Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019R0066

    Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/66 af 16. januar 2019 om regler for ensartede praktiske ordninger for gennemførelse af offentlig kontrol af planter, planteprodukter og andre objekter for at verificere overholdelsen af de EU-regler om beskyttelsesforanstaltninger over for planteskadegørere, som finder anvendelse på disse varer

    C/2019/65

    EUT L 15 af 17.1.2019, p. 1–4 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 14/11/2021

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2019/66/oj

    17.1.2019   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 15/1


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2019/66

    af 16. januar 2019

    om regler for ensartede praktiske ordninger for gennemførelse af offentlig kontrol af planter, planteprodukter og andre objekter for at verificere overholdelsen af de EU-regler om beskyttelsesforanstaltninger over for planteskadegørere, som finder anvendelse på disse varer

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 af 15. marts 2017 om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter med henblik på at sikre anvendelsen af fødevare- og foderlovgivningen og reglerne for dyresundhed og dyrevelfærd, plantesundhed og plantebeskyttelsesmidler, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001, (EF) nr. 396/2005, (EF) nr. 1069/2009, (EF) nr. 1107/2009, (EU) nr. 1151/2012, (EU) nr. 652/2014, (EU) 2016/429 og (EU) 2016/2031, Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 og (EF) nr. 1099/2009 samt Rådets direktiv 98/58/EF, 1999/74/EF, 2007/43/EF, 2008/119/EF og 2008/120/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004, Rådets direktiv 89/608/EØF, 89/662/EØF, 90/425/EØF, 91/496/EØF, 96/23/EF, 96/93/EF og 97/78/EF og Rådets afgørelse 92/438/EØF (forordningen om offentlig kontrol) (1), særlig artikel 22, stk. 3, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Der bør gennemføres offentlig kontrol i de anlæg og, hvis det er relevant, på andre steder, der anvendes af professionelle operatører, der har tilladelse til at udstede plantepas, jf. artikel 84, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 (2), mindst én gang om året. Dette er nødvendigt for at sikre en regelmæssig og sammenhængende kontrol af de pågældende planters produktionscyklusser, men også af alle relevante skadegøreres og deres vektorers livscyklus.

    (2)

    For så vidt angår hyppigheden af kontrollen bør der tages hensyn til de inspektioner, der foretages mindst én gang om året, samt den prøveudtagning og testning, der er omhandlet i artikel 92, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031, for at sikre, at ingen inspektioner, prøveudtagning eller testning, der foretages i henhold til nævnte forordning, gentages i henhold til nærværende forordning.

    (3)

    Hvis det er nødvendigt, kan de kompetente myndigheder på grundlag af risikorelaterede kriterier øge hyppigheden af den offentlige kontrol i de anlæg og, hvis det er relevant, på andre steder, der anvendes af professionelle operatører, der har tilladelse til at udstede plantepas, jf. artikel 84, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031.

    (4)

    Professionelle operatører, der i mindst to på hinanden følgende år har gennemført en risikostyringsplan vedrørende skadegørere, jf. artikel 91 i forordning (EU) 2016/2031, giver mere pålidelige garantier med hensyn til plantesundhedsbeskyttelsesniveauet i deres anlæg og, hvis det er relevant, på deres øvrige steder. Kompetente myndigheder bør derfor kunne reducere hyppigheden af den offentlige kontrol af disse operatører til mindst én gang hvert andet år.

    (5)

    Et anlæg og, hvis det er relevant, andre steder, der anvendes af professionelle operatører, der har tilladelse til at udstede plantepas, jf. artikel 84, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031, bør underkastes mindst én offentlig kontrol ud over den, der er omhandlet i betragtning 1, hvis de er oprindelsessted for planter, planteprodukter og andre objekter som defineret i artikel 2, nr. 1), 2) og 5), i forordning (EU) 2016/2031, der i mindst en del af deres levetid er blevet dyrket i eller har befundet sig i et afgrænset område, jf. nævnte forordnings artikel 18, stk. 1, og som kan forventes at blive angrebet af den skadegører, for hvilken det afgrænsede område var blevet etableret. En sådan supplerende offentlige kontrol bør gennemføres så tæt som muligt på det tidspunkt, hvor nævnte planter, planteprodukter og andre objekter flyttes ud af det afgrænsede område eller fra det afgrænsede områdes angrebne zone til dets stødpudezone. Dette er nødvendigt for at sikre, at der ikke opstår plantesundhedsmæssige risiko efter en almindelig offentlig kontrol og før flytningen af nævnte planter, planteprodukter og andre objekter ud af det afgrænsede område eller fra den angrebne zone til stødpudezonen.

    (6)

    For at sikre et passende plantesundhedsbeskyttelsesniveau samt et effektivt overblik over importen af planter til Unionen og de risici, der er forbundet hermed, bør de kompetente myndigheder ved import til Unionens område af de planter, der er omhandlet i artikel 73, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031, gennemføre offentlig kontrol ved ankomst til Unionen af mindst 1 % af sendingerne af de pågældende planter.

    (7)

    Den offentlige kontrol i de anlæg og, hvis det er relevant, på andre steder, der anvendes af professionelle operatører, der har tilladelse til at foretage mærkning af emballagemateriale af træ omhandlet i artikel 98, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031, bør gennemføres mindst én gang om året. Dette er nødvendigt for at sikre en regelmæssig og sammenhængende kontrol af de plantesundhedsmæssige risiko, der er forbundet med fremstilling af og handel med denne type materiale. Hvis det er nødvendigt, kan de kompetente myndigheder på grundlag af risikorelaterede kriterier øge hyppigheden af den offentlige kontrol i de anlæg og, hvis det er relevant, på andre steder, der anvendes af professionelle operatører, der har tilladelse til at foretage mærkning af emballagemateriale af træ omhandlet i artikel 98, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031.

    (8)

    Da forordning (EU) 2016/2031 og (EU) 2017/625 anvendes fra den 14. december 2019, bør nærværende forordning anvendes fra samme dato.

    (9)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Ensartet hyppighed af offentlig kontrol af professionelle operatører, der har tilladelse til at udstede plantepas

    De kompetente myndigheder gennemfører offentlig kontrol i de anlæg og, hvis det er relevant, på andre steder, der anvendes af professionelle operatører, der har tilladelse til at udstede plantepas, jf. artikel 84, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031, mindst én gang om året.

    Kontrollen skal omfatte inspektioner og, hvis der er mistanke om risici for plantesundheden, den i artikel 92, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031 omhandlede prøveudtagning og testning.

    Kontrollen gennemføres på det mest passende tidspunkt med hensyn til muligheden for at opdage tilstedeværelsen af relevante skadegørere eller tegn eller symptomer herpå.

    Artikel 2

    Øget hyppighed af offentlig kontrol af professionelle operatører, der har tilladelse til at udstede plantepas

    De kompetente myndigheder kan, hvis risikoen tilsiger det, øge hyppigheden af den i artikel 1 omhandlede offentlige kontrol under hensyntagen til mindst følgende elementer:

    a)

    øgede plantesundhedsmæssige risici for den specifikke familie, slægt eller art af de planter eller planteprodukter, der produceres i de pågældende anlæg, og, hvis det er relevant, på andre steder, hvor mere end én kontrol er nødvendig på grund af skadegørerens biologi eller de miljømæssige forhold

    b)

    plantesundhedsmæssige risici i forbindelse med bestemte planters, planteprodukters eller andre objekters oprindelse eller herkomst inden for Unionen

    c)

    antal produktionscyklusser på et år

    d)

    den professionelle operatørs hidtidige overholdelse af de gældende bestemmelser i forordning (EU) 2016/2031 og (EU) 2017/625

    e)

    den tilgængelige infrastruktur, og hvor anlæggene og, hvis det er relevant, andre steder, der anvendes af den professionelle operatør, er beliggende.

    Artikel 3

    Reduceret hyppighed af offentlig kontrol af professionelle operatører med tilladelse til at udstede plantepas

    De kompetente myndigheder kan reducere hyppigheden af den i artikel 1 omhandlede offentlige kontrol til mindst én gang hvert andet år, hvis risikoen tillader det og følgende betingelser er opfyldt:

    a)

    Den professionelle operatør har i mindst to på hinanden følgende år gennemført en risikostyringsplan vedrørende skadegørere, jf. artikel 91 i forordning (EU) 2016/2031.

    b)

    Den kompetente myndighed har konkluderet, at planen har været effektiv med hensyn til at reducere relevante plantesundhedsmæssige risici, og at den professionelle operatør har overholdt de gældende bestemmelser i forordning (EU) 2016/2031 og (EU) 2017/625.

    Artikel 4

    Ensartet mindstehyppighed af offentlig kontrol af planter, planteprodukter eller andre objekter med en bestemt oprindelse eller herkomst inden for Unionen

    1.   Et anlæg og, hvis det er relevant, andre steder, der anvendes af professionelle operatører, der har tilladelse til at udstede plantepas, jf. artikel 84, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031, underkastes mindst én offentlig kontrol ud over den, der er omhandlet i artikel 1, hvis de er oprindelsessted for planter, planteprodukter og andre objekter som defineret i artikel 2, nr. 1), 2) og 5), i forordning (EU) 2016/2031, der i mindst en del af deres levetid er blevet dyrket i eller har befundet sig i et afgrænset område, jf. nævnte forordnings artikel 18, stk. 1, og som kan forventes at blive angrebet af den skadegører, for hvilken det afgrænsede område var blevet etableret. En sådan supplerende offentlige kontrol gennemføres så tæt som muligt på det tidspunkt, hvor nævnte planter, planteprodukter og andre objekter flyttes ud af det afgrænsede område eller fra det afgrænsede områdes angrebne zone til dets stødpudezone.

    2.   Ved gennemførelsen den i stk. 1 omhandlede offentlige kontrol foretager de kompetente myndigheder en vurdering af følgende elementer:

    a)

    risikoen for, at nævnte planter, planteprodukter og andre objekter bærer den relevante skadegører

    b)

    risikoen for tilstedeværelse af potentielle vektorer for skadegøreren under hensyntagen til sendingens oprindelse eller herkomst inden for Unionen, graden af planternes modtagelighed over for angreb, og hvorvidt den professionelle operatør, der er ansvarlig for flytningen, handler i overensstemmelse med enhver anden foranstaltning, der er truffet for at udrydde eller inddæmme skadegøreren.

    Artikel 5

    Ensartet mindstehyppighed af offentlig kontrol af planter omhandlet i artikel 73, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031

    Der udføres identitetskontrol og fysisk kontrol af mindst 1 % af sendinger af de planter, der er omhandlet i artikel 73, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031, og som kommer ind i Unionen.

    Artikel 6

    Ensartet hyppighed af offentlig kontrol af professionelle operatører med tilladelse til at foretage mærkning af emballagemateriale af træ

    De kompetente myndigheder gennemfører offentlig kontrol i de anlæg og, hvis det er relevant, på andre steder, der anvendes af professionelle operatører, der har tilladelse til at foretage mærkning af emballagemateriale af træ omhandlet i artikel 98, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031, mindst én gang om året.

    Kontrollen skal omfatte det i artikel 98, stk. 3, i forordning (EU) 2016/2031 omhandlede tilsyn.

    Artikel 7

    Øget hyppighed af offentlig kontrol af professionelle operatører med tilladelse til at foretage mærkning af emballagemateriale af træ

    De kompetente myndigheder kan, hvis risikoen tilsiger det, øge hyppigheden af den i artikel 6 omhandlede offentlige kontrol under hensyntagen til ét eller flere af følgende elementer:

    a)

    øgede plantesundhedsmæssige risici i forbindelse med skadegørernes tilstedeværelse på Unionens område

    b)

    emballagemateriale af træ, andre planter, planteprodukter eller andre objekter, der er blevet tilbageholdt på grund af skadegørere

    c)

    den professionelle operatørs hidtidige overholdelse af de gældende bestemmelser i forordning (EU) 2016/2031 og (EU) 2017/625

    d)

    den tilgængelige infrastruktur, og hvor anlæggene og, hvis det er relevant, andre steder, der anvendes af den professionelle operatør, er beliggende.

    Artikel 8

    Ikrafttræden og anvendelse

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den anvendes fra den 14. december 2019.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 16. januar 2019.

    På Kommissionens vegne

    Jean-Claude JUNCKER

    Formand


    (1)  EUT L 95 af 7.4.2017, s. 1.

    (2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 af 26. oktober 2016 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, (EU) nr. 652/2014 og (EU) nr. 1143/2014 og om ophævelse af Rådets direktiv 69/464/EØF, 74/647/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF, 2000/29/EF, 2006/91/EF og 2007/33/EF (EUT L 317 af 23.11.2016, s. 4).


    Top