Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018R2035

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/2035 af 18. oktober 2018 om de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af landingsforpligtelsen i fiskeriet efter visse demersale arter i Nordsøen for perioden 2019-2021

C/2018/6793

EUT L 327 af 21.12.2018, p. 17–26 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2019; ophævet ved 32019R2238

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2018/2035/oj

21.12.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/17


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2018/2035

af 18. oktober 2018

om de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af landingsforpligtelsen i fiskeriet efter visse demersale arter i Nordsøen for perioden 2019-2021

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/973 af 4. juli 2018 om en flerårig plan for demersale bestande i Nordsøen og fiskeriet efter disse bestande med nærmere bestemmelser for gennemførelsen af landingsforpligtelsen i Nordsøen og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 676/2007 og (EF) nr. 1342/2008 (1), særlig artikel 11, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Målet med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 (2) er gradvis at eliminere udsmid i alt EU-fiskeri, ved at der indføres en landingsforpligtelse for fangster af arter, der er omfattet af fangstbegrænsninger.

(2)

Der skal i henhold til artikel 9 i forordning (EU) nr. 1380/2013 vedtages flerårige planer med bevaringsforanstaltninger for fiskeriet efter visse bestande i det relevante geografiske område.

(3)

I disse flerårige planer fastsættes de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af landingsforpligtelsen, og Kommissionen kan tillægges beføjelser til yderligere at præcisere disse bestemmelser på grundlag af fælles henstillinger, der er udarbejdet af medlemsstaterne.

(4)

For det tilfælde, at der ikke er vedtaget en flerårig plan, tillægges Kommissionen ved artikel 15, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1380/2013 beføjelser til at gennemføre landingsforpligtelsen ved hjælp af udsmidsplaner, der bygger på fælles henstillinger udarbejdet af medlemsstaterne.

(5)

Belgien, Danmark, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Nederlandene, Sverige og Tyskland har en direkte interesse i spørgsmål vedrørende fiskeriforvaltning i Nordsøen. Efter høring af Det Rådgivende Råd for Nordsøen forelagde disse medlemsstater den 31. maj 2017 Kommissionen en fælles henstilling vedrørende en udsmidsplan for fiskeriet efter demersale arter i Nordsøen. På grundlag af denne fælles henstilling blev der ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/45 (3) fastsat en udsmidsplan for dette fiskeri for 2018.

(6)

Den 4. juli 2018 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet forordning (EU) 2018/973 om en flerårig plan for demersale bestande i Nordsøen og fiskeriet efter disse bestande. Kommissionen tillægges ved artikel 11 i nævnte forordning beføjelser til at vedtage delegerede retsakter med de nærmere bestemmelser om gennemførelsen af landingsforpligtelsen på grundlag af fælles henstillinger, der er udarbejdet af medlemsstaterne.

(7)

Efter at have hørt Det Rådgivende Råd for Nordsøen og Det Rådgivende Råd for Pelagiske Bestande forelagde Belgien, Danmark, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Nederlandene, Sverige og Tyskland den 30. maj 2018 Kommissionen en ny fælles henstilling med de nærmere bestemmelser om gennemførelsen af landingsforpligtelsen i fiskeriet efter demersale arter i Nordsøen. Den fælles henstilling blev ændret den 30. august 2018.

(8)

Som fastsat i forordning (EU) 2018/973 omfatter Nordsøen ICES-afsnit 2a og 3a og underområde 4.

(9)

Der er indhentet videnskabelige bidrag fra relevante videnskabelige organer, og disse er gennemgået af Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) (4). Den 11. september 2018 fandt der et ekspertgruppemøde sted med deltagelse af repræsentanter fra alle 28 medlemsstater og Kommissionen og med repræsentanter for Europa-Parlamentet som observatør, hvor de pågældende foranstaltninger blev drøftet.

(10)

For nogle bestande, som f.eks. rødspætte, har STECF påpeget, at overlevelsesraten for de enkelte individer ikke er så god som for andre arter. Kommissionen havde imidlertid overvejet undtagelsens relative indvirkning på den samlede bestand sammenholdt med de enkelte individer og afvejet den mod behovet for at fortsætte fiskeriet for at kunne indsamle de data, der skal bruges til at følge op på STECF's bemærkninger. I tilfælde, hvor den relative mængde af døde fisk, der smides ud, er relativt begrænset, mener Kommissionen, at det vil være en pragmatisk og fornuftig tilgang til fiskeriforvaltning at indrømme undtagelserne midlertidigt, idet manglende indrømmelse af undtagelserne vil være til hinder for indsamlingen af de data, der er nødvendige for en korrekt og kvalificeret forvaltning af udsmid med henblik på landingsforpligtelsens fuldstændige ikrafttrædelse.

(11)

Der er i delegeret forordning (EU) 2018/45 fastsat undtagelser begrundet i høje overlevelsesrater for almindelig tunge, der er mindre end den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, og som tages med trawl i ICES-afsnit 4c, idet undtagelsen er understøttet af videnskabelig dokumentation for høje overlevelsesrater ved udsmid. Denne dokumentation er blevet vurderet i tidligere år, og STECF har konkluderet (5), at dokumentationen var fyldestgørende. I den nye fælles henstilling foreslås det, at denne undtagelse fortsat anvendes. STECF har påpeget, at der ikke er fremlagt nye oplysninger om ynglepladsernes beliggenhed (6). Eftersom der på nuværende tidspunkt ikke er udpeget ynglepladser, kan undtagelsen indgå i denne forordning, men medlemsstaterne skal fremsende de relevante oplysninger, så snart sådanne områder er udpeget.

(12)

Delegeret forordning (EU) 2018/45 indeholder en undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater, jf. artikel 15, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 1380/2013, for så vidt angår fangster af jomfruhummer taget med tejner i ICES-afsnit 2a og 3a og i ICES-underområde 4, idet undtagelsen er understøttet af videnskabelig dokumentation for høje overlevelsesrater. Denne dokumentation er blevet vurderet i tidligere år, og STECF har konkluderet (7), at dokumentationen var fyldestgørende. I den nye fælles henstilling foreslås det, at denne undtagelse fortsat anvendes. Da omstændighederne ikke har ændret sig, bør undtagelsen derfor indgå i forordningen.

(13)

Der er ved delegeret forordning (EU) 2018/45 indført en undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for fangster af jomfruhummer i ICES-underområde 4, der tages med visse redskaber, dog på den betingelse, at der anvendes en Netgrid-sorteringsrist. Undtagelsen var begrænset til vintermånederne og visse funktionelle ICES-enheder. Det foreslås i den nye fælles henstilling, at nævnte undtagelse fortsat anvendes, og at dens anvendelsesområde udvides til at omfatte ICES-afsnit 2a og 3a. Medlemsstaterne har i 2018 fremlagt ajourført videnskabelig dokumentation for høje overlevelsesrater hos jomfruhummer, der fanges med bundtrawl, hvis fangstpose har en maskestørrelse på over 80 mm eller mindst 70 mm, og som er udstyret med særlige selektionsanordninger. Dokumentationen blev forelagt STECF, som har givet udtryk for betænkeligheder (8) hvad angår de anslåede overlevelsesrater for Nordsøens vestlige kystområde, idet STECF stiller spørgsmålstegn ved, om skønnene er repræsentative for hele området. STECF har imidlertid påpeget, at den videnskabelige dokumentation var baseret på en pålidelig tilgang, og at den valideringsteknik, der er anvendt, er fornuftig set i forhold til de øvrige flåder. Under nævnte omstændigheder kan undtagelsen anvendes indtil den 31. december 2021, idet de medlemsstater, der har en direkte forvaltningsmæssig interesse, skal fremsende data om fiskeriet i Nordsøens vestlige kystområde.

(14)

Der er ved delegeret forordning (EU) 2018/45 fastsat en undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for bifangster af arter, der er omfattet af fangstbegrænsninger, i fiskeriet med tejner og ruser, idet undtagelsen er understøttet af videnskabelig dokumentation for disse høje overlevelsesrater. Dokumentationen er blevet vurderet af STECF i tidligere år, og STECF har konkluderet (9), at de foreliggende data viser, at dødeligheden i forbindelse med udsmid af fisk sandsynligvis er lav; de faktiske fangster i dette fiskeri er dog ubetydelige. Eftersom fangsterne ikke er væsentlige og i betragtning af, at omstændighederne ikke har ændret sig, kan undtagelsen indgå i nærværende forordning.

(15)

Det foreslås i den nye fælles henstilling, at der indrømmes en undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for rødspætte, der tages med garn og toggergarn i ICES-afsnit 3a og ICES-underområde 4. Medlemsstaterne har forelagt videnskabelig dokumentation, der viser overlevelsesraterne ved udsmid af rødspætte, der fanges i nævnte fiskeri. Dokumentationen blev forelagt STECF, som konkluderede (10), at dokumentationen for de meget høje overlevelsesrater var pålidelig. Undtagelsen bør derfor indgå i denne forordning.

(16)

Det foreslås i den nye fælles henstilling, at der indrømmes en undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for rødspætte, der tages med snurrevod i ICES-afsnit 3a og ICES-underområde 4. Medlemsstaterne har forelagt videnskabelig dokumentation, der viser overlevelsesraterne ved udsmid af rødspætte, der fanges i nævnte fiskeri. Dokumentationen blev forelagt STECF, som konkluderede (11), at dataene fra undersøgelsen af overlevelsesraterne er pålidelige, om end der kunne træffes yderligere foranstaltninger til at forbedre overlevelsesraten, idet overlevelsesevnen forringes betydeligt, når sorteringen af rødspætterne tager længere end 30 minutter. Undtagelsen kan derfor indgå i denne forordning.

(17)

Det foreslås i den nye fælles henstilling, at der indrømmes en undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for fangster og bifangster af rødspætte, der tages i fiskeriet efter fladfisk eller rundfisk med trawl i ICES-afsnit 3a og ICES-underområde 4 i vintermånederne. Medlemsstaterne har forelagt videnskabelig dokumentation, der viser overlevelsesraterne ved udsmid af rødspætte, der fanges i nævnte fiskeri. Dokumentationen blev forelagt STECF, som konkluderede (12), at overlevelsesraterne ifølge den understøttende undersøgelse faldt, hvis sorteringen af fangsterne tog længere end 60 minutter i sommermånederne. Den lave overlevelsesrate for rødspætte i sommerperioden er således en begrundelse for, at undtagelsen begrænses til vintermånederne. Undtagelsen bør derfor indgå i denne forordning.

(18)

Det foreslås i den nye fælles henstilling, at der indrømmes en undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for fangster af rødspætte, der er mindre end den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, og som tages med bomtrawl i ICES-underområde 4 og ICES-afsnit 2a. Medlemsstaterne har forelagt videnskabelig dokumentation, der viser overlevelsesraterne ved udsmid i nævnte fiskeri. Dokumentationen blev forelagt STECF, som konkluderede (13), at overlevelsesraterne i nævnte fiskeri påvirkes af mange faktorer og udviser stor variation. Set i lyset af det relativt høje udsmid og de relativt lave overlevelsesrater betvivler STECF også sandsynligheden af, at rødspætte, der smides ud, overlever i betydelige mængder. Hvis det skal være muligt at indsamle disse data, skal fiskeriet fortsætte, og Kommissionen mener derfor, at undtagelsen bør indrømmes på betingelse af, at medlemsstaterne indsender de relevante data, således at STECF bliver i stand til fuldt ud at vurdere, om undtagelsen er berettiget, og således at Kommissionen kan foretage en gennemgang. Under disse omstændigheder kan undtagelsen anvendes midlertidigt indtil den 31. december 2019. Medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse skal fremsende følgende: a) en plan for, hvordan overlevelsesraten kan forbedres, som skal evalueres videnskabeligt af STECF, b) årlige rapporter om de fremskridt, der er gjort, og de ændringer eller justeringer af overlevelsesprogrammet, der er foretaget.

(19)

For rokker, der fanges med alle redskaber i ICES-afsnit 2a og 3a og ICES-underområde 4, foreligger der ingen detaljeret videnskabelig dokumentation for overlevelsesraterne for nogen af fartøjskategorierne eller de kombinationer heraf, som nyder godt af undtagelsen. Med få undtagelser anses overlevelsesraterne generelt for at være gode, om end der kræves yderligere oplysninger. Hvis det skal være muligt at indsamle disse data, skal fiskeriet fortsætte, og Kommissionen mener derfor, at undtagelsen bør indrømmes på betingelse af, at medlemsstaterne indsender de relevante data, således at STECF bliver i stand til fuldt ud at vurdere, om undtagelsen er berettiget, og således at Kommissionen kan foretage en gennemgang. Medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse bør senest den 31. maj hvert år, fremsende følgende: a) en plan for, hvordan overlevelsesraten kan bedres, og som kan bidrage til at udfylde de datahuller, som STECF har identificeret; planen skal evalueres årligt af STECF, b) årlige rapporter om de fremskridt, der er gjort, og de ændringer eller justeringer af overlevelsesprogrammerne, der er foretaget.

(20)

Det blev ved undersøgelsen af overlevelsesraterne for rokker konstateret, at pletrokker (Leucoraja naevus) har en væsentligt lavere overlevelsesrate end andre arter, og at den videnskabelige viden ikke er fyldestgørende. Hvis undtagelsen ikke omfatter denne art, vil det imidlertid være til hinder for fiskeriet og betyde, at der ikke fortsat kan indsamles nøjagtige data. Kommissionen mener derfor, at denne undtagelse kun bør indrømmes for ét år, og at der hurtigst muligt bør foretages nye undersøgelser og træffes mere effektive foranstaltninger til at øge overlevelsesraten, som kan forelægges STECF til vurdering hurtigst muligt, dog inden den 31. maj 2019.

(21)

Ved delegeret forordning (EU) 2018/45 er der fastsat de minimis-undtagelser for:

almindelig tunge, der fanges med toggergarn og garn i ICES-afsnit 2a og 3a og ICES-underområde 4

almindelig tunge, der fanges med visse typer bomtrawl, der er udstyret med flamsk panel, i ICES-underområde 4

fangster af almindelig tunge, kuller, hvilling, torsk, sej, rødspætte, sild, sperling, guldlaks og blåhvilling tilsammen, der fanges med visse typer bundtrawl i ICES-afsnit 3a

fangster af almindelig tunge, kuller, hvilling, torsk, sej og kulmule tilsammen, der fanges med kurve i ICES-afsnit 3a

hvilling, der fanges med visse typer bundtrawl i ICES-afsnit 3a

hvilling og torsk, der fanges med bundtrawl i ICES-afsnit 4c.

(22)

Medlemsstaterne har fremlagt dokumentation for disse de minimis-undtagelser. STECF (14) har gennemgået oplysningerne og har konkluderet (15), at de fremlagte dokumenter indeholdt velbegrundede argumenter for, at yderligere forbedringer af selektiviteten er vanskelige at opnå, eller at der er uforholdsmæssigt store omkostninger ved håndtering af uønskede fangster. Eftersom omstændighederne ikke har ændret sig, bør de minimis-undtagelserne videreføres i overensstemmelse med de procentsatser og nødvendige ændringer, der er foreslået i den nye fælles henstilling, jf. artikel 15, stk. 5, litra c), i forordning (EU) nr. 1380/2013.

(23)

I den nye fælles henstilling foreslås der de minimis-undtagelser for:

rødspætte, der fanges med visse typer bundtrawl i ICES-underområde 4

alle arter, der er omfattet af fangstbegrænsninger, og som fanges med bomtrawl i ICES-afsnit 4b og 4c

hvilling og torsk, der fanges med bundtrawl i ICES-afsnit 4a og 4b

lange, der fanges med visse typer bundtrawl med en maskestørrelse på mindst 120 mm, og lange, der fanges med visse typer bundtrawl med en maskestørrelse på 100-119 mm i ICES-underområde 4

hvilling, der fanges med visse typer bomtrawl i ICES-underområde 4

hestemakrel, der fanges med bundtrawl (OTB, OTT, PTB, TBB) i ICES-underområde 4

makrel, der fanges med bundtrawl (OTB, OTT, PTB, TBB) i ICES-underområde 4.

(24)

Medlemsstaterne har fremlagt videnskabelig dokumentation til støtte for de nye de minimis-undtagelser med argumenter for, at yderligere forbedringer af selektiviteten er vanskelige at opnå, og at der er uforholdsmæssigt store omkostninger ved håndtering af fangsterne. STECF gennemgik dokumentationen på sit plenarmøde den 2.-6. juli 2018.

(25)

Hvad angår undtagelsen for hvilling og torsk, der fanges med bundtrawl i ICES-afsnit 4a og 4b, har STECF konkluderet, at der manglede relevante data fra visse medlemsstater. Hvis det skal være muligt at indsamle disse data, skal fiskeriet fortsætte, og Kommissionen mener derfor, at undtagelsen bør indrømmes midlertidigt indtil den 31. december 2019 på betingelse af, at medlemsstaterne indsender de relevante data, således at STECF bliver i stand til fuldt ud at vurdere, om undtagelsen er berettiget, og således at Kommissionen kan foretage en gennemgang. De berørte medlemsstater bør foretage yderligere forsøg og indsende oplysninger hurtigst muligt, dog inden den 31. maj 2019, med henblik på, at STECF kan vurdere dem.

(26)

STECF har på grundlag af en gennemgang af den dokumentation, som medlemsstaterne har fremsendt, vurderet, at der bør indrømmes de minimis-undtagelser for rødspætte, der fanges med visse typer bundtrawl i ICES-underområde 4.

(27)

STECF har konkluderet, at de fremsendte data indeholder rimelige begrundelser for at indrømme en de minimis-undtagelse for fiskeriet efter hesterejer med bomtrawl i ICES-afsnit 4b og 4c.

(28)

Hvad angår de minimis-undtagelsen for lange, der fanges med visse typer bundtrawl med en maskestørrelse på 100-119 mm i ICES-underområde 4, fandt STECF det vanskeligt at nå frem til en entydig vurdering af, hvordan forbedret selektivitet vi påvirke det berørte fiskeri. STECF bemærkede, at der manglede relevante data fra visse medlemsstater. STECF erkendte imidlertid, at de redskaber, der benyttes i det pågældende fiskeri, allerede er selektive, og at det vil gøre fiskeriet urentabelt at forbedre selektiviteten yderligere. Hvis det skal være muligt at indsamle disse data, skal fiskeriet fortsætte, og Kommissionen mener derfor, at undtagelsen bør indrømmes midlertidigt indtil den 31. december 2019 på betingelse af, at medlemsstaterne indsender de relevante data, således at STECF bliver i stand til fuldt ud at vurdere, om undtagelsen er berettiget, og således at Kommissionen kan foretage en gennemgang. Medlemsstaterne bør indsende a) data, der viser, at det er meget vanskeligt at øge selektiviteten i det relevante fiskeri, og b) yderligere fangst- og flådeoplysninger om andre medlemsstaters flåder, som eventuelt også udøver det pågældende fiskeri. De berørte medlemsstater bør foretage yderligere forsøg og indsende oplysninger hurtigst muligt, dog inden den 31. maj 2019, med henblik på, at STECF kan vurdere dem.

(29)

Som STECF har konkluderet på grundlag af de oplysninger, som medlemsstaterne har indsendt, bør der indrømmes en de minimis-undtagelse for lange, der fanges med visse typer bundtrawl med en maskestørrelse på mindst 120 mm i ICES-underområde 4.

(30)

STECF bemærkede i sine konklusioner, at der er fremlagt detaljerede oplysninger til støtte for de minimis-undtagelsen for hvilling, der fanges med visse typer bomtrawl i ICES-underområde 4. STECF påpegede dog, at der er grænse for, i hvor høj grad selektiviteten kan øges i fiskeriet efter hvilling, og bemærkede, at den metode, der var anvendt til at beregne de minimis-procentdelen, kan begrænse selektiviteten i hvillingefiskeriet, eftersom alle uønskede fangster af hvilling potentielt ville kunne smides ud. Under disse omstændigheder bør undtagelsen gælde for det omfang af udsmid (2 %), der er observeret, og medlemsstaterne bør være forpligtet til at fremlægge relevante data, således at STECF bliver i stand til fuldt ud at vurdere, om undtagelsen er berettiget, og således at Kommissionen kan foretage en årlig gennemgang. De berørte medlemsstater bør foretage yderligere forsøg og indsende oplysninger tidligst muligt, dog inden den 31. maj hvert år, med henblik på, at STECF kan vurdere dem.

(31)

STECF har gennemgået den dokumentation, som medlemsstaterne har fremlagt til støtte for de nye de minimis-undtagelser for hestemakrel og makrel, der fanges af fartøjer med bundtrawl, vod og bomtrawl, og konkluderet, at der er behov for yderligere oplysninger. Eftersom det er nødvendigt at fortsætte fiskeriet og dataindsamlingen for at kunne fremlægge disse oplysninger, bør undtagelserne for de enkelte arter begrænses til 1 år, og medlemsstaterne bør være forpligtet til at fremlægge relevante data, således at STECF bliver i stand til fuldt ud at vurdere, om undtagelsen er berettiget, og således at Kommissionen kan foretage en gennemgang. De berørte medlemsstater bør foretage de yderligere forsøg og indsende oplysninger hurtigst muligt, dog inden den 31. maj 2019, med henblik på, at STECF kan vurdere dem. Undtagelserne bør derfor anvendes midlertidigt indtil den 31. december 2019.

(32)

For at sikre pålidelige skøn over niveauet af udsmid med henblik på fastsættelsen af de samlede tilladte fangstmængder bør medlemsstaterne — i de tilfælde, hvor de minimis-undtagelsen er baseret på ekstrapolering af ufuldstændige oplysninger om situationer og flåder — sørge for, at der indsendes nøjagtige og kontrollerbare data for hele den flåde, der er omfattet af de minimis-bestemmelsen.

(33)

De nærmere bestemmelser for gennemførelsen af landingsforpligtelsen kan i henhold til artikel 15, stk. 5, litra a), i forordning (EU) nr. 1380/2013 omfatte tekniske foranstaltninger som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i nævnte forordning. For at øge redskabernes selektivitet og mindske mængden af uønskede fangster i Skagerrak bør visse tekniske foranstaltninger, som blev aftalt mellem Unionen og Norge i 2011 (16) og 2012 (17), bibeholdes, og det bør være tilladt at anvende selektionsanordningen »SepNep«.

(34)

De foranstaltninger, der foreslås i den nye fælles henstilling, er i overensstemmelse med artikel 15, stk. 4, artikel 15, stk. 5, litra c), og artikel 18, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1380/2013 og forordning (EU) 2018/973, særlig sidstnævnte forordnings artikel 11, og kan derfor indgå i nærværende forordning.

(35)

Kommissionen har i henhold til artikel 18 i forordning (EU) nr. 1380/2013 taget hensyn til både STECF's vurdering og til kravet om, at medlemsstaterne sikrer fuld gennemførelse af landingsforpligtelsen den 1. januar 2019. Undtagelserne kræver i flere tilfælde, at fiskeriet og indsamlingen af data fortsættes, således at der kan følges op på bemærkningerne fra STECF. I forbindelse med nævnte tilfælde mener Kommissionen, at det vil være en pragmatisk og fornuftig tilgang til fiskeriforvaltning at indrømme undtagelserne midlertidigt, idet manglende indrømmelse af undtagelserne vil være til hinder for indsamlingen af de data, der er nødvendige for en korrekt og kvalificeret forvaltning af udsmid med henblik på landingsforpligtelsens fuldstændige ikrafttrædelse.

(36)

I henhold til artikel 16, stk. 2, i forordning (EU) 2018/973 tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter vedrørende landingsforpligtelsen for en periode på fem år fra den 5. august 2018. Derfor bør virkningen af undtagelser fra landingsforpligtelsen, der er begrundet i høje overlevelsesrater, og virkningen af de minimis-undtagelser tages op til gennemgang i det tredje år, denne forordning finder anvendelse.

(37)

Eftersom foranstaltningerne i nærværende forordning har direkte indvirkning på planlægningen af EU-fartøjernes fangstsæson og de dertil knyttede økonomiske aktiviteter, bør forordningen træde i kraft umiddelbart efter offentliggørelsen. Den bør anvendes fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2021 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Gennemførelse af landingsforpligtelsen

Landingsforpligtelsen i artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 finder anvendelse på fiskeriet i EU-farvande i Nordsøen (ICES-afsnit 2a og 3a og ICES-underområde 4) efter demersale arter, der er omfattet af fangstbegrænsninger, i overensstemmelse med nærværende forordning i perioden 2019-2021.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)   »Seltra-panel«: en selektionsanordning, der:

består af et overpanel med en maskestørrelse på mindst 270 mm (diamantmasker) placeret i en sektion med fire paneler og monteret således, at der for hver maske på 270 mm er tre masker på 90 mm, eller af et overpanel med en maskestørrelse på mindst 140 mm (kvadratmasket)

er mindst 3 m lang

er placeret højst 4 m fra bindestrikken og

er lige så bredt som trawlets overvinge (dvs. fra sømline til sømline)

2)   »Netgrid-sorteringsrist«: en selektionsanordning, der består af en sektion med fire paneler placeret i et trawl med to paneler med et skråt diamantmasket panel med en maskestørrelse på mindst 200 mm, der fører til et flugthul øverst i trawlet

3)   »flamsk panel« (Flemish panel): den sidste koniske netsektion på et bomtrawl, hvoraf:

den bageste del er direkte fastgjort til fangstposen

de øvre og nedre netsektioner har en maskestørrelse på mindst 120 mm målt mellem knuderne

den udstrakte længde måler mindst 3 m

4)   »SepNep«: en skovltrawl, der:

er konstrueret med et maskestørrelsesinterval på 80-99 mm +≥ 100 mm

er udstyret med en række fangstposer med et maskestørrelsesinterval på mindst 80-120 mm fastgjort til et enkelt forlængelsesstykke, hvor den øverste fangstpose har en maskestørrelse på mindst 120 mm og er udstyret med et sorteringspanel med en maskestørrelse på højst 105 mm, og

kan udstyres yderligere med en fakultativ selektionsrist med mindst 17 mm mellem tremmerne, forudsat at den er konstrueret på en sådan måde, at små jomfruhummere kan undslippe.

Artikel 3

Undtagelser begrundet i høje overlevelsesrater for jomfruhummer

1.   Den undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater, der er omhandlet i artikel 15, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 1380/2013, finder anvendelse på følgende fangster af jomfruhummer i EU-farvande i Nordsøen (ICES-afsnit 2a og 3a og ICES-underområde 4):

a)

fangster taget med tejner (FPO (18))

b)

fangster taget med bundtrawl (OTB, TBN), der er udstyret med:

1)

en fangstpose med en maskestørrelse på over 80 mm eller

2)

en fangstpose med en maskestørrelse på mindst 70 mm, der er udstyret med en artsselektiv rist med højst 35 mm mellem tremmerne eller

3)

en fangstpose med en maskestørrelse på mindst 35 mm, der er udstyret med en artsselektiv rist med højst 19 mm mellem tremmerne.

2.   Ved udsmid af jomfruhummer, der fanges som omhandlet i stk. 1, genudsættes individerne straks i hel tilstand i det område, hvori de er fanget.

3.   Medlemsstater, der har en direkte forvaltningsmæssig interesse, fremsender tidligst muligt, dog inden den 31. maj hvert år, yderligere videnskabelig dokumentation til støtte for undtagelsen i stk. 1, litra b). Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) vurderer den forelagte videnskabelige dokumentation inden den 1. august hvert år.

Artikel 4

Undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for almindelig tunge

1.   Den undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater, der er omhandlet i artikel 15, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 1380/2013, finder anvendelse på fangster af almindelig tunge under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, der tages i EU-farvande i ICES-afsnit 4c inden for seks sømil fra kysten, men uden for udpegede yngleområder, med skovltrawl (OTB), hvis fangstpose har en maskestørrelse på 80-99 mm.

2.   Undtagelsen i stk. 1 finder kun anvendelse på fartøjer med en længde på højst 10 meter og en maskineffekt på højst 221 kW, der fisker på indtil 30 meters dybde, idet hvert træk højst må vare i 1 time og 30 minutter.

3.   Ved udsmid af almindelig tunge, der fanges som omhandlet i stk. 1, genudsættes fiskene straks.

Artikel 5

Undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for bifangster af alle arter omfattet af fangstbegrænsninger i fiskeriet med tejner og ruser

1.   Den undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater, der er omhandlet i artikel 15, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 1380/2013, finder anvendelse på fangster af alle arter, der er omfattet af fangstbegrænsninger, og som tages i EU-farvande i ICES-afsnit 3a og ICES-underområde 4 med tejner og ruser (FPO, FYK).

2.   Ved udsmid af fisk, der fanges som omhandlet i stk. 1, genudsættes fiskene straks under havets overflade.

Artikel 6

Undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for fangster og bifangster af rødspætte

1.   Den undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater, der er omhandlet i artikel 15, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 1380/2013, finder anvendelse på følgende fangster i EU-farvande i ICES-afsnit 3a og ICES-underområde 4):

a)

rødspætte, der fanges med garn (GNS, GTR, GTN, GEN)

b)

rødspætte, der fanges med snurrevod

c)

rødspætte, der fanges med bundtrawl (OTB, PTB) med en maskestørrelse på mindst 120 mm i fiskeriet efter fladfisk eller rundfisk i vintermånederne (fra den 1. november til den 30. april).

2.   Ved udsmid af rødspætte, der fanges som omhandlet i stk. 1, genudsættes fiskene straks.

Artikel 7

Undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for rødspætte under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse

1.   Den undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater, der er omhandlet i artikel 15, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 1380/2013, finder anvendelse på fangster af rødspætte under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, som tages i EU-farvande i ICES-afsnit 2a og ICES-underområde 4 med bomtrawl med en maskestørrelse på 80-119 mm (BT2).

2.   Undtagelsen i stk. 1 anvendes midlertidigt indtil den 31. december 2019. Medlemsstater, der har en direkte forvaltningsmæssig interesse, fremsender snarest muligt, dog inden den 31. maj 2019, yderligere videnskabelig dokumentation til støtte for undtagelsen. Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) vurderer den forelagte videnskabelige dokumentation inden den 1. august 2019.

3.   Ved udsmid af rødspætte, der fanges som omhandlet i stk. 1, genudsættes fiskene straks under havets overflade.

Artikel 8

Undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater for rokker

1.   Den undtagelse begrundet i høje overlevelsesrater, der er omhandlet i artikel 15, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 1380/2013, finder anvendelse på fangster af rokker, der tages med alle redskaber i EU-farvande i Nordsøen (ICES-afsnit 2a og 3a og ICES-underområde 4).

2.   Medlemsstater, der har en direkte forvaltningsmæssig interesse, fremsender tidligst muligt, dog inden den 31. maj hvert år, yderligere videnskabelig dokumentation til støtte for undtagelsen i stk. 1. Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) vurderer den forelagte videnskabelige dokumentation inden den 1. august hvert år.

3.   Undtagelsen i stk. 1 finder anvendelse på pletrokker indtil den 31. december 2019. Medlemsstater, der har en direkte forvaltningsmæssig interesse, bør snarest muligt, dog inden den 31. maj 2019, fremsende yderligere videnskabelig dokumentation til støtte for undtagelsen. Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) vurderer den forelagte videnskabelige dokumentation inden den 1. august 2019.

4.   Ved udsmid af rokker, der fanges som omhandlet i stk. 1, genudsættes fiskene straks under havets overflade.

Artikel 9

De minimis-undtagelser

Uanset artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 er det tilladt at smide følgende mængder ud, jf. artikel 15, stk. 4, litra c), i nævnte forordning:

a)

i fiskeriet i EU-farvande i ICES-afsnit 2a og 3a og ICES-underområde 4 efter almindelig tunge fra fartøjer, der anvender toggergarn og garn (GN, GNS, GND, GNC, GTN, GTR, GEN, GNF):

for almindelig tunge under og over den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, en mængde, der højst udgør 3 % af de samlede årlige fangster af denne art

b)

i fiskeriet i EU-farvande i ICES-underområde 4 efter almindelig tunge fra fartøjer, der anvender bomtrawl (TBB), der har en maskestørrelse på 80-119 mm og er udstyret med et flamsk panel:

for almindelig tunge under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, en mængde, der højst udgør 6 % af de samlede årlige fangster af denne art i 2019 og 5 % i resten af perioden

c)

i fiskeriet i EU-farvande i ICES-afsnit 3a efter jomfruhummer fra fartøjer, der anvender bundtrawl (OTB, TBN), der har en maskestørrelse på mindst 70 mm og er udstyret med en artsselektiv rist med højst 35 mm mellem tremmerne:

for almindelig tunge, kuller, hvilling, torsk, sej og kulmule under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, en mængde, der tilsammen højst udgør 4 % af de samlede årlige fangster af jomfruhummer, almindelig tunge, kuller, hvilling, dybvandsreje, torsk, sej og kulmule

d)

i fiskeriet i EU-farvande i ICES-afsnit 3a efter dybvandsreje fra fartøjer, der anvender bundtrawl (OTB), der har en maskestørrelse på mindst 35 mm og er udstyret med en artsselektiv rist med højst 19 mm mellem tremmerne og en ublokeret åbning, hvor fisk kan slippe ud:

for almindelig tunge, kuller, hvilling, torsk, rødspætte, sej, sild, sperling, guldlaks og blåhvilling under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, en mængde, der tilsammen højst udgør 5 % af de samlede årlige fangster af jomfruhummer, almindelig tunge, kuller, hvilling, torsk, sej, rødspætte, dybvandsreje, kulmule, sperling, guldlaks, sild og blåhvilling

e)

i det blandede fiskeri i EU-farvande i ICES-afsnit 4c efter demersale arter fra fartøjer, der anvender bundtrawl eller vod (OTB, OTT, SDN, SSC) med en maskestørrelse på 70-99 mm (TR2):

for hvilling og torsk under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, en mængde, der tilsammen højst udgør 6 % af de samlede årlige fangster i 2019 og 5 % af de samlede årlige fangster i 2020 og 2021 af arter under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, som er omfattet af landingsforpligtelsen; udsmid af torsk begrænses til højst 2 % af disse samlede årlige fangster

f)

i det blandede fiskeri i EU-farvande i ICES-afsnit 4a og 4b efter demersale arter fra fartøjer, der anvender bundtrawl eller vod (OTB, OTT, SDN, SSC) med en maskestørrelse på 70-99 mm:

 

for hvilling og torsk under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, en mængde, der tilsammen højst udgør 6 % af de samlede årlige fangster i 2019 af arter under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, som er omfattet af landingsforpligtelsen; udsmid af torsk begrænses til højst 2 % af disse samlede årlige fangster

 

de minimis-undtagelsen i dette litra f) anvendes midlertidigt indtil den 31. december 2019. Medlemsstater, der har en direkte forvaltningsmæssig interesse, fremsender snarest muligt, dog inden den 31. maj 2019, yderligere videnskabelig dokumentation til støtte for undtagelsen. Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) vurderer den forelagte videnskabelige dokumentation inden den 1. august 2019

g)

i fiskeriet i EU-farvande i ICES-afsnit 3a fra fartøjer, der anvender bundtrawl (OTB, OTT, TBN), der har en maskestørrelse på 90-119 mm og er udstyret med et Seltra-panel, eller bundtrawl (OTB, OTT, TBN), der har en maskestørrelse på mindst 120 mm:

for hvilling under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, en mængde, der højst udgør 2 % af de samlede årlige fangster af jomfruhummer, torsk, kuller, hvilling, sej, almindelig tunge, rødspætte og kulmule

h)

i fiskeriet i EU-farvande i ICES-underområde 4 efter jomfruhummer fra fartøjer, der anvender bundtrawl, der har en maskestørrelse på 80-99 mm og er udstyret med SepNep:

for rødspætte under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, en mængde, der højst udgør 3 % af de samlede årlige fangster af sej, rødspætte, kuller, hvilling, torsk, dybvandsreje, almindelig tunge og jomfruhummer

i)

i fiskeriet i EU-farvande i ICES-afsnit 4b og 4c efter hesterejer fra fartøjer, der anvender bomtrawl:

for alle arter, der er omfattet af fangstbegrænsninger, en mængde, der højst udgør 7 % i 2019 og 2020 og 6 % i 2021 af de samlede årlige fangster af alle arter, der er omfattet af fangstbegrænsninger

j)

i fiskeriet i EU-farvande i ICES-underområde 4 efter demersale arter fra fartøjer, der anvender bundtrawl (OTB, OTT, PTB) med en maskestørrelse på 100-119 mm:

 

for lange under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, en mængde, der højst udgør 3 % af de samlede årlige fangster af lange i nævnte fiskeri

 

de minimis-undtagelsen i dette litra j) anvendes midlertidigt indtil den 31. december 2019. Medlemsstater, der har en direkte forvaltningsmæssig interesse, bør snarest muligt, dog inden den 31. maj 2019 fremsende yderligere videnskabelig dokumentation til støtte for undtagelsen. Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) vurderer den forelagte videnskabelige dokumentation inden den 1. august 2019

k)

i fiskeriet i EU-farvande i ICES-underområde 4 efter demersale arter fra fartøjer, der anvender bundtrawl (OTB, OTT, PTB) med en maskestørrelse på mindst 120 mm, og som fanger lange:

for lange under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, en mængde, der højst udgør 3 % af de samlede årlige fangster af lange i nævnte fiskeri

l)

i det blandede fiskeri i EU-farvande i ICES-underområde 4 efter demersale arter fra fartøjer, der anvender bomtrawl med en maskestørrelse på 80-119 mm:

 

for hvilling under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, en mængde, der højst udgør 2 % af de samlede årlige fangster af rødspætte og tunge.

 

Medlemsstater, der har en direkte forvaltningsmæssig interesse, fremsender tidligst muligt, dog inden den 31. maj hvert år, yderligere videnskabelig dokumentation til støtte for undtagelsen. Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) vurderer den forelagte videnskabelige dokumentation inden den 1. august hvert år

m)

i det blandede fiskeri efter demersale arter med bundtrawl (OTB, OTT, PTB, TBB) med en maskestørrelse på 80-99 mm i ICES-underområde 4:

 

for hestemakrel, en mængde, der højst udgør 7 % i 2019 af de samlede årlige fangster af hestemakrel i nævnte fiskeri

 

de minimis-undtagelsen i nærværende litra m) anvendes midlertidigt indtil den 31. december 2019. Medlemsstater, der har en direkte forvaltningsmæssig interesse, fremsender snarest muligt, dog inden den 31. maj 2019, yderligere videnskabelig dokumentation til støtte for undtagelsen. Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) vurderer den forelagte videnskabelige dokumentation inden den 1. august 2019

n)

i det blandede fiskeri efter demersale arter med bundtrawl (OTB, OTT, PTB, TBB) med en maskestørrelse på 80-99 mm i ICES-underområde 4:

 

for makrel, en mængde, der højst udgør 7 % i 2019 af de samlede årlige fangster af makrel i nævnte fiskeri

 

de minimis-undtagelsen i nærværende litra n) anvendes midlertidigt indtil den 31. december 2019. Medlemsstater, der har en direkte forvaltningsmæssig interesse, fremsender snarest muligt, dog inden den 31. maj 2019, yderligere videnskabelig dokumentation til støtte for undtagelsen. Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) vurderer den forelagte videnskabelige dokumentation inden den 1. august 2019.

Artikel 10

Særlige tekniske foranstaltninger i Skagerrak

1.   Det er forbudt at medføre eller at anvende trawl, snurrevod, bomtrawl eller lignende trukne redskaber med en maskestørrelse på under 120 mm i Skagerrak.

2.   Uanset stk. 1 må følgende trawl anvendes:

a)

trawl, hvis fangstpose har en maskestørrelse på mindst 90 mm, forudsat at de er udstyret med et Seltra-panel eller en sorteringsrist med højst 35 mm mellem tremmerne

b)

trawl, hvis fangstpose har en maskestørrelse på mindst 70 mm (kvadratmasker), forudsat at de er udstyret med en sorteringsrist med højst 35 mm mellem tremmerne

c)

trawl med en mindstemaskestørrelse på under 70 mm, når der fiskes efter pelagiske arter eller industriarter, forudsat at mere end 80 % af fangsterne består af en eller flere pelagiske arter eller industriarter

d)

trawl, hvis fangstpose har en maskestørrelse på mindst 35 mm, når der fiskes efter dybvandsreje, forudsat at trawlet er udstyret med en sorteringsrist med højst 19 mm mellem tremmerne.

3.   Det er tilladt at anvende en anordning, der holder fisk tilbage, når der fiskes efter dybvandsreje, jf. stk. 2, litra d), forudsat at der er tilstrækkelige fiskerimuligheder til at dække bifangster, og at anordningen til at holde fiske tilbage er:

a)

konstrueret med et kvadratmasket overpanel med en mindstemaskestørrelse på 120 mm

b)

mindst 3 m lang og

c)

mindst lige så bred som sorteringsristen.

Artikel 11

SepNep

Det er i henhold til artikel 9, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2018/973 tilladt at anvende SepNep.

Artikel 12

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2021.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. oktober 2018.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 179 af 16.7.2018, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22).

(3)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/45 af 20. oktober 2017 om fastsættelse af en udsmidsplan for fiskeriet efter visse demersale arter i Nordsøen og i EU-farvande i ICES-afsnit IIa for 2018 (EUT L 7 af 12.1.2018, s. 6).

(4)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/2147402/STECF+PLEN+18-02.pdf

(5)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/1099561/STECF+PLEN+15-02.pdf

(6)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/2147402/STECF+PLEN+18-02.pdf

(7)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/1099561/STECF+PLEN+15-02.pdf

(8)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/2147402/STECF+PLEN+18-02.pdf

(9)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/1780485/STECF+PLEN+17-02.pdf

(10)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/2147402/STECF+PLEN+18-02.pdf

(11)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/2147402/STECF+PLEN+18-02.pdf

(12)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/2147402/STECF+PLEN+18-02.pdf

(13)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/2147402/STECF+PLEN+18-02.pdf

(14)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/1099561/STECF+PLEN+15-02.pdf

(15)  https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/2147402/STECF+PLEN+18-02.pdf

(16)  Godkendt referat af fiskerikonsultationerne mellem Norge og Den Europæiske Union om regulering af fiskeriet i Skagerrak og Kattegat for 2012.

(17)  Godkendt referat af fiskerikonsultationerne mellem Den Europæiske Union og Norge om foranstaltninger til gennemførelse af et forbud mod udsmid og kontrolforanstaltninger i Skagerrakområdet af 4. juli 2012.

(18)  Redskabskoderne i denne forordning henviser til koderne i bilag XI til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 404/2011 af 8. april 2011 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik (EUT L 112 af 30.4.2011, s. 1). For fartøjer med en længde overalt på mindre end 10 m henviser redskabskoderne i dette skema til koderne i FAO-klassificeringen af redskaber.


Top