Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022D1014

Rådets afgørelse (EU) 2022/1014 af 17. juni 2022 om den holdning, der skal indtages på Unionens vegne over for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland med hensyn til fastsættelsen i henhold til artikel 540, stk. 2, i handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side, af den dato, hvorfra medlemsstaterne kan videregive personoplysninger vedrørende DNA-profiler og fingeraftryksoplysninger til Det Forenede Kongerige, jf. nævnte aftales artikel 530, 531, 534 og 536

ST/9539/2022/INIT

EUT L 170 af 28.6.2022, pp. 68–71 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2022/1014/oj

28.6.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 170/68


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2022/1014

af 17. juni 2022

om den holdning, der skal indtages på Unionens vegne over for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland med hensyn til fastsættelsen i henhold til artikel 540, stk. 2, i handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side, af den dato, hvorfra medlemsstaterne kan videregive personoplysninger vedrørende DNA-profiler og fingeraftryksoplysninger til Det Forenede Kongerige, jf. nævnte aftales artikel 530, 531, 534 og 536

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 16, stk. 2, og artikel 87, stk. 2, litra a), sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til Rådets afgørelse (EU) 2021/689 af 29. april 2021 om indgåelse på Unionens vegne af handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side og af aftalen mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om sikkerhedsprocedurer for udveksling og beskyttelse af klassificerede informationer (1),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side (2) (»handels- og samarbejdsaftalen«) indeholder bestemmelser om gensidigt samarbejde mellem de kompetente retshåndhævende myndigheder i medlemsstaterne på den ene side og i Det Forenede Kongerige på den anden side om automatisk sammenligning af DNA-profiler, fingeraftryksoplysninger og oplysninger fra køretøjsregistre. Som en forudsætning for et sådant samarbejde skal Det Forenede Kongerige først træffe de nødvendige gennemførelsesforanstaltninger og gennemgå en evaluering, som forestås af Unionen.

(2)

På grundlag af en samlet evalueringsrapport, der opsummerer resultaterne af et relevant spørgeskema, et evalueringsbesøg og eventuelt en forsøgsfase, skal Unionen fastsætte den eller de datoer, hvorfra medlemsstaterne kan videregive disse oplysninger til Det Forenede Kongerige i henhold til handels- og samarbejdsaftalen.

(3)

Det Forenede Kongerige skulle også gennemgå en evaluering med hensyn til søgning og sammenligning af DNA-profiler og fingeraftryksoplysninger, for hvilke forbindelserne med Det Forenede Kongerige allerede er etableret i overensstemmelse med Unionens Prümregler, jf. Rådets afgørelse 2008/615/RIA (3) og 2008/616/RIA (4).

(4)

Ved afgørelse 2008/615/RIA blev de grundlæggende elementer i aftalen af 27. maj 2005 mellem Kongeriget Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Kongeriget Nederlandene og Republikken Østrig om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme, grænseoverskridende kriminalitet og ulovlig migration, inkorporeret i Unionens retssystem. Afgørelse 2008/616/RIA gennemfører afgørelse 2008/615/RIA og fastsætter de nødvendige administrative og tekniske bestemmelser til gennemførelse af afgørelse 2008/615/RIA, navnlig for så vidt angår elektronisk udveksling af DNA-oplysninger, fingeraftryksoplysninger og oplysninger fra køretøjsregistre. Disse afgørelser udgør Prümreglerne og er bindende i overensstemmelse med traktaterne og disse afgørelser.

(5)

Artikel 527 i handels- og samarbejdsaftalen fastsætter, at formålet med tredje del, afsnit II (Samarbejde om retshåndhævelse og retligt samarbejde i straffesager), i handels- og samarbejdsaftalen er at etablere gensidigt samarbejde mellem de kompetente retshåndhævende myndigheder i Det Forenede Kongerige på den ene side og i medlemsstaterne på den anden side om elektronisk overførsel af DNA-profiler, fingeraftryksoplysninger og visse nationale oplysninger fra køretøjsregistre.

(6)

Ved brev af 23. juli 2021 meddelte Det Forenede Kongerige gennem Specialudvalget om Retshåndhævelse og Retligt Samarbejde Kommissionen, at det havde gennemført de forpligtelser, det er pålagt i henhold til handels- og samarbejdsaftalens tredje del, afsnit II, hvad angår DNA-profiler og fingeraftryksoplysninger. Det Forenede Kongerige meddelte også sine erklæringer og udpegelser i henhold til kapitel 0, artikel 22, i bilag 39 til handels- og samarbejdsaftalen og gav udtryk for, at det var parat til at blive evalueret med henblik på udveksling af oplysninger mellem Det Forenede Kongerige og medlemsstaterne vedrørende DNA-profiler og fingeraftryksoplysninger.

(7)

Den 14. oktober 2021 sendte Kommissionen Det Forenede Kongerige spørgeskemaer vedrørende automatisk udveksling af DNA-profiler og fingeraftryksoplysninger. Den 8. november 2021 forelagde Det Forenede Kongerige sine svar på disse spørgeskemaer for Kommissionen. Den 11. november 2021 blev disse svar givet til evalueringsholdet og forelagt Rådets Gruppe vedrørende Udveksling af RIA-Oplysninger og Rådets Gruppe vedrørende Det Forenede Kongerige.

(8)

Den 9. november 2021 besluttede Rådet, i overensstemmelse med kapitel 4 i bilag 39 til handels- og samarbejdsaftalen, at der ikke var behov for en forsøgsfase med hensyn til DNA-profiler og fingeraftryksoplysninger.

(9)

Den 24.-25. november 2021 gennemgik Det Forenede Kongerige en evaluering med hensyn til søgning i og sammenligning af DNA-profiler og fingeraftryksoplysninger. I evalueringsrapporten vedrørende DNA-profiler blev det konkluderet, at på grundlag af resultatet af forhåndsevalueringen, kan gennemførelsen af den automatiske sammenligning af DNA-profiler og den dermed forbundne informationsstrøm anses for at være afsluttet med succes i Det Forenede Kongerige på både retligt og teknisk niveau. I evalueringsrapporten vedrørende fingeraftryksoplysninger blev det konkluderet, at på grundlag af resultatet af forhåndsevalueringen kan gennemførelsen af den automatiske anvendelse af fingeraftryksoplysninger og den dermed forbundne informationsstrøm af fingeraftryksoplysninger anses for at være afsluttet med succes i Det Forenede Kongerige på både retligt og teknisk niveau.

(10)

I henhold til kapitel 4, artikel 5, i bilag 39 til handels- og samarbejdsaftalen blev evalueringsrapporterne, hvori resultaterne af spørgeskemaerne og evalueringsbesøget opsummeres, forelagt Rådet den 17. marts 2022.

(11)

Da Det Forenede Kongerige opfyldte betingelserne i handels- og samarbejdsaftalens artikel 539 og bilag 39 til aftalen, bør Unionen i henhold til handels- og samarbejdsaftalens artikel 540, stk. 2, fastsætte den eller de datoer, hvorfra medlemsstaterne kan videregive personoplysninger vedrørende DNA-profiler og fingeraftryksoplysninger, jf. handels- og samarbejdsaftalens artikel 530, 531, 534 og 536. Unionen bør meddele Det Forenede Kongerige denne holdning i Specialudvalget om Retshåndhævelse og Retligt Samarbejde. Under disse omstændigheder er det derfor hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne over for Det Forenede Kongerige med hensyn til fastsættelsen af denne dato.

(12)

Handels- og samarbejdsaftalen er bindende for alle medlemsstaterne i medfør af afgørelse (EU) 2021/689, hvis materielle retsgrundlag er artikel 217 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(13)

Danmark og Irland er bundet af handels- og samarbejdsaftalens artikel 540 i medfør af afgørelse (EU) 2021/689 og deltager derfor i vedtagelsen og anvendelsen af nærværende afgørelse, som gennemfører handels- og samarbejdsaftalen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne over for Det Forenede Kongerige med hensyn til fastsættelsen af den dato, hvorfra medlemsstaterne kan videregive personoplysninger vedrørende DNA-profiler og fingeraftryksoplysninger, jf. handels- og samarbejdsaftalens artikel 530, 531, 534 og 536, til Det Forenede Kongerige, er fastsat i den ensidige erklæring fra Unionen, som er knyttet som bilag til denne afgørelse.

Artikel 2

Det Forenede Kongerige underrettes om Unionens holdning, jf. artikel 1, i Specialudvalget om Retshåndhævelse og Retligt Samarbejde.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 17. juni 2022.

På Rådets vegne

B. LE MAIRE

Formand


(1)   EUT L 149 af 30.4.2021, s. 2.

(2)   EUT L 149 af 30.4.2021, s. 10.

(3)  Rådets afgørelse 2008/615/RIA af 23. juni 2008 om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet (EUT L 210 af 6.8.2008, s. 1).

(4)  Rådets afgørelse 2008/616/RIA af 23. juni 2008 om gennemførelse af afgørelse 2008/615/RIA om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet (EUT L 210 af 6.8.2008, s. 12).


BILAG

ERKLÆRING FRA UNIONEN I HENHOLD TIL ARTIKEL 540, STK. 2, I HANDELS- OG SAMARBEJDSAFTALEN MELLEM DEN EUROPÆISKE UNION OG DET EUROPÆISKE ATOMENERGIFÆLLESSKAB PÅ DEN ENE SIDE OG DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND PÅ DEN ANDEN SIDE, I SPECIALUDVALGET, DER BLEV NEDSAT VED HANDELS- OG SAMARBEJDSAFTALENS ARTIKEL 8, STK. 1, LITRA R), MED HENSYN TIL DEN DATO, HVORFRA MEDLEMSSTATERNE KAN VIDEREGIVE PERSONOPLYSNINGER VEDRØRENDE DNA-PROFILER OG FINGERAFTRYKSOPLYSNINGER TIL DET FORENEDE KONGERIGE, JF. HANDELS- OG SAMARBEJDSAFTALENS ARTIKEL 530, 531, 534 OG 536

ERKLÆRING FRA DEN EUROPÆISKE UNION

Medlemsstaterne kan fra den 30. juni 2022 videregive personoplysninger vedrørende DNA-profiler og fingeraftryksoplysninger til Det Forenede Kongerige, jf. handels- og samarbejdsaftalens artikel 530, 531, 534 og 536.


Top