Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019D1854

    Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1854 af 29. oktober 2019 om etablering af den europæiske forskningsinfrastruktur for billeddannelsesteknologi inden for biologisk og biomedicinsk videnskab Euro-BioImaging — et europæisk konsortium for en forskningsinfrastruktur (Euro-BioImaging ERIC) (meddelt under nummer C(2019) 7612) (Kun den bulgarske, danske, engelske, finske, franske, italienske, nederlandske, portugisiske, svenske, tjekkiske, tyske og ungarske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst)

    C/2019/7612

    EUT L 285 af 6.11.2019, p. 9–13 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2019/1854/oj

    6.11.2019   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 285/9


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2019/1854

    af 29. oktober 2019

    om etablering af den europæiske forskningsinfrastruktur for billeddannelsesteknologi inden for biologisk og biomedicinsk videnskab »Euro-BioImaging« — et europæisk konsortium for en forskningsinfrastruktur (Euro-BioImaging ERIC)

    (meddelt under nummer C(2019) 7612)

    (Kun den bulgarske, danske, engelske, finske, franske, italienske, nederlandske, portugisiske, svenske, tjekkiske, tyske og ungarske udgave er autentisk)

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 723/2009 af 25. juni 2009 om fællesskabsrammebestemmelser for et konsortium for en europæisk forskningsinfrastruktur (ERIC) (1), særlig artikel 6, stk. 1, litra a), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Bulgarien, Danmark, Det Forenede Kongerige, Finland, Frankrig, Israel, Italien, Nederlandene, Norge, Portugal, Sverige, Tjekkiet, Ungarn og Østrig og Det Europæiske Laboratorium for Molekylærbiologi har angivet en ansøgning til Kommissionen om etablering af den europæiske forskningsinfrastruktur for billeddannelsesteknologi inden for biologisk og biomedicinsk videnskab »Euro-BioImaging« — et europæisk konsortium for en forskningsinfrastruktur (Euro-BioImaging ERIC) (i det følgende benævnt »ansøgningen«). Belgien har tilkendegivet sin beslutning om indledningsvist at deltage i Euro-BioImaging ERIC som observatør. Ansøgerne har aftalt, at Finland bliver værtsmedlemsstat for Euro-BioImaging ERIC.

    (2)

    Forordning (EF) nr. 723/2009 er blevet indarbejdet i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) ved Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 72/2015 (2).

    (3)

    Den 29. marts 2017 meddelte Det Forenede Kongerige sin beslutning om at udtræde af Unionen i henhold til artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union. Traktaterne ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige fra ikrafttrædelsesdatoen for en udtrædelsesaftale eller, hvis en sådan aftale udebliver og med forbehold af Det Europæiske Råds afgørelse (EU) 2019/584 (3), den 1. november 2019, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med Det Forenede Kongerige enstemmigt beslutter at forlænge denne periode.

    (4)

    Efter sin udtræden af Unionen vil Det Forenede Kongerige, uden at det berører bestemmelserne i en udtrædelsesaftale, blive betragtet som et tredjeland i den i artikel 2, litra b), i forordning (EF) nr. 723/2009 anvendte betydning.

    (5)

    Kommissionen har i henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 723/2009 evalueret ansøgningen og konkluderet, at den opfylder betingelserne i forordningen.

    (6)

    Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 20 i forordning (EF) nr. 723/2009 —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    1.   Den europæiske forskningsinfrastruktur for billeddannelsesteknologi inden for biologisk og biomedicinsk videnskab »Euro-BioImaging« — et europæisk konsortium for en forskningsinfrastruktur (Euro-BioImaging ERIC) etableres.

    2.   De væsentlige elementer i Euro-BioImaging ERIC's vedtægter er angivet i bilaget.

    Artikel 2

    Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Belgien, Republikken Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Den Franske Republik, Staten Israel, Den Italienske Republik, Ungarn, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Kongerige Norge, Den Portugisiske Republik, Republikken Finland, Kongeriget Sverige, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Det Europæiske Laboratorium for Molekylærbiologi.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 29. oktober 2019.

    På Kommissionens vegne

    Carlos MOEDAS

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EUT L 206 af 8.8.2009, s. 1.

    (2)  Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 72/2015 af 20. marts 2015 om ændring af protokol 31 til EØS-aftalen om samarbejde på særlige områder ud over de fire friheder [2016/755] (EUT L 129 af 19.5.2016, s. 85).

    (3)  Det Europæiske Råds afgørelse (EU) 2019/584 truffet efter aftale med Det Forenede Kongerige af 11. april 2019 om forlængelse af fristen i henhold til artikel 50, stk. 3, i TEU (EUT L 101 af 11.4.2019, s. 1).


    BILAG

    VÆSENTLIGE ELEMENTER I EURO-BIOIMAGING ERIC'S VEDTÆGTER

    Følgende artikler og bestemmelser i Euro-BioImaging-ERIC's vedtægter omhandler de væsentlige elementer i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 723/2009.

    1.   Opgaver og aktiviteter (artikel 1 i Euro-BioImaging ERIC's vedtægter)

    1.

    Euro-BioImaging ERIC's primære opgave er at etablere og drive en distribueret forskningsinfrastruktur for billeddannelse i Europa, der giver forskere fri adgang til innovative biologiske og medicinske billeddannelsesteknologier. Euro-BioImaging ERIC har ligeledes til opgave at levere ekspert- og billeddatatjenester og uddannelse til banebrydende forskning, hvor der anvendes billeddannelsesteknologier.

    2.

    I varetagelsen af denne opgave og i overensstemmelse med bestemmelserne i disse vedtægter samt i udførelsen af Euro-BioImagings femårige strategiplan skal Euro-BioImaging ERIC navnlig udføre aktiviteter inden for følgende områder:

    a)

    fri, fysisk adgang til billeddannelsesinfrastruktur

    b)

    avanceret ekspertise og tjenester til teknologibrugere

    c)

    uddannelse af teknologibrugere, medarbejdere og teknologieksperter

    d)

    dataanalyse og -lagring af brugergenerede billeddata

    e)

    fri virtuel adgang til billedanalysesoftware og billeddatalagre af offentlig interesse

    f)

    høje kvalitetsstandarder for billederhvervelse, uddannelse og dataforvaltning

    g)

    koordinerings- og integreringsaktiviteter på europæisk niveau for forskersamfund inden for billeddannelsesområdet

    h)

    og andre aktiviteter, der er nødvendige for at udføre den primære opgave.

    3.

    Euro-BioImaging ERIC kan ligeledes udøve andre aktiviteter såsom:

    a)

    promovering af Euro-BioImaging ERIC

    b)

    implementering af den teknologiske udvikling på området

    c)

    fælles udviklingsaktiviteter gennem et koordineret, langsigtet udviklingsprogram, som indebærer samarbejde mellem Euro-BioImaging-knudepunkter og brugergrupper, herunder industrien

    d)

    videnoverførsel til industrien og de politiske beslutningstagere

    e)

    fremme af Euro-BioImaging ERIC's ressourcer til uddannelsesformål

    f)

    samarbejde og interaktion med forskningsinfrastrukturer på relaterede og komplementære områder.

    4.

    Euro-BioImaging ERIC skal forfølge sin hovedopgave uden gevinst for øje. Euro-BioImaging ERIC kan udføre begrænsede accessoriske økonomiske aktiviteter, enten direkte eller indirekte, forudsat at disse aktiviteter er forenelige med Euro-BioImaging ERIC's primære opgaver og med de aktiviteter, der er nødvendige for at udføre disse opgaver, og at de ikke bringer denne udførelse i fare. Indtægter, der genereres ved disse begrænsede økonomiske aktiviteter anvendes til at fremme Euro-BioImagings formål.

    2.   Vedtægtsmæssigt hjemsted (artikel 2 i Euro-BioImaging ERIC's vedtægter)

    1.

    Euro-BioImaging ERIC er en distribueret forskningsinfrastruktur med vedtægtsmæssigt hjemsted i Finland.

    2.

    Det Europæiske Laboratorium for Molekylærbiologi er vært for den fællesskabsspecifikke afdeling for biologisk billeddannelse og forvalte billeddata (Bio-Hub), og Italien er vært for den fællesskabsspecifikke afdeling for medicinsk billeddannelse og forvalte billeddata (Med-Hub).

    3.

    Det vedtægtsmæssige hjemsted, Bio-Hub'en og Med-Hub'en udgør tilsammen Euro-BioImaging Hub'en.

    4.

    Euro-BioImaging ERIC knyttes via serviceleveranceaftaler til de Euro-BioImaging-knudepunkter, der befinder sig i eller hos Euro-BioImaging ERIC-medlemmerne.

    3.   Navn (artikel 3 i Euro-BioImaging ERIC's vedtægter)

    En europæisk forskningsinfrastruktur med betegnelsen »den europæiske forskningsinfrastruktur for billeddannelsesteknologi inden for biologisk og biomedicinsk videnskab« etableres som et europæisk konsortium for en forskningsinfrastruktur (ERIC), jf. forordning (EF) nr. 723/2009, og kaldes »Euro-BioImaging — et europæisk konsortium for en forskningsinfrastruktur« eller »Euro-BioImaging ERIC«.

    4.   Varighed og procedure for afvikling (artikel 4 i Euro-BioImaging ERIC's vedtægter)

    1.

    Euro-BioImaging ERIC oprettes på ubestemt tid, men kan afvikles i overensstemmelse med proceduren i stk. 2-3.

    2.

    Afviklingen af Euro-BioImaging ERIC besluttes af Euro-BioImaging ERIC's bestyrelse med to tredjedeles flertal.

    3.

    Aktiver, der resterer efter betaling af Euro-BioImaging ERIC's gæld, skal fordeles blandt medlemmerne og observatørerne på tidspunktet for opløsningen i forhold til deres akkumulerede årlige bidrag til Euro-BioImaging ERIC, medmindre andet vedtages af Euro-BioImaging ERIC's bestyrelse.

    5.   Ansvar (artikel 5 i Euro-BioImaging ERIC's vedtægter)

    1.

    Euro-BioImaging ERIC hæfter for sin gæld. Euro-BioImaging ERIC hæfter ikke for gæld, der opstår i Euro-BioImaging-knudepunkter.

    2.

    Euro-BioImaging ERIC-medlemmernes finansielle ansvar for Euro-BioImaging ERIC's gæld begrænses til deres respektive bidrag.

    3.

    Euro-BioImaging ERIC tegner de relevante forsikringer til dækning af de risici, der er knyttet til driften af Euro-BioImaging ERIC.

    6.   Adgangspolitik for brugere (artikel 6 i Euro-BioImaging ERIC's vedtægter)

    1.

    Effektiv adgang til Euro-BioImaging ERIC's tjenester, herunder fysisk adgang til alle billeddannelsesteknologier, uddannelse og ekspertise, gives på grundlag af de videnskabelige resultater og den tekniske gennemførlighed af brugerens foreslåede forskningsprojekt.

    2.

    Euro-BioImagings bestyrelse skal godkende de regler for adgang, der gælder for procedurer og kriterier for adgang til Euro-BioImagings tjenester, idet principperne i det europæiske charter om adgang til forskningsinfrastrukturer tages i betragtning.

    3.

    Billeddata, der administreres af Euro-BioImaging ERIC, skal — for så vidt det er lovligt — være frit tilgængelige for forskere, videnskabelige institutioner og andre interessenter i overensstemmelse med FAIR-principperne. Brug og indsamling af data er underlagt de relevante lovkrav om databeskyttelse.

    7.   Politik for videnskabelig evaluering (artikel 7 i Euro-BioImaging ERIC's vedtægter)

    Euro-BioImaging ERIC's aktiviteter evalueres årligt af Euro-BioImagings videnskabelige rådgivende organ.

    8.   Formidlingspolitik (artikel 8 i Euro-BioImaging ERIC's vedtægter)

    1.

    Euro-BioImaging ERIC skal fremme forskning og som hovedregel opfordre til fri adgang til forskningsdata på de betingelser, der er fastsat i Euro-BioImaging ERIC's formidlingspolitik.

    2.

    Euro-BioImaging ERIC skal anmode forskerne om at gøre deres forskningsresultater offentligt tilgængelige og tilbyde at gøre resultaterne tilgængelige via Euro-BioImaging ERIC. Brug af Euro-BioImaging ERIC's tjenester og/eller infrastruktur er tilladt med kildeangivelse.

    3.

    Euro-BioImaging ERIC skal bruge forskellige kanaler til at nå sin målgruppe, herunder webportaler, nyhedsbreve, workshops og deltagelse i konferencer samt artikler i magasiner og dagblade.

    9.   Politik for intellektuelle ejendomsrettigheder (artikel 9 i Euro-BioImaging ERIC's vedtægter)

    1.

    Med forbehold af bestemmelserne i kontrakterne mellem Euro-BioImaging ERIC og brugerne, tilhører de intellektuelle ejendomsrettigheder skabt af Euro-BioImaging ERIC's brugere disse brugere.

    2.

    Euro-BioImaging ERIC kan have kontrol over intellektuelle ejendomsrettigheder, der helt eller delvist skabes, opnås eller udvikles af Euro-BioImaging ERIC på de betingelser, der er fastsat i Euro-BioImaging ERIC's politik for intellektuelle ejendomsrettigheder.

    10.   Beskæftigelsespolitik (artikel 10 i Euro-BioImaging ERIC's vedtægter)

    Procedurerne for udvælgelse, rekruttering og ansættelse af ansøgere til stillinger i Euro-BioImaging Hubs kontor skal være baseret på gennemsigtighed, ikkediskrimination og ligestilling.

    11.   Indkøbspolitik (artikel 11 i Euro-BioImaging ERIC's vedtægter)

    Euro-BioImaging ERIC behandler kandidater og tilbudsgivere på lige og ikkediskriminerende vilkår. Euro-BioImaging ERIC's indkøbspolitik følger principperne om gennemsigtighed, ikkediskriminering og konkurrence. Detaljerede regler om indkøbsprocedurer og -kriterier fastsættes i indkøbspolitikkens gennemførelsesbestemmelser.


    Top