Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020D0765

    Rådets afgørelse (EU) 2020/765 af 29. maj 2020 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af protokollen om ændring af den internationale konvention om bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet

    ST/13447/2019/INIT

    EUT L 187 af 12.6.2020, p. 1–2 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2020/765/oj

    Related international agreement

    12.6.2020   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 187/1


    RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2020/765

    af 29. maj 2020

    om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af protokollen om ændring af den internationale konvention om bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), nr. v),

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

    under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet (1), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2019/2025 (2) blev protokollen om ændring af den internationale konvention om bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet (»protokollen«) undertegnet den 20. november 2019.

    (2)

    I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 (3) skal EU sikre, at fiskeri- og akvakulturaktiviteter er miljømæssigt bæredygtige på langt sigt og forvaltes på en måde, der er i overensstemmelse med målene om at opnå økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige fordele, og som bidrager til at sikre fødevareforsyningen. Det er ligeledes fastsat i nævnte forordning, at Unionen skal forvalte fiskeriet efter en forsigtighedstilgang og bestræbe sig på at sikre, at udnyttelsen af havets levende biologiske ressourcer genopretter og opretholder bestandene af befiskede arter på niveauer, der kan give det maksimale bæredygtige udbytte. Endvidere er det fastsat, at Unionen skal træffe forvaltnings- og bevarelsesforanstaltninger på grundlag af den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, støtte udbygningen af videnskabelig viden og rådgivning, gradvis eliminere udsmid og fremme fangstmetoder, der bidrager til et mere selektivt fiskeri, til undgåelse eller størst mulig begrænsning af uønskede fangster og til fiskeri med begrænset indvirkning på det marine økosystem og fiskeressourcerne. Derudover er det i forordning (EU) nr. 1380/2013 udtrykkeligt fastsat, at Unionen skal anvende disse mål og principper i forbindelse med varetagelsen af sine eksterne fiskeriforbindelser. Protokollen er i overensstemmelse med disse mål.

    (3)

    Som det fremgår af den fælles meddelelse fra Europa-Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik med titlen »International havforvaltning: En dagsorden for havenes fremtid« og Rådets konklusioner om denne fælles meddelelse, er fremme af foranstaltninger til støtte og forbedring af effektiviteten af de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer og, hvor det er relevant, forbedring af deres forvaltning et centralt element i Unionens indsats i disse fora. Protokollen er fuldt ud i overensstemmelse med disse mål.

    (4)

    Protokollen bør godkendes på Den Europæiske Unions vegne —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Protokollen om ændring af den internationale konvention om bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet godkendes herved på Unionens vegne.

    Artikel 2

    Formanden for Rådet udpeger den eller de personer, der er beføjet til på Unionens vegne at foranstalte den deponering af godkendelsesinstrumentet, som er omhandlet i protokollens artikel 13.

    Artikel 3

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen (4).

    Udfærdiget i Bruxelles, den 29. maj 2020.

    På Rådets vegne

    Formand

    G. GRLIĆ RADMAN


    (1)  Godkendelse givet 13.5.2020.

    (2)  Rådets afgørelse (EU) 2019/2025 af 18. november 2019 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og om midlertidig anvendelse af protokollen om ændring af den internationale konvention om bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet (EUT L 313 af 4.12.2019, s. 1).

    (3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22).

    (4)  Datoen for protokollens ikrafttræden offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet.


    Top