Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32021D1427

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1427 af 21. maj 2021 om et pilotprojekt til gennemførelse af bestemmelser om administrativt samarbejde vedrørende afslag på tilladelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/555 ved hjælp af informationssystemet for det indre marked (EØS-relevant tekst)

C/2021/3401

EUT L 307 af 1.9.2021, pp. 20–22 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2021/1427/oj

1.9.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 307/20


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2021/1427

af 21. maj 2021

om et pilotprojekt til gennemførelse af bestemmelser om administrativt samarbejde vedrørende afslag på tilladelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/555 ved hjælp af informationssystemet for det indre marked

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1024/2012 af 25. oktober 2012 om administrativt samarbejde via informationssystemet for det indre marked og om ophævelse af Kommissionens beslutning 2008/49/EF (»IMI-forordningen«) (1), særlig artikel 4, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Informationssystemet for det indre marked (i det følgende benævnt »IMI«), der blev oprettet ved forordning (EU) nr. 1024/2012, er en softwareapplikation, der er tilgængelig via internettet, og som er udviklet af Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne for at hjælpe medlemsstaterne med at overholde de krav vedrørende informationsudveksling, der er fastsat i EU-retsakter, ved at give adgang til en central kommunikationsmekanisme for at lette grænseoverskridende informationsudveksling og gensidig bistand.

(2)

Artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1024/2012 gør det muligt for Kommissionen at gennemføre pilotprojekter med henblik på at vurdere, om IMI er effektivt til gennemførelsen af bestemmelser om administrativt samarbejde i EU-retsakter, som ikke er opført i bilaget til forordningen.

(3)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/555 (2) fastlægges der bestemmelser om administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne med hensyn til kontrol med erhvervelse og besiddelse af skydevåben. I henhold til direktivets artikel 18 skal Kommissionen fastsætte nærmere bestemmelser for den systematiske, elektroniske udveksling af oplysningerne omhandlet i nævnte artikel. Kommissionen har vedtaget delegeret forordning (EU) 2021/1423 (3) om fastlæggelse af nærmere bestemmelser for systematisk udveksling af de oplysninger, der er omhandlet i stk. 4 i nævnte artikel om afslag på tilladelser. IMI kan være et effektivt værktøj til gennemførelse af bestemmelsen om administrativt samarbejde, der falder ind under denne delegerede forordnings anvendelsesområde. Denne bestemmelse om administrativt samarbejde bør derfor være genstand for et pilotprojekt, jf. artikel 4 i forordning (EU) nr. 1024/2012.

(4)

IMI bør levere den tekniske funktionalitet, herunder oprettelse af en database, for at gøre det muligt for medlemsstaternes kompetente myndigheder at opfylde deres forpligtelser som fastsat i delegeret forordning (EU) 2021/1423.

(5)

IMI bør lette det administrative samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder ved at give dem mulighed for at søge i IMI-databasen med henblik på at kontrollere, om en bestemt person har været forhindret i at erhverve eller besidde et skydevåben. Med henblik på at overholde databeskyttelsesrettighederne for de personer, hvis oplysninger er opført i databasen, bør de nationale myndigheder kun kunne konsultere oplysninger vedrørende en bestemt person. De bør ikke kunne søge efter andre kriterier, f.eks. alle afslag i en given periode eller for en bestemt medlemsstat.

(6)

Med henblik på at blokere personoplysninger, der udveksles som led i pilotprojektet, så snart de ikke længere er nødvendige i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 1024/2012, bør det gøres tydeligt, fra hvilken dato sådanne oplysninger i henhold til nævnte artikel ikke længere betragtes som nødvendige. Denne dato bør svare til den dato, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 5 i delegeret forordning (EU) 2021/1423 som datoen, hvor oplysninger vedrørende afgørelsen om afslag ophører med at være tilgængelige i IMI. Det bør også præciseres, at når oplysningerne er blokeret, slettes de automatisk i IMI tre år senere, uden at det er nødvendigt at foretage en formel afslutning.

(7)

I henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1024/2012 skal Kommissionen fremsende en evaluering af resultatet af pilotprojektet til Europa-Parlamentet og Rådet. Der bør fastsættes en dato for, hvornår evalueringen senest skal være fremsendt.

(8)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 24 i forordning (EU) nr. 1024/2012 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Pilotprojektet

Artikel 18, stk. 4, i direktiv (EU) 2021/555, for så vidt udvekslingen af de i det pågældende stykke omhandlede oplysninger falder inden for anvendelsesområdet for delegeret forordning (EU) 2021/1423, gøres til genstand for et pilotprojekt til gennemførelse af bestemmelsen om administrativt samarbejde i det pågældende stykke, som nærmere beskrevet i nævnte delegerede forordning, ved hjælp af informationssystemet for det indre marked (»IMI«).

Artikel 2

Kompetente myndigheder

I forbindelse med pilotprojektet betragtes de nationale myndigheder, der er omhandlet i artikel 18, stk. 3, i direktiv (EU) 2021/555, som kompetente myndigheder.

Artikel 3

Administrativt samarbejde mellem kompetente myndigheder

IMI skal i forbindelse med pilotprojektet levere følgende funktioner:

a)

en database til lagring og udveksling af oplysninger om afslag i overensstemmelse med delegeret forordning (EU) 2021/1423

b)

en søgefacilitet, der gør det muligt for kompetente myndigheder at søge i databasen med henblik på at kontrollere, om den indeholder oplysninger om afslag vedrørende en bestemt person

c)

en facilitet, der gør det muligt at fjerne og ajourføre registreringer i overensstemmelse med artikel 4 i delegeret forordning (EU) 2021/1423

d)

et system til afsendelse af regelmæssige e-mail-påmindelser til de kompetente myndigheder for at minde dem om at gennemgå visse registreringer i overensstemmelse med artikel 4 i delegeret forordning (EU) 2021/1423

Artikel 4

Opbevaring af personoplysninger

Med henblik på at blokere personoplysninger i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 1024/2012, som er blevet lagret og delt i databasen som en del af pilotprojektet, skal datoen, fra hvilken det i forbindelse med hver beslutning om afslag ikke længere er nødvendigt at lagre og dele personoplysninger, være den dato, hvor oplysningerne om denne beslutning om afslag ophører med at være tilgængelige i henhold til artikel 5 i delegeret forordning (EU) 2021/1423. De blokerede oplysninger slettes automatisk i IMI tre år efter den dato, hvor de blev blokeret.

Artikel 5

Overvågning og rapportering

Kommissionen forelægger medlemsstaterne statistikker om antallet af registreringer i databasen. Denne rapportering omfatter ikke oplysninger om individuelle afgørelser om afslag.

Artikel 6

Evaluering

Evalueringen af resultatet af det i artikel 4, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1024/2012 foreskrevne pilotprojekt fremsendes til Europa-Parlamentet og Rådet senest [indsæt datoen tre år efter denne afgørelses ikrafttræden].

Artikel 7

Ikrafttrædelse

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. maj 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 316 af 14.11.2012, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/555 af 24. marts 2021 om kontrol med erhvervelse og besiddelse af våben (EUT L 115 af 6.4.2021, s. 1.)

(3)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1423 af 21. maj 2021 om fastsættelse af de nærmere bestemmelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/555 om den systematiske, elektroniske udveksling af oplysninger om afslag på tilladelser til at erhverve og besidde visse skydevåben (se side 3 i denne EUT).


Top