EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022D1981

Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2022/1981 af 10. oktober 2022 om de kompetente myndigheders anvendelse af Det Europæiske System af Centralbankers tjenester (ECB/2022/33)

ECB/2022/33

EUT L 272 af 20.10.2022, p. 22–28 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 03/01/2024

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2022/1981/oj

20.10.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 272/22


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE (EU) 2022/1981

af 10. oktober 2022

om de kompetente myndigheders anvendelse af Det Europæiske System af Centralbankers tjenester (ECB/2022/33)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 127, stk. 6, og artikel 132,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 34,

under henvisning til Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (1), særlig artikel 6, stk. 1, sammenholdt med artikel 6, stk. 7, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det Europæiske System af Centralbankers (ESCB) tjenester leveres til centralbankerne i ESCB for indirekte at støtte udførelsen af deres opgaver. ESCB-tjenesterne udvikles, drives og vedligeholdes af en eller flere centralbanker (herefter "de udbydende centralbanker") og styres af en ESCB-komité. ESCB's tjenester finansieres af de deltagende centralbanker ("de deltagende centralbanker"), hvis respektive bidrag er defineret i de finansieringsrammer, som Styrelsesrådet har godkendt. De deltagende centralbankers rettigheder og forpligtelser er fastsat i Den Europæiske Centralbanks (ECB) retsakter, som det er tilfældet med ESCB's public key-infrastruktur (ESCB-PKI) og/eller i aftaler mellem de deltagende centralbanker.

(2)

For at sikre den fælles tilsynsmekanismes (Single Supervisory Mechanism, SSM) smidige, effektive og konsekvente virkemåde er det nødvendigt, at de praktiske retningslinjer for samarbejdet mellem ECB og de kompetente nationale myndigheder inden for SSM omfatter retningslinjer for de kompetente nationale myndigheders anvendelse af ESCB-tjenester til at udføre deres opgaver i henhold til forordning (EU) nr. 1024/2013.

(3)

I henhold til Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2022/1982 (ECB/2022/34) (2) kan de kompetente myndigheder anvende ESCB-tjenester til at samarbejde med ESCB og med hinanden til at udføre deres opgaver i henhold til forordning (EU) nr. 1024/2013.

(4)

De ESCB-tjenester, der bør stilles til rådighed for de kompetente myndigheder, bør defineres med henvisning til udtømmende lister over a) ESCB-tjenester, som alle kompetente myndigheder bør pålægges at anvende i forbindelse med udførelsen af deres SSM-opgaver for at sikre effektivitet og konsekvens i SSM's funktion, og b) ESCB-tjenester, som de kompetente myndigheder frivilligt kan beslutte at anvende med henblik på at udføre deres SSM-opgaver.

(5)

Kompetente myndigheder, der anvender ESCB-tjenester, når de udfører deres opgaver i henhold til forordning (EU) nr. 1024/2013, bør overholde de retlige rammer for hver enkelt ESCB-tjeneste, idet der tages hensyn til, at de kompetente myndigheder ikke er en del af ESCB's styringsramme. Sådanne kompetente myndigheder bør navnlig bidrage til omkostningerne ved at udvikle og drive de omhandlede ESCB-tjenester i henhold til en fastlagt godtgørelsesramme, som bør baseres på en omkostningsfordelingsnøgle. Det bør ikke kræves af de kompetente myndigheder, at de indgiver en erklæring om deltagelse hvad angår ESCB-tjenester, som de skal anvende, men de bør overholde kravene vedrørende sådanne tjenester som fastsat i denne afgørelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Definitioner

I denne afgørelse forstås ved:

1)

»kompetent myndighed«: enten en kompetent national myndighed eller Den Europæiske Centralbank (ECB)

2)

»kompetent national myndighed«: en kompetent national myndighed som defineret i artikel 2, nr. 2), i forordning (EU) nr. 1024/2013 og omfatter i denne afgørelse hvad angår de tilsynsopgaver, der er tildelt dem, også de nationale centralbanker, der er blevet tildelt visse tilsynsopgaver i henhold til national lovgivning, og som ikke er udpeget som kompetente nationale myndigheder.

3)

»ESCB-tjenester«: en eller flere af de elektroniske applikationer, systemer, platforme, databaser og tjenester, der er anført i bilag I og II.

4)

»udbydende centralbank«: en centralbank, som udvikler, driver og vedligeholder en ESCB-tjeneste.

Artikel 2

De kompetente myndigheders anvendelse af ESCB-tjenester

1.   De kompetente myndigheder skal anvende de ESCB-tjenester, der er opført i bilag I, med henblik på at udføre deres opgaver i henhold til forordning (EU) nr. 1024/2013.

2.   De kompetente myndigheder kan anvende de ESCB-tjenester, der er opført i bilag II, med henblik på at udføre deres opgaver i henhold til forordning (EU) nr. 1024/2013.

3.   De kompetente myndigheder, der beslutter sig for at anvende ESCB-tjenester omhandlet i bilag II, skal indgive en erklæring til Styrelsesrådet, hvori de bekræfter deres deltagelse og accepterer at overholde de tilknyttede forpligtelser, herunder forpligtelsen til at indbetale deres bidrag direkte til den udbydende centralbank i overensstemmelse med artikel 3.

4.   De kompetente myndigheder, der anvender ESCB's tjenester, skal overholde de retlige rammer for hver enkelt ESCB-tjeneste, herunder aftalerne mellem de deltagende og de udbydende centralbanker. Aftalerne mellem parterne kan danne grundlag for direkte kontraktforhold mellem de udbydende centralbanker og de kompetente myndigheder.

5.   De kompetente myndigheder skal overholde kravene i bilag III, når de anvender tjenesterne omhandlet i bilag III.

Artikel 3

Finansielle ordninger

De kompetente myndigheder, der anvender ESCB's tjenester, skal bidrage til omkostningerne ved at udvikle og drive den pågældende ESCB-tjeneste i henhold til en fastlagt godtgørelsesramme, der baseres på en omkostningsfordelingsnøgle som yderligere præciseret i de respektive finansieringsrammer i overensstemmelse med de gældende regler for godtgørelse.

Artikel 4

Ikrafttrædelse

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 10. oktober 2022.

Christine LAGARDE

Formand for ECB


(1)  EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63.

(2)  Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2022/1982 af 10. oktober 2022 om de kompetente myndigheders og samarbejdende myndigheders anvendelse af Det Europæiske System af Centralbankers tjenester og om ændring af afgørelse ECB/2013/1 (ECB/2022/34) (se side 29 i denne EUT).


BILAG I

ESCB-tjenester, som de kompetente myndigheder skal anvende

CoreNet3

Enterprise Service Bus (ESB)

Identitets- og adgangsadministrationstjenesten (IAM)


BILAG II

ESCB-tjenester, som de kompetente myndigheder kan anvende

ESCB telekonferencesystem

Sikker ESCB-e-mail (SEE)

Den offentlige nøgleinfrastruktur i ESCB (ESCB PKI)

ESCB Performing Survey Initiative LimeSurvey-based Solution (EPSILON)

ENTM Modelling tool and repository (ENTM)


BILAG III

Krav til ESCB-tjenester, som de kompetente myndigheder skal anvende

1)

De kompetente myndigheder skal udføre opgaverne og påtage sig det ansvar, der svarer til deres rolle i den relevante ESCB-tjeneste.

2)

De kompetente myndigheder skal tilpasse deres interne systemer og grænseflader, så de uden videre kan anvendes med ESCB-tjenesten.

3)

De kompetente myndigheder er ansvarlige for eventuel tab eller skade, der opstår som følge af forsætlige eller uagtsomme handlinger og/eller undladelser i forbindelse med opfyldelsen af deres forpligtelser. De ansvarsbegrænsninger, der er fastsat i niveau 2-niveau 3-aftalen, finder tilsvarende anvendelse.

4)

De kompetente myndigheder bærer bevisbyrden for, at de ikke har misligholdt deres agtpågivenhedspligt ved opfyldelsen af deres forpligtelser, herunder i forbindelse med driften af de tekniske faciliteter.

5)

En kompetent myndigheds outsourcing, delegering eller underentreprise til tredjeparter berører ikke den pågældende kompetente myndigheds ansvar.

De kompetente myndigheder må kun outsource, delegere eller give opgaver i underentreprise til tredjemand, som har eller kan have væsentlig indflydelse på overholdelsen af kravene i dette bilag i det omfang, de har opnået udtrykkeligt, forudgående og skriftligt samtykke (eller underforstået samtykke som omhandlet i nr. 6) fra centralbankerne i Eurosystemet eller, hvor det er relevant, ESCB-centralbankerne. Et sådant samtykke er ikke nødvendigt, hvis tredjeparten er et fælles datterselskab af den relevante kompetente myndighed, og hvis den pågældende kompetente myndigheds rettigheder og forpligtelser forbliver materielt uændrede.

6)

De kompetente myndigheder skal give et rimeligt varsel om enhver planlagt outsourcing, delegering eller underentreprise som omhandlet i stk. 5 og skal give nærmere oplysninger om de krav, der foreslås anvendt i forbindelse med en sådan outsourcing, delegering eller underentreprise.

Den kompetente ESCB-komité skal besvare enhver anmodning om samtykke i henhold til stk. 5 senest to måneder efter, at den er blevet underrettet om den planlagte outsourcing, delegering eller underentreprise. Et eventuelt afslag på samtykke skal ledsages af en begrundelse herfor. Hvis den kompetente myndighed ikke modtager svar inden for fristen på to måneder, kan den igen underrette den kompetente ESCB-komité om sin anmodning. Centralbankerne i Eurosystemet eller, hvor det er relevant, ESCB-centralbankerne har en yderligere måned til at reagere på den anden meddelelse. Hvis der ikke foreligger noget svar inden for denne frist, anses den kompetente myndighed for at have modtaget samtykke til at fortsætte outsourcingen, delegeringen eller underentreprisen.

7)

De kompetente myndigheder skal hemmeligholde alle følsomme, hemmelige eller fortrolige oplysninger og ekspertise (uanset om de er af kommerciel, finansiel, lovgivningsmæssig, teknisk eller anden art), som er mærket som sådan og tilhører den eller de udbydende centralbanker og/eller andre centralbanker i ESCB/Eurosystemet, og må ikke videregive sådanne oplysninger til tredjemand uden den eller de pågældende centralbankers udtrykkelige, forudgående og skriftlige samtykke.

8)

De kompetente myndigheder skal begrænse adgangen til de oplysninger eller den ekspertise, der er omhandlet i stk. 7, til deres relevante tekniske personale, og en sådan adgang må kun udøves i tilfælde af et klart operationelt behov.

9)

De kompetente myndigheder skal træffe passende foranstaltninger for at forhindre, at andre end det relevante tekniske personale får adgang til sådanne fortrolige oplysninger eller ekspertise.

10)

I ekstraordinære tilfælde, hvor anvendelsen af ESCB's tjeneste indebærer, at den kompetente myndighed behandler personoplysninger, skal den kompetente myndighed overholde den gældende databeskyttelseslovgivning. Centralbankerne i Eurosystemet eller, hvor det er relevant, ESCB-centralbankerne afgør, til hvilke formål og med hvilke midler personoplysninger kan behandles. I forbindelse med behandlingen af personoplysninger bør den kompetente myndighed og centralbankerne i Eurosystemet eller, hvor det er relevant, ESCB-centralbankerne søge at indgå en kontrakt, der præciserer de nødvendige aspekter af forholdet mellem den dataansvarlige og databehandleren.

Den kompetente myndighed skal over for de kompetente databeskyttelsesmyndigheder, hvis det kræves i henhold til den databeskyttelseslovgivning, der finder anvendelse på dens behandling af personoplysninger, anmelde behandlingen af personoplysninger inden for rammerne af den relevante ESCB-tjeneste.

11)

Der kan kun gives adgang til personoplysninger til personer med behov for at kunne udføre deres opgaver og opfylde deres forpligtelser i forhold til den relevante ESCB-tjeneste.

Top