Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022D1506

    Rådets afgørelse (FUSP) 2022/1506 af 9. september 2022 om en EU-aktion til støtte for udvikling af informationsteknologiske værktøjer for at forbedre formidlingen af information om Unionens restriktive foranstaltninger

    ST/11231/2022/INIT

    EUT L 235 af 12.9.2022, p. 30–31 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2022/1506/oj

    12.9.2022   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 235/30


    RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2022/1506

    af 9. september 2022

    om en EU-aktion til støtte for udvikling af informationsteknologiske værktøjer for at forbedre formidlingen af information om Unionens restriktive foranstaltninger

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1,

    under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Restriktive foranstaltninger, der vedtages af Rådet på grundlag af artikel 29 i traktaten om Den Europæiske Union samt artikel 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, er et væsentligt udenrigspolitisk redskab for Unionens optræden udadtil.

    (2)

    Bred formidling af og let adgang til information om gældende restriktive foranstaltninger i Unionen samt udveksling af information mellem medlemsstaterne, interessenter og Kommissionen er en væsentlig forudsætning for deres effektivitet.

    (3)

    Ruslands angrebskrig mod Ukraine har vist, at der er et presserende behov for at iværksætte en aktion for at sætte medlemsstaterne og aktører bedre i stand til at gennemføre de restriktive foranstaltninger, som er blevet vedtaget siden den 24. februar 2022. Øgede krav til en effektiv gennemførelse af restriktive foranstaltninger, nye krav som følge af de restriktive foranstaltningers hidtil usete anvendelsesområde og karakter og behovet for sikker kommunikation og tæt samarbejde mellem medlemsstaterne, interessenter og Kommissionen i forbindelse med gennemførelsen heraf nødvendiggør nye eller forbedrede og mere sikre informationsteknologiske værktøjer.

    (4)

    En operationel aktion inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik bør hurtigst muligt støtte udviklingen af de fornødne applikationer og databaser —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Mål og anvendelsesområde

    1.   Unionen støtter udviklingen af de applikationer og databaser, som er nødvendige for at udbrede information om gældende restriktive foranstaltninger i Unionen og for at sikre let adgang til den pågældende information, navnlig for de aktører, der deltager i gennemførelsen heraf, samt udviklingen af informationsteknologiske værktøjer, som muliggør sikker udveksling af information mellem medlemsstaterne, interessenter og Kommissionen.

    2.   Disse opgraderede informationsteknologiske værktøjer skal navnlig støtte gennemførelsen af medlemsstaternes rapporteringsforpligtelser uden at skabe yderligere forpligtelser. Rapporteringsordninger med betydelige konsekvenser for de nationale forvaltninger skal i givet fald gøres til genstand for konsultationer i Rådet.

    Artikel 2

    Finansielle ordninger

    1.   Det finansielle referencebeløb for gennemførelsen af den i artikel 1 omhandlede aktion er på 450 000 EUR.

    2.   Alle udgifter forvaltes af Kommissionen efter de regler og procedurer, der gælder for Unionens almindelige budget.

    Artikel 3

    Forretningsmæssigt følsomme oplysninger

    Ved udviklingen af de opgraderede sanktions-informationsteknologiske værktøjer sikrer Kommissionen, at forretningsmæssigt følsomme oplysninger beskyttes på behørig vis ved hjælp af passende tekniske sikkerhedsforanstaltninger.

    Artikel 4

    Ikrafttræden og varighed

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Den finder anvendelse indtil den 31. december 2024.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 9. september 2022.

    På Rådets vegne

    J. SÍKELA

    Formand


    Top