(1)

Statslig finansiering, som opfylder kriterierne i artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»traktaten«), udgør statsstøtte og skal anmeldes til Kommissionen i henhold til traktatens artikel 108, stk. 3. I henhold til artikel 109 i traktaten kan Rådet imidlertid bestemme, at visse former for støtte skal være fritaget for underretningspligt. I henhold til artikel 108, stk. 4, i traktaten kan Kommissionen vedtage forordninger vedrørende disse former for statsstøtte. I overensstemmelse med forordning (EU) 2015/1588 og i henhold til artikel 109 i traktaten besluttede Rådet, at de minimis-støtte kunne udgøre en sådan form for statsstøtte. De minimis-støtte, som er støtte, der ydes til en enkelt virksomhed over en given periode, og som ikke overstiger et vist nærmere fastsat beløb, anses derefter for ikke at opfylde alle kriterier i traktatens artikel 107, stk. 1, og er derfor ikke omfattet af anmeldelsesproceduren. Medlemsstaterne bør imidlertid mindes om, at selv om de minimis-støtte ikke anses for at udgøre statsstøtte, indebærer en sådan støtte ikke en tilsidesættelse af EU-retten.

(2)

Kommissionen har vedtaget en række forordninger om fastsættelse af regler for de minimis-støtte i landbrugssektoren, senest Kommissionens forordning (EU) nr. 1408/2013 (3).

(3)

På baggrund af erfaringerne med anvendelsen af forordning (EU) nr. 1408/2013 og under hensyntagen til de forskellige måder, som medlemsstaterne anvender de minimus-støtten på, bør nogle af betingelserne i forordningen revideres. Det maksimale støttebeløb, der kan ydes til en enkelt virksomhed over en periode på tre år, bør forhøjes til 20 000 EUR, og den nationale grænse bør forhøjes til 1,25 % af den årlige produktion.

(4)

Under hensyntagen til det øgede behov for at anvende de minimis-støtte i visse medlemsstater bør der gives mulighed for yderligere at forhøje både det maksimale støttebeløb pr. virksomhed til 25 000 EUR og den nationale grænse til 1,5 % af den årlige produktion, forudsat at der stilles yderligere betingelser, der er nødvendige for at sikre et velfungerende indre marked. Erfaringerne med anvendelsen af forordning (EU) nr. 1408/2013 viser, at koncentrationen af de minimis-støtte i en bestemt produktsektor kan føre til en potentiel fordrejning af konkurrencen og samhandelen. Forudsætningen for at anvende det højere individuelle loft og den højere nationale grænse bør derfor være, at der anvendes et sektorspecifikt loft, hvormed det forhindres, at medlemsstaterne tildeler mere end 50 % af den samlede kumulative de minimis-støtte i en periode på tre regnskabsår til foranstaltninger, som kun kommer en bestemt produktsektor til gode. Anvendelsen af dette sektorspecifikke loft bør sikre, at enhver foranstaltning, der er omfattet af forordning (EU) nr. 1408/2013, kan anses for ikke at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og ikke at fordreje eller udgøre en fare for at fordreje konkurrencevilkårene.

(5)

På nuværende tidspunkt er det frivilligt for medlemsstaterne at anvende et nationalt centralt register for at kontrollere, at hverken det individuelle loft for de minimis-støtte eller den nationale grænse overskrides. Brugen af et centralt register vil være nødvendig i de medlemsstater, der vælger et højere individuelt loft og en højere national grænse, da det sektorspecifikke loft, som er en forudsætning for denne mulighed, gør en nøjere overvågning af den ydede støtte påkrævet. De pågældende medlemsstater bør derfor være forpligtet til at oprette og føre et centralt register, hvori al ydet de minimis-støtte registreres, således at det kan kontrolleres, at hverken det individuelle loft eller det sektorspecifikke loft overskrides.

(6)

Kriterierne for beregningen af bruttosubventionsækvivalenten for lån og garantier bør justeres i overensstemmelse med de forhøjede de minimis-lofter.

(7)

I betragtning af det øgede behov for at anvende de minimis-støtte og i betragtning af, at de nuværende lofter er unødigt begrænsende, er det nødvendigt at ændre forordning (EU) nr. 1408/2013 inden dens udløbsdato, dvs. den 31. december 2020. Tidsrummet mellem nærværende forordnings ikrafttræden og udløbet af anvendelsesperioden for forordning (EU) nr. 1408/2013 ville blive meget kort. Af procesøkonomiske hensyn og af hensyn til retssikkerheden bør anvendelsesperioden for forordning (EU) nr. 1408/2013 derfor forlænges til den 31. december 2027.

(8)

Forordning (EU) nr. 1408/2013 bør derfor ændres —