Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020R1112

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2020/1112 af 20. juli 2020 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026, for så vidt angår anvendelsesdatoerne som reaktion på covid-19-pandemien

ST/9125/2020/INIT

EUT L 244 af 29.7.2020, pp. 9–10 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2020/1112/oj

29.7.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 244/9


RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/1112

af 20. juli 2020

om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026, for så vidt angår anvendelsesdatoerne som reaktion på covid-19-pandemien

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), særlig artikel 397,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 (2) fastsættes nærmere bestemmelser for særordninger for afgiftspligtige personer, som leverer visse ydelser til ikkeafgiftspligtige personer.

(2)

Ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026 (3) ændres nævnte bestemmelser for at udvide de eksisterende særordningers anvendelsesområde og for at indføre en ny retlig ramme for momsreglerne i forbindelse med e-handel mellem virksomheder og forbrugere (B2C) på tværs af grænserne. Nævnte ændringer skal finde anvendelse fra den 1. januar 2021.

(3)

Den 30. januar 2020 erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) covid-19-udbruddet for en folkesundhedsmæssig krisesituation af international betydning. Den 11. marts 2020 erklærede WHO covid-19-udbruddet for en pandemi. Covid-19-pandemien har påvirket alle medlemsstaterne. På grund af den alarmerende stigning i antallet af tilfælde og manglen på effektive og umiddelbart tilgængelige midler til at håndtere covid-19-pandemien har flere medlemsstater erklæret national undtagelsestilstand.

(4)

Covid-19-pandemien udgør en uventet og hidtil uset nødsituation, som påvirker alle medlemsstater dybt og forpligter dem til omgående handling på nationalt plan for at håndtere den aktuelle krise som en prioritet ved at omfordele ressourcer afsat til andre områder. Som følge af krisen har flere medlemsstater vanskeligheder med at afslutte udviklingen af de IT-systemer, der er nødvendige for at anvende gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026 fra den 1. januar 2021. Flere medlemsstater og post- og kurervirksomheder har derfor anmodet om udsættelse af datoerne for anvendelse af gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.

(5)

I betragtning af de udfordringer, som medlemsstaterne står over for i forbindelse med at håndtere covid-19-krisen, og den kendsgerning, at de nye bestemmelser er baseret på princippet om, at alle medlemsstater skal opdatere deres IT-systemer for at være i stand til at anvende gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026 og sikre indsamlingen og fremsendelsen af oplysninger og indbetalinger i henhold til de ændrede ordninger, er det nødvendigt at udsætte datoen for anvendelse af nævnte gennemførelsesforordning med seks måneder. En udsættelse på seks måneder er passende, da forsinkelsen bør holdes så kort som muligt for at minimere yderligere budgetmæssige tab for medlemsstaterne.

(6)

I lyset af den væsentlige indvirkning af de økonomiske forstyrrelser og de mulige yderligere vanskeligheder, der følger af covid-19-pandemien, og med henblik på at støtte den korrekte og rettidige anvendelse af de nye momsregler i forbindelse med e-handel kan Kommissionen arbejde tæt sammen med de berørte medlemsstater for at overvåge tilpasningen af de nationale IT-systemer og yde teknisk bistand efter behov.

(7)

Gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026 foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 1, nr. 5), affattes den ny artikel 61, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 således:

»1.   Ændringer af tallene i en momsangivelse vedrørende perioder til og med den anden angivelsesperiode i 2021 foretages efter indsendelsen af denne momsangivelse kun gennem ændringer i denne angivelse og ikke ved tilpasninger i en efterfølgende angivelse.

Ændringer af tallene i en momsangivelse vedrørende perioder fra den tredje angivelsesperiode i 2021 foretages efter indsendelsen af denne momsangivelse kun gennem tilpasninger i en efterfølgende angivelse.«

2)

Artikel 2, stk. 2 og 3, affattes således:

»Den finder anvendelse fra den 1. juli 2021.

Medlemsstaterne giver imidlertid afgiftspligtige personer og formidlere, der handler på deres vegne, ret til at indgive de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 360, 369c eller 369o i direktiv 2006/112/EF, med henblik på registrering under særordningerne fra den 1. april 2021.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. juli 2020.

På Rådets vegne

M. ROTH

Formand


(1)   EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

(2)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 af 15. marts 2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 77 af 23.3.2011, s. 1).

(3)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026 af 21. november 2019 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 for så vidt angår levering af varer eller ydelser, der formidles ved brug af elektroniske grænseflader, og særordninger for afgiftspligtige personer, der leverer ydelser til ikkeafgiftspligtige personer, udfører fjernsalg af varer og visse indenlandske leveringer af varer (EUT L 313 af 4.12.2019, s. 14).


Top