 30. august 2017 vedtog Rådet forordning (EU) 2017/1509.

(2)

I sine konklusioner af 17. juli 2017 erklærede Rådet, at Unionen ville overveje yderligere passende svar på Den Demokratiske Folkerepublik Koreas (»DPRK«) handlinger, der underminerer den globale ikkesprednings- og nedrustningsordning, navnlig gennem yderligere autonome restriktive foranstaltninger.

(3)

Den 22. december 2017 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd (»FN's Sikkerhedsråd«) FN's Sikkerhedsråds resolution 2397 (2017), hvori det på ny bekræftede, at DPRK: ikke må foretage yderligere affyringer under anvendelse af ballistisk missilteknologi, atomprøvesprængninger eller nogen anden provokation; straks skal indstille alle aktiviteter vedrørende sit ballistiske missilprogram og i denne forbindelse genbekræfte sine tidligere tilsagn om et moratorium for alle missilaffyringer; straks skal give afkald på alle atomvåben og eksisterende nukleare programmer på en fuldstændig, kontrollerbar og uigenkaldelig måde og omgående indstille alle relaterede aktiviteter; og skal give afkald på alle andre eksisterende masseødelæggelsesvåben og ballistiske missilprogrammer på en fuldstændig, kontrollerbar og uigenkaldelig måde.

(4)

Den 24. marts 2022 affyrede DPRK et interkontinentalt ballistisk missil. DPRK affyrede missiler mindst tolv gange mellem den 5. januar og den 24. marts 2022.

(5)

Den 25. marts 2022 udsendte Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«) en erklæring på Unionens vegne, som kraftigt fordømte Nordkoreas affyring af et interkontinentalt ballistisk missil den 24. marts 2022, hvilket er en krænkelse af adskillige af FN's Sikkerhedsråds resolutioner og en alvorlig trussel mod international og regional fred og sikkerhed. Denne erklæring opfordrede endvidere Nordkorea til at afholde sig fra at foretage sig yderligere, som kunne øge internationale eller regionale spændinger, og til at efterkomme FN's relevante sikkerhedsresolutioner ved at opgive alle sine atomvåben, andre masseødelæggelsesvåben, ballistiske missilprogrammer og eksisterende nukleare programmer på en fuldstændig, kontrollerbar og uigenkaldelig måde og straks indstille alle relaterede aktiviteter. Den højtstående repræsentant erklærede også, at Unionen er rede til om nødvendigt at gennemføre og supplere enhver foranstaltning, der kan træffes af FN's Sikkerhedsråd som reaktion på affyringen af et interkontinentalt ballistisk missil den 24. marts 2022.

(6)

I betragtning af DPRK's fortsatte aktiviteter i forbindelse med ballistiske missiler, som er i strid med og en åbenlys tilsidesættelse af FN's relevante sikkerhedsresolutioner, bør otte personer og fire enheder opføres på listerne over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, i bilag XV og XVI til forordning (EU) 2017/1509.

(7)

Bilag XV og XVI til forordning (EU) 2017/1509 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag XV og XVI til forordning (EU) 2017/1509 ændres som anført i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. april 2022.

På Rådets vegne

J.-Y. LE DRIAN

Formand


(1)  EUT L 224 af 31.8.2017, s. 1.


BILAG

I bilag XV og XVI til forordning (EU) 2017/1509 foretages følgende ændringer:

1)

I bilag XV under overskriften »Liste over personer, enheder eller organer, jf. artikel 34, stk. 1, og artikel 34, stk. 3«, underoverskrift »a) Fysiske personer udpeget i overensstemmelse med artikel 34, stk. 4, litra a)«, tilføjes følgende oplysninger:

 

Navn

Alias

Identificerende oplysninger

Opførelsesdato

Begrundelse

»28.

KIM Su Gil

KIM Su-Gil

Fødselsdato: 1950

Nationalitet: DPRK

Køn: mand

21.4.2022

Som direktør for Koreas Folkehærs kontor for generel politik mellem 2018 og 2021 og medlem af kommissionen for statsanliggender mellem 2019 og 2021 var han ansvarlig for gennemførelsen af det koreanske arbejderpartis beslutninger vedrørende udvikling af nukleare og ballistiske programmer i strid med De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1718 (2006), 1874 (2009), 2087 (2013), 2094 (2013), 2270 (2016), 2321 (2016), 2356 (2017), 2371 (2017), 2375 (2017) og 2397 (2017).

29.

JON Il Ho

JON Il-Ho

Fødselsdato: 1955 eller 1956

Nationalitet: DPRK

Køn: mand

21.4.2022

Som »ledende embedsmand inden for national forsvarsvidenskab« spiller han en vigtig rolle i og er ansvarlig for udviklingen af DPRK's programmer for masseødelæggelsesvåben. Forfremmet til generaloberst i august 2019, modtager af 16. februar-prisen for videnskab og teknologi, direktør for forskningsinstituttet for automatisering og institutdirektør for Kim Chaek teknologiske universitet og vicedirektør for en afdeling i arbejderpartiets centralkomité deltog han i affyringerne af de interkontinentale ballistiske Hwasong-14-missiler (ICBM) den 4. og 28. juli 2017 og i de fleste andre missilaffyringer i 2017, 2019 og marts 2020.

30.

JONG Sung Il

JONG Sung-Il

Fødselsdato: 20.3.1961

Pasnr.: 927240105

Nationalitet: DPRK

Køn: mand

21.4.2022

Som »højtstående partiembedsmand« og »ledende embedsmand inden for national forsvarsvidenskab« og udpeget af en FN-medlemsstat som tidligere vicedirektør for Munitions Industry Department under det koreanske arbejderpartis centralkomité i 2017 spiller han en vigtig rolle i og er ansvarlig for udviklingen af DPRK's programmer for masseødelæggelsesvåben, navnlig ballistiske missiler. Han var til stede under testene af de interkontinentale ballistiske Hwasong-14-missiler (ICBM) den 4. og 28. juli 2017 og under affyringer af ballistiske missiler eller stor flerskudsraketkaster den 24. august 2019 og den 10. september 2019.

31.

YU Jin

YU Jin

Fødselsdato: 1960

Nationalitet: DPRK

Køn: mand

21.4.2022

Som direktør for Munitions Industry Department og suppleant til det koreanske arbejderpartis centralkomités politiske kontor er han ansvarlig for at spille en vigtig rolle i udviklingen af DPRK's programmer for masseødelæggelsesvåben på både det nukleare og det ballistiske område. Han ledsagede Kim Jong Un til den nationale forvaltning for luft- og rumfartsudvikling forud for affyringen af ICBM i marts 2022 og deltog i den nationale forsvarsudstilling i 2021, hvor der blev udstillet øjensynligt nye våbensystemer. Som vicedirektør var han til stede under testene af de interkontinentale ballistiske Hwasong-14-missiler (ICBM) den 4. og 28. juli 2017 og ligeledes under Kim Jong Uns inspektion af en ny type ubåd, som DPRK angav var bestemt til det »strategiske« formål at deployere ubådsbaserede ballistiske raketter, og som muligvis kan medføre nukleare sprænghoveder, den 22. juli 2019 og affyringer af ballistiske missiler den 25. og 30. juli 2019 og den 2. august 2019.«

2)

I bilag XVI under overskriften »Liste over personer, enheder eller organer, jf. artikel 34, stk. 1, og artikel 34, stk. 3«, underoverskrift »a) Fysiske personer«, tilføjes følgende oplysninger:

 

Navn

Identificerende oplysninger

Opførelsesdato

Begrundelse

»25.

PAK Hwa Song

alias PAK Hwa-Song

Medstifter af virksomheden CONGO ACONDE

Fødested: DPRK

Pasnr.: 654331357

Nationalitet: DPRK

Køn: mand

Adresse: Den Demokratiske Republik Congo (DRC)

21.4.2022

Pak Hwa Song er involveret i omgåelse af sanktioner og er ansvarlig for finansielt at støtte DPRK's nukleare og ballistiske programmer. Han er medstifter af virksomheden CONGO ACONDE, som er en dækvirksomhed for PAEKHO TRADING CORPORATION. PAEKHO er involveret i eksport af statuer til flere lande syd for Sahara i strid med FN's sanktioner. Pak Hwa Song åbnede også en bankkonto i Lubumbashi i en filial for en bank med sæde i Cameroun i strid med FN's Sikkerhedsråds resolutioner. Pak Hwa Song arbejder sammen med Hwang Kil Su. Han udbyder finansielle tjenesteydelser, der støtter DPRK's regime og nukleare programmer.

26.

HWANG Kil Su

alias HWANG Kil-Su

Medstifter af virksomheden CONGO ACONDE

Fødested: DPRK

Pasnr.: 654331363

Nationalitet: DPRK

Køn: mand

Adresse: Den Demokratiske Republik Congo (DRC)

21.4.2022

Hwang Kil Su er involveret i omgåelse af sanktioner og er ansvarlig for finansielt at støtte DPRK's nukleare og ballistiske programmer. Han er medstifter af virksomheden CONGO ACONDE, som er en dækvirksomhed for PAEKHO TRADING CORPORATION. PAEKHO er involveret i eksport af statuer til flere lande syd for Sahara i strid med FN's Sikkerhedsråds resolutioner. Hwang Kil Su åbnede også en bankkonto i Lubumbashi i en filial for en bank med sæde i Cameroun i strid med FN's Sikkerhedsråds resolutioner. Hwang Kil Su arbejder sammen med Pak Hwa Song. Han udbyder finansielle tjenesteydelser, der støtter DPRK's regime og nukleare programmer.

27.

IM Song Sun

alias IM Song-Sun

Nationalitet: DPRK

Køn: mand

21.4.2022

Im Song Sun er i sin egenskab af repræsentant for Corman Construction Company (Tong Bang), som er en dækvirksomhed for Mansudae Overseas Project (MOP) Group, der er opført på FN's liste, involveret i omgåelse af sanktioner i strid med bestemmelserne i FN's Sikkerhedsråds resolution 1718 (2006), 1874 (2009), 2087 (2013), 2094 (2013), 2270 (2016), 2321 (2016), 2356 (2017), 2371 (2017), 2375 (2017) eller 2397 (2017). Han har gennem denne virksomhed forvaltet byggeaktiviteter i Senegal og modtaget betalinger for kontrakter tildelt til MOP og Corman Construction, og han er derfor ansvarlig for finansielle aktiviteter, der støtter DPRK's nukleare og ballistiske programmer.

28.

CHOE Song Chol

alias CHOE Song-Chol

Nationalitet: DPRK

Køn: mand

21.4.2022

Choe Song Chol er i sin egenskab af repræsentant for Corman Construction Company (Tong Bang), som er en dækvirksomhed for Mansudae Overseas Project Group, der er opført på FN's liste, involveret i omgåelse af sanktioner i strid med bestemmelserne i FN's Sikkerhedsråds resolution 1718 (2006), 1874 (2009), 2087 (2013), 2094 (2013), 2270 (2016), 2321 (2016), 2356 (2017), 2371 (2017), 2375 (2017) eller 2397 (2017). Han har gennem denne virksomhed forvaltet byggeaktiviteter i Senegal og modtaget betalinger for kontrakter tildelt til MOP og Corman Construction, og han er derfor ansvarlig for finansielle aktiviteter, der støtter DPRK's nukleare og ballistiske programmer.«

3)

I bilag XVI under overskriften »Liste over personer, enheder eller organer, jf. artikel 34, stk. 1, og artikel 34, stk. 3«, underoverskrift »b) Juridiske personer, enheder og organer«, tilføjes følgende oplysninger:

 

Navn (og muligt alias)

Identificerende oplysninger

Opførelsesdato

Begrundelse

»5.

Eritech Computer Assembly & Communication Technology PLC

Adresse: Denden Street N028, Asmara, 257, Eritrea

21.4.2022

Eritech Computer Assembly & Communication Technology PLC er underlagt de eritreiske forsvarsstyrkers myndighed eller ledelse og har hjemsted i deres kompleks i Asha Golgol Military Technical Center, der anvendes til fremstilling, ændring eller reparation af civilt og militært og paramilitært udstyr. Virksomheden er involveret i omgåelse af sanktioner og er ansvarlig for at støtte DPRK's nukleare og ballistiske programmer, da den blev identificeret som den tiltænkte modtager i juli 2016 af en forsendelse med militært kommunikationsudstyr, der har oprindelse i DPRK, fra Kina. Størstedelen af det pågældende udstyr kom fra GLOCOM, en virksomhed i DPRK, der har specialiseret sig i levering af militært transmissionsudstyr, som er knyttet til DPRK's efterretningstjeneste, hvilket navnlig er i strid med FN's Sikkerhedsråds resolution 2270 (2016).

6.

Korea General Corporation for External Construction (aliasser: KOGEN, GENCO)

Adresse: Taedonggang District, Pyongyang, Democratic People's Republic of Korea

21.4.2022

Korea General Corporation for External Construction (KOGEN), som er en professionel byggevirksomhed uden for landet, beskæftiger sig ifølge præsentationen på DPRK's officielle internetportal Naenara med at udstationere faglærte arbejdstagere og har gennemført projekter i De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait, Qatar, Yemen, Rusland, Libyen og Mongoliet. Den har også etableret lokale afdelinger, f.eks. i Zambia. KOGEN er dermed involveret i omgåelse af sanktioner og er ansvarlig for finansielt at støtte DPRK's nukleare og ballistiske programmer, da virksomheden overfører hele eller en del af lønnen for de arbejdstagere, som den udstationerer, til regimet — en praksis, som forbydes ved FN's Sikkerhedsråds resolution 2397 (2017).

7.

Chilsong Trading Corporation

Adresse: Pyongyang, Democratic People's Republic of Korea

21.4.2022

Chilsong Trading Corporation er involveret i omgåelse af sanktioner i strid med FN's Sikkerhedsråds resolution 2270 (2016) og er ansvarlig for at støtte DPRK's nukleare og ballistiske programmer, eftersom den navnlig er repræsenteret ved en nordkoreansk statsborger, CHOE Jin-myong, som sælger militært kommunikationsudstyr og har forhandlet med DAERYONGGANG TRADING CORPORATION, en enhed, der blev sanktioneret af FN's Sikkerhedsråd den 16. juli 2009.

8.

Korea Paekho Trading Corporation

(alias: Joson Paekho Muyok Hoesa)

Adresse: Chongryu 3-dong, Taedonggang District, Pyongyang, Democratic People's Republic of Korea

21.4.2022

Paekho Trading Corporation er en kunstvirksomhed, der medvirker til at opføre statuer i udlandet og eksportere udsmykkede statuer produceret af Paekho Art Studio og fremmer ulovligt arbejde og adgangen til internationale finansielle systemer. Dens aktiviteter er specifikt målrettet udviklingstilskud og -lån samt udenlandske direkte investeringer, der er øremærket til kommunale projekter. Den er dermed involveret i omgåelse af sanktioner og er ansvarlig for finansielt at støtte DPRK's nukleare og ballistiske programmer.«


Top