EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022D0638

Rådets afgørelse (FUSP) 2022/638 af 13. april 2022 om ændring af afgørelse 2014/486/FUSP om Den Europæiske Unions rådgivende mission om reform af den civile sikkerhedssektor Ukraine (EUAM Ukraine)

ST/8095/2022/INIT

EUT L 117 af 19.4.2022, p. 38–39 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2022/638/oj

19.4.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 117/38


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2022/638

af 13. april 2022

om ændring af afgørelse 2014/486/FUSP om Den Europæiske Unions rådgivende mission om reform af den civile sikkerhedssektor Ukraine (EUAM Ukraine)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 42, stk. 4, og artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 23. februar 2022 indledte Den Russiske Føderation en uprovokeret og uberettiget militær aggression mod Ukraine, som Det Europæiske Råd på det kraftigste fordømte i sine konklusioner af 24. februar 2022.

(2)

Den 24. marts 2022 erklærede Det Europæiske Råd i sine konklusioner: »Ruslands angrebskrig mod Ukraine overtræder groft folkeretten og forvolder massive tab af menneskeliv og skade på civile. Rusland retter angreb mod civilbefolkningen og går målrettet efter civile genstande, herunder hospitaler, medicinske faciliteter, skoler og beskyttelsesrum. Disse krigsforbrydelser skal øjeblikkeligt ophøre. De ansvarlige og deres medskyldige vil blive stillet til regnskab i overensstemmelse med folkeretten.« Det Europæiske Råd bekræftede endvidere Versailleserklæringen af 11. marts 2022, hvori navnlig udtrykkes tilfredshed med den beslutning, som anklageren ved Den Internationale Straffedomstol har truffet om at indlede en efterforskning for forbrydelser, der henhører under dens jurisdiktion.

(3)

Ved afgørelse 2014/486/FUSP (1) blev EUAM Ukraine oprettet for at bistå Ukraine med den civile sikkerhedssektorreform, herunder politiet og retsstaten.

(4)

EUAM Ukraine bør yde støtte til de ukrainske myndigheder for at lette efterforskningen og retsforfølgelsen af internationale forbrydelser begået i forbindelse med Den Russiske Føderations militære aggression mod Ukraine.

(5)

Afgørelse 2014/486/FUSP bør ændres i overensstemmelse hermed.

(6)

EUAM Ukraine gennemføres i en situation, der kan blive forværret og vil kunne hindre opnåelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I afgørelse 2014/486/FUSP foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2a omnummereres til artikel 2b.

2)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 2a

Støtte til de ukrainske myndigheder for at lette efterforskningen og retsforfølgelsen af internationale forbrydelser

1.   EUAM Ukraine yder støtte til de ukrainske myndigheder, navnlig til statsadvokaturen, de regionale anklagemyndigheder og de retshåndhævende myndigheder, for at lette efterforskningen og retsforfølgelsen af eventuelle internationale forbrydelser begået som led i Ruslands uprovokerede og uberettigede militære aggression mod Ukraine.

2.   Med henblik på at udføre denne opgave:

a)

yder EUAM Ukraine navnlig de ukrainske myndigheder strategisk rådgivning om efterforskningen og retsforfølgelsen af internationale forbrydelser, om de nødvendige ændringer af Ukraines lovgivning og om den tilhørende kommunikationsstrategi. Den giver også uddannelse i andre beslægtede spørgsmål. Den kan donere midler eller udstyr til de ukrainske myndigheder for at lette efterforskningen og retsforfølgelsen af internationale forbrydelser

b)

sørger EUAM Ukraine for tæt koordination med Den Internationale Straffedomstol og Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust) samt med medlemsstater, der yder direkte støtte til efterforskningen og retsforfølgelsen af internationale forbrydelser i Ukraine. Den koordinerer med andre relevante aktører, hvis det er relevant

c)

kan elementer i EUAM Ukraine midlertidigt udøve deres aktiviteter fra Republikken Moldovas og medlemsstaternes områder. Der kan indgås aftaler herom mellem EUAM Ukraine og Republikken Moldova eller de berørte medlemsstater.«

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. april 2022.

På Rådets vegne

J.-Y. LE DRIAN

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2014/486/FUSP af 22. juli 2014 om Den Europæiske Unions rådgivende mission om reform af den civile sikkerhedssektor Ukraine (EUT L 217 af 23.7.2014, s. 42).


Top