Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020D1830

    Rådets afgørelse (EU) 2020/1830 af 27. november 2020 om den holdning, der skal indtages på den Europæiske Unions vegne på det 40. møde i det stående udvalg under konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (Bernkonventionen)

    EUT L 409 af 4.12.2020, p. 34–35 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2020/1830/oj

    4.12.2020   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 409/34


    RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2020/1830

    af 27. november 2020

    om den holdning, der skal indtages på den Europæiske Unions vegne på det 40. møde i det stående udvalg under konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (Bernkonventionen)

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 82/72/EØF (1) og trådte i kraft den 1. september 1982.

    (2)

    I henhold til konventionen kan det ved konventionen nedsatte stående udvalg (»det stående udvalg«) vedtage ændringer af konventionens artikel 13-24 og forelægge dem for Europarådets Ministerkomité (»Ministerkomitéen«) med henblik på godkendelse og efterfølgende for de kontraherende parter (»parterne«) med henblik på accept.

    (3)

    I henhold til konventionen er det stående udvalg ansvarligt for at følge anvendelsen af konventionen og kan navnlig fremsætte et hvilket som helst forslag til forbedring af konventionens effektivitet.

    (4)

    Det stående udvalg skal på sit 40. møde den 30. november-4. december 2020 vedtage afgørelser om ændring af konventionen med henblik på indførelse af finansielle bestemmelser og om etablering af en udvidet delaftale vedrørende fonden til gennemførelse af konventionen.

    (5)

    Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i det stående udvalg, bør fastlægges, da dets afgørelser er retsakter, der har retsvirkninger.

    (6)

    Konventionens sekretariat (»sekretariatet«) har fremlagt et forslag om at ændre konventionen med henblik på indførelse af en finansieringsmekanisme, hvormed det stående udvalg fastlægger størrelsen af obligatoriske finansielle bidrag fra parterne til supplering af Europarådets almindelige budgettildeling.

    (7)

    I henhold til konventionen skal ændringer af konventionen først godkendes af Ministerkomitéen og efterfølgende træde i kraft for alle parter på den tredivte dag efter, at alle parter har meddelt, at de har accepteret den.

    (8)

    Sekretariatet har også fremlagt et forslag om at styrke det mellemstatslige samarbejde om gennemførelsen af konventionen gennem etablering af en udvidet delaftale, som omfatter et obligatorisk finansielt bidrag fra parterne i nævnte udvidede delaftale.

    (9)

    I henhold til statutten for Europarådet og Europarådets Ministerkomités retningslinjer om procedurer og arbejdsmetoder vil den foreslåede udvidede delaftale på grundlag af en afgørelse truffet af det stående udvalg træde i kraft for alle parter i nævnte aftale efter vedtagelse i Ministerkomitéen med to tredjedeles flertal af de repræsentanter, der afgiver stemme, og almindeligt flertal af de repræsentanter, der er berettiget til at tage sæde i Ministerkomitéen, når der er nået et bestemt antal underskrivere.

    (10)

    Når den foreslåede udvidede delaftale er vedtaget, er det op til parterne i konventionen at afgøre, om de vil være part i den.

    (11)

    Denne afgørelse berører ikke en eventuel fremtidig rådsafgørelse om betimeligheden i, at Unionen bliver part i den foreslåede udvidede delaftale.

    (12)

    Der er et presserende behov for at fastlægge en sikker og pålidelig finansieringskilde for konventionens funktion, henset til nedgangen i den finansiering, der ydes gennem Europarådets almindelige bidrag, samt til nedgangen i parternes frivillige bidrag.

    (13)

    En ændring af konventionen med henblik på indførelse af en finansieringsmekanisme er i overensstemmelse med, hvordan andre multilaterale miljøaftaler finansieres, og vil kunne sikre et rimeligt bidrag fra alle parter. Den ordlyd af ændringen, som Sekretariatet har foreslået, efterlader imidlertid uklarhed med hensyn til den finansieringsmekanisme, der skal fastlægges, navnlig hvad angår sondringen mellem hovedbudget og programbaserede budgetter, og med hensyn til størrelsen af de bidrag, der skal ydes.

    (14)

    Unionens støtte til en ændring af konventionen med henblik på indførelse af en finansieringsmekanisme vil være omfattet af proceduren i artikel 218, stk. 2-4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

    (15)

    Den betydelige tid, der er nødvendig med henblik på forhandlingen om en ændring af konventionen og ændringens ikrafttræden, taler for, at der er behov for en hurtigere finansiel løsning, der gør det muligt for konventionen fortsat at fungere effektivt i den mellemliggende periode. Dette behov vil blive imødekommet gennem den foreslåede udvidede delaftale.

    (16)

    Rådets holdning bør derfor være at foreslå en udsættelse af en afgørelse om ændring af konventionen og at støtte etablering af en udvidet delaftale —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne for så vidt angår spørgsmål henhørende under dens kompetence på det 40. møde i det stående udvalg under konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder, er at foreslå en udsættelse af afstemningen om forslaget om ændring af konventionen med henblik på at medtage finansielle bestemmelser indtil det 41. møde i det stående udvalg, og at støtte etablering af en udvidet delaftale om oprettelse af en støttefond til gennemførelse af konventionen på grundlag af det udkast, der er forelagt det stående udvalg.

    Artikel 2

    På baggrund af udviklingen på det 40. møde i det stående udvalg kan Unionens repræsentanter i samråd med medlemsstaterne under koordinationsmøder på stedet fastlægge justeringer af den holdning, der er omhandlet i artikel 1, uden yderligere afgørelse truffet af Rådet.

    Artikel 3

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2020.

    På Rådets vegne

    M. ROTH

    Formand


    (1)  Rådets afgørelse 82/72/EØF af 3. december 1981 om indgåelse af konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (EFT L 38 af 10.2.1982, s. 1).


    Top