Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022D0426

    Rådets afgørelse (EU) 2022/426 af 14. marts 2022 om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en statusaftale mellem Den Europæiske Union og Republikken Moldova om operationelle aktiviteter, som udføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Republikken Moldova

    ST/7080/2022/INIT

    EUT L 87 af 15.3.2022, p. 22–23 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2022/426/oj

    15.3.2022   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 87/22


    RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2022/426

    af 14. marts 2022

    om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en statusaftale mellem Den Europæiske Union og Republikken Moldova om operationelle aktiviteter, som udføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning i Republikken Moldova

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 77, stk. 2, litra b) og d), artikel 79, stk. 2, litra c), og artikel 218, stk. 3 og 4,

    under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Der er behov for at sikre komplementaritet med relevante EU-finansierede programmer, navnlig Den Europæiske Unions grænsebistandsmission i Moldova og Ukraine (EUBAM) og »EU4Border Security«.

    (2)

    I situationer, der kræver indsættelse af grænseforvaltningshold fra den europæiske grænse- og kystvagts stående korps til et tredjeland, hvor holdmedlemmerne vil udøve udøvende beføjelser, kræver artikel 73, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1896 (1) om den europæiske grænse- og kystvagt, at Unionen indgår en statusaftale med det pågældende tredjeland på grundlag af artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

    (3)

    Der bør indledes forhandlinger med henblik på indgåelse af en international aftale med Republikken Moldova om tiltag, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning på Republikken Moldovas område.

    (4)

    Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (2). Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

    (5)

    I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Kommissionen bemyndiges herved til på Unionens vegne at føre forhandlinger om en international aftale om tiltag, som gennemføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning på Republikken Moldovas område.

    Artikel 2

    Forhandlingerne føres på grundlag af Rådets forhandlingsdirektiver, der er fastsat i addendummet til denne afgørelse, og i samråd med den relevante arbejdsgruppe i Rådet.

    Artikel 3

    Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 14. marts 2022.

    På Rådets vegne

    É. BORNE

    Formand


    (1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1896 af 13. november 2019 om den europæiske grænse- og kystvagt og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1052/2013 og (EU) 2016/1624 (EUT L 295 af 14.11.2019, s. 1).

    (2)  Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20).


    Top