Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019D0722

    Kommissionens afgørelse (EU) 2019/722 af 30. april 2019 om forslaget til borgerinitiativ »Stop handelen med israelske bosættelser i det besatte palæstinensiske område« (meddelt under nummer C(2019) 3305)

    C/2019/3305

    EUT L 122 af 10.5.2019, p. 57–58 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2019/722/oj

    10.5.2019   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 122/57


    KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2019/722

    af 30. april 2019

    om forslaget til borgerinitiativ »Stop handelen med israelske bosættelser i det besatte palæstinensiske område«

    (meddelt under nummer C(2019) 3305)

    (Kun den engelske udgave er autentisk)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 211/2011 af 16. februar 2011 om borgerinitiativer (1), særlig artikel 4, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Emnet for borgerinitiativet »Stop handelen med israelske bosættelser i det besatte palæstinensiske område« er som følger: »For ikke at anerkende eller bidrage til israelske overtrædelser af folkeretten og menneskerettighederne er det EU's pligt at stoppe handelen med israelske bosættelser, som er i færd med at kolonisere besat palæstinensisk område.«

    (2)

    Målene for forslaget til borgerinitiativ er som følger: »Europa-Kommissionen har enekompetence i spørgsmål om handel. Kommissionen bør følgelig og i lyset sin folkeretlige forpligtelse til ikke at anerkende eller bidrage til Israels retsstridige handlinger i det besatte Palæstina: 1. Formelt anerkende, at handel med de israelske bosættelser er forbudt for både EU som helhed og alle medlemsstater. 2. Via lovgivning sikre, at varer og tjenesteydelser, der helt eller delvis hidrører fra sådanne bosættelser, ikke længere får adgang til det europæiske marked.«

    (3)

    Traktaten om Den Europæiske Union styrker unionsborgerskabet og skaber øget demokrati i den måde, hvorpå Unionen fungerer, ved bl.a. at sikre, at alle borgere får ret til at deltage i det demokratiske liv i Unionen via et europæisk borgerinitiativ.

    (4)

    Derfor bør de procedurer og betingelser, der er nødvendige for fremsættelsen af et borgerinitiativ, være klare, enkle og brugervenlige samt stå i et rimeligt forhold til borgerinitiativets art for at fremme borgernes deltagelse og gøre Unionen mere tilgængelig.

    (5)

    En retsakt vedrørende emnet for forslaget til borgerinitiativ kan kun vedtages på grundlag af artikel 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

    (6)

    Det er imidlertid en forudsætning for at vedtage en retsakt på grundlag af artikel 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, at der er vedtaget en afgørelse på grundlag af kapitel 2 i afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union, som tager sigte på helt eller delvis at afbryde eller indskrænke de økonomiske og finansielle forbindelser med det berørte tredjeland. Kommissionen har ikke beføjelse til at fremsætte forslag til en sådan afgørelse. I mangel af en sådan afgørelse vedtaget i overensstemmelse med kapitel 2 i afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union har Kommissionen ikke beføjelse til at fremsætte et forslag til en retsakt til vedtagelse på grundlag af artikel 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

    (7)

    Forslaget til borgerinitiativ »Stop handelen med israelske bosættelser i det besatte palæstinensiske område« falder derfor åbenbart uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt med henblik på gennemførelsen af traktaterne, jf. forordningens artikel 4, stk. 2, litra b), sammenholdt med dennes artikel 2, nr. 1) —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Registreringen af forslaget til borgerinitiativ »Stop handelen med israelske bosættelser i det besatte palæstinensiske område« afslås hermed.

    Artikel 2

    Denne afgørelse er rettet til initiativtagerne (medlemmerne af borgerkomitéen) til forslaget til borgerinitiativet »Stop handelen med israelske bosættelser i det besatte palæstinensiske område«, som repræsenteres ved [personoplysninger slettet efter samråd med initiativtagerne], der fungerer som kontaktpersoner.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 30. april 2019.

    På Kommissionens vegne

    Frans TIMMERMANS

    Næstformand


    (1)  EUT L 65 af 11.3.2011, s. 1.


    Top