Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020D1351

    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1351 af 25. september 2020 om midlertidig støtte til Republikken Letland i henhold til forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i nødsituationen som følge af covid-19-udbruddet

    EUT L 314 af 29.9.2020, p. 38–41 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 22/11/2022

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2020/1351/oj

    29.9.2020   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 314/38


    RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2020/1351

    af 25. september 2020

    om midlertidig støtte til Republikken Letland i henhold til forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i nødsituationen som følge af covid-19-udbruddet

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Rådets forordning (EU) 2020/672 af 19. maj 2020 om oprettelse af et europæisk instrument for midlertidig støtte til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation (SURE) som følge af covid-19-udbruddet (1), særlig artikel 6, stk. 1,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Den 7. august 2020 anmodede Letland om finansiel støtte fra Unionen med henblik på at supplere landets nationale indsats for at imødegå virkningerne af covid-19-udbruddet og håndtere udbruddets socioøkonomiske konsekvenser for arbejdstagerne og de selvstændige.

    (2)

    Covid-19-udbruddet og de ekstraordinære foranstaltninger, som Letland har gennemført for at dæmme op for udbruddet og de socioøkonomiske og sundhedsrelaterede konsekvenser heraf, forventes at få dramatiske følger for de offentlige finanser. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2020 forventedes Letland at have et offentligt underskud og en offentlig gæld på henholdsvis 7,3 % og 43,1 % af bruttonationalproduktet (BNP) ved udgangen af 2020. Ifølge Kommissionens mellemliggende sommerprognose 2020 forventes Letlands BNP at falde med 7 % i 2020.

    (3)

    Covid-19-udbruddet har fastlåst en væsentlig del af arbejdsstyrken i Letland. Dette har ført til en pludselig og kraftig stigning i de offentlige udgifter i Letland med hensyn til kompensationsordningen for arbejdstageres ledighed og de dertil knyttede tilskudsordninger — godtgørelsen for manglende beskæftigelse og børnetillægget til arbejdstagere, en ordning for løntilskud til eksportsektoren og løntilskud til sundhedspersonale og ansatte i kultursektoren — samt sundhedsrelaterede udgifter til personlige værnemidler og covid-19-relaterede ydelser ved sygdom, jf. betragtning 4-7.

    (4)

    Ved »Kabinetsforordning nr. 179 (vedtaget den 31. marts 2020) »Bestemmelser vedrørende godtgørelse for manglende beskæftigelse for selvstændige, der er berørt af spredningen af covid-19«« og »Kabinetsforordning nr. 165 (vedtaget den 26. marts 2020) »Bestemmelser vedrørende arbejdsgivere, der er berørt af den af covid-19 forårsagede krise, og som er berettiget til godtgørelse for manglende beskæftigelse og opdeling af afregningen af forsinkede skattebetalinger i rater eller udskydelse heraf i op til tre år««, som der henvises til i Letlands anmodning af 7. august 2020, blev der indført en kompensationsordning for arbejdstageres ledighed. Inden for rammerne af denne ordning udbetales der løn til hjemsendte ansatte i virksomheder i den private sektor. Den dækker mellem 50 % og 75 % af de ansattes løn, afhængigt af virksomhedens størrelse, med et loft på 700 EUR pr. ansat pr. måned. Kompensationsordningen for arbejdstageres ledighed suppleres af en ordning for godtgørelse for manglende beskæftigelse og et børnetillæg til arbejdstagere. På grundlag af »Kabinetsforordning nr. 236 »Bestemmelser vedrørende godtgørelse for manglende beskæftigelse for ansatte eller selvstændige, der er berørt af spredningen af covid‐19««, som der henvises til i Letlands anmodning af 7. august 2020, ydes der under ordningen for godtgørelse for manglende beskæftigelse en minimumsydelse for hjemsendte ansatte eller selvstændige, der enten ikke er berettiget til tilskud under kompensationsordningen for arbejdstageres ledighed af årsager, som pågældende ikke har indflydelse på, eller som modtager mindre end 180 EUR under denne kompensationsordning. Ydelsen udgør et minimumstilskud, idet det sikres, at alle ansatte og selvstændige modtager en ydelse på mindst 180 EUR om måneden.

    Børnetillægget er et supplerende tilskud til hjemsendte ansatte, der har børn, over for hvem de har forsørgerpligt. Foranstaltningen kan betragtes som en foranstaltning svarende til en arbejdsfordelingsordning som omhandlet i forordning (EU) 2020/672, idet der ydes indkomststøtte til ansatte og selvstændige til dækning af omkostningerne ved børnepasning, mens skolerne er lukket, og den derfor giver forældrene mulighed for at forblive i arbejde og forhindrer, at de risikerer deres ansættelsesforhold.

    (5)

    Ved »informationsrapporten om foranstaltninger til at overvinde covid-19-krisen samt om økonomisk genopretning« blev der indført en ordning for løntilskud til turismesektoren og eksportsektoren, som er en udvidelse af kompensationsordningen for arbejdstageres ledighed, der specifikt er rettet mod turismesektoren og eksportsektoren. Foranstaltningen er betinget af, at modtageren dokumenterer, at midlerne vil blive anvendt til dækning af lønomkostninger.

    (6)

    Myndighederne har indført to løntilskud, der er rettet mod sundhedspersonale og ansatte i kultursektoren. På grundlag af henholdsvis »lov om foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af truslen mod staten og konsekvenserne heraf som følge af spredningen af covid-19«, »lov om bekæmpelse af følgerne af spredningen af covid-19-infektionen« og »Kabinetsafgørelse nr. 303 »Om tildeling af finansielle midler fra statsbudgettets program »Reserve til uforudsete udgifter«««, som der henvises til i Letlands anmodning af 7. august 2020, ydes løntilskuddene i form af tilskud til sundhedssektoren og kultursektoren med henblik på at bidrage til udbetalingen af løn til hjemsendte arbejdstagere. Begge ordninger er betinget af, at tilskuddene anvendes til at dække lønomkostninger.

    (7)

    Endelig har Letland indført to sundhedsrelaterede foranstaltninger. På grundlag af »Kabinetsafgørelse nr. 79, 118 og 220 »Om tildeling af finansielle midler fra statsbudgettets program »midler i tilfælde af nødsituationer«««, som der henvises til i Letlands anmodning af 7. august 2020, har myndighederne øget de sundhedsrelaterede udgifter til personlige værnemidler og andet medicinsk udstyr for at sikre sundhed og sikkerhed for ansatte i den offentlige sektor, navnlig sundhedspersonale. Desuden har de offentlige myndigheder på grundlag af »Kabinetsforordning nr. 380 af 9. juni 2020»Bestemmelser vedrørende midler til at sikre den epidemiologiske sikkerhed, der er nødvendig for de institutioner, der er opført på listen over prioriterede institutioner og behov««, som der henvises til i Letlands anmodning af 7. august 2020, betalt covid-19-relaterede ydelser ved sygdom, i hvilken forbindelse de offentlige myndigheder har betalt sygeorlov til personer, der som følge af et krav om selvisolering eller selvkarantæne har været fraværende fra deres arbejde. Normalt ville en del af ydelserne ved sygdom skulle betales af arbejdsgiveren, men inden for rammerne af nævnte ordning har staten betalt alle omkostninger.

    (8)

    Letland opfylder de i artikel 3 i forordning (EU) 2020/672 nævnte betingelser for at anmode om finansiel støtte. Letland har forelagt Kommissionen passende dokumentation for, at de faktiske og planlagte offentlige udgifter siden pr. 1. februar 2020 er steget med 212 808 280 EUR som følge af det øgede udgiftsbeløb, der er direkte knyttet til kompensationsordningen for arbejdstageres ledighed og tilknyttede tilskudsordninger, samt ordningen for løntilskud til eksportsektoren, sundhedspersonale og kultursektoren. Der er tale om en pludselig og kraftig stigning, eftersom de nye foranstaltninger omfatter en betydelig del af virksomhederne og arbejdsstyrken i Letland. Letland har til hensigt at finansiere 20 108 280 EUR af det øgede udgiftsbeløb med egne midler.

    (9)

    Kommissionen har hørt Letland og bekræftet, at der er sket en pludselig og kraftig stigning i de faktiske og planlagte offentlige udgifter med direkte tilknytning til arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger samt indførelsen af relevante sundhedsrelaterede foranstaltninger i forbindelse med covid-19-udbruddet som omhandlet i anmodningen af 7. august 2020, jf. artikel 6 i forordning (EU) 2020/672.

    (10)

    Der bør derfor ydes finansiel støtte med henblik på at hjælpe Letland med at imødegå de socioøkonomiske virkninger af den alvorlige økonomiske forstyrrelse som følge af covid-19-udbruddet. Kommissionen bør træffe afgørelser vedrørende løbetid, størrelse og frigivelse af rater og trancher i et tæt samarbejde med de nationale myndigheder.

    (11)

    Nærværende afgørelse bør ikke berøre udfaldet af eventuelle sager om forvridning af det indre marked, som indledes, navnlig i henhold til traktatens artikel 107 og 108. Den fritager heller ikke medlemsstaterne for i henhold til traktatens artikel 108 at underrette Kommissionen om eventuel statsstøtte.

    (12)

    Letland bør regelmæssigt underrette Kommissionen om gennemførelsen af de planlagte offentlige udgifter, således at Kommissionen kan vurdere, i hvilket omfang Letland har afholdt disse udgifter.

    (13)

    Afgørelsen om at yde finansiel støtte er blevet truffet under hensyntagen til Letlands eksisterende og forventede behov samt anmodninger om finansiel støtte i henhold til forordning (EU) 2020/672, som andre medlemsstater allerede har indgivet eller planlagt at indgive, samtidig med at principperne om ligebehandling, solidaritet, proportionalitet og gennemsigtighed anvendes —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Letland opfylder betingelserne i artikel 3 i forordning (EU) 2020/672.

    Artikel 2

    1.   Unionen stiller et lån på højst 192 700 000 EUR til rådighed for Letland. Lånet har en maksimal gennemsnitlig løbetid på 15 år.

    2.   Rådighedsperioden for den finansielle støtte, der ydes ved denne afgørelse, er 18 måneder fra den første dag efter, at denne afgørelse har fået virkning.

    3.   Kommissionen stiller Unionens finansielle støtte til rådighed for Letland i maksimalt otte rater. En rate kan udbetales i en eller flere trancher. Løbetiden for trancherne under den første rate kan være længere end den maksimale gennemsnitlige løbetid, der er fastsat i stk. 1. I så fald fastsættes løbetiden for de efterfølgende trancher således, at den i stk. 1 omhandlede maksimale gennemsnitlige løbetid overholdes, når alle rater er udbetalt.

    4.   Den første rate frigives under forbehold af, at den i artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) 2020/672 omhandlede låneaftale træder i kraft.

    5.   Letland afholder Unionens finansieringsomkostninger, der er omhandlet i artikel 4 i forordning (EU) 2020/672, for hver rate samt Unionens eventuelle gebyrer, omkostninger og udgifter i forbindelse med den finansiering, der er relateret til det lån, der er ydet i henhold til nærværende artikels stk. 1.

    6.   Kommissionen træffer afgørelse om størrelsen af raterne og frigivelsen heraf samt om tranchernes størrelse.

    Artikel 3

    Letland kan finansiere følgende foranstaltninger:

    a)

    kompensationsordningen for arbejdstageres ledighed, jf. »Kabinetsforordning nr. 179 (vedtaget den 31. marts 2020) »Bestemmelser vedrørende godtgørelse for manglende beskæftigelse for selvstændige, der er berørt af spredningen af covid-19«« og »Kabinetsforordning nr. 165 (vedtaget den 26. marts 2020) »Bestemmelser vedrørende arbejdsgivere, der er berørt af den af covid-19 forårsagede krise, og som er berettiget til godtgørelse for manglende beskæftigelse og opdeling af afregningen af forsinkede skattebetalinger i rater eller udskydelse heraf i op til tre år««

    b)

    godtgørelsen for manglende beskæftigelse som fastsat på grundlag af »Kabinetsforordning nr. 236 »Bestemmelser vedrørende godtgørelse for manglende beskæftigelse for ansatte eller selvstændige, der er berørt af spredningen af covid‐19««

    c)

    børnetillægget til arbejdstagere, jf. »Kabinetsafgørelse nr. 178 »om tildeling af finansielle midler til statsbudgettets program »midler i tilfælde af nationale nødsituationer«««

    d)

    ordningen for løntilskud til turismesektoren og eksportsektoren, jf. »informationsrapporten om foranstaltninger til at overvinde covid-19-krisen samt om økonomisk genopretning«

    e)

    løntilskud til sundhedspersonale og ansatte i kultursektoren, jf. henholdsvis »lov om foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af trusler mod staten og konsekvenserne heraf som følge af spredningen af covid-19«, »lov om bekæmpelse af følgerne af spredningen af covid-19-infektionen« og »Kabinetsafgørelse nr. 303 »om tildeling af finansielle midler fra statsbudgettets program »Reserve til uforudsete udgifter«««

    f)

    sundhedsrelaterede udgifter til personlige værnemidler, jf. »Kabinetsafgørelse nr. 79, 118 og 220 »Om tildeling af finansielle midler fra statsbudgettets program »midler i tilfælde af nødsituationer«««

    g)

    covid-19-relaterede ydelser ved sygdom, jf. »09.06.2020. Kabinetsforordning nr. 380 af 9. juni 2020»Bestemmelser vedrørende midler til at sikre den epidemiologiske sikkerhed, der er nødvendig for de institutioner, der er opført på listen over prioriterede institutioner og behov««.

    Artikel 4

    Letland underretter senest den … 30. marts 2021 og derefter hver sjette måned Kommissionen om afholdelsen af de planlagte offentlige udgifter, indtil alle de planlagte offentlige udgifter er blevet afholdt.

    Artikel 5

    Denne afgørelse er rettet til Republikken Letland.

    Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen til adressaten.

    Artikel 6

    Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 25. september 2020.

    På Rådets vegne

    M. ROTH

    Formand


    (1)  EUT L 159 af 20.5.2020, s. 1.


    Top