EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020R1309

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2020/1309 af 21. september 2020 om gennemførelse af artikel 21, stk. 2, i forordning (EU) 2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen

EUT L 305I af 21.9.2020, p. 1–4 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2020/1309/oj

21.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

LI 305/1


RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/1309

af 21. september 2020

om gennemførelse af artikel 21, stk. 2, i forordning (EU) 2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2016/44 af 18. januar 2016 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af forordning (EU) nr. 204/2011 (1), særlig artikel 21, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 18. januar 2016 forordning (EU) 2016/44.

(2)

Den 27. marts 2020 udsendte Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«) en erklæring på Unionens vegne om Libyen, hvori alle parter opfordres til at overholde menneskerettighederne og folkeretten.

(3)

Den 12. maj 2020 udsendte den højtstående repræsentant en erklæring på Unionens vegne, hvoraf det fremgår, at Unionen fortsat er fast besluttet på at sørge for, at FN's våbenembargo i Libyen overholdes fuldt ud. Det understreges også, at der må gøres alt for at sikre fuldstændig og effektiv gennemførelse af de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd, også via land- og luftgrænserne til Libyen.

(4)

Desuden minder erklæringen parterne om, at de skal overholde folkeretten, herunder international humanitær ret, og at personer, der overtræder den, vil blive draget til ansvar.

(5)

Rådet er fortsat alvorligt bekymret over situationen i Libyen og navnlig over handlinger, som truer freden, sikkerheden og stabiliteten i Libyen, herunder overtrædelser af FN's våbenembargo og ulovlige forsøg på at smugle libysk olie samt menneskerettighedskrænkelser.

(6)

I denne forbindelse og i lyset af den fortsatte optrapning af volden i Libyen bør to personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser, og tre enheder, der er involveret i at overtræde FN's våbenembargo, føjes til listen over personer og enheder, der er underlagt restriktive foranstaltninger, jf. bilag III til forordning (EU) 2016/44.

(7)

Bilag III til forordning (EU) 2016/44 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag III til forordning (EU) 2016/44 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. september 2020.

På Rådets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)  EUT L 12 af 19.1.2016, s. 1.


BILAG

1)   

I forordning (EU) 2016/44, bilag III, del A) (Personer), tilføjes følgende oplysninger:

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Opført på listen den

»20.

AL-WERFALLI, Mahmoud Mustafa Busayf

alias AL-WARFALLI, Mahmud

Fødselsdato: 1978

Fødested: Warfallastammen, den vestlige del af Libyen eller Elrseefa (Bani Walid)

Køn: mand

Mahmoud al-Werfalli er leder (løjtnant) af al-Saiqa-brigaden i Benghazi. Al‐Werfalli er i denne rolle ansvarlig for og direkte eller indirekte involveret i grove menneskerettighedskrænkelser, herunder drab og henrettelser.

Al-Werfalli er blevet sat i forbindelse med drab på 33 personer mellem juni 2016 og juli 2017 i flere hændelser samt en massehenrettelse af 10 personer den 24. januar 2018.

21.9.2020

21.

DIAB, Moussa

alias DIAB, Mousa

Køn: mand

Moussa Diab er ansvarlig for og har været direkte involveret i grove menneskerettighedskrænkelser, herunder menneskehandel samt bortførelse og voldtægt af og drab på migranter og flygtninge.

Han holdt migranter og flygtninge i fangenskab i en ulovlig tilbageholdelseslejr i nærheden af Bani Walid, hvor de blev behandlet på en umenneskelig og nedværdigende måde. Flere migranter og flygtninge blev dræbt, da de forsøgte at flygte fra tilbageholdelseslejren.

21.9.2020«

2)   

I forordning (EU) 2016/44, bilag III, del B) (Enheder), tilføjes følgende oplysninger:

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Opført på listen den

»17.

Sigma Airlines

alias Sigma Aviation; Air Sigma

Adresse:

Markov Str. 11

050013, Almaty, Kasakhstan

Tlf. +77272922305

Websted: https://airsigma.pro/

Registreret under navnet Kenesbayev Umirbek Zharmenovich

Sigma Airlines er et kommercielt luftfragtselskab, der har luftfartøjer, som anses for at have overtrådt den våbenembargo i Libyen, der er fastsat i UNSCR 1970 (2011) og gennemført ved artikel 1 i afgørelse (FUSP) 2015/1333.

FN har identificeret Sigma Airlines som en af de kommercielle luftfragtudbydere, der driver virksomhed uden at overholde FN's embargo på overførsel af militært materiel til Libyen.

21.9.2020

18.

Avrasya Shipping

Adresse:

Liman Mh. Gezi Cd. nr. 22/3 İlkadım, Samsun, Tyrkiet

Tlf. +90 549 720 1748

E-mail: info@avrasyashipping.com

Websted: http://www.avrasyashipping.com/iletisim

Avrasya Shipping er et rederi, der har et fartøj med navnet Cirkin, som anses for at have overtrådt den våbenembargo i Libyen, der er fastsat i UNSCR 1970 (2011) og gennemført ved artikel 1 i afgørelse (FUSP) 2015/1333.

Cirkin er navnlig blevet sat i forbindelse med transport af militært materiel til Libyen i maj og juni 2020.

21.9.2020

19.

Med Wave Shipping

Adresse:

Office 511, 5th Floor, Baraka Building, Dauwar Al-Waha, Jordan

Adel Al-Hojrat building n°3, 1st Floor, opposite Swefieh, Mall-Swefieh, Po Box 850880, Amman, 11185 Jordan

Ground Floor, Orient Queen Homes Building, John Kennedy, Ras Beirut, Libanon

Tlf. +962787064121; +96265865550; +96265868550

E-mail: operation@medwave.co

Med Wave Shipping er et rederi, der har et fartøj med navnet Bana, som anses for at have overtrådt den våbenembargo i Libyen, der er fastsat i UNSCR 1970 (2011) og gennemført ved artikel 1 i afgørelse (FUSP) 2015/1333.

Bana er navnlig blevet sat i forbindelse med transport af militært materiel til Libyen i januar 2020.

21.9.2020«


Top