EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020R0355

Kommissionens Forordning (EU) 2020/355 af 26. februar 2020 om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår anvendelse af polyglycerolpolyricinoleat (E 476) i vegetabilsk olie-emulsioner i flydende form (EØS-relevant tekst)

C/2020/1173

EUT L 67 af 5.3.2020, p. 28–30 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2020/355/oj

5.3.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 67/28


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2020/355

af 26. februar 2020

om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår anvendelse af polyglycerolpolyricinoleat (E 476) i vegetabilsk olie-emulsioner i flydende form

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer (1), særlig artikel 10, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 indeholder en EU-liste over fødevaretilsætningsstoffer, der er godkendt til anvendelse i fødevarer, og deres anvendelsesbetingelser.

(2)

Denne liste kan opdateres i overensstemmelse med den fælles procedure, jf. artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 (2), enten på Kommissionens initiativ eller som følge af en ansøgning.

(3)

I henhold til bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 er polyglycerolpolyricinoleat (E 476) et allerede godkendt fødevaretilsætningsstof i fødevarekategori 02.2.2 »Andre fedt- og olieemulsioner, herunder smørbare fedtstoffer, jf. Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007, og flydende emulsioner« (ved en maksimumsværdi på 4 000 mg/kg), men kun til smørbare fedtstoffer, jf. definitionerne i artikel 115 i og bilag XV til forordning (EF) nr. 1234/2007 (3), med et fedtindhold på 41 % eller derunder og lignende smørbare fedtstoffer med et fedtindhold på under 10 %. Forordning (EF) nr. 1234/2007 blev efterfølgende ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (4).

(4)

Der blev den 27. maj 2017 indgivet en ansøgning om godkendelse af anvendelsen af polyglycerolpolyricinoleat (E 476) som emulgator i vegetabilsk olie-emulsioner i flydende form beregnet til salg til den endelige forbruger med et fedtindhold på 70 % eller derunder. Kommissionen gjorde efterfølgende ansøgningen tilgængelig for medlemsstaterne, jf. artikel 4 i forordning (EF) nr. 1331/2008.

(5)

Polyglycerolpolyricinoleat (E 476) er en vand-i-olie-emulgator, der kan danne meget stabile olieemulsioner med et højt vandindhold. I undersøgelser, som ansøgeren havde udført, og i hvilke effektiviteten af forskellige emulgatorer til produktion af vegetabilsk olie-emulsioner i flydende form med reduceret fedtindhold blev sammenlignet, gav polyglycerolpolyricinoleat (E 476) de bedste resultater med hensyn til både fysiske og organoleptiske egenskaber ved det opnåede produkt. Emulsionen kan anvendes på samme måde som vegetabilsk olie til tilberedningen af kolde og varme retter. Emulsionen har dog et lavere fedtindhold (70 % eller derunder) og har derfor et lavere kalorieindhold end den vegetabilske olie, der anvendes til at fremstille den. Det indhold af polyglycerolpolyricinoleat (E 476), der var nødvendigt for at opnå den tiltænkte teknologiske funktion, var på 4 000 mg/kg.

(6)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) afgav den 24. marts 2017 en videnskabelig udtalelse om genevalueringen af polyglycerolpolyricinoleat (E 476) (5) og fastsatte et acceptabelt dagligt indtag (i det følgende benævnt »ADI«) på 25 mg polyglycerolpolyricinoleat/kg kropsvægt pr. dag. I betragtning af at den anslåede eksponering ikke oversteg ADI'et, konkluderede autoriteten, at polyglycerolpolyricinoleat (E 476) som fødevaretilsætningsstof ikke ville give anledning til sikkerhedsmæssige betænkeligheder, hvis de anvendtes i overensstemmelse med den tilladte eller indberettede anvendelse og de tilladte eller indberettede anvendelsesniveauer.

(7)

I ansøgningen beregnede ansøgeren den anslåede eksponering ved at anvende den model for indtag af fødevaretilsætningsstoffer (6), der er udviklet af autoriteten. Af beregningerne fremgik det, at den yderligere anvendelse af polyglycerolpolyricinoleat (E 476) ved en maksimumsværdi på 4 000 mg/kg i vegetabilsk olie-emulsioner i flydende form med et fedtindhold på 70 % eller derunder ikke ville give anledning til sikkerhedsmæssige betænkeligheder, eftersom dette ikke ville medføre en samlet eksponering for stoffet, der oversteg det fastsatte ADI.

(8)

I henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1331/2008 skal Kommissionen indhente en udtalelse fra autoriteten, inden den opdaterer EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008, medmindre den pågældende opdatering ikke kan få virkninger for menneskers sundhed.

(9)

Eftersom den udvidede anvendelse af polyglycerolpolyricinoleat (E 476) i fødevarekategori 02.2.2 ikke giver anledning til sikkerhedsmæssige betænkeligheder er det nødvendigt med en opdatering af EU-listen, som ikke kan få virkninger for menneskers sundhed, og som derfor ikke kræver, at der indhentes en udtalelse fra autoriteten.

(10)

Det bør derfor tillades at anvende polyglycerolpolyricinoleat (E 476) som emulgator i vegetabilsk olie-emulsioner i flydende form beregnet til salg til den endelige forbruger, med et fedtindhold på 70 % eller derunder, i fødevarekategori 02.2.2 »Andre fedt- og olieemulsioner, herunder smørbare fedtstoffer, jf. Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007, og flydende emulsioner«.

(11)

Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 bør derfor ændres.

(12)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. februar 2020.

På Kommissionens vegne

Formand

Ursula VON DER LEYEN


(1)  EUT L 354 af 31.12.2008, s. 16.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 af 16. december 2008 om en fælles godkendelsesprocedure for fødevaretilsætningsstoffer, fødevareenzymer og fødevarearomaer (EUT L 354 af 31.12.2008, s. 1).

(3)  Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671).

(5)  EFSA Journal (2017);15(3):4743.

(6)  https://www.efsa.europa.eu/en/applications/foodingredients/tools.


BILAG

I del E i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 affattes rækken vedrørende polyglycerolpolyricinoleat (E 476) i fødevarekategori 02.2.2 »Andre fedt- og olieemulsioner, herunder smørbare fedtstoffer, jf. Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007, og flydende emulsioner«, således:

 

»E 476

Polyglycerolpolyricinoleat

4 000

 

Kun til smørbare fedtstoffer, jf. definitionerne i artikel 75, stk. 1, litra h), og artikel 78, stk. 1, litra f), i forordning (EU) nr. 1308/2013 (*1) samt i del VII og tillæg II i bilag VII hertil, med et fedtindhold på 41 % eller derunder og lignende smørbare fedtstoffer med et fedtindhold på under 10 %; vegetabilsk olie-emulsioner i flydende form beregnet til salg til den endelige forbruger, med et fedtindhold på 70 % eller derunder



Top