EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019R0801

Kommissionens forordning (EU) 2019/801 af 17. maj 2019 om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår anvendelsen af mono- og diglycerider af fedtsyrer (E 471) på visse friske frugter (EØS-relevant tekst.)

C/2019/3654

EUT L 132 af 20.5.2019, p. 18–20 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/801/oj

20.5.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 132/18


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2019/801

af 17. maj 2019

om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår anvendelsen af mono- og diglycerider af fedtsyrer (E 471) på visse friske frugter

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer (1), særlig artikel 10, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 er der fastlagt en EU-liste over fødevaretilsætningsstoffer, der er godkendt til anvendelse i fødevarer, og deres anvendelsesbetingelser.

(2)

Denne liste kan opdateres i overensstemmelse med den fælles procedure, jf. artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 (2), enten på Kommissionens initiativ eller som følge af en ansøgning.

(3)

Mono- og diglycerider af fedtsyrer (E 471) er et fødevaretilsætningsstof, der er godkendt i en række forskellige fødevarer i overensstemmelse med bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008.

(4)

Den 17. februar 2017 blev der indgivet en ansøgning om godkendelse af anvendelsen af mono- og diglycerider af fedtsyrer (E 471) på alle friske frugter og grøntsager. Medlemsstaterne fik efterfølgende adgang til ansøgningen i overensstemmelse med artikel 4 i forordning (EF) nr. 1331/2008.

(5)

Ved anvendelse af mono- og diglycerider af fedtsyrer (E 471) som overfladebehandlingsmiddel til overfladebehandling af friske frugter og grøntsager dannes der et tyndt, inaktivt og fysisk spærrelag, der modvirker fugttab og oxidering, med henblik på at bevare næringsværdien og forlænge holdbarheden. Ifølge ansøgeren vil den foreslåede anvendelse afhjælpe den stigende efterspørgsel på friske produkter året rundt, reducere fødevarespild og effektivisere anvendelsen af naturressourcer i landbrugsproduktionen gennem mindsket svind samt anvendelse af metoder til at nedbringe CO2-emissioner fra transport.

(6)

Ansøgningen blev drøftet af arbejdsgruppen af regeringseksperter vedrørende tilsætningsstoffer. Arbejdsgruppen bemærkede, at der er et teknologisk behov for navnlig overfladebehandling af visse frugter, der hovedsagelig importeres fra lande med tropisk klima, og som under de lange transporter kræver beskyttelse. Skallen fra disse frugter indtages normalt ikke.

(7)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«) offentliggjorde den 10. november 2017 en videnskabelig udtalelse med en ny vurdering af sikkerheden ved mono- og diglycerider af fedtsyrer (E 471) som fødevaretilsætningsstof (3). Autoriteten konkluderede, at der ikke er behov for at fastsætte en numerisk værdi for acceptabelt dagligt indtag, og at fødevaretilsætningsstoffet mono- og diglycerider af fedtsyrer (E 471) ikke giver anledning til sikkerhedsmæssige betænkeligheder ved de angivne anvendelser og anvendelsesniveauer. En sådan konklusion drages kun om stoffer, der i meget ringe grad giver anledning til sikkerhedsmæssige betænkeligheder, og kun hvis der foreligger pålidelige oplysninger om henholdsvis eksponering og toksicitet, og sandsynligheden for sundhedsskadelige virkninger hos mennesker er lav ved doser, der ikke forårsager ernæringsmæssig ubalance hos dyr (4). Autoriteten anbefalede imidlertid en række ændringer af EU's specifikationer for mono- og diglycerider af fedtsyrer (E 471) anvendt som fødevaretilsætningsstof. Kommissionen vil tage stilling til disse anbefalinger enkeltvis på grundlag af den generelle tilgang til autoritetens udtalelser, hvori der er konstateret visse betænkeligheder (5).

(8)

Hertil kommer, at mono- og diglycerider af fedtsyrer (E 471) er beregnet til at anvendes til overfladebehandling og ikke forventes at migrere til frugternes indre spiselige del. Behandling af frugter, hvis skal normal ikke indtages, kan ikke få virkninger for menneskers sundhed. Det bør derfor tillades at anvende mono- og diglycerider af fedtsyrer (E 471) på visse frugter, som hovedsagelig importeres fra lande med tropisk eller subtropisk klima, og hvis skal normalt ikke indtages, dvs. citrusfrugter, meloner, ananas, bananer, papaja, mango, avocado og granatæbler.

(9)

I henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1331/2008 skal Kommissionen indhente en udtalelse fra autoriteten, inden den opdaterer EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008, medmindre den pågældende opdatering ikke kan påvirke menneskers sundhed. Eftersom tilladelsen til at anvende mono- og diglycerider af fedtsyrer (E 471) på citrusfrugter, meloner, ananas, bananer, papaja, mango, avocado og granatæbler udgør en opdatering af nævnte liste, som ikke kan få virkninger for menneskers sundhed, er det ikke nødvendigt at indhente en udtalelse fra autoriteten.

(10)

Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 bør derfor ændres.

(11)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. maj 2019.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 354 af 31.12.2008, s. 16.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 af 16. december 2008 om en fælles godkendelsesprocedure for fødevaretilsætningsstoffer, fødevareenzymer og fødevarearomaer (EUT L 354 af 31.12.2008, s. 1).

(3)  EFSA Journal 2017;15(11):5045.

(4)  EFSA Journal 2014;12(6):3697, Statement on a conceptual framework for the risk assessment of certain food additives re-evaluated under Commission Regulation (EU) No 257/2010.

(5)  https://ec.europa.eu/food/sites/food/files/safety/docs/fs-improv-approach.pdf.


BILAG

I del E i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 under fødevarekategori 04.1.1 (»Hele friske frugter og grøntsager«) indsættes følgende række efter rækken vedrørende E 464:

 

»E 471

Mono- og diglycerider af fedtsyrer

Quantum satis

 

Kun til overfladebehandling af citrusfrugter, meloner, ananas, bananer, papaja, mango, avocado og granatæbler«


Top